Rumænske Negură Bunget har høstet en del ros i de knap 15 år de har eksisteret, men jeg har endnu til gode at stifte bekendtskab med bandets fem album, herunder nummer to i rækken, Măiastru Sfetnic, som Maiestrit er en genfortolkning af.

Negură Bungets udgangspunkt er black metal, men Maiestrit indeholder så mange detaljer at denne betegnelse langt fra er dækkende. Albummet er spækket med tekniske finesser, skæve lyde og frem for alt atmosfære. På trods af de mange skift i hvert nummer virker musikken hverken rodet eller forceret, tværtimod.

I lighed med f.eks. Primordial og Agalloch formår Negură Bunget at skabe atmosfære uden nævneværdig brug af keyboards. Der er keyboard på Maiestrit, men det er ikke det, der bærer albummet. Samtidig skal det understreges, at Negură Bunget på ingen måde er en klon af nogen af ovennævnte bands, selvom der er flere fællestræk med Agalloch. Musikalsk befinder rumænerne sig faktisk på et ret tyndt befolket sted i spektret mellem ekstrem metal og stemningsfuld musik.

Den growlende vokal, som stort set bruges eksklusivt, er ganske udmærket, men meget ordinær, og det er ikke takket være den at Maiestrit er så tiltalende.

Maiestrit rundes af med akustiske og instrumentale versioner af to af albummets seks numre. I modsætning til hovedparten af den slags er der ikke her tale om fyld. Den afdæmpede tilgang klæder faktisk Negură Bungets musik, og begge numre er på højde med resten af albummet.

Nyt fra Prophecy Productions er ofte godt nyt, og det gælder absolut også denne gang. Køb, køb, køb!

Som det nok er tilfældet for mange, foregik min første introduktion til Dragonforce gennem nummeret ”Through the Fire and the Flames” fra albummet Inhuman Rampage (2006), og, præcis som det nok også er tilfældet for mange, kan jeg ikke løbe fra, at oplevelsen affødte lige dele hævede øjenbryn og træk på smilebåndet. Der bliver simpelt hen gået til stålet på en måde, som mange andre bands kunne lære meget af, og samtidig spørger man sig selv, når lyrik og artwork i overvejende grad kredser om sværd, drager, ild og flammer, om ikke vi får stillet vores sult på den slags hos Manowar og Rhapsody (Of Fire). Disse førstehåndsindtryk melder sig stadig af og til, når jeg hører Dragonforce, men jeg må indrømme, at de positive sider af indtrykkene gør sig mere og mere gældende, ikke mindst takket være en befriende, men dog afmålt, dosis selvironi og den uhyre smittende gejst og nerve, bandet gang på gang præsterer, være det gennem energiske liveshows eller velproducerede studiealbums.

Dragonforce har i den forgangne håndfuld år høstet stor og, efter min mening, ganske fortjent succes, primært på baggrund af de ekstravagante udfoldelser på Inhuman Rampage og efterfølgende Ultra Beatdown (2008), og man har nu valgt at genudgive bandets to første albums, Valley of the Damned (2003) og Sonic Firestorm (2004), spædet op med bonustracks samt medfølgende dvd’er fra de respektive perioder. De følgende anmeldelser vil, udover at handle om det medfølgende ekstramateriale, også dreje sig om det musikalske udtryk hos det yngre Dragonforce set i lyset af bandets succes med senere albums.

Genudgivelsen af Valley of the Damned byder, udover ovennævnte ekstranummer og dvd, på en komplet remastering samt remix af hele den gamle plade, et ansigtsløft der overordnet har givet sangene en bedre balance og en hel del af den klarhed, som Dragonforce’s musik kræver og fortjener. Det sagt, er remastering og nyt mix ikke elementer, der i sig selv retfærdiggør reinvestering, hvis man allerede skulle ligge inde med den oprindelige udgivelse. Musikken er stadig den samme, og uanset hvilket forhold man måtte have til skiven i sin helhed, er det næppe noget, der vil ændre sig radikalt med den nye produktion. Valley of The Damned er et godt debutalbum fra et band med endog meget stort potentiale, men heller ikke mere. Det besidder noget af den friskhed, gode debutplader typisk byder på, og selvom der på ingen måde opfindes dybe tallerkener, aner man dog i enkelte numre grundstenene til de innovationer, Dragonforce siden har forfinet og gjort til deres egne, unikke trademarks indenfor en genre, der ellers er forkætret for sin konservatisme. De lange instrumentalpassager med særligt fokus på komplet screw-the-consequences-guitarlir fra de herrer Li og Totman, vi får i sange som ”Black Winter Night” og ”Evening Star”, er Dragonforce, når de er rigtig gode; en gennemført hyldest til de mest indgroede power metal-normer fremført med al den kærlighed til genren man kan forlange plus lidt til. Den mere negative side af sagen tæller en generelt svagere sangskrivning overordnet på Valley of the Damned, end vi er vant til fra senere Dragonforce-albums; adskillige af de bærende melodier i numrene er simpelt hen hverken særligt gode eller memorable, og samtidig er det som om, bandet ikke rigtig formår at tøjle det talent, de er i besiddelse af. Der sker meget, og det sker hurtigt, og hvor dette sine steder rammer én i form af tidligere nævnte friskhed, rammes man også, desværre ret tit, af den forvirrede og rodede følelse af ikke rigtig at vide, hvor man befinder sig henne numrene, og det giver samlet set et indtryk af en gennemsnitlig power metal skive, dog med enkelte positive overraskelsesmomenter.

Ekstramaterialet på Valley of the Damned er på det jævne, og byder ikke på de store overraskelser. Bonustracket ”Where Dragons Rule” er faktisk et rigtig stærkt nummer, der fungerer som en solid afrunding på albummet, men alene er det ikke noget, der rokker ved helhedsindtrykket af pladen. Samtidig er dvd-materialet en lidt blandet oplevelse. På den ene side er live-versionen af nummeret ”Valley of the Damned”, dele af interviewmaterialet, hvor tilblivelsen af albummet diskuteres, samt videooptagelser fra de oprindelige trommeindspilninger og de senere remixsessions fint, relevant materiale for alle, der ønsker lidt uddybende baggrundsinformation om et ungt Dragonforce. På den anden side er det såkaldte backstage footage fra det show, hvor føromtalte live-version er optaget, og de mange medfølgende kommentarspor til alle dele af dvd-materialet inderligt ligegyldigt. ’Backstage footage’ betyder i dette tilfælde en nødtørftigt redigeret, håndholdt video, der ikke rigtig viser andet, end hvad det vil sige at være turist i Japan, og hvad kommentarsporene angår, er det forbløffende, hvor lidt interessante ting medlemmerne i det hele taget har at sige om det materiale, dvd’en byder på.

Alt i alt er genudgivelsen af Valley of the Damned en gennemsnitlig oplevelse, både hvad cd-materiale og dvd-materiale angår, og selvom der hist og pist findes prøver på bandets store potentiale, er det ikke nok til at trække karakteren op over middel.

Selvom Inhuman Rampage var Dragonforce’s ubetingede gennembrud, var Sonic Firestorm albummet, der i første omgang markerede det vigtige vendepunkt for bandets musikalske stil. Debuten, Valley of the Damned, viste i sporadiske glimt af gode idéer, hvad man kunne forvente sig af bandets udvikling, og på Sonic Firestorm er der ikke længere blot tale om glimt af løssluppen kreativitet, men om en samlet oplevelse af stilistisk innovation fra et band med en klar mission.

De to åbningsnumre ”My Spirit Will Go On” og ”Fury of the Storm” er de første af talrige eksempler, vi får på dette. Vi smides her direkte ud i et veritabelt festfyrværkeri af det, der siden er blevet synonymt med Dragonforces lyd; death metal blastbeats kombineret med supersonisk guitarlir af en anden verden. Hvor denne form for instrumentalt overkill måske lige præcis er det, der får nogle mennesker til afskrive Dragonforce som lidt af en one trick pony, er overkill-elementerne i mine ører fornemt inkorporeret i den øvrige del af Dragonforce’s lyd. Denne lyd kommer på Sonic Firestorm til udtryk i stærke kompositioner og arrangementer samt, og det er måske det vigtigste, ekstremt mindeværdige melodier som man gang på gang griber sig selv i at vende tilbage til. En generelt stærkere sangskrivning var præcis, hvad jeg savnede på Valley of the Damned, og jeg synes Sonic Firestorm tager det nødvendige skridt videre på dette punkt.

Ekstramaterialet på denne genudgivelse fungerer fint, uden at være prangende, men igen kan det ikke rigtig retfærdiggøre en reinvestering, skulle man i forvejen eje albummet. Vi får ikke noget produktionsmæssigt løft i form af remastering eller remix, men det savner man egentlig heller ikke. Den originale produktion står overordnet fint og klart frem med en lille rå kant, der klæder musikken. Det medfølgende bonustrack ”Cry of the Brave” holder vanlig Dragonforce standard, men som tilfældet var for bonustracket på Valley of the Damned, gør det i sidste ende hverken fra eller til for den samlede oplevelse, nummeret føles hverken ligegyldigt eller sindssygt vigtigt for helheden, det er egentlig bare ok at få det mere med. Kvantiteten af materiale på dvd’en er reduceret i forhold til det, vi fik på Valley of the Damned, og det kan man kun være glad for, for det får den tilbageværende kvalitet til at stå så meget klarere. Ligegyldighederne er skåret ned til et minimum, og både live-video (”Fury of the Storm” ) inklusive de medfølgende kommentarspor og videointerviews er såmænd helt seværdigt. Livevideoen viser et band, der er modnet betragteligt siden Valley of the Damned-dagene, deres optræden oser af overskud og energi, og vækker for mig glade minder om deres koncert i Vega for godt et år siden. Interviewet med trommeslager Dave Mackintosh skal også fremhæves, det er bestemt vedkommende og interessant at høre hans, i øvrigt ganske velformulerede, kommentarer om oplevelserne med at spille i Dragonforce, og om kravene der stilles til en seriøs musiker på tour. I det hele taget giver interviewet et lille indblik i en mere afdæmpet og seriøs side af et band, der ellers er kendt for fest og farver og et dertil hørende alkoholindtag, og det er velkomment.

Som det mærkes, er min begejstring for Sonic Firestorm stor, og jeg har svært ved at fremhæve ret meget negativt ved albummet. Det kan ikke benægtes, at Dragonforce virkelig skamrider genrens konventioner, og mindre venligt indstillede stemmer har da også kaldt bandets stil for alt fra cartoon-metal, til musik, der hører hjemme ved melodi grand prix, men disse sider af musikken er, for mig at se, så åbenlyst en del af bandets kærlige genreironi. De er bevidste om de mindre flatterende konnotationer ved at dyrke en stil som power metal, og samtidig så kompetente musikere, med så meget respekt for genren, at de formår at vende selv de største klichéer til deres egen og musikkens fordel.

Der er bare rigtig mange pæne ting at sige om Sonic Firestorm, og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, er den største svaghed egentlig bare, at det blev overgået to år senere af endnu mere suveræne Inhuman Rampage. Dette faktum bør dog på ingen måde ligge albummet til last, og ejer man ikke i forvejen et eksemplar, er denne genudgivelse med tilhørende ekstramateriale blot endnu en god undskyldning for at få investeret i et af sidste årtis vigtige metaludgivelser.

Med dugfriske plader fra de amerikanske henholdsvis svenske veteraner Immolation og Unleashed ruller Nuclear Blast nu de tungeste skyts frem. Meget kan sikkert skrives, men begge bands og begge cd’er byder grundlæggende på fremragende dødsmetal. 

Immolation er på deres ottende udspil garanter for en – i hvert fald på overfladen – brutalt simpel død af allerældste skole, der end ikke forsøger og aldrig har haft til hensigt at forny noget som helst. Men derfor behøver man jo ikke stå i stampe. 

Simpliciteten til trods opdager man episke kvaliteter efterhånden som Majesty & Decay skrider fremad.

Bandet baserer sig på den fedeste guitarlyd, man kan ønske sig. Den meget dynamiske duo Bill Taylor og Robert Vigna fejer konstant benene væk under én med et næsten maskinelt præcist og raffineret guitararbejde. Her er lårfede riffs, uendelighedens klangflader, gentagede mønstre, forvrængede lyde og ræsende soli på kryds og tværs i lydbilledet, så guderne må sig forbarme.

På den baggrund lever man let med, at Ross Dolans growl er temmelig anonym og ordinær. På den måde forstærker han enkeltheden i bandets udtryk.

Det er trommerne, som vitterligt trækker det samlede indtryk nedad. Blastbeatsne er i mine ører lige lovlig maskingeværagtige til at være troværdige, og den generelle trommelyd egentlig ret besynderlig ind i mellem – som om Steve Shalaty tæsker løs på et tyndt stykke plastik eller pap. Sine steder er han desuden alt, alt for løs, alt, alt for let. og eksperimenterende. Det går måske til jam i torsdagsjazzklubben, men her fremstår det lettere kikset, fordi resten af bandet tydeligvis ikke er samme sted.

Heldigvis kan det ikke forstyrre det overordnede billede og en grundlæggende høj kvalitet. 

Det er til gengæld ikke rimeligt at sætte så meget som en finger på den fantastiske lyd Unleashed har manet frem på deres tiende studiealbum fuld af fin, men vel også typisk svensk semi-oldschool død, som læner sig kraftigt hen mod det melodiske.

Lyden er nemlig tyk, men tør, nuanceret, men neutral.

Det skal forstås sådan, at den fylder hele rummet på en dejlig massiv måde og alle instrumenter får tilsyneladende lige megen plads. Desuden har de – og her tænker jeg særligt på trommerne – en ren og ret naturlig lyd, som ville have løftet Immolation til det sublime på Majesty & Decay. Det kan så meget vel være, at guitararbejdet er ikke helt så kæbetabende fantastisk hos Unleashed, men det fungerer upåklageligt, og samlet set er det en bedre gennemført og vellykket pakke.

Desværre tyder alt samtidig på, at As Yggdrasil Trembles lyrisk er nok en omgang typisk kamp og harniskklædt kriger og krigsforherligende behandling af det mytologiske stof, titlen antyder. Det lader sig ikke påvise udover enhver tvivl, da jeg ikke har teksterne til min rådighed, men man behøver nok ikke nogen universitetsuddannelse for at forstå, hvad sangene ”Courage Today, Victory Tomorrow!”, ”So It Begins…”, ”This Time We Fight”, “Master Of The Ancient Art” og ”Chief Einherjar” handler om.

Hvor i himlens navn får det dog fra og, ikke mindst, hvor længe kan det blive ved?

Nå, men … i den nordiske mytologi er Einherjeren en arketypisk kriger. Og faldet i kamp eller krig i Midgårds verden hentes han til Valhalla af en Valkyrie for at tjene Freja eller Odin. Her slås han dagen lang – og drikker, fester og æder natten igennem – for at forberede sig til det endelige slag i det godes tjeneste på Idasletten, når Ragnarok rammer … og alle som én paradoksalt nok må lade livet endnu engang!

Men Unleashed har næppe brugt mange timer med hjernerne i blød for at forstå eller fortolke den lille tvist.

I stedet fikseres blikket og tanken på ’den ærefulde død’ og kampen, hvilket alt sammen understreges af den flotte udførte, men helt absurd meningsløse (pleonasme tiltænkt) omslagsillustration.

Men hvem pokker er jeg også at bekymre mig om lyrikken, når den musikalske indpakning Loke lure mig er så gennemført lækker og rigeligt til fire A’er?

Hvem var det, der sagde, at musik af den gamle skole ingen berettigelse havde længere?

Det niende udspil fra de svenske prinser (om ikke konger) af supermelodisk død, Dark Tranquillity, er en totalt konsekvent og kontant opsummering af alt, hvad bandet har bedrevet indtil nu … hvilket som det vil være de fleste bekendt ikke er helt så lidt endda. Hovedvægten er lagt på det aggressive, melodiske fra forgængeren Fiction kombineret med arrangementer af den lufttætte, tunge type som mesterværket Character er gennemsyret af, men de krydser samtidig deres egne spor sat så nyskabende og stilsikkert med Damage Done, Haven, Projector og hovedværket The Gallery.

Det betyder kort fortalt, at Dark Tranquillity hverken revolutionerer genre eller scene med We Are the Void – hvilket ganske givet vil skuffe mange, som havde forventet noget andet end mere af det samme – idet albummet byder ikke på skelsættende forandringer, men har man før fornøjet sig ved svenskerne, så kan/vil man gøre det igen.

Lytter man ordentlig efter, går det op for én, at der bestemt ikke er tale om genbrug som sådan, men ganske enkelt om forædling af et ellers perfekt udtryk.

Måske skyldes det den – efter bandets udsagn – mindre kontrollerende og mere spontane tilgang, de har haft til materialet på We Are the Void frem for på tidligere udgivelser.

Det høres i hvert fald meget leverende.

Lytteren bliver på det nærmeste kørt over af den brutale albumåbner ”Shadow In Our Blood”, som har alt, hvad en god førsteskæring skal have. Metalmaskineriet buldrer løs i højeste gear. Herefter er andre højdepunkter på helt igennem, næsten suverænt vellykket skive: ”In My Absence”, ”The Grandest Accusation”, ”Her Silent Language” samt ikke mindst ”Arkhangelsk” og afslutningen ”Iridium” – begge er hver især og tilsammen en sublimering af vel nok det ondeste, det tungeste nummer, de nogensinde har skrevet, nemlig ”Inside the Particle Storm fra Fiction; åh, det er dødsmetal, når den er mest mageløs. Men det meste er førsteklasses. Kun på ”Dream Oblivion” står alt momentvis stille … eller kører i bedste fald ret trægt, men reddes i sidste ende af den altid uforlignelige Mikael Stanne, hvis vokal dybest set kun matches af én, nemlig Grutle Kjellson fra Enslaved. Selvsamme Stanne har næppe nogensinde lydt bedre; dybere, mørkere, mere rå, sætter han nye standarder for, hvordan – hvor grumt og smukt – growl kan udføres.

Det sjette A står og blinker. De burde egentlig have det, hvis ikke alene fordi de er så formidable til det, de gør, så også for den rus, de altid hensætter mig i med deres musik … men en lille bitte del af mig er desuden blevet alt for forvent , ligesom alle andre – og vil have endnu mere. Det er dog grådigheden, der råber og skriger ad mig, mens Dark Tranquillity vitterligt er så tæt på det perfekte, som de overhovedet kan komme.

Hvor går man hen, når man er ung og gerne vil spille musik på et niveau, hvor man også kan leve af det? Opfinder man en ny, dyb tallerken? Eller omglaserer man en allerede efterprøvet model og håber på, at ingen opdager det?

Tja’.

Med Time to Burn, som muligvis utilsigtet parafraserer over Giants album af samme navn fra 1992 – eller i det mindste bare det overenergiske titelnummer fra selvsamme – prøver debutanterne Taking Dawn at holde tempoet helt oppe i en typisk 80’er/90’er glam med tykke lag af huggende riffs, hvinende guitarsoloer helt ud i stratosfæren og tilbage igen, af flerstemmig vokal med og uden effekt på vokalen. 

Tilsat en dosis attitude.

Det lyder præcis som om de knokler røven ud af bukserne for at give os andre et los bagi. Og det rummer bestemt en friskhed, en ungdommelig pågåenhed, som får smilet frem, men heller ikke så meget mere, idet sangene mangler nødvendig inspiration og variation. Det synes at mangle dét, der også lægger folket ned. Det er dygtigt, det er kommercielt og konstrueret, det er naturligvis også meget velspillet, men her er ingen potentielle hits.

Og forsøget på at glammetalificere Fleetwood Mac’s ”The Chain” er mere kuriøst end vellykket.

Mærkeligt nok. For det lyder faktisk oplagt at opdatere denne meget fine, oprindeligt næsten underinstrumenterede og voldsomt vokaldrevne hymne til en hård rocker, men Taking Dawn behandler guld på samme måde, som de behandler jern. De holder fast kernen i sangen og da genkendeligheden således er sikret, sovser de den ind i alt, hvad de kan; se ovenstående. Ikke særlig sofistikeret. Ikke særlig effektivt.

Taking Dawn beviser altså, at de formår at give den fuld skrue … meget kunne være reddet, hvis nogen havde lært dem om – bare engang i mellem – at holde lidt igen.

Tilbageholdenhed er næppe heller Mutiny Withins største styrke, men de har til gengæld en meget, meget, meget, meget mere moderne tilgang og deres selvbetitlede debutalbum med først og fremmest let metalcore skal nok tiltale mange. Musikken er ikke særligt rå eller tung, men den har dog den dér koldt kyniske keyboarddrevne og meget tekniske lyd; udpræget brug af ren vokal gør, at helheden dog varmer lidt i forhold til lytteren … og i forhold til mange andre, hvor skrigehalsene ikke kan få det skingert nok. 

Jeg kan bare ikke forstå, at de har indspillet den samme sang elleve gange.

Nej, det er selvfølgelig lige groft nok, men de koger godt nok suppe på det samme ben – den samme melodi – syv ud af ti gange, og man skal helt ned i detaljerne for at finde de ting, der får én til at spærre ørerne op … og hvem siger, at dagens metallytter har tålmodigheden til det. Det er da flot nok, men også noget samlebåndsagtigt. Skægt nok lyder de bedre og bedre jo mere regelret rå metalcore, musikken bliver – eksempelvis store dele af ”Lethean”, en sang, hvorpå de næsten lykkes med at blande olie og vand – så måske var det dér, Mutiny Within skulle bevæge sig hen fremover.

Det giver dem da lidt karakter.

For det gælder afgjort for begge bands, at de må finde på et eller andet, hvormed de kan skille sig ud fra mængden … ellers drukner de. For der er tusinder, der lyder lige som dem. Og helt lige så godt eller bedre. Så, hvorfor skulle jeg gribe efter dem, næste gang jeg står i min lokale pladebiks?

Bands kan vel groft sagt deles op i to typer:

De, der forfiner/forherliger en allerede eksisterende lyd uden sigte for at bryde genrer eller grænser ned; hvorfor, synes spørgsmålet at være, skal man opfinde den dybe tallerken to gange? Kan vi ikke bare bruge, den vi har?

Og de, der næsten ikke ved, hvilket ben, de skal stå på, for at lyde anderledes, mens de spørger: Hvordan kan vi med god samvittighed undlade at forny musikken?

Mens vi her på Antenna i den grad bifalder musikalsk stræben og udvikling, så anerkender vi samtidig behovet for, at de traditionelle dyder bevares og dyrkes også af opkommende bands.

Og her Abadden er et nyt ungt thrash metal band fra Dunstable, England. De har deres rødder fast forankret i old school thrash og henter inspirationen hos blandt andre Anthrax. Bandet består af 4 dedikerede gutter, som holder sig til stilen uden sidespring. Der er altså ikke ligefrem noget banebrydende over Sentenced to death, men det er heller ikke indtrykket, at de prøver at være pionerer indenfor genren.

Sentenced to Death er Abaddens debutalbum indeholdende 8 numre, og man undres over det lille antal, indtil man kigger på numrenes længde, for – med undtagelse af ”My Misery” – de er alle maratonnumre på 5-6 minutter. Vokalen og instrumentering ligner i høj grad det vi hører på meget dansk produceret hardcore/thrash, og lige på tungen ligger danske Last Mile. Der er den spyttende in-your-face vokal, smadrende aggressive trommer, tordnende tunge baggrundsguitarer og hvinende soloer.

Det eneste, der måske kan adskille Abadden fra det typiske thrash-lydbillede, er brugen af akustisk guitar på nummeret ”The Hand that Feeds”, men det ødelægger på ingen måde det samlede indtryk.

Summeret op er der her tale om en udmærket skive, som vil tale til en bred skare af hardcore/thrash- fans, men på baggrund af den godt nok meget fuldendte, men ikke særlig innovative skæring af skiven, ja, så kan jeg ikke overbevises om, at der er mere gods i præstationen end til 3 antenner.

Hvor nødig, jeg end vil indrømme det, så er det uomgængeligt: Jeg er i den grad blevet narret! Jeg dømte hollandske Greyline til at være blot endnu et ud af en million Dream Theater-agtige prog metal band, alene på baggrund af det lidt billige, lettere åndssvage omslag på Behind the Masquerade … og det er end ikke i nærheden.

I stedet er det en beskidt, forvrænget stenet-støvet rock ’n’ roll spillet med lidt af ondskaben fra den sorte ende af metalskalaen.

Og det kunne have været sjovt, rigtig sjovt, men overordnet set fungerer det i mine ører dårligt.

Skæggest og mest vellykket er det, når de trækker rocksporet over mod vest og gør det til lidt af et western show – det gør de godt både på åbneren ”Flooding the Mountains” og den instrumentale ”Hunt of the Coyote”; begge er det nærmeste Greyline når nydelse på albummet – men de når aldrig eksempelvis den tyske underholdningsmaskine Dezperadoz til de rygende seksløberne.

Selvfølgelig er der øjeblikke, hvor man tror, at de har fat i noget, men i bund og grund gør de sig skyldige i nogle af de allerdårligste sange, jeg nogensinde har hørt.

Bassist Jabe Piter Faber vokale præstation vil vinde ham priser, men ingen hæder. Han præsterer egenhændigt at ødelægge de få øjeblikke, som fungerer. Det meste af tiden lyder han som en blanding af Fuzzy the Bear og Sam the Eagle, to markante, men lige latterlige stemmer fra The Muppet Show.’That’s definitely not metal‘, som en berømt og noget mere markant frontmand ynder at sige. Og han har ret!

Samtidig halter Greylines sangskrivning alvorligt. Den lyder decideret falsk og er – i skarp kontrast til de svirrende rygter – næsten umelodisk. Det kunne være, hvad det være vil, hvis så et eller andet drev det hele fremad, men her er heller ikke megen charme eller momentum … ikke meget flytter sig, ikke meget smitter og stort set ingenting giver lyst til et genhør. Men måske er det lige netop det, der kunne overbevise én om, at det vitterligt har sin helt egen charme.

De to nævnte skæringer afholder mig fra at bruge E-ordet, men kun med mindst mulige margin.

Konklusion: Fornyelse uden evne, med og mål giver ingen mening … så hellere nok en omgang af den gamle skole.

Uha, jeg blev forbavset grænsende til det forfærdende, da det kom frem, at selve hjernen (Dan Huff) bag det perfekte kommercielle hard rock debut album Giants Last of the Runaways, ikke skulle synge på bandets comeback plade. Det løsnede dog lidt op, da det senere kom frem at Dan havde været med til at skrive en god del af sangene, og endda også har bidraget med et par guitarsoli.

Ny mand bag mikrofonen er den rutinerede Strangeways og Seventh Key vokalist Terry Brock. Albummet ligger et betragteligt stykke over middel i genren. Der er sange, som i allerhøjeste grad kan betragtes som melodiske perler, ”Through my Eyes”, ”I’ll Wait for You” og ”Promised Land” skinner igennem som noget af det ypperste indenfor den store AOR genre.

Desværre er der et par numre på pladen, som er svipset lidt, ”Complicated Man”, ”Prisoner of Love” og ”Save Me” lyder ikke i nærheden af, hvad Giant ellers så fint har repræsenteret tidligere. Overordnet set er de gode numre dog langt i flertal, og det var da også tæt på, jeg havde belønnet albummet med fem stjerner.

Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at Promised Land på nogen måde kommer i nærheden af den klasse som mesterværket Last of the Runaways er i, og som jeg anser for at være en af rock historiens bedste debut plader. 

Brian Howe er vel nok bedst kendt for sin medvirken på fire Bad Company-plader, hvor han viste, at han er en ganske habil sanger, om end en smule ordinær.

 Circus Bar er faktisk englænderens andet solo album. Med en Bryan Adams-agtig sprødhed i stemmen leverer Howe melodiske sange, som sagtens kunne have lagt på selvsamme canadiers tidlig halvfemser albums. Heldigvis er der også gjort plads hårdere rockende numre, som har mere jord under neglene end noget Bryan Adams nogensinde har udført.

Denne blanding af bløde singer/songwriter sange i Jude Cole-stil og de beskidte hard rock skæringer gør pladen herlig varieret at lytte til. Brian Howe kan synge begge stilarter til perfektion, og der er faktisk ikke noget som helst i vejen med pladen. 

Anderledes usikkert ser det ud for den legendariske australske sanger Rick Springfield, som efterhånden har været med i branchen i 36 år. 

Venus in Overdrive udkom tilbage i 2008, den bliver nu genudgivet med sammen med Dvd’en Live in Rockford, som udkom i 2006. Derfor må man sige at pakken er legitim, og en glimrende mulighed for de, som hverken ejer Cd’en eller Dvd’en. 

Venus in Overdrive er dog, udover et par rigtig gode melodiske numre med moderne Lifehouse-agtigt præg, en skidt plade. Der er simpelthen for meget forsøg med forskellige stilarter, fra det jazzede til funk, og det fungerer slet ikke. 

De numre, som fungerer, er derimod helt i særklasse, og kommer der et album med numre i den stil og kvalitet, kan jeg kun bifalde det. 

Springfields navn pryder også coveret på From the Vault sammen med producer Jeff Silverman. Som titlen antyder, er From the Vault en samling sange, som aldrig tidligere har været udgivet, i hvert fald ikke i denne form. 

Med ordet ‘vault’ i titlen affødes tanken om, at her er tale om under-middel-sange, ufærdige og rå demoer, som tidligere er blevet kasseret. Det er sjældent særligt tiltalende. 

Lydmæssigt er sangene da også af svingende kvalitet, men tag ikke fejl af materialet. De 13 sange er første klasses keyboard-drevet 80′er AOR. 

Vi er i det blødeste hjørne af genren, der hvor Michael Bolton også befandt sig. Sangene spænder over en periode på 13 år, 86 til 99.

Jeg kan kun anbefale pladen til dem, der kan lide Michael Bolton, og den slags musik, der udgjorde lydsporet til film som Top Gun, Coktail og Beverly Hills Cop.