Skip to content


01/05/2010

Lis Er stille

The Construction of the Amp Train og The Collibro

Da jeg blev præsenteret for opgaven at skulle anmelde dette århusianske band, med det mærkeligste navn af alle, tænkte jeg godt nok mit. Jeg tog et par prøvelytninger af The Collibro, men måtte lægge den fra mig igen, for min fulde koncentration var ikke tilstede. Det er nemlig, hvad Lis Er Stille kræver af sin lytter, fuld koncentration og følelsesmæssig åbenhed, og evner man visualisering er det helt klart også et plus. Jeg befandt mig så endelig i en sindsmæssigt åben tilstand og fik da også lyttet til hele The Collibro ud i én køre – hvilket gav mig brændende lyst til at undersøge lidt mere om bandets tidligere udgivelser. Jeg stødte via deres hjemmeside på The Construction of the Amp Train, som er en uslebet diamant, en perle dybt gemt på havets bund.

Heidi Skafte • A A A A A A

LIS ER STILLE
The Construction of the Amp Train
Brutal But Sentimental
10/4 2010

Dette 4 numres pragtstykke tog mig med storm, og jeg svæver stadig. Det er langt hen ad vejen som at høre Coldplay i en mere low-fi udgave, men med ekstravagante changementer. Disse er så kunstnerisk smukke i deres formsprog, at det følelsesmæssige væsen, som jeg rummer, råber og skriger om at blive frigjort fra hverdagens trivialiteter.

Jeg lader tankerne få frit løb, og dermed tillader jeg mig selv at føle efter og slippe de gængse stive frasers vold – jeg lader musikken lægge mig på lagner af silke og drysset med vintergækker, kysse mig med sommerbrisens lethed, ruske mig med efterårsvindens styrke, for til sidst at kærtegne min kind med snefnuggets blidhed….

De forførende basrytmer og orgelharmonier, samt en guitaristisk fantasme og hjerteskærende flot lys falset vokal er med til, at ved blot at lukke sine øjne åbnes det kunstneriske landskab af neuroner, der flygtigt passere bag ens øjne – bombarderende hjernebarken som kontinuerlige følelsesmæssige, nærmest orgasmiske eksplosioner.

Tracklist
  1. Styrke 8:12
  2. Løbetid 9:58
  3. Forsyn 10:19
  4. End Credits (End of the Tracks) 12:39

Jeg kan ikke fremhæve en sang frem for en anden på denne udgivelse, for de er alle med til at sætte lytteren i en stemning, som man bliver afhængig af – og som bliver lytterens private emotionelt sårbare sikkerhedszone.

Lis Er Stille er oprindelig dannet i 2004 som en fem mands gruppe, men mister i 2008 cellisten Rosanna Lorentzen. Hovedkræfterne bag bandet er forsanger Martin Byrialsen og den surrealistiske kunstmaler Vindril. Musikken er lavet til at forklare kunstens formsprog, og hvert nummer lever fuldstændig sit eget liv – deraf også de temmelig lange grænsesøgende skæringer. Lis Er Stille er progressiv rock med alternative tendenser, disse tendenser kommer mere til udtryk på The Collibro end på The Construction of the Amp Train.

Heidi Skafte • A A A A A A

LIS ER STILLE
The Collibro
VME
10/4 2010

Jeg er ikke på samme måde overvældet af emotionelt inspiration, når jeg sætter The Collibro i maskinen. Der er sket et skifte i det musikalske udtryk, mere vægt lægges nu på at opstille malerier foran mine øjne, og det er der skam ikke i min bog noget galt med. Det alternative element er blevet tydeligere, og mest udtalt i form af introen ”All the Blood”, der er en fnidret omgang chanting.

De klassiske elementer i den progressive rock kommer også mere til orde, og mere eller mindre væk er den ellers meget klædende Coldplay-symbolik. Vokalen er også gjort mere dristig og udtømmende i sin vidde, hvilket dog ikke er noget der decideret ophidser mig. Sangen ”Recalling the color” minder mig umiddelbart mest om musikken, der bruges som underlægning til Quentin Tarrantinos film, men kæden hopper af i et af mellemstykkerne, hvor der simpelthen går for meget kirkeorgel over det.

Der eksisterer dog stadig noget af den tidligere magi, nemlig på den lille stump ”Like a Common Wave”, og de to grandiose ”The Painted” og ”Beneath the Broken Country”. Der lånes også lidt fra en anden Lis, nærmere betegnet Lis Sørensen på sangen ”Shards of the Ending”, hvor der er passager i starten, der lyder som taget ud af hendes repertoire. Det bliver i kombination med en generelt spændende komposition og de spektakulære riffs i slutningen af sangen, til et af højdepunkterne på skiven med sin varighed på 12:09 minutter.

Skiftet i udtrykket har medført en mere rodet affære at lytte til, men stadig spændende og kreativ. Bandet har fået hak over snuden for deres indspilningskvalitet fra diverse andre mediers anmeldere, og jeg må hertil sige, at jeg ikke er enig. Jeg finder denne, om end mere pompøse på dette album, low-fi indspilningsmetode som værende komplementær for et band med så klare kunstneriske inspirationer og flamboyante aspirationer.

Jeg sidder med følelsen af at være en forårsblomst, der i stedet for at kunne kanalisere alt min energi på at udvide mit spinkle rodnet og bruge musikken til at udfolde min blomsterkrone, hele tiden skal bruge ressourcer på at undgå jordens orme og frostens skamferende bid. Men når solens varme rammer mine følsomme blade, i form af sange der går op i en højere enhed, så blomstrer jeg i  min strålende pragt og ekstase. Dog lurer hele tiden faren for at frosten skal kysse mine blade og dræbe denne ekstatiske blomsterpragt.

Tracklist
  1. All the Blood (2:53)
  2. Send in the Scouts (7:02)
  3. Recalling the Color (9:34)
  4. Like a Common Wave (0:25)
  5. Shards of the Ending (12:09)
  6. Through the Quest of Your Designs (8:08)
  7. Break or Seal (0:43)
  8. The Real Children (4:15)
  9. The Painted (12:26)
  10. Behold the Remnant Parts of Me (0:46)
  11. In the Seed (1:13)
  12. Beneath the Broken Country (6:49)

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Lis Er Stille er en sammenfatning af absolut topklasse musikere, og med optrædener på både Spot Festival og Roskilde Festival er det vel også ganske godkendt. Der er den lille sjove genvordighed ved bandet, at alle deres udgivelser er sket på datoen 10. April, hvorfor dette er, for man ikke umiddelbart svar på nogen steder, men humoristisk og indbefattet af ægte kunsterånd er det da. Jeg vil dog bare fremstamme en stille bøn, om, at de vil returnere til det artistiske udtryk, der var på The Construction of the Amp Train eller i det mindste holde sig til numre i stil med ovennævnte højdepunkter fra The Collibro, da det er her de som band virkelig når ud og griber fat i lytterens bevidsthed.


01/05/2010

Ancestral Legacy

Nightmare Diaries

Thomas Sejr Jensen •  A A A A A A

ANCESTRAL LEGACY Nightmare Diaries
Femme Metal Records
1/3 2010

Femme Metal Records har, som navnet understreger, specialiseret sig i metal med kvindelig forsanger. Denne beskrivelse passer på norske Ancestral Legacys andet album med titlen Nightmare Diaries.

Men bandets musik er mere hårdtslående end man umiddelbart kunne forvente, blandt andet fordi Sangerinde Elin Anita Omholts (der sidenhen har forladt bandet) stemme suppleres med black metal agtigt growl. Faktisk deles vokalarbejdet nogenlunde ligeligt efter den velkendte "beauty and the beast" skabelon.

Musikalsk befinder vi os et sted mellem gothic, doom og black metal. Der er en del aggressive passager på albummet, men hovedvægten er lagt på melodi og atmosfære. Akustisk guitar og keyboard spiller en mindre, men ikke uvæsentlig, rolle på albummet.

Lyden er, stilen taget i betragtning, rå og upoleret, hvilket har sin charme, men en bedre produktion ville formentlig forbedre helhedsindtrykket.

Nightmare Diaries lægger ikke for godt ud, men bliver bedre, og der er faktisk flere ganske gode numre på albummet. Generelt går det bedst i de simple midtempo passager med harmonisk guitar og growl, som vi kender det fra f.eks. finske Rapture. Omholts stemme er der heller ikke noget at udsætte på.

Overordnet set er albummet dog for ujævnt, hvilket kombineret med manglen på originalitet gør, at det ikke bliver rigtig spændende.


29/04/2010

Candlemass

Ashes to Ashes - DVD/CD

Lars Lolk • A A A A A A
 

CANDLEMASS
Ashes to Ashes
Nuclear Blast
23/4 2010

Dansk distribution:
Warner Music

Dette er et synspunkt!: Det er med plader som King of the Grey Islands og Death Magic Doom, såvel som inklusionen af den amerikanske sanger Robert Lowe, lykkedes Candlemass at genrejse sig helt og holdent oven på en tid med begrænset gnist, der fx udmøntede sig i den selv-titulerede plade fra 2005, karakteriseret ved en musikalsk punktering sammenholdt med en personlig konflikt med bandets daværende sanger Messiah Marcolin.

Dette var mit synspunkt indtil ankomsten af denne DVD/CD, med den ellers så passende titel Ashes to Ashes. Robert Lowe passede ellers særdeles godt til bandets studie-materiale, især den inderligt potente Death Magic Doom, men jeg må potentielt revidere mit standpunkt som følge af mit møde med denne aktuelle live DVD/CD.

Hovedshowet er optaget på den anseelige Sweden Rock Festival (69 minutters varighed), og sjældent har jeg oplevet Candlemass så uinteressante – et meget lidt sigende ord, men det er alligevel ganske rammende. De fire instrumentalister i Candlemass har aldrig været de store ekshibitionister på en scene, og derfor har det altid været en fryd at se Messiah Marcolin og Thomas Vikström kompensere for dette fravær – begge var habile sangere og showmen. Dette tilskrev jeg egentlig også Robert Lowes tiltræden, for hans vokal passer som fod i hose til bandets studie-materiale, men hans stemme har slet ikke gennemslagskraft nok til et liveshow.

Sweden Rock Festival 2009 06 04
  1. Dark Are the Veils of Death
  2. Samarithan
  3. If I Ever Die
  4. Hammer of Doom
  5. At the Gallows End
  6. Emperor of the Void
  7. The Bleeding Baroness
  8. A Sorcerers Pledge
  9. Solitude
  10. Kill the King

Der mangler i det hele taget en bombastisk tone, noget ceremonielt og pompøst, der ellers også er til stede på plader med Robert Lowes andet band Solitude Aeturnus. Hans vokal har bare ikke den nødvendige tyngde til at løfte det musikalske rum i en live-situation, som Candlemass’ repetitive doom kræver, og det kan mærkes! Og det gør slet ikke sagen bedre, at hans introverte bevægelsesmønster på scenen er ensartet og gentagent, især sammenlignet med føromtalte Messiah Marcolin og Thomas Vikström. Lowe virker for magelig, og derfor er det kedeligt at bevidne showet.

Det kommer som en positiv overraskelse, at Candlemass afslutter med et cover af Ritchie Blackmore’s Rainbow, nemlig nummeret ”Kill the King”. Det er en god idé at spille dette nummer, og overraskelsen ligger nok nærmere i, at jeg havde forventet, at Candlemass spillede noget Black Sabbath, Dio-æraen, frem for Rainbow, Dio-æraen. Men fint valg! I det hele taget er sangvalget fint udvalgt fra et omfangsrigt bagkatalog.

No Sleep ‘til Athens – 2000 10 03
  1. Mirror Mirror
  2. Samarithan
  3. At the Gallows End
  4. If I Ever Die
  5. Hammer of Doom
  6. Dark Are the Veils of Death
  7. Demons Gate
  8. Emperor of the Void
  9. Man of Shadows
  10. The Bleeding Baroness
  11. Tears
  12. A Sorcerers Pledge
  13. Demon of the Deep
  14. Solitude

Showet er professionelt optaget, med flotte klip, der fanger festival-ambiencen, men det er slet ikke den perfekte scene for bandet. De ville gøre sig bedre indendørs, og det serveres da også på det næstfølgende show. Bonusshowet, tituleret No Sleep ‘til Athens, er optaget på Club Gagarin Athens (96 minutters) varighed, og der får jeg, hvad jeg ønskede!

Og dog; billedkvaliteten er sløret og uprofessionel med forcerede klip og en bootleg-agtig stemning, og det huer mig ganske enkelt ikke at se professionelt tiltænkte DVD’er, der i bedste fald kunne ses ved et tilfælde/uheld på YouTube.

Pakken indeholder desuden et ganske ubetydeligt (som oftest på DVD’er) interview med det græske Metalzone såvel som et lige så ubrugeligt fotogalleri fra de to shows. Dette bruger diehard-fans måske tid på én gang, men jeg orker slet ikke at spilde tid på den slags. Så hellere noget backstage, rehearsal, tidsfordriv-lir!

Jeg er og vil altid være fan af Candlemass, fortid og nutid og fremtid, men det giver stof til eftertanke – om hvorvidt jeg fremover vil tage ind og se bandet live, for dette er en noget flad fornemmelse. Respekt for at Candlemass udgiver en DVD hvert 2. eller 3. år, men kvaliteten følger ikke udgivelsesfrekvensen! Bedre held næste gang….


29/04/2010

Illdisposed, Psy:code og 100Knives Inside

Fotos fra koncert på Paletten, Viborg

Antenna’s Karina Tovborg har knipset en håndfuld billeder fra koncerten med Illdisposed, Psy:code og 100Knives Inside, da de tre bands spillede på Paletten i Viborg 24. april 2010.

Samtlige billeder kan ses i vores fotogalleri.

100Knives Inside
– Martin Salskov
Psy:code
– Schou

Illdisposed
– Franz Hellboss


28/04/2010

Ripe

A Moment of Forever

Kristian Døj • A A A A A A

RIPE
A Moment of Forever
26/4 2010
Mighty Music

Dansk distribution: Target

Da Ripe’s debut plade pludselig dumpede ind af døren udbrød jeg straks;:’Ripe, var det ikke det der band Oliver Weers sang i, da han var med i X-Faktor?’

Jo, og han lavede jo en udmærket soloplade sidste år, men hans tidligere band medlemmer har bestemt ikke ligget på den lade side, eller så at sige ’lidt’ under Olivers exit.

A Moment of Forever er en hamrende fed heavy rock plade med et tydeligt præg af  80′er heavy metal bands som Iron Maiden og Saxon. Uden at være i den hit-orienterede Hammerfall/At Vance grøft, og uden at være retro i samme grad som eksempelvis Astral Doors bevæger bandet sig nøjsomt igennem pladens 12 numre.

Musikerne kan deres kram, og gentagne gange må jeg erklære mig imponeret i en sjælden høj grad. Derudover står gruppen også selv for den fyldige, tunge og ikke mindst absolutte fejlfrie produktion.

Hele pakken er sådan set i orden; det eneste, jeg savner, er måske lidt mere øjeblikkeligt fængende materiale. Det er lidt ligesom at vinde den bil, man altid har drømt om, og så er den bare i den forkerte farve. Håndværket er i top, pladen præsenterer sig godt, men man skal være til genren på forhånd for virkelig at påskønne og se værdien af albummet.


28/04/2010

Raintime og Solution.45

Psychromatic og For Aeons Past

Tobias Jensen • A A A A A A

RAINTIME
Psychromatic
Lifeforce
27/4-2010

Dansk distribution: Target

Foråret byder på godt nyt i form af nedenstående italienske og svenske udgydelser, og alle, der har hang til klangen af solid, moderne metal, kan trygt læse videre.

Man kan vel egentlig godt tillade sig at beskrive Raintime som et relativt nyt skud på metalstammen, da bandet ikke har været aktive på pladeudgivelsesfronten i andet end fem års tid. Til gengæld kan man ikke beskylde gutterne for at have spildt tiden. Psychromatic er det tredje album i rækken, siden debuten Tales from Sadness kom på gaden i 2005, og hvad enten man er bekendt med bandet på forhånd eller ej, er denne tredje ofring bestemt værd at lægge vejen omkring.

Raintime beskrives i infomaterialet som melodisk death metal, men det er en genredefinition, man skal passe på med at lægge for meget i. Godt nok ligger instrumenthåndtering, riffs og generel sangskrivning i direkte forlængelse af bands som Soilwork, In Flames og sine steder Children Of Bodom, men hvor disse bands enten bruger en overvægt af death/thrash-vokal eller forsøger at balancere brugen af ren vokal og growl, har Raintime valgt næsten udelukkende at prioritere ren vokal i musikken, og overvejende bruge growls som et afvekslende input hist og her.

Dette er en prioritering, der falder særdeles heldigt ud, og det skyldes både bandets flair for at skrive ekstremt fængende melodier og evnen til at levere disse i smukt arrangerede harmonier. Når denne sans for de gode melodier samtidig er bakket op af sublimt sammenspil, en god produktion (kyndigt drejet af Logan Mader, ex-Machine Head), underspillede electronica-inputs, der bidrager til en god afveksling i musikken, og ikke mindst en stærk metalnerve, der binder hele molevitten solidt sammen, ja så ender vi med et resultat, der ligger i den rigtige ende af skalaen.

Det hører med til historien, at Psychromatic næppe er et metalalbum, der vil tilfredsstille alle og enhver. Hvis beskrivelsen af Raintime lugter lidt vel meget af nu-metal for den hærdede heavynæse, så er det med et vist overlæg, og for hardcore fans af de nævnte inspirationskilder vil musikken muligvis synes en smule vattet grundet nedprioriteringen af growl/aggressiv vokal.

Nu-metal er dog ikke en helt dækkende beskrivelse af den stil, Raintime praktiserer, og der skal ikke herske tvivl om, at der er masser af solid, ’ægte’ metal i Raintime. Efter min mening er Psychromatic sådan set et ganske godt bud på, hvordan en god heavyskive anno 2010 skal skæres, for albummet formår at samle op på både traditionsbundne og fremadskuende elementer inden for metallen, og rummer samlet set kvalitet og substans til en pæn sjat gennemlytninger.

Overordnet er der en klar overvægt af positive ting at sige i denne ombæring, men en smule kritik skal der også falde. På trods af den umiddelbare appel, og det faktum, at jeg stadig har mange gode timers selskab tilbage i vente med Raintime, er jeg nemlig i tvivl om, hvorvidt albummet vil stå distancen på det helt langsigtede plan. For nuværende må det stå som et stærkt udspil med pil opad, og topkarakterer venter vi med at tale om, til Raintime har smidt lidt flere albums på gaden, forhåbentlig af samme høje standard som Psychromatic.

Tobias Jensen • A A A A A A

SOLUTION:45
For Aeons Past
AFM
9/4 2010

Dansk distribution: Target

Svenske Solution.45 er et band, der så at sige har befundet sig på tegnebrættet de seneste par år. Bandet har hurtigt fået prædikatet supergruppe klistret på sig, da alle medlemmer af bandet er tidligere kendt fra andre bands, og det mest prominente navn i line-up’en er nok forsanger Christian Älvestam (ex-Scar Symmetry og Miseration). De øvrige medlemmer står dog på ingen måder i skyggen af Älvestams evner, og der er i det hele taget tale musikere af en kaliber, som få bands kan hamle op med, derfor har man godt kunnet tillade sig at skrue blusset op under forventningerne til debutudspillet For Aeons Past.

Solution.45 har på forhånd gjort en hel del ud af at understrege, at der ikke er tale om en Scar Symmetry-klon, men når det er Älvestam, der fremhæves, ikke blot i denne sammenhæng men generelt, er det fordi manden har sat sit meget karakteristiske præg på sagerne på en måde, så en sammenligning med Scar Symmetry ligger lige til højrebenet; den markante vekslen mellem møgbrutal, afgrundsdyb growl og en stærk, ren vokal er en af hjørnestenene i Solution.45’s lyd, og det gør bare, at tankerne uvilkårligt vandrer hen på hr. Älvestams tidligere band. Dette er dog ingen dårlig ting, og det gør sig i øvrigt gældende, at så snart man lytter forbi vokalarbejdet, er lighederne mellem de to bands til at overse.

Alle konkrete sammenligninger til side navigerer Solution.45 stilmæssigt rundt i et brutalt, groovy og teknisk metalunivers, om hvilket den mest beskrivende term må være ’moderne’. Tonstunge, 8-strengede guitarriffs godt blandet op med tostemmige, melodiske vokal- og guitarpassager og et lille keyboardriff hist og her er ikke noget særsyn i disse dage, og at kalde Solution.45’s tilgang til tingene for absolut original vil nok være at tage munden for fuld. Så meget desto mere er der grund til at bide mærke i det faktum, at For Aeons Past er allerhelvedes vanedannende lytning.

Jeg har ikke helt tal på hvor mange gange, jeg efterhånden har været gennem skiven, men lysten på flere gennemlytninger har på ingen måde lagt sig endnu, og lad det være et bevis for, at man ikke med fandens vold og magt behøver at bryde alt, hvad der hedder musikalske koventioner for at gøre musik lytteværdigt endsige skabe noget stort. En frisk tilgang til det allerede eksisterende og en sporadisk legen med genrefremmede elementer kan alt rigeligt gøre det ud for en lytteoplevelse i særklasse, og når menneskerne bagved samtidig leverer varen med så stort overskud, som tilfældet er, begynder man lige så stille at høre englene synge (eller brøle, om man vil). Og nå ja, sublim produktion og suverænt coverartwork skader selvfølgelig heller ikke helhedsindstrykket.

Faktisk kan jeg ikke rigtig finde nogen åbenlyst svage punkter ved For Aeons Past, jeg må blot konstatere, at det er uhyre sjældent, man præsenteres for så stærke, langtidsholdbare og uhyggeligt gennemførte produktioner. Har man hang til mere upoleret, beskidt metal vil man ved første gennemlytning muligvis finde Solution.45 lidt upersonlige i deres udtryk, men det indtryk lægger sig, så snart pladen er lyttet igennem et par gange, for bandet har så uendeligt meget mere at byde på end gennemsnittet af moderne metalbands.

Der sættes virkelig ikke en fod forkert i den gode time, skiven varer, og numre som ”The Close Beyond”, ”Through Night – Kingdomed Gates” og den fuldstændig monumentale closer ”Clandestinity Now” (der i sig selv udgør mere end en fjerdedel af pladens samlede spilletid: over 16 minutter!), sætter en tyk streg under bandets formåen på alle planer.

Samlet set er der ingen grund til, at For Aeons Past ikke skal tildeles topkarakteren, det skulle da lige være den helt formelle indvending, at her er tale om en debutplade, og under normale omstændigheder ville jeg da også vente med at udstede den højeste hæder, mest af alt for at lade muligheden stå åben for at bandet på et senere tidspunkt i karrieren vil overgå deres første spæde skridt.

Det problem må stå for Solution.45’s egen regning, jeg glæder mig til at se, hvordan de løser det.


27/04/2010

Kruger og Noctiferia

For Death Glory and the End of the World og Death Culture

Heidi Skafte • A A A A A A
 

KRUGER
For Death, Glory and the End of the World
Listenable
22/2 2010

Dansk distribution: Target

Det har taget lidt tid at komme ind under huden på Kruger, men når man er der, så finder man gode takter fra det schweiziske band. Dette gør sig dog ikke gældende for Noctiferia, som uanset antal lytninger forbliver en smule kedeligt. Bandets musikalske udtryk er baseret på post metal, og bandet henter inspiration fra bands som Tool og Neurosis. Kruger giver nemlig lytteren en dosis heftig og energisk metal, med tonsvis af riffs.

Denne musikalske opbygning gør i sammenhæng med en tilbagetrukket ru vokal, at albummet får et skær af tyngende og lettere tranceagtig udtryk. Man kunne dog godt ønske, at den ru vokal blev tydeliggjort en anelse mere, for der er numre, hvor man virkelig skal spidse ører for at høre den.

For Death, Glory and the End of the World er en ganske habil plade, hvor sangen “The Ox” er den mest velegnede til fremhævning. Der er ikke de store armbevægelser på albummet, men alligevel er der noget, der gør at det ikke bare bliver sat på hylden efter første gennemlytning.

Heidi Skafte • A A A A A A
 

NOCTIFERIA
Death Culture
Listenable
15/3 2010

Dansk distribution: Target

Noctiferia har sin oprindelse i Slovenien og kan her i 2010 fejre 12 års jubilæum, med dette deres fjerde studiealbum, Death Culture. Deres genremæssige spændvidde holder sig til en blanding af deathcore og metalcore, om end der på enkelte sange hentes inspiration fra hjemlandet.

Generelt er det ikke et album der rummer meget nytænkning, og det bliver en anelse trivielt efter flere gennemlytninger. Noctiferia er således også betaget af den bølge af fanatisme, der er opstået omkring talespor – hvilket keder undertegnede ganske bravt.
En ok skive, men ikke en ’must have’, grundet manglende forståelse for nytænkning og en sovepude af blandt andet genbrugte riff-kombinationer.

Hvis jeg skulle vælge mellem disse to udgivelser fra Listenable Records, ville jeg tage Kruger ned fra hylden i butikken – nok mest fordi, at der her anes et, med tiden, større potentiale.


27/04/2010

Puppet Arms

Illusion

Heidi Skafte • A A A A A A

PUPPET ARMS
Illusion
Strange Ears Records
20/3 2010

Denne EP er Puppet Arms’ anden; den efterfølger Why Would Anyone Care?, som fik bandet nomineret i kategorien ’årets talent’ ved Danish Metal Awards 2008. Derudover nåede bandet også semi-finalerne ved deltagelse i Emergenza.

De århusianske gutter har en direkte og fremadrettet tilgang til den hårde rock kombineret med metalliske udtryk. Forsangeren Castro har en god og varieret rockstemme med en fin spændvidde. Illusion rummer 5 numre, hvoraf min favorit er ”Therapy”, et nummer, der sparker fra sig, men de resterende 4 er skam også ganske habile numre. Bandet evner at sætte sange sammen, så selv om der er en rød tråd igennem dem, også er variation for det lyttende øre.

En ganske udmærket EP, og det skal nok føre til et ligeså udmærket fuldlængde album engang.


26/04/2010

Eciton

A Scent of Veracity

Heidi Skafte • A A A A A A

ECITON
A Scent of Veracity
Mighty Music
26/4 2010

Dansk distribution: Target

Der er på dette album ingen tvivl om, at det er en dansk udgivelse, for der er den helt karakteristiske danske metallyd. Der er lagt op til en omgang death-metal kombineret med hardcore, som vel egentlig er en efterhånden ganske normal sammensmeltning.

Musikken er velspillet, og vokalerne, der veksler mellem dybe growls og hysterisk skrig er også fint udført, men albummet hænger lidt i bremsen med en gennemgående ensartethed. Dette udtryk er ærgerligt, for lyrikken er faktisk vedkommende og velskrevet.

For hvad angår Ecitons cover; ja, så er det set fra min optik, som taget ud af urolighederne omkring Jagtvej 69. Hvorfor mener jeg det – jo, det udspinder sig af at coveret ligner en københavnsk gade, med containere der er sat i brand og stenbrokker over det hele. Dertil kommer et banner med ordlyden ’won’t forget 69’. Hvorfor pokker der så skal være disse rumvæsen udseendet myrer i fronten af billedet, aner jeg virkelig ikke.

A Scent of Veracity er et ganske fornuftigt album, men hverken mere eller mindre. Der er ikke for alvor det der lille ekstra, som får mig til at fatte mere en almen interesse.


26/04/2010

Boil

Dobbelt-anmeldelse af A New Decay

Heidi Skafte • A A A A A A

BOIL
A New Decay
Mighty Music
26/4 2010

Dansk distribution: Target

Disse århusianske gutters musikalske udtryk er udvundet af lige dele melodisk rock og elementer fra den post-moderne amerikanske metal. Singlen ”Clarity” er klart et af højdepunkterne sammen med nummeret ”Faceless”.

Med det nye album Boil eksperimenterer også med perkussion og strygere på den over 8 minutter lange sang ”Quiet Hours”. Selve tilsætningen af disse instrumenter fungerer egentligt fint på nummeret, men det bliver for langtrukket. Derimod må jeg erkende, at de to numre ”The Fall” og i særdeleshed ”Starless” er fine skæringer med deres tilsatte electronica moduler. Der er gennem pladen et jævnt flow i tempo, og variation og vokalen er også tilpas for genren. Det vokale arbejde går dog for mig mest op i en højere enhed på førnævnte ”Clarity”, hvor der er skalaer i stil med det, vi kender fra Serj Tankian (System Of A Down).

Visse steder på albummet sidder man lidt med følelsen af, at Boil er underlagt hæmningernes greb, og det er da også på de numre, hvor der bliver løsnet lidt op, at jeg syntes A New Decay har størst tiltrækningskraft.

Albummet bliver dog aldrig rigtig en fast bestanddel af mit udvalg af skiver, der kører på ’repeat’, hvilket i min verden betyder, at der er noget, jeg mangler. Måske er det denne lidt for amerikaniserede overbrugte tilgang, der afskærer Boil fra at nå helt ind i mit kritiske sind…

Den eneste sang der for alvor gør indtryk på mig er ”Starless”, som er en velkomponeret sang, med mulighed for at lytteren selv kan lægge følelser i den. Der er nogle dele af skiven, som trækker op, og min vurdering er da også, at 3 antenner er lige nok lidt – hvorimod 4 antenner er for meget – så A New Decay lander på 3½ antenner.


Lars Lolk •  A A A A A A
  1. Redefine
  2. Transition
  3. Sleepwalker
  4. Quiet Hours
  5. Faceless
  6. Clarity
  7. The Fall
  8. Dead Inside
  9. Hypersomnia
  10. Starless

Her er jeg så ganske uenig! Jeg havde svært ved at fange essensen af Boils debut, Vessel, og jeg var også forudindtaget skeptisk over for A New Decay under første gennemlytning, og min største anke var, at Boil spinder lovlig meget aktion på inspirationen fra Tool – det er sandsynligvis denne amerikanisering, som Heidi stritter imod over for, og det er langt fra min personlige kæphest inden for metal-genren.

Men jeg tillod mig den sjældne rettighed at benytte et kendt trick fra filmens og litteraturens vegne… ’suspence of disbelief’, der betyder, at man diskvalificerer sin tvivl, og det er særdeles nyttigt i et hav af film, fordi man nødvendigvis må acceptere filmens genre og virkemidler. Hvis man ikke gør dette, mistes grunden til at se filmen på dets eget præmisser.

Og så snart jeg undlod at tænke Tool, mens A New Decay blev spillet, voksede pladen til en af årets danske højdepunker, netop fordi alle små og store facetter er mere end gennemførte. Heidi er naturligvis ikke under middel i sin vurdering af Boils aktuelle album, men hun er da langt fra overbevist om kvaliteten af musikken.

Jeg er for det første yderst tilfreds med A New Decay, og Boil, af den årsag, at der ikke findes ét eneste band, der tilnærmelsesvis spiller samme type musik, hvilket er en vigtig facet i bandets eksistens – og det skal da også siges, at det er en grov forenkling at antyde, at Boil er et rip-off af Tool. Man kunne med rette mene, at Boil også skeler til kilder inden for grunge og nu-metal, og styrken er, at A New Decay er karakteriseret af en solid variation, hvilket Heidi også har spottet – jeg er dog af den overbevisning, at der ikke findes kedelige momenter på pladen, og derfor kan jeg ikke engang fremhæve et nummer over et andet.

Jeg kunne snildt komme med en halvlunken afslutning om, at Boil med deres næste skridt vil blive mødt af en større grad af identitet, men pointen er jo netop den, at jeg har diskvalificeret min skepsis… og A New Decay placerer sig i en acceptabel førerposition iblandt dette års udgivelser.