Velkommen til enden på kærligheden, velkommen til alle de forvirrende følelser og alt den smerte et hjerte kan gennemgå – tilsat stærk, vedkommende vokal og tilpas om end til tider en smule dæmpet musikalsk lydbillede. Dommin er Roadrunner Records nye store satsning, og bandet beskriver sig selv som værende et gotisk-inspireret rockband med hang til at komponere ud fra temaet kærlighed – altså at finde kærligheden, miste den og alt der ind imellem. De er overbeviste om, at budskabet er vigtigere end genre opdeling og hatten af for det, især taget med i betragtningen, at Love Is Gone er deres debut.

Dommin lægger hårdt fra land med sangen ”My Heart, Your Hands” som sammen med titelnummeret ”Love Is Gone” kalder minder frem om Type O Negative og Paradise Lost  – der er dog et stort ’men’ – Dommin mangler lige at mestre/udnytte dybden i vokal og tyngden i lyden.

Der sker et skift i genre med sange som ”New”, der er energisk fremadsøgende, ”One Feeling”, der er en solid rocksang, som flirter med punk ’n’ roll, og de giver den max gas på ”Dark Holiday”. Netop ”Dark Holiday” smider lytteren (siddende med lukkede øjne) ind i et røgfyldt cafélokale i 40’erne – mens verset kører sidder man der og kigger på folk der danser charleston– men når omkvædet brager af sted omdannes bandet (Dommin) til Marilyn Manson-wannabees – og menneskemængden til forvredne kroppe.

Genreskiftet fortsættes til at dække over rock i Nickelback/Linkin Park stil med numrene ”Tonight”, ”Closure”, ” I Still Lost” og ”Making the Most”. Disse sange har en hvis berettigelse på albummet set i forhold til bandets filosofi om ingen genredefinition.

Til gengæld falder sange som ”Without End” (tygger drøv), ”One Eye Open”, ”Honestly” og ”Remember” fuldstændig udenfor skalaen. De tre sidstnævnte er så sukkersøde, at man bliver underligt tilpas efter at have hørt en ellers forholdsvis gennemført rocksymfoni.

Love Is Gone er et album, der fremstår til at være lagt mange kræfter i at designe setup’et på, i den proces er der efter min mening blevet poleret lidt for meget, og hvad værre er føles det, som man fra enten Dommins eller pladeselskabets side har lagt op til at skyde med spredehagl bevidst. På nogle numre forsøger man at tiltrække emo-kulturen, andre er det rock-a-billy/wild-child kulturen, man gerne vil have fingrene i, og endeligt vil man jo også gerne spilles i radioen, og dermed er der naturligvis numre designet til det formål. Albummet er smart opbygget med små instrumentale/semi-instrumentale mellemstykker, men virker mest af alt som et smagfuldt overflødighedshorn af genre.

Albummet rummer masser af potentielle hits, afhængig af musiksmag (anmelder selv har en meget bred) – om end man burde have begrænset albummet til 11 sange og ladet "Making the most" være balladen.