Denne danske debut er en gedigen overraskelse. Den har været adskillige besætninger, demoer og fjorten år undervejs, men nu, primo februar, er den her altså … udgivet på det ligeledes danske selskab Mighty Music. Og den kan nok få det til at rasle af fryd i hele kroppen på enhver heavy metal fanatiker, især de, som mere eller mindre havde mistet troen på genrens evne til at rykke og aflevere … kort og præcist.

Musikalsk er A Lapdance for the Devil en sympatisk kontant og kortfattet omgang power/true inspireret metal med et par forbavsende, men helt velvalgte og passende lån fra både død (trommerne) og thrash (guitarerne).

Disse ingredienser alene er nok til at flytte Anoxia ud af det ordinære felt. Læg dertil en rå og ubarmhjertelig kraft og en besættende spilleglæde.

Det er som at høre et godt, gammelt Helloween eller Pretty Maids album. Og det er næsten umuligt for mig at udtrykke, hvor dejligt dét er. Skønt! 

Musikken er direkte – fyndig – og totalt blottet for overraskelser. Her er ingen episke aspirationer eller symfonisk underlægning … den minimale opsætning med bas, guitarer og trommer levner ikke engang plads til et keyboard, og det er herligt at opleve dem spille råt for usødet og uden indpakning af nogen art.

Og produktionen lader heldigvis alting lyde aldeles usukret.

I stedet synes det som om, at al kreativ kraft er brugt på at skabe ti sange, som mere end noget andet sparker lytterens røv, så fremstår mere og mere rød og øm efter hver ny gennemlytning.

Mit eneste forbehold er Lars Frederiksens noget begrænsede vokal. Han går lige akkurat an, men musikken ville virkelig løfte sig ud i stratosfæren med raketfart, hvis kvartetten snarest inddrog en femte medspiller med den helt rette stemme, som ene og alene skulle håndtere koncentrere sig om mikrofonen. Frederiksen har vel nok selv kraften, men han mangler evnen til at række andet end bredt og dybt – eksempelvis: højt og hysterisk, energisk og intens – og denne endimensionelle sang er og bliver lidt trættende i længden. Heldigvis er musikken en lang tour de force, som aldrig taber pusten undervejs.

Den opfordring giver jeg gerne videre.

Metalfans overalt opfordres desuden til – straks – at anskaffe sig A Lapdance for the Devil. Det er ganske enkelt den mest lovende danske debut siden SlingShotSucks, må de hvile i fred, Corpses and Buddies helt tilbage i 2007.