Disse århusianske gutters musikalske udtryk er udvundet af lige dele melodisk rock og elementer fra den post-moderne amerikanske metal. Singlen ”Clarity” er klart et af højdepunkterne sammen med nummeret ”Faceless”.

Med det nye album Boil eksperimenterer også med perkussion og strygere på den over 8 minutter lange sang ”Quiet Hours”. Selve tilsætningen af disse instrumenter fungerer egentligt fint på nummeret, men det bliver for langtrukket. Derimod må jeg erkende, at de to numre ”The Fall” og i særdeleshed ”Starless” er fine skæringer med deres tilsatte electronica moduler. Der er gennem pladen et jævnt flow i tempo, og variation og vokalen er også tilpas for genren. Det vokale arbejde går dog for mig mest op i en højere enhed på førnævnte ”Clarity”, hvor der er skalaer i stil med det, vi kender fra Serj Tankian (System Of A Down).

Visse steder på albummet sidder man lidt med følelsen af, at Boil er underlagt hæmningernes greb, og det er da også på de numre, hvor der bliver løsnet lidt op, at jeg syntes A New Decay har størst tiltrækningskraft.

Albummet bliver dog aldrig rigtig en fast bestanddel af mit udvalg af skiver, der kører på ’repeat’, hvilket i min verden betyder, at der er noget, jeg mangler. Måske er det denne lidt for amerikaniserede overbrugte tilgang, der afskærer Boil fra at nå helt ind i mit kritiske sind…

Den eneste sang der for alvor gør indtryk på mig er ”Starless”, som er en velkomponeret sang, med mulighed for at lytteren selv kan lægge følelser i den. Der er nogle dele af skiven, som trækker op, og min vurdering er da også, at 3 antenner er lige nok lidt – hvorimod 4 antenner er for meget – så A New Decay lander på 3½ antenner.

Her er jeg så ganske uenig! Jeg havde svært ved at fange essensen af Boils debut, Vessel, og jeg var også forudindtaget skeptisk over for A New Decay under første gennemlytning, og min største anke var, at Boil spinder lovlig meget aktion på inspirationen fra Tool – det er sandsynligvis denne amerikanisering, som Heidi stritter imod over for, og det er langt fra min personlige kæphest inden for metal-genren.

Men jeg tillod mig den sjældne rettighed at benytte et kendt trick fra filmens og litteraturens vegne… ’suspence of disbelief’, der betyder, at man diskvalificerer sin tvivl, og det er særdeles nyttigt i et hav af film, fordi man nødvendigvis må acceptere filmens genre og virkemidler. Hvis man ikke gør dette, mistes grunden til at se filmen på dets eget præmisser.

Og så snart jeg undlod at tænke Tool, mens A New Decay blev spillet, voksede pladen til en af årets danske højdepunker, netop fordi alle små og store facetter er mere end gennemførte. Heidi er naturligvis ikke under middel i sin vurdering af Boils aktuelle album, men hun er da langt fra overbevist om kvaliteten af musikken.

Jeg er for det første yderst tilfreds med A New Decay, og Boil, af den årsag, at der ikke findes ét eneste band, der tilnærmelsesvis spiller samme type musik, hvilket er en vigtig facet i bandets eksistens – og det skal da også siges, at det er en grov forenkling at antyde, at Boil er et rip-off af Tool. Man kunne med rette mene, at Boil også skeler til kilder inden for grunge og nu-metal, og styrken er, at A New Decay er karakteriseret af en solid variation, hvilket Heidi også har spottet – jeg er dog af den overbevisning, at der ikke findes kedelige momenter på pladen, og derfor kan jeg ikke engang fremhæve et nummer over et andet.

Jeg kunne snildt komme med en halvlunken afslutning om, at Boil med deres næste skridt vil blive mødt af en større grad af identitet, men pointen er jo netop den, at jeg har diskvalificeret min skepsis… og A New Decay placerer sig i en acceptabel førerposition iblandt dette års udgivelser.