Peaceville har valgt at udgive to samlerobjekter tilnærmelsesvis samtidigt, With Fear I Kiss the Burning Darkness og en 3-DVD box under titlen The Flames of the End. Denne anmeldelse vil fokusere på udgivelsen af With Fear I Kiss the Burning Darkness.

Og alt andet lige ligger ovenstående alligevel op til en drøftelse af relevans, som måske bedst kan begrundes med henvisning til Tomas Lindbergs udlægning, at det er for at adskille bandets diskografi i to dele, en før og en efter Alf Svenssons exit umiddelbart efter lanceringen af With Fear I Kiss the Burning Darkness.

For DVD-delens vedkommende er hovedtemaet en meget dårlig kvalitetsmæssig oplevelse for såvel lyd som billede.

Selvom man tager med i betragtningen af det er optagelser fra 1992 i VHS format, der er blevet digitalt remastered, er der stadig alvorlige kritikpunkter at påpege. Billedet fremtoner grynet, mørkt (med undtagelse af enkelte passager med fuld scenebelysning) næsten kulsort, og selve måden, man blander slowmotion still-footage med almindelig billede afvikling, bliver hurtigt trættende at se på. Lydkvaliteten lider ligeledes under de dårlige optagelser, man har valgt at lægge til grund for udgivelsen, og det er først når volumen er tæt på max, at man faktisk får en mulig musikalsk oplevelse.

Audiodelen er indspillet i 1993, men remastered i 2003, og indeholder 11 originale numre, samt tre live numre indspillet i 2008.

Om baggrunden for albummets tilblivelse og musikalske udtryk, samt definition, fortæller Tomas Lindberg i indlægget til albummet om, hvordan man fra bandets side ikke følte at man opnåede den rette fremtoning med deres foregående album The Red in the Sky Is Ours, og dermed var meget opsat at få det præciseret med With Fear I Kiss the Burning Darkness. For at hjælpe med at få budskabet rent igennem indhentes/låner man to medlemmer fra Dismember, forsanger Matti Kärki (som lægger vokal på nogle steder) og bag mikserpulten sidder Fred Estby. Netop Fred Estby tilskriver Tomas Lindberg en altafgørende rolle for det færdige udtryk på albummet.

Inspirationen hentes fra black metal scenen, som på dette tidspunkt gennemlever sin anden store bølge … fokus rettes altså på den filosofiske side af det okkulte og satanismen, hvilket undertegnede er enig i er meget genre- og tidstypisk. Endvidere udtales der, at der blev forsøgt at holde en åben tilgang til genredefinition – men der må jeg sige, at det ikke lykkes dem; albummet er meget tidstypisk.

Generelt er jeg ikke superovervældet af kvaliteten af vokalen på denne udgivelse, og det gøres ikke bedre af, at den på audiodelens live-numre falder fuldstændig fra hinanden. Jeg syntes virkelig, det er meningsløst at udgive noget, der har så ringe en standard, især taget med i betragtningen, at bandet havde sin reunion tour i 2007/2008.

Albummet kan kun være tiltænkt super inkarnerede fans og virker på mig som et desperat forsøg på at tjene de sidste håndører…

I forbindelse med Peacevilles gen-genudgivelse At The Gates’ With Fear I Kiss the Burning Darkness satte jeg et stort spørgsmålstegn ved udgivelsens relevans … hvor meget drøv kan der egentlig tygges på såvel en bestemt genre som kendisfaktor?

Et lignende spørgsmål melder sig påfaldende hurtigt, nu, hvor Battalion er på banen med deres andet album.

Forfriskende er det derimod, at The Retaliation Process smider et velproduceret album på gaden med visse elementer af nytænkning.

Battalion lyder og ser ud som et levn fra starten af 90’erne. Musikken er tydeligt inspireret af Metallica og Iron Maiden, hvilket ikke efterlader noget fodaftryk af selvstændig musikalsk evne. Jeg må hele tiden spørge mig selv om hvorfor man vælger at signe og udsende en så meningsløs gang kopimusik – og det eneste brugbare svar, jeg kan finde frem til, er, at det måske tiltaler visse festivalarrangører som indledningsband og en gruppe af metalfans, der ikke sætter krav til nytænkning. Hårde ord måske, men der er intet nyt under solen på dette album, lige fra lyrikken til den musikalske udførelse emmer albummet af trivialitet og med mindre man hører til en af de ovenstående grupper, vil man som jeg finde Underdogs relativ ligegyldig.

Hvis bandet vil noget seriøst på det store marked, er det min vurdering, at de skal sætte sig ned og finde deres eget udtryk – for så vidt jeg kan se, er Battalion lige nu kun brugbar som indslag i et rockprogram med reference til fortiden, altså et slags schlagerparade for metal musik.

Battalion, der har schweizisk oprindelse, burde måske tage på studietur til Tyskland, hvor selvsamme pladeselskab, har The Retaliation Process i stald. Der er en kvalitativ forskel på de to bands, som spænder lige fra coverart til selve musikken.

Tyske The Retaliation Process har umiddelbart fundet recepten til et velstøbt og godt forarbejdet album. Fra første sang er der en fremadstormende thrash essens, kombineret med rockens mere velkendte riffs.

Vokalen er primært hæs, growlende, men fungere rigtig godt med det kombinerede tunge- sprudlende lydbillede. Der varieres med en ren dyb vokal som passer som hånd i handske med albummets musikalske udtryk.

Den røde tråd gennem hele Downfall gør det til en fornøjelse at lytte til. Der er gennemgående en opfattelse af, at man her har at gøre med dygtige musikere, med forståelse for skabelse af et varieret lydbillede. Skiftende tempo udgøres både af skift i sangene mellem versenes skønne tyngde og omkvædenes lethed udtrykt via guitaristernes strengeleg. Man bliver opfanget af albummet, og det fungerer både direkte i ørene og afspillet på anlæg.

Der er ikke for alvor spor af keyboard på skiven, hvilket er med til at gøre albummet spiseligt for en større gruppe af metalfans. Der er placeret et akustisk mellemstykke i form af nummeret ”Prozac”, og man kan selvfølgelig diskutere om det ikke er ved at være en kedelig tendens for mange nye udgivelser, men for The Retaliation Proces fungere det mere end fint. Nummeret ”Prozac” er indspillet med en meget rå og oprigtig følelse, det lyder til at være optaget uden post-redigering af lyden. Dette gør, at man får lov at høre skiftet i akkorder (huden mod strengene) og strengenes vibrationer tydeligt – en kærkommen indspilningsmetode for denne type numre.

Downfall er klart anbefalelsesværdigt, og som fodnote til Silverwolf vil jeg ønske, at de tager flere bands af denne kaliber ind i deres stald, i stedet for ukritisk at belemre os med bands som Battalion.

Er det virkelig muligt i dagens krisetider at sende album på markedet med utvetydigt lille salgspotentiale? Er det fair overfor de mange upcoming bands, at pladeselskaber ikke er mere kritiske med deres signings? Jeg får tit af vide at jeg er lidt hård i mine konklusioner, men jeg har en holdning, der ikke er fravigelig – nemlig at dem der slipper gennem pladeselskabernes små nøglehuller dælme også har at levere et ordentligt produkt i den anden ende, for helt ærligt der findes så mange uopdaget bands rundt om i verden, som aldrig får chancen.

Jeg er stadig usikker på, om jeg helt har forstået, hvorfor Thomas Fischer har valgt at droppe samarbejdet omkring Celtic Frost, da han ubestridt er den mindst undværlige person i bandet, og den man ultimativt måtte forbinde med det svejtsiske band… nærmest synonymt med bandets identitet, i sin egenskab af vokalist, musiker, komponist og frontman (i medierne).

Endnu mindre forståeligt er det, når man tænker på, at Celtic Frost blev gendannet og udgav den formidable Monotheist (2006), som på fornemste vis forenede fortidige bedrifter med et nutidigt perspektiv.

Og meningen tydeliggøres ikke synderligt, nu hvor Thomas Fischers ’nye’ band, Triptykon, debuterer med Eparistera Daimones, for der er ikke ligefrem de store topografiske forskelle på dette album og Monotheist. Jeg vil faktisk vove mig til at påstå, at Eparistera Daimones er en logisk fortsættelse af Monotheist, og dog spotter jeg tydelige ændringer i deres indbyrdes forhold, hvorfor enhver debat om en identisk klon må forstumme herefter.

Det er med andre ord lykkedes Thomas Fischer at fortsætte den musikalske progression, som altid har været en implicit funktion af hans kreativitet.

Den musikalske fællesnævner for Eparistera Daimones kan opgøres som en musikalsk sum af doom, death og proto-black metal med referencer til gothic og darkwave – tillagt episke dimensioner og markant groovy guitar-riffs, hvilket er helt i tråd med, hvad vi blev præsenteret for på Monotheist. Thomas Fischers patenterede grynt og den supplerende kvindevokal optræder også i samme kontekst, så dette giver naturligvis næring til drøftelsen af ligheder mellem Monotheist og Eparistera Daimones.

Det er ’breaking news’ på linje med en regeringsrokade, når Thomas Fischer udgiver ny musik, men Eparistera Daimones er langt mindre tilgængelighed og ligefrem sammenlignet med Monotheist. Det har taget mig længere tid at finde takten på det nye album, og tomgang lurer lige under overfladen, hvilket ikke ligefrem gavner sagen.

Det er imidlertid også et album med mange forskelligartede facetter, og i nummeret ”My Pain” levnes der fx rum til de mere afdæmpede, stemningsmættede passager med piano og kvindesang (uden Thomas Fischers vokal i umiddelbar nærhed), og når han endelig viser sig (meget kortvarigt) frem, er det med ’spoken word/tale’ på den growlede facon, som er typisk for gothic. Dette nummer giver Eparistera Daimones en nødvendig tyngde som modspil til de mere forudsigelige faser inden for ovennævnte fusion af genrer, hvis groove sætter en dagsorden, der er arketypisk for Fischers musik.

På samme tid tillades associationer til alternative, dyster metal i små doser (fx hørt i vokal-arrangementet i nummeret "Myopic Empire"), som jo er Thomas Fischers store passion – tænk bare på, hvad han har bedrevet med Apollyon Sun. Det elektroniske univers har endnu ikke udfoldet sig i Triptykon, men jeg ser det som en mulighed i nær fremtid.

Triptykon er en musikalsk basar, hvor kan og vil ske… fx med den gennemførte dark ambient tone i "Shrine" (på 1:43 min.), som vil tjene fortræffeligt som intro til kommende live shows.

Eparistera Daimones er også en plade med meget lange numre, og det sidste nummer kommer op på 19 minutter, og dette passer jo ganske fint til min udtalelse om, at det tager tid at komme ind under huden på numrene, for det kræver immervæk mange gennemlytninger. Få bands tildeles æren af så mange refleksioner, men Triptykon leverer en udsøgt vare, som gerne må finkæmmes for de små detaljer såvel som de store linjer. I samme forbindelese kan "A Thousand Lies" nævnes som et alt for forudsigeligt bidrag til pladen, og her kunne bandet med fordel have undladt at medtage nummeret – pladen er lang nok i forvejen.

Hvorvidt Eparistera Daimones ender sin karriere som en klassiker må stå usagt de næste par måneder, for det vil netop tage mere end 14 dage at komme bagom dette album.

Hvorvidt jeg har fået svar på mit spørgsmål fra indledningen er mindst lige så usikkert! Jeg forstår måske visse motiver, når jeg læser min egen tekst, og alligevel giver det ikke større mening… endnu.

Indrømmet: Jeg nærer en næsegrus beundring for kunstnere i enhver kunstart, som tilsyneladende brænder dag og nat og efterlader sig en lind strøm af værker i kølvandet af deres skabertrang. Tag bare den franske billedhugger Auguste Rodin, den amerikanske forfatter Stephen King eller vores helt egen kunstmaler Per Kirkeby … uafladeligt byder en eller anden ukendt kraft dem at kreere, skabe, lige til de segner. Det er naturligvis ikke alt, der er lige vellykket, men ild og navn giver det dog alligevel tilsammen en vis kvalitet.

De har også været med til at forandre verden inden for hver sit felt.

Det samme gør sig gældende for den snart 50-årige amerikanske sanger/sangskriver Jon Oliva. Helt tilbage i 1983 dannede han det nærlegendariske band Savatage sammen med sin (nu afdøde) bror Criss. I min optik har metalverdenen aldrig været den samme siden.

Efter broderens død trak Jon Oliva sig lidt tilbage fra rampelyset og superviserede i stedet fra sidelinjen alle forskellige senere inkarnationer af Savatage, men satte desværre ret definitivt projektet på pause i 2001. Samarbejdet med producer Paul O’Niell betød øget fokus på Trans-Sibirian Orchestra … her har de sammen – og med mange gange platinsælgende succes – fortsat Savatages rockoperatradition, som for alvor begyndte med Gutter Ballet og Streets.

Men man kan jo ikke holde en god mand nede. Eller en sanger fra mikrofonen.

Enter Jon Oliva’s Pain.

Og Festival er helt enkelt førsteklasses Oliva hele vejen igennem. Efter den ikke bare forvirrede, men decideret halvkvædede Maniacal Renderings og det store fremskridt Global Warming, som dog mest af alt genlød af overskuddet fra adskillige Savatage-sessioner, er han nu tilbage ved udgangspunktet sat med ’Tage Mahal i 2004.

For, selvom Festival sandelig rummer samtlige facetter fra hele Jon Oliva-sangbogen, så er den først og fremmest en direkte og legesyg metal ’n’ roll plade med hang til det helt umiddelbare.

Den er således spækket med Oliva-signaturer: De talløse, højstemte guitarer i ouverturen lagt i så tykke lag, at man må sig forbarme. I glimt arrangementer, som tangerer det banale eller omvendt, det grandiose, og tilsat et par klichéer for at understrege det åbenlyse. Den kradse til kælne vokal. De svært livspessimistiske tekster. Korarrangementerne. Hidsigt, hysterisk, indfølt, intenst. … det hele findes, men denne omhyggeligt gang sat i en beskidt rock ’n’ roll sammenhæng a la Handful of Rain, bare bedre, hvilket klæder ham meget mere, end han måske selv har været villig til at indrømme tidligere, og glæder mig helt enormt. Og alle sangene på Festival er helt på niveau med ”Taunting Cobras” og det eminente sjette take af ”Nothing’s Going On’ eller – imponerende nok – over. Han genbruger bare ikke udtrykket derfra.

Han forfiner det snarere … og det er slet ikke alt!

For ikke alene er det varemærke-mærket metal. Den er indspillet med et forlystelsessygt overskud, man kan lede længe efter, men sandsynligvis kun sjældent finde magen til. Hør bare de rundtosse-fremprovokerende, virtuose keyboards på ”Festival”. De spontane jazz-intermezzi på “Afterglow”, i sig selv halvt ballade, halvt kick ass metal ’n’ roller. De gentagne lån af Sex Pistols åbningsriff fra ”God Save The Queen” på ”Living on the Edge”. De næsten lalleglade, spøjse guitarrundgange på ”Looking for Nothing”. Eller den halvanden minut lange åbne krydsild mellem mand (vokal) og maskine (instrument) … og så slutter Oliva med endnu en signatur i form af balladen ”Now”. Ingen kan som ham slippe af sted med ting så banale. Her hører vi den så ofte fortalte historie om det hårde liv på landevejen, længslen tilbage til, savnet af de kære, der bare går rundt og venter derhjemme … men efterhånden som han mere taler end synger sig gennem den næsten horrible lyrik bliver man lige så stille forført. Det billigst mulige trick i form af en kunstige strygere bringer sågar en tåre frem i øjenkrogen.

Den mand brænder igennem med alt, hvad han gør, og selv svaghederne vender han til en styrke her på Festival.

Kender (og nyder) man allerede Jon Oliva – og hvem gør egentlig ikke det i en eller anden sammenhæng? – vil man opleve Festival som en lang bekræftelse på mandens mildt sagt umådelige format. Er man derimod ny overfor mandens musikalske univers, så er albummet så godt et sted som noget at begynde … så kan man jo altid backtracke. Der skulle være nok til at se vinteren igennem med.

De to albumtitler siger næsten det hele, den ene er visionær, den anden er desperat i forsøget på at fastfryse tiden.

Michael Gill er bedst kendt som værende komponist, band-leder etc., og måske var det bedst, at han vedblev disse roller. Han har valgt at lave dette hans første soloalbum som en hyldest til sine yndlingsforfattere, men også en enkelt Peter Gabriel-sang har sneget sig ind på dette 9-nummers album.

Der er bare lige det, at selvom han har forskellige vokalister til at synge for, er der en stemning af 69’er generation og fuldstændig overgearet keyboardfascination over skiven. Af de førnævnte vokalister, der hjælper ham på Blues for Lazzarus, er det for alvor kun blues sangeren Rick Ellis, der formår at være det rigtige valg, og netop sangen ”Blues for Lazzarus” er en lækker bluesballade. På den lydmæssige side er det især den skønne lyd af saxofon, der er med til at hæve sange op til lytteværdigt niveau, og er helt klart med til, at en sang som ”Arrakis” lige får det lille ekstra.

Jeg er ikke i tvivl om, at Michael Gill er en dygtig komponist, ej heller er jeg i tvivl om, at de yderst talentfulde musikere der spiller med på skiven, hver for sig er dygtige musikere – men sat sammen bliver det noget værre kluddermudder, og indspilningens kvalitet eller rettere mangel på samme (flere steder er der for stor lydmæssig forskel mellem instrumenterne) er ikke med til at gøre mit indtryk bedre. Der efterlades et spor af musicalstemning i mig, når jeg hører de 3 numre (jeg kan holde ud at) høre igen, men det er nok ikke det, der er meningen fra Michael Gills side – men jeg kan ikke finde noget progressivt element over skiven.

Han er lysår fra virkelighedens verden, lysår fra virkelig at gøre et indtryk, som en udbrændt stjerne bliver han sat i skyggen af den klareste stjerne Echoes på nattehimlen.

Dette album er intet mindre end fantastisk, der er ingen kortere måde at formulere det. Men uddybe det er i sig selv også noget af en opgave, for albummet rummer reelt 2 oplevelser – en ved almindelig gennemlytning og en med booklet’en åben, og den store tekstmæssige verden udfoldes.

Man er som lytter fanget fra første sekund af ”Epilogue”, og man overgiver sig til Echoes’ verden af sprudlende instrumenter, nøje udvalgte og perfekt harmonerende gæstevokalister (Carl Webb, Nick Storr, Tobias Jansson, Pedro Castillo) – rejsen gennem skiven er startet.

Ved den ordinære gennemlytning er det især instrumenternes indbyrdes sprog, man opfanger, man befinder sig nærmest i en trancelignende tilstand højt hævet over verden – naturen og årstiderne under én forandres med hvert nummer, og man hvirvles rundt som et blad i vinden. Heroppefra kan observationens skarpe øje opfange, hvad det er, der sker ved årstidernes skift, såvel som hvad det er, vi mennesker udsætter moder natur for. Man hives ned i jordisk perspektiv via de numre, der er lagt vokal på – man fornemmer en ømhed i samspillet – for dernæst at blive omdannet til et stykke rav der ruller endeløst i strandkanten, hvor brændingen slår ind. Sådan fortsættes rejsen i det univers der afbilledes på nethinden, her er ikke brug for fantasi – alt det kræver, er at man synker sammen i sin yndlingssofa, med øjnene lukket.

”Summer’s not the start and winter’s not the end
Spring is not about joy and autumn’s prime for tears
Leaves that fall are meant to grow and rise again
What happens between me and I only you know”

Sidder man derimod med booklet’en foran sig og kan følge med i de afsindig velskrevet tekster, der er til alle numre – er det en anden mere håndgribelig rejse man begiver sig ud på. Man hører nu instrumenterne i en anden rolle – de er nu talerøret, der formidler alle de følelser vi som elskovshungrende race gennemlever i løbet af et forhold. Teksterne er skrevet på en nærmest højkulturel poesiagtig facon, der gør at man fordyber sig i dem og instrumenterne interagerer så smukt med hinanden, fortæller underbevidstheden om følelserne: hengivenhed kontra provokation, triumferende selvsikkerhed kontra absolut forvirring, rationel kontra irrationel tankegang, frustrationens ømhed kontra erkendelsens stilhed.

Nature/Existence minder mig om en åkande, der stille åbnes ved morgenens første kys af sollys, åbenbarende dens smukt farvede indre. Alle instrumentlagene er nøje tilrettelagt og man fornemmer det store arbejde der ligger bag ved et så massivt, kompliceret henrivende projekt – med de mange tempo- og taktskift i og mellem sangene.

Mesterværket afrundes med ”Prologue” der opsamler alle de flyvske tanker og hjælper med til at albummet bundfælder sig i lytterens bevidsthed. Åkanden lukker sig ved nattetide og gemmer sit sande farvespil, venter på sollyset næste dag …

Konceptet bag Nature/Existence er udtænkt af Stefan Schneider (Sound Design) og Alfredo Ovalles, medlem af det seksmand store venezuelanske band. Hertil kommer, at man vælger at gøre brug af såvel gæstesaxofonist samt strygerkvartet – men også traditionelle instrumenter fra Venezuela indflettes i lydbilledet. Der er ikke en finger at sætte nogen steder og derfor fortjener Echoes at stråle på nattehimlen som et stjerneskud, dog er mit håb at de ikke brænder for tidligt ud, og at vi får meget mere af den søde nektar, som vi i egenskab af kolibrier suger fra dette flotte album.

”This is far from coincidence
Connected in random moments
A functional dysfunction
Becomes a repeated occurrence”

……………..o……………….

“Time for the leaves to fall
Floating into the ground
Contemplate this spiraling journey
Into the red and brown
As we hit the ground
Unable to realize
If we just passed our time”

Det er yderst sjældent efterhånden, at jeg taber mund og næse over et album, men selvom jeg prøvede at kæmpe imod fascinationen, fortsatte den tryllebinding der opstod fra første tone. De flotte kratfulde 12 strengs guitarer i kombination med sanseudvidende klaver, drillende bas og tydelige trommer, gør Nature/Existence til et helstøbt rockalbum. Flere tusind lysår derfra udbrænder en i andre sammenhænge stjerne i form af Michael Gill. Hans soloalbum, fastfrosset i tiden, rækker bare slet ikke til at være med på det her niveau.

Vain var måske det bedste glam band, som ikke kom fra Los Angeles. San Francisco kvintetten, brød med mange af de klichéer, som fulgte med genren i slutfirserne. Med en friskhed ikke set siden Guns n’ Roses’ Appetite for Destruction, sendte gruppen i 1989 debuten No Respect på gaden til stor begejstring blandt rock kritikere.

Det uovertrufne resultat af kombinationen af det lidt dystre, de stærke seksuelle undertoner, og sanger Davy Vains skrøbelige små-stønnende vokal kan ikke diskuteres.

Referencerne er svære at trække, Bang Tango legede også med den mere dystre lyd, dog krydret med defineret funk. Roxx Gangs dystre, men fyldige sleaze kan heller ikke direkte sammenlignes med Vain.

Vain lånte punken fra Guns n’ Roses’ debut, det glitrende fra Pretty Boy Floyd og det dystre/gotiske fra The Cult, effekten blev et monster af en debut. Ligeledes skyld i succesen er også Davy Vains flagrante sangskriver talent.

Som konsekvens af kollapset af Vains pladeselskab Island Records blev bandets færdigindspillede andet album All Those Strangers i 1991 lagt på hylden.

Gennem årene har utallige bootleg versioner af denne plade floreret rundt i varierende kvalitet. Det er en kæmpe fornøjelse endelig at se skiven få en behørig udgivelse. For de elleve sange er fuldstændig på niveau med debuten.

All Those Strangers er en af de plader, man bare ikke kan tage af igen. Spækket med alle de elementer som gjorde No Respect til et mesterværk i glam genren. Fans skal skynde sig, da oplaget er begrænset til 1000 eksemplarer, så det er et spørgsmål om tid, inden All Those Strangers igen er en e-bay sjældenhed.

Vain står som et symbol og et glimrende argument, overfor de som har travlt med at dunke fans af glam/sleaze genren oveni hovedet, med beskyldninger om at det hele lød ens.