Ankommer i bil, i sidste øjeblik, og jeg skal ned til en særlig parkeringsplads for pressen – en mudret vej, der møjer min bi helt til, og på slaget indfinder jeg mig på festivalpladsen.
Artikel af Lars Lolk • Fotos: Ria Rasmussen
15:30 - Adept, Hades
Jeg mødte svenske Adept uden fordomme og uden foregående kendskab, men det tog kun bandet få numre at få pillet min åbenhed ud af mig, for hvad de begår sig med inden for denne genre, moderne metalcore, udføres langt mere gennemført, langt mere vedkommende af et hav af bands, inkl. The Psyke Project, som derfor var nærmeste konkurrent til et brugbart eftermæle oven på denne festival.
Bevares, der er regionale forskelle mellem The Psyke Projects dystre metalcore og Adepts happy-go-lucky, næsten punkede tilgang til stilen, men det forandrer ikke på, at jeg må afvise deres forsøg. Mon ikke der blev satset lidt for meget på at tiltrække et svensk publikum, fra Copenhells side?! Om det så virkede eller ej, kan jeg ikke bedømme.
Men Adept fik aldrig klokkerne til at ringe.
16:30 - Mnemic, Helviti
Jeg husker med gru Mnemics usandsynligt uheldige optræden til Danish Metal Awards i Amager Bio i januar, og det er simpelthen ikke en værdig måde at præsentere et professionelt band på – og deres (Mircea G. Eftemies) meget omtalte, ’spektakulære sceneshow’, noget, der skulle forene lyd og udtryk, faldt helt til jorden.
Denne fortid skal ikke ligge Mnemic til last, og jeg så meget frem til at genopleve bandet i aktion, for jeg ved, at det er en mulighed – og det blev også bevidst med eftertryk.
Bandets franske forsanger er fremragende til den industrielle groove og den dynamiske progression, som er understøttet af dygtige musikere og en afbalanceret ’før-programmeret’ synth, der hverken dominerer eller underspilles i det samlede lydbillede.
Mnemic har aldrig begået et dårligt album, selvom Passenger faldt en anelse uden for storheden, men det seneste album, Sons of the System, udgør godt live-materiale, og dette måtte vi sande i løbet af bandets alt for korte show. Der var snildt plads til 30 minutter mere oven på de 60 af slagsen.
18:00 - Dead By April, Hades
Jeg har svært ved at finde på en god grund til, at et for mig så ukendt band som Dead By April er berettiget til at optræde på dette den første Copenhell Festival, men et vovet gæt kunne være, at bandet har været relativt billigt at hyre, og så har de angiveligt et godt tag i det svenske publikum, som arrangørerne vel gerne ville se til festivalen. Lige som med Adept!
Dead By April og deres 2-sanger funktion er imidlertid metervare inden for genren metalcore, forudsigeligt og uvæsentligt, på trods af et forholdsvist godt fundament som band – faktum er dog, at bandets optræden var inderligt uinteressant. Vores egne As We Fight kunne have gjort dette bedre og så måske trække danske fans i stedet!
19:00 - The Damned Things, Helviti
Jeg missede desværre starten på The Damned Things, som beklageligvis også kun spillede godt og vel 40 minutters tid – årsagen er nok, at der ikke var mere materiale.
Dette er nemlig et nyt band på scenen; faktisk så nyt, at bandets debut ikke er færdiggjort og først udkommer til efteråret, og det er faktisk kun ganske klogt, at musikerne ikke gik i kødet på diverse covers, for det ville have ruineret situationens betydning.
The Damned Things er nemlig et band med tråde til Anthrax, Fall Out Boy og Every Time I Die, og hvis bandets tour-bassist tælles med, så også endnu flere, kendte bands, og det medfører naturligvis et ’super-group’ tag, dog ganske unødvendigt, for musikken tåler at stå på egne ben. Af samme grund ville ethvert cover være meningsløst!
Scott Ian var sin rolle som kendis bevidst og fokuserede mere på det musikalske samspil end at være trækplaster under showet, og dette tillod The Damned Things at fremtræde som en solid helhedsoplevelse, hvis musikalske ståsted faldt uden for direkte sammenligning med andet, selvom det ikke var den dybe tallerken, der var sat til skue.
Og hvor Danko Jones fejlede med sin rockede version af metal, fungerede The Damned Things; dog levnes spørgsmålet om, hvorfor det gav mening at få en så nyt band på programmet – og så endda på en metal-festival. Perfekt Roskilde Festival, Orange Scene, materiale, men ikke på Copenhell.
20:30 - Whitechapel, Hades
I takt med at vejret viste sig fra sin værste side, ved at blæse kulde og regn ind over publikum, måtte jeg sande, at enhver form for hype omkring storheden ved Whitechapel er overdrivelse eller blændværk, for der er absolut intet fascinerende over et band med hele tre guitarister og en frontgrowler, som betyder så lidt for helheden.
Det var ganske enkelt en helt og aldeles ligegyldig oplevelse at bevidne denne lydmur af ekstremt tung deathgrind og de dybeste growls, med så lidt variation, der nærmest var en dronende form for up-tempo metal.
Som altid kan man tilskrive omstændighederne lidt af skylden, og da regnen satte ind med de mere påståelige synspunkter, valgte jeg tørvejr længere væk fra scenen, og derfor kan jeg ikke vide, om Whitechapel pludselig, og senere, bød ind med materiale fra deres mere imødekommende side i mit fravær.
21:30 - Suicidal Tendencies, Helviti
Sidste gang jeg oplevede Suicidal Tendencies var på Gentofte Stadion i 1993, og dengang faldt det mig svært at nyde bandets musik, for jeg var ærligt talt udelukkende kommet for at opleve Mercyful Fates reunion show (og Metallica).
Copenhell 2010 var imidlertid tidspunktet, hvor det californiske band skulle bevise sin værd, og det blev faktisk en realitet inden for ganske få numre. Trods et ulideligt vejr var publikum med på beatet og klappede taktfast til musikken fra start til slut – faktisk den bedste publikums-’indsats’ hidtil.
Selvom Suicidal Tendencies nu kun involverer to ’originale’ medlemmer, var der absolut intet at udsætte på musikernes indsats – selv Robert Trujillos funkede slap-bas var udøvet med finesse af ham den nye bassist. Og jeg, som ellers ikke tænder synderligt på funk eller crossover som sådan, måtte overgive mig, for Suicidal Tendencies trak op i noget, som dvælede meget i denne ombæring af Copenhell.
Mike Muir er en ’levende’, udadrettet frontman, som trods alder og lidt overflødige kilo, måske, stadig udgør centrum for musikken, og hans eneste last var nok, at han er et sludrechatol, der gerne bræger for længe.
Det sidste nummer bød på noget, for mig sjældent set, til koncerter… publikum kravlede op på scenen, inviteret eller ej, og pludselig stod der læst anslået 40-50 metalhoveder og bangede med, så bandet slet ikke kunne ses længere… men de fortsatte med at spille og gjorde dette til en sublim finale.
23:00 - Behemoth, Hades
Sejrsherren kan udråbes!
Det er muligt, at polske Behemoth lykkedes i at tiltrække den største publikumsskare af alle bands på Hades-scenen grundet tidspunkt og en forestående afslutning på festivalen, men det blev tydeliggjort med en dødsens alvor og eftertryk, at bandet er et 1. divisionsband – Behemoth burde have spillet på Helviti!
Det var ganske umuligt a spotte svage punkter i Behemoths optræden, hvis tekniske udlægning af death metal var tilrettelagt og udført med kirurgisk præcision, med en fuldfed lyd og en sejrssikker selvtillid. Og i fraværet af et black metal-band på Copenhell var det en fryd at være på forreste række til Behemoths konstante referenceramme til førnævnte genre.
Fire musikere, der alle varetog deres position i bandet over det sædvanlige, og derfor er det næsten umuligt at fremhæve nogen af dem, men trommeslageren fortjener alligevel et skulderklap for sine parader, der fremhævede det bedste i musikken – i særdeles i introer og mellemspil, som er en vigtig facet af Behemoths musik.
23:59 - Dillinger Escape Plan, Helviti
Det kan naturligvis ikke bruges til noget at nævne, at Dillinger Escape Plan ikke er en værdig substitut for Mastodon, for arrangørerne af Copenhell skulle jo nødvendigvis finde et navn af rang, og så endda på kort tid. Intet ringe bud, men alligevel ikke i samme liga.
Personligt gjorde det mig nu intet, for ingen af disse bands ville få mig til a blive længere i dette møgvejr, så jeg fortrak til varmen i min bil, som på rutinen førte mig hjemad.
På vejen hjem tænkte jeg selvsagt over de to dages oplevelser, som desværre stod alt for meget i vejrets magt, men det var absolut et positivt indtryk, der tonede sig frem. Ikke mindst fordi ’ansatte’ på festivalen havde udvist en særdeles god tone og adfærd, fra vagter til serveringspersonale, hvilket nok især bunder i den gode organisering, som har ligget forud for arrangementet. En professionel afvikling er essentiel til enhver festival, især i denne genre.
Det kan til stadighed undre mig, hvorfor metal-fans absolut skal smide med deres ølkrus, indhold eller ej, ind over publikum, og især de forpulede små grå-reagensglas af plastic – hvorfor er IQ-gennemsnittet så lavt til metal-koncerter?! Jeg er dog lykkelig for, at jeg ’kun’ blev ramt på kinden og ikke i øjet!
Dette var et førstegangsforetagende, og der er noget at evaluere på for arrangørerne, og specielt angående hvilke bands, der udgør et trækplaster og komplementerer helheden… der skal tiltrækkes flest mulige kunder.
Jeg havde gerne set noget med referencer til black metal eller doom, men der var åbenbart ikke kvalitet at finde, da bookerne gik i gang.
Grundet travlhed med interviews og ventetid på samme, lykkedes det mig ikke at finde tid til hverken signing-sessions med Napalm Death og andre musikere i Targets bod, eller til at kunne deltage i filmfremvisningen af alle de ellers så spændende film, der var på programmet i Dox:Hell. Oftest var der også alt for kort tid mellem de optrædende bands, at der kun var tid til at finde en bid mad og udøve andre primitive drifter, såsom at gøre toilette mm.
Det skal også betones, at det giver lidt ekstra, når hvert show introduceres… i dette tilfælde af Anders Bøtter og Carsten Holm fra Sort Søndag, og det visuelle koncept, det infernalske, var særdeles gennemført.
Jeg ser allerede frem til næste års Copenhell.