April 1991. En knægt i Esbjerg har indvilget i at tage med forældrene i Føtex en fredag eftermiddag, det omvendte kors er skjult for misbilligende øjne under Entombed t-shirten. I stedet for at handle ind til weekenden går knægten ind i en af byens mange pladebutikker, hjemme igen sættes et nyindkøb på Technics anlægget, et smil breder sig om knægtens mund da tonerne af "Arise" brager ud af højttalerne. Nyindkøbet forlader ikke anlægget de næste mange uger, de gamle koryfæer i Scorpions, Winger, Skid Row og Mötley Crüe er langsomt blevet udskiftet med Kreator, Metallica, Slayer og Sepultura. Forældrene håber at knægten nok snart vokser sig fra denne infernalske larm, en dag ser han nok lyset og køber noget ordentlig musik.

April 2010. En mand i 30erne står på et spillested i Århus, der rettes på Unleashed t-shirten og forventningerne til aftenens koncert er store. En kvartet med rødder i Brasilien træder ind på scenen og hårene rejser sig på armene, da tonerne fra teenage-årenes soundtrack breder sig ud i natten. Spilleglæden og attituden er til stede, alle er blevet ældre, men når først musikken spiller er alle forenet i evig metallisk ungdom. Forsangerens dreadlocks flyver gennem luften, desværre hedder forsangeren Derrick Green og ikke Max Cavalera. Sepultura er aftenens hovednavn, gruppens gamle medlemmer er ikke på talefod, derfor er verden i stedet beriget med både Soulfly og Cavalera Conspiracy. Aftenens klart største bifald, og moshpits, tilfalder de sange der kan dateres fra tiden hvor sangeren hed Max og ikke Derrick.

Omen er 7. album fra Max Cavaleras Soulfly, mandens kreative outlet siden han smuttede fra Sepultura i 1997, da gruppen var på karrierens højdepunkt. En masse ondt blod blev luftet offentligt i pressen og de brændte broer er aldrig rigtig blevet genopbygget, dog er Max nu forenet med lillebror Igor igen i deres fælles konspiration. Sepultura har forsøgt sig med alverdens tiltag for at rette kurven med faldende salgstal og dalende interesse fra metal verdenen, det har bare aldrig været det samme siden Max forlod dem. Soulfly fortsatte hvor Sepultura slap med Roots, verdens-metal med inspiration fra alskens genrer, et hav af gæsteoptrædender på pladerne og skiftende medlemmer har gjort bagkataloget ujævnt, Max var egentlig bedst da han havde Igor, Andreas og Paolo bag sig. Cavalera Conspiracy derimod genfandt den fandenivoldske energi Sepultura stod for, et thrash metal monster, der uden de store eksperimenter, bare var et godt album med en masse spilleglæde.

Dette projekt har nok haft indflydelse på Omen, et album der i sin helhed er holdt simpelt uden for mange forstyrrende elementer udefra, i form af gæstevokalister, guitarister, percussionister og hvem der nu ellers har vundet indpas tidligere. Kun Dillenger Escape Plan-sanger Greg Pusciato og Tommy Victor fra Prong har fundet vej til pladen, begge med bidrag der beriger henholdsvis "Rise of the Fallen" og "Lethal Injection," især sidstnævnte med sit simple groove har et stort Prong stempel på sig. Netop det at skære ind til benet og forfølge en simpel grund-idé er meget betegnende fra Omen, væk er langt de fleste eksperimenter med at indkorporere traditionel brasiliansk musik og kun på albummets afslutter "Soulfly VII" bydes der på Santana-agtig latin. Der lægges hårdt og kontant ud med "Bloodbath & Beyond," her er vi i "Chaos A.D." territorie med groovy trash og numre som "Kingdom," "Off with Their Heads" og "Counter Sabotage" følger samme opskrift. Det ene fede, tunge riff tager det næste og Max lyder tændt på et aggressivt album, produceret af manden selv sammen med Logan Mader er der vel ingen grund til at skrive for mange ord om albummets lyd, dejlig organisk og lige i fjæset. Gruppen har for øvrigt beholdt den samme besætning siden 1993 så det er et sammentømret band, der spiller Max’s kompositioner på Omen.

Lyrisk er vi i det sædvanlige selskab; verdens uretfærdigheder, vold og undertrykkelse. En opvækst i et fattigt brasiliansk kvarter kan man ikke tage ud af en mand, selvom tilværelsen nu er en ganske anden for den 40-årige eksil-brasilianer. På "Mega-Doom" bliver Nostradamus’ profetier dog luftet og "Jeffrey Dahmer" byder på endnu en sang om den notoriske serie-morder, det er både Slayer og Macabre dog sluppet væsentligt bedre fra, og de mere politiske, indignerede tekster passer bedre til Soulflys hardcore inspirerede trash. Coverets symbolik med griskhed, grådighed, ondskab osv i hænderne på gasmaske-beklædte præsteskikkelser er ikke til at tage fejl af, pladen er et varsel og en løftet pegefinger til vores kapitaliske samfund, hvor egoismen hersker og enhver er sig selv nærmest.

Så sidder vi her i juni 2010, og selvom Omen er et kompetent og lytteværdigt album, overskygger én følelse det hele. Der er nu 3 bands, alle med rødder i Sepultura, der lyder som om de igen jagter en lyd og musik, som de selv perfektionerede i midt-90erne, eller i Sepultura’s tilfælde udelukkende lever på fordums meritter . Der er et nyt Cavalera Conspiracy album på vej og vi ved alle at Sepultura i nuværende konstellation aldrig igen vil nå tidligere højder. Følelsen af, at alle ville være bedst tjent med en genforening af den succesfulde oprindelige Sepultura kvartet forplumrer mit sind, dertil er der dog nok for mange kameler, der skal sluges og egoer der skal gemmes væk. Ringen er næsten sluttet og den rigtige opfølger til "Roots" ligger i blodet hos de involverede, om den nogensinde kommer er nok tvivlsomt. Omen er et køb værd for tilhængere af Max, de sidste 2 Antenna karakterer gemmer jeg dog til heltene fra mine teenage-år finder sammen igen.

Jeg har skældt meget ud på udgivelser med ophavsland i Polen, og det er med største fornøjelse at kunne anmelde disse fire polske bands uden at sidde med en smag af væmmelse i munden. Der er samstemmende tale om re-udgivelser til det europæiske marked og alle er signet via Witching Hour Productions. Der er lige dele erfarne bands, og bands, som her kommer med deres debut-cd, og genremæssigt bevæger vi os fra moderne metal henover ren death metal, for at ende med to eksempler på, hvordan man kan blande death metal.

Dette seks mand store band, har med denne deres debut-cd banet vejen for sig selv. De udviser talent indenfor tempo og takt skifte, samt en generel musikforståelse af instrumenter og vokalers indbyrdes påvirkningskraft. Et nummer, der virkelig skiller sig ud og viser førnævnte er tredje skæring ”Mind Destruction”, hvor alle facetter er i spil. Bandets tilgang til metalmusikken går gennem moderne metal, kombineret med elementer fra progressiv rock og slutteligt tilført jazzede fusioner, som på nummeret ”Deep Inside”, der har den skønneste saxofon i afpasset harmoni med strygerkvartet.

Min kære winamp-afspiller fortæller mig, at Terminal spiller kristent alternativ rock, hvilket jeg dog ikke har kunnet finde beviser for nogen steder. Men skulle det være tilfældet, at de velformulerede tekster egentligt har et kristent budskab, er det helt ok med mig. Det er faktisk en applaus til bandet i det tilfælde, for det er da lykkes bandet at lave en lyttevenlig skive uden indoktrinerende moralprædikener og anden pådutning af religion overfor lytteren. Den alternative del af kan jeg for så vidt godt tilslutte mig, men der er mere end rock i deres overordnede lydbillede – man skal nu heller ikke decideret stole på sin afspiller, men den kan til tider give et vink i den rigtige retning.

Den flotte intro lokker lytteren til sig og selvom outroen ikke er helt så fabelagtig, er den en fin afrunding af et solidt album.

Vi tager nu springet videre til vores første erfarne band, og her er der også godt forfatterskab at hente.

Der kan skrives meget godt om Trauma; deres tekster er gode og med 20 år på bagen samt syv album bag sig, er de da også ganske velfunderede. De har igennem de 20 år cirkuleret gennem flere labels og spillet adskillige store festivals, så der må jo være noget de gør rigtigt.

Det er der også, for man sidder som lytter ikke med følelsen af, at man hører et polsk band. Vokalen er dyb og tilnærmelsesvis skandinavisk lydende growls, og på den musikalske side er der tonsvis af gennemslagskraft, der bare vil fange lytterens opmærksomhed. Trauma er death metal i sine rene form, og de mestrer det fortrinligt.

Af numre, der kan fremhæves fra skiven, er ”Tabula Rasa” og ”War Machine” – gode numre med pondus og viljen til at piske lytteren til at fastholde sig i deres univers af kaos.

Men hvor de gode vendinger ligger lige til højrebenet for hvad angår vokal og komposition, halter deres coverarbejde voldsomt. Dette futuristiske billede af et stykke jord der løftes mod himlen og gennembrydes af lavaens intense farver, for at danne deres logo – det holder bare ikke rigtigt. Det er virkelig synd, da det kan bevirke at køberen tøver ved cd-reolen, og dermed går glip af en omgang bund solid hårdtslående død.

Det andet af vores i denne anmeldelse erfarne bands, er Lost Soul – som med deres kun fjerde reelle udgivelse men langt længere og turbulente eksistensgrundlag, tager os med over i en mere black/death metal kombination.

Men lad os lige starte med deres temmelig turbulente baggrund, som har bevirket, at der I deres 15 år lange mere eller mindre sammenhængende karriere, kun er udkommet medregnet denne udgivelse, en total på fire album. Ikke just produktivt, men der har været problemer i forhold til retningen bandet skulle tage og forsangerens andet sideprojekt.

Der indbydes til fuld fart smadder på

Immerse in Infinity

, og der er ikke sparet på dobbeltpedalerne og de tunge riff passager. Så selvom albummet kun indeholder otte omend ganske lange skæringer, så opretholdes der en fin variation henover albummet.

En af komponenterne til denne variation er den lille snert af grind der er tilført, men afstemt til lydmuren og ikke som i det sidste af vores bands tilfælde, alt for eksperimenterende.

Dette band er opstået som en sammensmeltning af nogle af talentfulde polske gutter, og de skal med denne deres debut nok lige finde deres faste ståsted. Thrufel og Daray (ex. Vader, Dimmu Borgir) finder på et tidspunkt sammen med Heinrich fra Rootwater og til at dække den vokale frontposition indhentes Pig, som tidligere har stået i front for Decapitated.

Denne sammenblanding af influencer fra de respektive medlemmers tidligere bands lader sig høre på Death March Fury, og det hele bliver en anelse kluntet til tider. Trommerne er black metal inspireret, mens resten af den musikalske fremtoning ligger og cykler rundt i noget death metal på syre.

Men der er talent og potentiale at spore, og albummet er ikke helt håbløst, og ud af de andre i denne anmeldelse er de klart dem, der præsterer det mest passende cover og flotteste booklet arbejde. Der er sammenhæng mellem den tank og slagmark, der pryder albumcoveret og teksterne indeni, og selvom man så ved første skimt kan syntes det mærkeligt med en booklet i stilarten gammel bog/skriftrulle – så hænger det sammen, når man kigger nærmere på illustrationerne der viser forskellige måder at kunstnerisk fremvise, hvordan man obducerer.

Der er plads til forbedring for dette band, men helt afskrive dem kan jeg nu heller ikke. Men man må pointere overfor produktionsselskabet, at de tager nærmere notits af, hvilke sange der hører til hvilke kunstnere. Hvorfor siger jeg nu det – jo, det er sådan at der på Lost Souls cover er sat en sang ved navn ”Noxious” på som skæring fem, og det samme nummer har samme placering på albummet fra Masachist, og det er her nummeret faktisk hører til. Skæring fem på Lost Souls album hedder ”One Step To Far” og er et ganske henrivende nummer.

Opsummeret har det, som nævnt i indledningen, været en fornøjelse ikke at skulle sidde og krumme tæer over polsk produceret musik. Der, hvor der stadig kan forbedres lidt set fra et kunstnerisk og vel nok også købermæssigt perspektiv, er på, hvordan de laver deres covere. Alle covere ligner hinanden i stregen, og det gør at man nemt ville kunne komme til at vælge dem fra utilsigtet.

Endelig, om jeg så må skrive, er der nyt på vej fra det britiske band Anathema. Endelig, ja, selvom det da rigtigt nok end ikke er to år siden, at de lagde verden ned med den i mine (og mange andres) ører totalt mageløse Hindsight. Den består dog af ni tiendedele gamle numre sat i nye, nærakustiske – og nærmest absurd smukke – arrangementer og kun et enkelt nyt, hvorfor den egentlig ikke tæller som en studieudgivelse, men mere som en art opsamling.

Den er dog helt uhørt underspillet og intens.

Ser man bort fra Hindsight (hvilket er mere end vanskeligt) er det faktisk syv år siden, vi sidst har hørt fra Anathema.

Så derfor: Endelig.

Også  A Natural Disaster er fremragende. Den er aggressiv, lige i fjæset og gnistrende elektrisk fra allerførste anslag, atmosfærisk fortættet og kort sagt ultra-langtidsholdbar. Det er sandsynligvis den hyppigst afspillede cd her i hytten, og den lyder den dag i dag lige så frisk og provokerende, som da den udkom.

Nærværende We’re Here Because We’re Here tager på magisk vis tråden op fra begge ovenstående; den lyd som de definerede på A Natural Disaster og siden forfinede på Hindsight genlyder igennem hele albummet.

Det er ikke fordi bandet kigger sig længselsfuldt tilbage; referencerne er bare tydelige nok til, at det ikke bliver helt historieløst.

Hvor forgængeren er en (muligvis overdrevent) dramatisk og sine steder virkelig voldsom, nærmest voldelig affære, så er We’re Here Because We’re Here betonet anderledes. Selvfølgelig rummer albummet momentvise udbrud af vildskab, nogen regulær rock ’n’ roll samt tyngde, men musikken emmer først og fremmest sfærisk skønhed fra start til slut.

Hvor A Natural Disaster er en samling af helt fantastiske, men enkeltstående sange, bundet sammen af den personlige katastrofe som tema, hvorimellem højdepunkter – ”Closer”, ”Are You There”, ”Pulled Under at 2000 Metres a Second” og ”A Natural Disaster” – let hæver og hævder sig, så er We’re Here Because We’re Here mere flydende og hel.

Hvor (selv)had og vrede spiller en afgørende rolle på A Natural Disaster, så virker det nu som om afklaringen sænker sig ned over band og musik efterhånden som We’re Here Because We’re Here skrider frem. Det får ikke bare albummet til at fremstå helt usædvanlig helstøbt. Nej, det lyder totalt forløst og er derfor også meget tilfredsstillende at lytte til.

Anathema beviser nok engang (som med Hindsight), at man ikke behøver skrue volumenknappen op på 10 og spille med 210 i timen for at understrege sine pointer; man kan opnå den samme effekt uden at råbe, hvis bare man er ærlig. Netop ærligheden har altid været briternes store styrke. Det er mig umuligt at fake den intensitet, den intimitet, som Anathema igen opnår.

Helt centralt står dog ”Angels Walk among Us” – mig bekendt skrevet umiddelbart i forlængelse af A Natural Disaster og længe tilgængelig via MySpace, men nu omarrangeret og løftet op til sublim – efterfulgt af ”Presence”, som indeholder den mest rørende, mest dybfølte recitation nogensinde indspillet på nogen rockplade. ”Man er absolut nødt til at erkende og komme overens med sin egen dødelighed, hvis man skal hjælpe de, der har problemer hermed,” forklarer en mand, som troede, at han var helt afklaret, indtil han rystet forstår, at døden slet ikke står i modsætning til livet, men til fødslen. Livet, derimod, er evigt. Man kan være enig eller uenig, men det er pokkerme svært ikke at blive rørt af en stemme, der er ved at knække over af grødet lykke.

I det hele taget er We’re Here Because We’re Here en vokal præstation i særklasse …

Men intet er overladt til tilfældighederne. Det er skrevet, gennemtænkt og arrangeret ned til mindste hjerteslag; takket være Steven Wilsons (ja, ham fra Porcupine Tree) meget sikre miks opleves musikken let og stemmerne luftige og alting løfter sig til et værk af sakral skønhed. Det bør straks indlemmes i enhver pladesamling.

Dette album har simpelthen alt, hvad en rockdreng med tunge, progressive tendenser, kan tænke sig, drømme om, ønske sig. Og mere til.

På vej ud er det derfor nærliggende at spørge sig selv, om de dog kan blive ved, disse englændere? Det vil tiden selvfølgelig vise. Indtil da må man bare nyde We’re Here Because We’re Here. Men da de om nogen har flyttet sig over genre og over tid; da de om nogen aldrig har haft alt for travlt; OG da de om nogen altid har gjort, hvad de selv ville, så skulle det ikke overraske mig.

Forvent altså  at blive overrasket. Denne gang såvel som næste. Et sublimt album fra et formidabelt band.

Fra britisk old-school thrash og deathcore til moderne, teknisk death/thrash fra Canada. Elimination, Bleed From Within og Divinity byder på varierede metaludtryk i den hårde ende, med vidt forskellige resultater til følge, og næsten hele karakterskalaens spænd må tages i brug.

Dilettantisk. Så hårdt og så kort kan britiske Eliminations debutalbum Destroyed by Creation beskrives, og var det ikke fordi enhver, der stilles for en domstol, har krav på en fair rettergang, kunne bedømmelsen være blevet ved det ene, opsummerende ord.

Elimination spiller old school thrash, og det gør de uden så meget som den mindste flig af opfindsomhed. Sådan cirka alt, hvad samlingen af 12 numre indeholder af riffs, rytmer, soli og hæs vokal, er hørt før, tillige mange gange bedre. Jeg kan ærlig talt ikke huske ret mange tilfælde, hvor jeg har været stillet over for en officiel cd-udgivelse med et signet band, der så skamløst plagierer sine forbilleder. Det er i særdeleshed gamle skiver fra Slayer, Anthrax og Metallica, der står for skud, men lad det være understreget, at Elimination ikke formår at yde idolerne nogen form for konkurrence.

Det fører for vidt at nedfælde en udtømmende kritik af Destroyed by Creation, til det er manglerne for omfattende, men et par løse eksempler rækker også til at fremhæve udspillets essens. ”The Rage Within” og ”Wargames” demonstrerer, foruden guitarspil af umådeligt tvivlsom kvalitet, svær mangel på mindeværdig sangskrivning, en ting der desværre gør sig gældende for den største del af pladen. Læg hertil en flad, digital produktion, der absolut intet gør for at understøtte de få rester af primitiv charme, der måtte være ved Eliminations musik, og vi ender med et resultat, der muligvis ville have udgjort et nogenlunde hæderligt forsøg på en demo-cd, men aldrig burde have været begunstiget med en pladekontrakt.

Det er svært at få øje på formildende omstændigheder ved Destroyed by Creation, men lad alligevel en af de få positive ting, jeg kan finde frem til, få det sidste ord: skiven lyder af, at bandet kæmper for sagen, og jeg tror på, at de har de bedste intentioner, med det de laver. God musik kommer dog ikke af gode intentioner alene, og skal Elimination redde sig selv ud af glemselens sorte dyb, venter en endnu længere, sejere og mere ubarmhjertig kamp forude.

Bleed From Within er et nyt bekendtskab for mig, men bestemt et rart et af slagsen. Bandet stammer fra Skotland, og Empire er det andet album i rækken oven på debuten Humanity fra 2009.

At dømme efter bandbillederne er det en flok ganske unge gutter vi har med at gøre, men det lader sig absolut kun høre på den positive side. Musikken er uhyre tight og velspillet, og der bliver fra første skæring gået til stålet med en ungdommelig energi, der vidner om, at bandet vil frem i verden. Faktisk bærer hele albummet overordnet præg af både modenhed og professionalisme, og det er svært at fatte, at bandet ikke har spillet sammen i mere end fem år.

Oven i det stærke sammenspil, der præsteres, og det solide tekniske fundament, medlemmerne hver for sig besidder, formår bandet også at skrue gode, gennemtænkte kompositioner sammen, hvilket numre som ”The Novelist” og det seje, dødsmetalliske par ”Emperor” og ”Empress” er glimrende eksempler på. Her hører man, at bandet, udover at skrive fede, fængende riffs, også er i stand til at balancere alle de forskellige elementer af sangskrivningen, så trådene samles i en homogen helhed.

Der er mange gode ting at sige om Bleed From Within, og selvom det meste peger i den rigtige retning for bandet, vokser træerne endnu ikke helt ind i himlen. Vist er der både personlighed og god variation i musikken, men spilletiden på tre kvarter bliver lidt i overkanten, og man kan ikke løbe fra, at de 11 numre til tider bliver enslydende. Således så jeg gerne, at man havde ofret et par af de mere anonyme skæringer, eksempelvis den lidt kedelige ”The Healing”, til fordel for et mere samlet, ind-til-benet-udtryk.

Som Empire står nu, er man efter endt gennemlytning lidt for mæt på bandets musik, og det havde selvsagt gjort et bedre indtryk, om skiven havde formået at vække sult på mere. Der skal dog ikke være tvivl om, at Bleed From Within er et tjek værd, og fans af såvel deathcore som traditionel death metal kan sagtens overveje at kaste spareskillingerne denne vej.

The Singularity er andet album fra canadiske Divinity. Gruppens første udspil, Allegory fra 2007, bød på et velkvalificeret forsøg udi moderne, teknisk thrash/deathcore, bestemt ikke ulig landsfrænderne fra Into Eternity, men hvis der, set i bakspejlet, var noget, ved den ellers gode debut, der trak en anelse ned i helhedsindtrykket, var det måske netop, at bandet ikke helt havde fundet egne ben at stå på endnu.

Det har de til gengæld på The Singularity, en sand perle af en tech-metal plade, der på en gang favner bredt i sin musikalske appel, og samtidig sværger kompromisløst til den hårde metalkerne, bandet har sine rødder i. Denne vanskelige balancegang formår Divinity ubesværet at opretholde gennem skivens 9 uovertrufne numre, der med forbilledligt kompositorisk overblik mixer death-/thrash- og coreelementer med progressive inputs og fornemt afstemte melodiske guitarsoloer.

Denne mikstur kan nok lyde velkendt, men selvom det ligger lige til højrebenet at sammenligne Divinitys lyd med bands som fx S.Y.L., Death og førnævnte Into Eternity (-og hvornår har det egentlig nogensinde været en dårlig flok at blive slået i hartkorn med?!), har Divinity alt rigeligt den mængde personlighed, der skal til for at stå distancen blandt konkurrenterne. Fra ”Abiogenesis” og ”Lay in the Bed You’ve Made” over ”Monsters are Real” til den blændende closer “Approaching the Singularity” demonstrerer bandet sine overlegne kvaliteter, men pladen fortjener i grunden at blive hørt i sin helhed, så det vil jeg anbefale, man gør. Mange gange.

Der er dog et enkelt ankepunkt ved The Singularity, man ikke kommer uden om, og det ligger på produktionssiden. Ingen tvivl om, at den kliniske produktion er dygtigt drejet og omhyggeligt skræddersyet til musikken, og at den på glimrende vis understøtter Divinitys musikalske udtryk. Problemet er, at et klinisk klart lydbillede er blevet et genrevilkår for denne musikalske stil, og når Divinity på den måde, lidt ukritisk synes jeg, sværger til genrestandarden, tager de heller ikke det sidste, afgørende skridt væk fra konkurrenterne i denne omgang.

Det kunne være spændende at høre, hvad en mere organsik lydende produktion ville gøre, ikke bare for denne canadiske kvintet, men for hele genreudtrykket som sådan. Divinity skulle i mine øjne om nogen være bandet, der kunne løfte denne opgave, og jeg krydser fingre for at få ønsket opfyldt, næste gang bandet går i studiet. I mellemtiden: køb!!

Bindeleddet mellem disse bands er deres fælles passion for death metal, men hvor Jack Slater vælger den sikre kendte opbygning, vælger Thy Disease at tilføje elektroniske influenser. Er det virkelig det, der skal til, eller er det bedre at blive i den sikre varme favn; tjaa det er med mine ører nærmest et fedt i de her tilfælde.

Det første indtryk, jeg fik af skiven, var mildt sagt ikke overbevisende, for det fes bare forbi i baggrunden, uden at efterlade nogen spor af løftede øjenbryn eller spidsen øre. Men dette ville jeg dog ikke forlade min vurdering på alene og bestemte mig for at tage endnu et lyt, og nu kom der da en snert af vilje fra bandets side, frem til min øresnegl. Den overvejende dybe og tunge vokal insisterede på at blive hørt, og guitarerne prøvede hidsigt at fange min opmærksomhed på sangen ”Martyr” – faktisk så hidsigt, at de har tendens til at lyde som grise, der hyler. Men derefter blev det lidt bedre; numre som ”Funkenflug” og den erotiske ”Happy Hour” formåede at fastholde min tankevirksomhed.

Som den vakse læser nok har gennemskuet nu, så udtrykker dette band deres budskaber på tysk og fint for det, men jeg må erkende, at det ene engelsk-sprogede nummer (som de mærkværdigvis har lagt på skiven) er det, der fungerer bedst for mig. Det virker som om, at det er med det engelske sprog, at den musikalske del kommer til sin ret og helheden opnås, i stedet for at virke som modsat-rettede poler.

Bandet har immervæk eksisteret i 15 år og har tre albums plus det løse bag sig, men jeg har ikke nærmere kendskab til dem, hvilket egentlig ikke er et problem for mig. For de er ikke rigtig gode, men heller ikke rigtig dårlige – endnu et band, der stiller sig ind på den støvede hylde.

Men hvor Jack Slaters cover allerede gav mig visse associationer til, hvad der ventede mig, må jeg sige, at der ikke er helt den samme kobling mellem Thy Disease og deres cover.

Her er der tale om et band, der er voldsomt inspireret af Meshuggah og på sin vis fred være med det, men det er altså lidt fjollet at se på forsanger i ObZen-inspireret posering, samtidig med at man hører de andre influencer, som bandet har valgt at smide på pladen. Der bliver drysset lidt arabisk-inspireret folkemusik indover, og kagen dænges til sidst til med elektroniske dippe dutter og dippe datter… Jo jo, det kan da have sin charme, og et nummer som skæring # 2: ”Code Red” fungerer da også udmærket, men man bliver temmelig hurtig træt af at høre på denne miskmask. Hvis bandet ville finde en mere stabil tilgang, ville der uden tvivl være mere ros at hente herfra, men der er for mange udsving i den kunstneriske kvalitet.

Man har så som band valgt, at nu skal vi dælme da lige vise, at vi også kan det der med at omforme klassikere til metal-numre – hvilket de så belemrer lytteren med på de to bonus-tracks. Men fair skal være fair, og Thy Diseases cover af Depeche Modes ”Sinner in Me” er skam ganske godkendt, bare håbløst tabt på dette album. Derimod er coveret af Madonnas ”Frozen” fra Ray of Light absolut mislykket – det hjælper ikke at tilføre en pigestemme, der kun kan synge dele af de mere besnærende faser, for så at løbe tør for luft.

Som med Jack Slater har vi også her at gøre med et ganske erfarent band, men hvad hjælper det, at man har udgivet i Thy Disease’s tilfælde fem album og er store i deres hjemland Polen – hvis det er i Europa eller nærmere bestemt Skandinavien, man gerne vil slå igennem.

Jeg har snart anmeldt en del bands fra Polen og jeg kan se på deres hjemmesider at de hver især har kultstatus, og det store tyske marked er da sikkert også åbent for dem, men jeg har mine tvivl for så vidt det danske og skandinaviske – men det er nok lige indtil jeg støder på det der band der skiller sig ud fra mængden.

Death metal og grindcore kan for det utrænede øre måske lyde som to alen af ét stykke, men sandheden er, at det er to vidt forskellige tilgange til musik. Mange death metal bands bruger ganske vist grind parter i deres musik når tempoet skal helt op, men ofte i nøje afstemte og kontrollerede udbrud. Rendyrket grindcore derimod, har mere til fælles med punk og hardcore end metal. Struktur bliver tilsidesat til fordel for kaos, intensitet og nådesløse soniske angreb. Disse to udgivelser fra Grave og Circle Of Dead Children er gode eksempler på forskellen mellem beslægtede søskende med forskelligt ophav.

Når dommens dag kommer, og den endegyldige historie om death metal skal gøres op, kommer ingen uden om Grave, der siden starten i 1986 under navnet Corpse har været leveringsdygtig i tung, fængende, og ultra brutal svensker-død. De tre første plader fra Grave har klassiker status, men efter bassist og sanger Jörgen Sandström forlod skuden i 1995 til fordel for Entombed, er gassen gået en smule af karriere ballonen. Derfor frister Grave stadig en tilværelse som opvarmningsband når der skal spilles på de skrå brædder, det kan man så udlægge som en mindre fiasko, eller man kan bøje sig i støvet for 24 års dedikation til oldschool death metal.

Burial Ground er niende fuldlængde album fra svenskerne, og hvis man sidder med en forventning om nye revolutionerende toner fra bandleder, og eneste tilbageværende original-medlem i trioen, Ola Lindgren kan jeg med det samme skuffe, eller berolige, med at intet har ændret sig hos death metallens svar på en Volvo. Grave ligger stadig sikkert på vejen, og vil pløje alt ned der står i vejen uden at slingre eller ændre kurs.  

Der lægges hårdt og hurtigt ud med "Liberation" der er et af få korte numre på pladen, men allerede på "Semblance in Black" bliver tempoet hurtigt ændret til den midtempo death metal vi bedst kender Grave for. Netop de ultratunge og fængende elementer er der hvor musikken fungerer bedst, det har aldrig helt ligget til højrebenet for Grave når tempoet bliver skruet for meget op, i de passager kommer de simple riffs ganske enkelt ikke til sin ret. Højdepunktet på Burial Ground er den tonstunge "Dismembered Mind" hvor det ene fede, fængende riff tager det næste, og tyngden på det nummer kan ingen gøre Grave efter, det er death metal helt ned i knæ med håret fejende hen ad gulvet.  

Produktionen er nøjagtig som den skal være, beskidt, rå og tung med plads til, at de nedstemte guitarer forvrænger lidt og bækkenerne skærer gennem lydmuren. Ingen tvivl om at det er sådan Grave vil lyde, oldschool i spillestil, attitude og lyd. Selv det gamle demo-nummer "Sexual Mutilation" fra 1989 er blevet støvet af, og falder helt naturligt ind mellem det andet materiale. Coveret med hele 3 omvendte kors og grimasse-skærende dæmoner, måske en lille reference til "Altars Of Madness," underbygger følelsen af at dette kunne være en plade fra 1991 såvel som 2010. Tidløst eller håbløst tilbageskuende. Min dom vil falde ud for tidsløst; selvom der ikke er megen nytænkning over Burial Ground skal der være plads til sådanne udgivelser, den dybe tallerken er opfundet men derfor kan man sagtens spise af den med vellyst.

Grave står endnu engang for kvalitets death metal, det er gennemført og spillet med hjertet. Burial Ground vil ikke ændre på bandets status som liggende lige under eliten, skal de helt derop hvor fx Morbid Angel, Immolation eller Suffocation hersker, skal der brydes op med vanetænkningen og skabelonerne i sangskrivningen. Dette album vil utvivlsomt kun appellere til fans af god gammeldags death metal som den blev spillet for et par årtier siden, er man til den stil, er næste indkøb i pladebutikken dog også en stensikker investering.

Circle Of Dead Children er en kvartet fra Pittsburgh, USA og Psalms of the Grand Destroyer er deres fjerde fuldlænge udgivelse, sidste livstegn var EP’en "Zero Comfort Margin" helt tilbage fra 2005. Meget betegnende for både gruppen, og den grindcore genre de repræsenterer, bestod den udgivelse af 15 numre banket afsted på 20 minutter. Der er ikke plads til svinkeærinder og lange soloer, Napalm Death viste vejen med "You Suffer" der med få sekunders spilletid er en grindcore klassiker.

Den lange pause har gutterne brugt på at finde en ny trommeslager og genopstå lidt mere fokuserede og strukturerede end tidligere. Produktionen har Scott Hull fra Pig Destroyer stået for, hvilket han er sluppet rigtig godt fra; lyden er skarp, brutal og lader musikken fremstå klart selv når der grindes på livet løs. Pig Destroyer har de seneste år, sammen med Nasum og Gadget, virkelig rykket grænsen for hvordan grindcore kan lyde når death metal riffs blandes i suppen, og de mest punkede hardcore-tendenser fjernes. Ingen tvivl om at dette har haft stor indflydelse på denne udgivelse.  

Der lægges ellers overraskende langsomt ud med "Avatar of Innocence," der nærmer sig støjende Eyehategod sludge, en formel der faktisk gentager sig på de få lange numre på pladen. Flittig brug af samples giver lidt industrial præg  og "Germinate the Reaper Seed" er nærmest atmosfærisk i sin tonstunge opbygning, det fungerer og giver et fint afbræk fra de korte, hæsblæsende grindcore numre som Psalms of the Grand Destroyer bestemt også byder på. Vokalist Joe Horvarth varierer sin vokal mellem ultradybe growls, hardcore råben og febrilske skrig, heldigvis er der kun få pig squals, den variation kan vi vist alle godt undvære efterhånden.

Den korte spilletid på lige over den halve time passer fint til genren, intensiteten bevares og man når ikke at blive træt af de begrænsninger grindcore trods alt har fra fødslen. Begrænsninger er dog som bekendt til for at blive udfordret, det bliver de i høj grad på denne udgivelse og er man til Pig Destroyer eller andre bands fra Relapse stalden, går man ikke galt i byen med Circle Of Dead Children. De når ikke helt op på samme niveau som ovennævnte, dertil halter frekvensen af geniale riffs og nørklede strukturer, men en spændende udgivelse er det bestemt.

Fall of Empyrean spiller doom/death af den amerikanske skole, ikke ulig Morgion, men med lidt færre finesser.

Tempoet på deres tredje album, A Life Spent Dying, er med enkelte undtagelser langsomt, men ikke slæbende. Vokalen er primært dyb growl, suppleret med lidt snak.

Ovenstående lyder unægteligt som noget der er hørt før, og det er heller ikke nytænkning der er i højsædet her. Men amerikanerne gør det alligevel udmærket. De mange afdæmpede og enkelte hurtigere passager fungerer godt og skaber variation. Keyboardet er ikke fremtrædende, men skaber dybde og atmosfære.

A Life Spent Dying er solidt håndværk, men indeholder ikke de store højdepunkter og er hverken original eller god nok til at være rigtig interessant for andre end inkarnerede fans af genren.

Irske Mael Mórdha er også aktuelle med deres tredje album. Manannan byder på episk metal med Primordial som det store forbillede (der blev faktisk udgivet en split-7" med de to bands for nogle år siden). Der er stadig elementer af doom metal i Mael Mórdhas musik, men i mindre grad end tidligere. Tempoet holdes ofte forholdsvist højt, og musikken er sjældent mørk og dyster.

Også på vokalfronen er der klare ligheder med Primordials Nemtheangas, men Mael Mórdhas forsangers har slet ikke samme charme, og er til tider er hans vokal direkte dårlig. Mael Mórdha bruger fløjte jævnligt, og det lyder fint, men gør reelt ikke den store forskel.

På trods af udmærkede numre som "The Doom of the Races of Éire" og "The Gaelic Twilight" er Manannan som helhed ikke særlig god. Store dele af albummet træder vande, og som sagt ødelægger vokalen meget, hvilket koster en karakter.

Det står skidt til med innovationen inden for fusionen mellem aggressiv death metal og black metal, og hverken aktuelle plader fra Sverige eller Ukraine forandrer mit noget skeptiske synspunkt. Selv fusionen mellem symfonisk metal og black metal er offer for redundans, hvorfor jeg har svært ved at finde de positive gloser frem i følgende anmeldelse.

Der serveres stakkevis af dårlige øjeblikke på Blood Of Kingus snart aktuelle album Sun in the House of the Scorpion, lige fra bandnavn til pladetitel og vigtigst af alt til det musikalske udtryk. Jeg kan godt læse og forstå, at bandet forsøger sig med noget tekstunivers, som peger på noget fascination af oldtidens verdensbillede, centreret omkring Middelhavets lande og okkultisme, og det er der jo allerede andre bands, der gør, med stor succes. Eliten af disse kommer jo fra USA, og Blood Of Kingu er fra Ukraine, men det skal jo ikke ligge bandet til last.

Det skal heller ikke skabe inferens, at musikerne i Blood Of Kingu har rødder i black metal, hvor de førnævnte amerikanske bands primært kan kategoriseres som death metal; i hvert fald hvis jeg afslører den tætteste sammenligningskilde, nemlig Nile. Sun in the House of the Scorpion udspringer sandsynligvis også af black metal, men musikken er præget af typisk death-growls og en fandenivoldsk brutalitet, eller nærmere et forsøg på det, som gør, at jeg faktisk må antyde, at Blood Of Kingu er alt for meget Nile-klon for min smag – jeg kunne sagtens acceptere en reference til norske Wynjara, der trods alt slog sig an på nogenlunde samme musikalsk fusion; teknisk Florida-death metal og black metal.

Jeg kunne måske se gennem fingrene med Blood Of Kingus sammenlignelighed med Nile, såfremt musikalsk udtryk og produktion var bare en anelse over middel, eller endda bare standard, men det er det bare så langt fra. Sun in the House of the Scorpion er styret af en mudret og forceret intensitet, der overskygger de få brugbare ideer, der måtte være i musikken.

Bandets afsluttende næsvished er et cover af Beherits ”Gate of Nanna”, og fred være med det! Der er imidlertid ingen undskyldning for dette makværk!

Triumfalls Antithesis of All Flesh udkom oprindelig på Forces Of Satan Records 15. juni, 2009, men nu har Regain valgt at videredistribuere pladen, og derfor er skiven havnet i mine hænder.

Den første, umiddelbare begejstring ved at lytte til pladens første par numre afløses hurtigt af en tilbagelænet og meget lidt overraskende afklaring i, at dette udspil allerede har fundet sit leje i min bevidsthed. Man bliver ikke ’pirat, bare fordi man iklæder sig et sørøverkostume’, og denne parafrase kan man snildt overføre til Trumfall.

Bandet har et særdeles godt bandnavn, flot artwork og ikke mindst et musikalsk ståsted, der holder både tone og melodi. Numrene kredser umiskendeligt rundt omkring midt-90’erne symfoniske black metal, som den blev angivet af norske bands som Old Man’s Child, Dimmu Borgir og Kvist, der fusionerer den aggressive karakter fra ’den oprindelige’ genre, men inddrager episke elementer fra traditionel metal, især på grundlag af et beskedent, men taktfast og pompøst keyboard-arrangement.

Og Triumfall holder den perfekte linje vejen igennem… perfekt, fordi de har fundet melodien og stilen, men det er samtidig så forudsigeligt, næsten kliché-inficeret, at man enten må trække på smilebåndet og nyde oplevelsen for en kort stund, eller træde i karakter og afklæde bandet sit kostume.

Jeg vælger på diplomatisk vis den første, respektfulde mulighed, velvidende at det meget vel er noget nær sidste gang, at jeg vil lytte til Antithesis of All Flesh.

Det kommer som en overraskelse, at svenske Setherial pludselig slår takten an på så mekanisk, asynkron vis, at jeg nærmest må drage referencer til Dødheimsgard, som jo mestrer denne disciplin til perfektion, og det positive ved Ekpyrosis er, at den ikke kloner løs af førnævnte sammenligningsgrundlag – i hvert fald i store træk.

Men referencen eksisterer, og den forsvinder ikke ved at lukke øjnene, og jeg har aldrig anskuet Setherial som et band, der ligefrem har gravet de største furer i det nordiske landskab. De musikalske konturer og dens lydmæssige rammer er velkonsoliderede, og der skal ikke herske tvivl om, at bandet har gjort sig megen umage med at skrue noget solidt håndværk sammen på dette udspil.

Desværre er det sådan med den mekaniske tilgang til black metal, kendetegnet ved en brutalt, snerrende vokal, maskin-gevær-lignende guitar-riffs og stempel-effektuerende trommer, at det kræver kompositioner og en vis grad af opfindsomhed væsentligt over middel, og her kommer Setherial til kort. Bandets vokalist har en for anonym stemme til dette projekt. Troll forsøgte samme manøvre med pladen The Last Predators, dog kun delvist gennemført, for de led også under manglende evne til at skabe variation på et fuldt album.

Pudsigt kryber Setherial også til korset efter de første par numre på Ekpyrosis og lyder (atter) som en umotiveret version af Marduk, som forsøger sig med et blødere tempo og en lidt mere atmosfærisk progression i selve numrene. Den militante eksekvering af musikken træder frem i enkelte numre og forbinder den ’løse ende’ med det ’mekaniske’ udgangspunkt, som pladens første numre bestrider.

Men Ekpyrosis falder på flere punkter; bandets tilgang til typisk death’n black a la Sverige er udvandet og tyndslidt, og kun få bands magter at højne niveauet, deriblandt Marduk og Shining. Den anden tilgang, som jeg vovede mig til at sammenligne med Dødheimsgard, burde være langt mere konsekvent, trods alt, og Setherials forsøg ender som en alt for løs tråd, der gør musikken konsistent.

Jeg er måske lidt for barsk over for Triumfall, som trods alt har fat i den længste ende af de tre bands, men jeg kan imidlertid kun honorere med mådeholdne karakterer, når bandet ikke byder på en større grad af innovation.

A Way Away er Indicas femte album, men det første, som er rettet mod det internationale marked. Bandets tidligere udgivelser har opnået nogen succes i hjemlandet Finland, og efter et skift fra Sony til Nuclear Blast forsøger de nu at nå ud til et bredere publikum.

Indica skiller sig i den grad ud fra resten af Nuclear Blasts kunstnere, da der ikke er skyggen af metal (for ikke at tale om ekstrem metal) over bandets musik, selvom nogle nok vil mene, at dette er poppet gothic metal i sin yderste konsekvens. Finnernes pop rock er til tider pompøst, til tider melankolsk og fra start til slut iørefaldende, ikke mindst takket være den kælne kvindevokal.

Tuomas Holopainen fra Nightwish har produceret A Way Away, og selvom der ikke er de store ligheder mellem de to bands, vil Indica formentlig tiltale en del af Nightswishs fanskare, navnlig dem, der ikke har power metal som referenceramme.

Ved de første par gennemlytninger er A Way Away ganske god; Indica har tydeligvis øre for en god melodi, og numre som "In Passing" og de rockede "Straight and Arrow" og "Scissor, Paper, Rock" er (på trods af stavefejlen i sidstnævnte) en fornøjelse. Men albummet som helhed er ikke særlig langtidsholdbart; det bliver faktisk halvkedeligt ret hurtigt.

Jeg vil ikke blive overrasket hvis et par af de 10 sange går hen og bliver mindre hits. Men for langt hovedparten af Antennas læsere er der ikke meget at komme efter her.