Skip to content


Insidious Disease og Witchery

Shadowcast og Witchkrieg

René Blavnsfeldt • A A A A A A

INSIDIOUS DISEASE
Shawdowcast
Century Media
12/7 2010

Dansk distribution: Emi

Medlemmer:

  • Marc Grewe: vokal (Morgoth)
  • Shane Embury: bass (Napalm Death)
  • Silenoz: guitar (Dimmu Borgir)
  • Jardar: guitar (Dimmu Borgir, Old Man’s Child)
  • Tony Laureano: trommer (Nile, Angelcorpse)

All-star bands har der været masser af gennem tiderne, og oftest er man blevet skuffet, da de gode riffs og idéer med god grund er blevet gemt til fuldtids-bandet. Nogle projekter har lagt sig tæt op ad medlemmernes normale lyd og genre, men disse fritidsbeskæftigelser kan jo også kan bruges til at få luft for de musikalske eskapader, der ikke er plads eller brug for til daglig. Century Media har netop udgivet to plader, der vel med rette fortjener både all-star betegnelsen og i høj grad også opmærksomheden.

Insidious Disease blev dannet helt tilbage i 1994 af Silenoz og Jardar, men Shadowcast er første livstegn, udover en optræden på Wacken sidste år. Medlemmerne er blevet nøje udvalgt – det er altså ikke bare en tilfældig flok musikere, der lige havde tid til en tur i studiet. Det største trækplaster for mig er helt klart, at Marc Grewe er at finde bag mikrofonen. Morgoth bevægede sig væk fra death metal allerede efter debuten Cursed, et lidt overset mesterværk fra 1991, og Marcs vokal rettede sig ind efter den mere eksperimenterende musik på de efterfølgende udspil.

Med to black metal-guitarister, i øvrigt af den mere symfonisk anlagte slags, kunne man måske forvente en gang keyboard-inficeret metal på Shadowcast, men dette er rendyrket death metal, og tak for det. Resultatet er ganske enkelt fremragende. Dette udspil har ikke forladt mit anlæg, siden jeg fik det mellem hænderne, og efter utallige gennemlytninger er min initielle begejstring ikke blevet mindre. Tung, groovy, og samtidig aggressiv death metal, spillet med overblik og overlegen musikalitet; dette er bestemt ikke venstrehåndsarbejde, men lyder som en nødvendig ventil for alle de involverede.

Cover og booklet er lige så gennemført som musikken. Menneskelig fordærv, perversitet, forfald og de, der lever på livets skyggesider, bliver beskrevet eksplicit visuelt, meget kunstnerisk og helt i albummets ånd. Der er sammenhæng mellem teksterne og det visuelle udtryk, ikke nødvendigvis et must, men det er alligevel med til at skabe en perfekt symbiose, der endnu engang sætter en tyk streg under, at Insidious Disease mener dette seriøst.

Jeg er endnu engang nødt til at fremhæve Marc Grewe. Han er en af få death metal growlere, der tydeligt artikulerer samtidig med, at brutaliteten og aggressionen er intakt. Hvis Dave Vincent er kongen i denne disciplin, er Grewe kronprinsen. Det løfter Showdowcast helt derop, hvor ordet klassiker kan komme på tale, når støvet har lagt sig en smule, og man kan kigge tilbage om nogle år med klart sind. Dette klarsyn er muligvis overskygget, når disse ord skrives, men ret skal være ret, og Insidious Disease har tromlet mig ned og sat mig i death metal ekstase.

Køber man den limiterede udgave af Shadowcast, får man to bonus numre med, hvoraf det ene er et cover af Deaths "Leprosy." Utvilvlsomt en stor inspirationskilde for især Morgoth på deres første EP’er, og en god pejling af, hvor Insidious Disease befinder sig musikalsk, selvom deres death metal naturligvis er lidt mere avanceret. Dette cover giver mig gåsehud. Marc synger det fremragende, og Chuck må sidde smilende, hvor han end befinder sig hinsides. En smuk gestus for en af genrens helt store personligheder.

Jeg kunne skrive side op og side ned om dette albums kvaliteter og dets fremragende numre. I stedet vil jeg bare opfordre alle death metal fans til at få fingrene i Shadowcast hurtigst muligt og selv opleve dette mesterværk. Det er nogen gange svært at beskrive kvalitet med ord, og derfor vil jeg hellere lade musikken tale for sig selv. Jeg vil dog love så meget, at ingen vil blive skuffede, hvis hjertet banker for old-school death metal. Så er det bare at folde hænderne og bede til, at det ikke er sidste gang, vi hører fra Insidious Disease.

René Blavnsfeldt • A A A A A A

WITCHERY
Witchkrieg
Century Media
21/6 2010

Dansk distribution: EMI

Medlemmer:

  • Legion: vokal (Marduk, Deviant)
  • Sharlee D’Angelo: bass (Mercyful Fate, Arch Enemy)
  • Jensen: guitar (The Haunted)
  • Rickard Rimfält: guitar  (Seance)
  • Martin Axe: trommer (Opeth, Bloodbath)  

Svenske Witchery startede med fynd og klem i slutningen af 90′erne; et tidspunkt, hvor det pludselig var blevet fedt at spille thrash igen, med ikke mindre end tre albums på tre år. Herefter har der været lidt længere mellem udgivelserne og Witchkrieg er første udspil siden Don’t Fear The Reaper fra 2006. Det er jo heller ikke ligefrem bands på demo-stadiet, herrerne spiller i til daglig, og derfor er Witchery nok blevet skubbet lidt til side.

Hovedsangskriver og tekstforfatter er Jensen, der kan få plads til de idéer, der måske ikke passer ind i The Haunted, hvor specielt Björler-brødrene jo også tager deres tørn. Witchery er dog også noget mere brutalt end The Haunteds mere groovy, hardcore-inspirerede thrash. Albummet indeholder gæste-soloer fra så prominente navne som Kerry King (Slayer), Hank Sherman (Mercyful Fate), Gary Holt (Exodus), Lee Altus (Exodus), Andy LaRocque (King Diamond, Death) og Jim Durkin (Dark Angel). Det er der kommet mere eller mindre spændende indslag ud af, men mest af alt beskriver det vel meget godt, hvem Witcherys inspirationskilder er.

Mest interessant er dog indlemmelsen af Legion som forsanger. Han har jo tidligere gjort sig mest i den sorte metal, men han klarer opgaven med bravour. Han viser sig som en alsidig sanger, der fint retter sig ind, og tilføjer Witchery en infernalsk dimension, uden at bevæge sig over i black metal hvæsen. Det er en meget brutal omgang thrash, vi bliver trakteret med, masser af fængende riffs og temposkift, der hele tiden holder lytteren fanget. Det er aggressivt som bare fanden, men der er også masser af atmosfæriske stykker, hvor Legion får god plads til at tage teten. Tag bare den halvmelodiske "The God Who Fell from Earth," hvor Legion får lov at snerre, som den djævel, han er afbilledet som i coveret.

Hank Sherman og Andy LaRocque brillerer som de fremragende lead-guitarister, de nu engang er, mens de resterende gæstesolister leverer mere typiske thrash-soloer, og de må nøjes med at være et lille gimmick, som ikke tilføjer det helt store til det samlede billede. Numrene er dog også mere end rigelig stærke i sig selv og kan fint bære pladen uden hjælp udefra. Men forskellen mellem lead-guitarister, og guitarister, der spiller leads, er hermed understreget.

Teksterne er en blanding af halv-sataniske eder og besværgelser, iblandet lidt krig, død og ødelæggelse. Altså Slayer-territorium. Flirten med 2. Verdenskrig i det gennemførte cover, skal nok give problemer i Tyskland, men skal vist ikke tages for andet end Witcherys erobring af verden med et glimt i øjet.

Der er masser af gods i Witchkrieg. Numre som "Conqueror’s Return" og "From Dead to Worse" er yderst fængende bekendtskaber, hvor omkvædet sidder i hovedet længe efter pladen er færdig. Spilletiden er forholdsvis kort, men egentlig perfekt for den intense musik, og man kan jo altid vælge repeat-knappen, hvis man ikke har fået nok. Det er længe siden, jeg har hørt så aggressiv thrash. Det er dog altid forfriskende, og specielt Legion gør albummet rigtig interessant, da vokalen varierer en del mere end normal thrash-råben.

Både Insidious Disease og Witchery har meget mere at byde på, end bare deres all-star tilstedeværelse, der nok skal sikre dem omtale alene af den grund. Musikken taler sit tydelige sprog, og disse bands eksisterer ikke for at booste egoer, eller vise hvem der egentlig er den største stjerne til daglig. De er skabt som talerør for fremragende musik; det får vi i rigelige mængder på begge udgivelser, der stærkt kan anbefales.

17 Jul 2010