Meget kan nok skrives om den amerikanske, New York-baserede groove/thrash-institution Overkill, men man må nødvendigvis anerkende, at de har holdt et ikke helt ringe niveau trods deres efterhånden tredive år i metaltrædemøllen. Og Ironbound, der er kvintettens sekstende studiealbum, holder så absolut niveauet.

Det er på ingen måde er et mesterværk, men problemerne er få og små.

På den positive side står, at der ikke er ret mange kedelige øjeblikke på Ironbound. De har selv sørget for produktionen, og det giver albummet en fuldfed og meget lækker lyd, hvor særligt bassen fremstår tung og tydelig – uden at man savner hverken thrashens typiske fræsende guitarer eller uhåndterlige vildskab.

Bandets meget dynamiske (og helt originale) duo, vokalist Bobby ’Blitz’ Ellsworth og bassist DD Verni har i fællesskab skrevet og arrangeret ti forholdsvis gode sange. De er afvekslende og fængende, om end Overkills to guitarister umiddelbart genbruger de drivende riffs fra ”The Green and Black” samt ”Ironbound” lige lovlig meget. De er slet ikke dårlige, men forsimpler et ellers nuanceret lydbillede og er trættende efterhånden som albummet når de tres minutter.

Overkill kunne med fordel ha’ skåret skiven ti eller femten minutter skarpere … men måske er det bare mig, idet jeg – indrømmet – foretrækker thrash kort og fyndig frem for episk, langtrukken og vævende.

Selvsamme Ellsworth har næppe nogensinde sunget bedre. Naturligvis når han ikke sine ungdoms høje toner, naturligvis klinger hans røst aldrig så rent som før, men årtiers slid på stemmebåndet har derimod givet ham en nydelig patina, der nu let placerer ham blandt mine favoritstemmer … og kombinationen Overkill/Ellsworth er en fryd for mine ører.

Så meget mere imponerende, når man tænker på i hvor mange år, han har sunget om vold, opstandelse og død. Det burde hænge ham langt ud af halsen, men han er og bliver ganske enkelt bandets troværdige stemme. Forrygende!

Det gør Ironbound til et must for fans af både band og genre. Altså: ‘Go get it!’