Skip to content


01/02/2010

Freedom Call og Winters Verge

Legend of the Shadowking og Tales of Tragedy

Kristian Døj • A A A A A A

FREEDOM CALL
Legend of the Shadowking
Steamhammer
1/2 2010

Dansk distribution: Target

Freedom Call gør sig i konceptalbums; historien synes vigtig for bandet, og den røde tråd er nærmest blevet et meget synligt tov på Legend of the Shadowking. Det er ikke en afgørende faktor for mig, men uomtvisteligt et gennemført koncept.

Winters Verge er ligeledes glimrende lyrikere, men de begår sig dog hellere i at få den gode historie skrevet sang for sang, i stedet for det mere tematiske. Dermed ikke sagt at sammenhængen ikke er der, for den generelle stemning er vedvarende dyster og som titlen formulerer det – tragisk.

Jeg blev øjeblikkeligt fanget af de første toner på Freedom Calls Legend of the Shadowking. Hvis jeg skal høre power metal, så er denne plade et fremragende bud på, hvad der kunne gå hen og blive en alle tiders favorit.

Med Winters Verge tog det lidt længere tid at overbevise mig. Efter adskillige gennemlytninger står det dog klart at Tales of Tragedy er helt oppe på samme høje niveau.

Kristian Døj • A A A A A A

WINTERS VERGE
Tales of Tragedy
Massacre Records
29/1 2010

Dansk distribution: Target

Med deres teatralske kor, hymne rytmer og dobbelt stortromme leder Freedom Call tankerne hen på bands som Powerwolf og Heavenly, og en hybrid af de to er måske ikke helt skævt kategoriseret. Der er fart på, samtidigt er kvartetten ikke bange for at overraske, med pludselige stop for at afløse instrumenternes raketfart med et overbevisende tilrettelagt kor arrangement, eller en fængende keyboard hookline.

Som nævnt før er Cyprioterne ikke så umiddelbart tændende, men hvad der dog er soleklart fra starten er at de fem medlemmer håndterer deres respektive instrumenter med beundringsværdig omhu. Temposkift står i kø uden det på noget tidspunkt bliver irriterende progressivt. Ydermere er der eksperimenteret pertentligt med forskellig stemningssættende vokal typer, fra aggressivt til hviskende og kvinde skønsang.

Power metallen har mange ansigter, Freedom Call er den lidt nørdede ’jeg-leger-rollespil’ agtige model, Winters Verge er den tungere mere riff orienterede variant. Begge albums er i hver deres pragt fantastiske, kreative og varige eksempler på hvordan power metal kan leveres spændende og interessant for det (for genren) utrænede og egensindige øre.