Der er godt gang i metaludgivelserne, og når jeg nævner, at den næste lille håndfuld er fra Century Media, InsideOut og Lifeforce, så vil de fleste også vide, at vi bevæger os over et bredt metallisk spektre … mærkeligt nok ingen melodisk død, men derimod post rock, progressiv metal og power metal. 

Lars Mikael Døring • A A A A A A

ASPERA Ripples InsideOut Records 25/1 2010 Dansk distribution: Target

Både ord og ånd i selskabets pressemeddelelse lader forstå, at man hos InsideOut endnu mangler at få armene ned efter, at det er lykkedes at få det unge, norske band Aspera i stalden – rygtet vil at disse gutter alle kun lige er fyldt tyve – og intet ved bandets debut, Ripples, formår at få dem til at slække bare lidt på begejstringen. 

Det er da også en glimrende debut.

Det er dog samtidig en helt igennem klassisk/typisk progressiv metal Aspera lægger for dagen på Ripples. Indrømmet, de trækker mere i retning af Andromeda og Fates Warning end Dream Theater og Pagan’s Mind, men påvirkningen også fra sidstnævnte er absolut umiskendelig. Det betyder, at man ikke rigtigt savner noget.

Lyden på Ripples mangler ikke tyngde, ikke fylde. Sangene mangler hverken melodi eller energi. Drengene i Aspera synes ikke at være bange for det banale, det enkle, det simple, ej heller for det komplekse og lagdelte, og de synes allerede nu at være så gode sangskriver, at de slipper ganske godt fra det meste.

Eksempelvis går de på balladen ”Torn Apart” fra den ene yderlighed til den anden og tilbage igen – uden at tabe nogen eller noget undervejs. Glimrende.

Men nogen må gerne fortælle dem, at progressiv metal ikke pr. definition kræver sange af en vis længde. Blandt andet ”Traces Inside” tærsker langhalm på et tema, der burde have været luget ud eller i hvert fald beskåret kraftigt.

Desuden mangler de endnu lidt selvstændighed eller bare nogle særlige kendetegn. Tag sangen ”Between Black & White”, som er ret fantastisk, specielt omkvædet slipper kun vanskeligt ud af knolden igen, når det først er kommet derind … men det lyder også meget velkendt. Bandet leverer en fin kopi, en vellykket pastiche, men er ikke helt sig selv endnu.

Det særlige kunne komme fra sanger Atle Pettersen, hvis højtrækkende, let raspende vokal er ret spændende. Både alene og med backing svæver han henover musikken. Han lyder stadig lille smule drenget, men bliver meget interessant at følge, efterhånden som han modnes og ’ældes’. Potentialet er der bestemt … hos ham og hos Aspera. 

Lars Mikael Døring • A A A A A A

DIORAMIC Technicolor Lifeforce Records 25/1 2010 Dansk distribution: Target

Med bandet Dioramic har Lifeforce også fat i et ungt og opkommende foretagende. Denne, på overfladen, simple bas-guitar-tromme-rocktrio kommer fra det sydlige af vores sydlige naboland, Tyskland. 

Og Technicolor er deres debut.

Dioramic fungerer ud fra den forudsætning at friktion skaber energi. Og at modsætninger skaber det spændingsfelt, der skaber friktionen. Eksempler? Lys og mørke. Kulde og varme. Had og kærlighed. Jo flere modsætninger, jo mere spænding, jo højere friktion etc.

Musikken er altså bevidst modsætningsfuld for at skabe denne friktion, denne energi.

Så vidt det teoretiske udgangspunkt, som slet ikke lyder dumt. Men et er teori, et andet er praksis, og her lykkes Dioramic aldrig for alvor. Især ikke, når det er og bliver det samme sang efter sang efter sang efter sang.

Trættende, er alt, hvad det meste er.

De har godt fat i det rå, det voldsomme. De har som sådan også ganske godt fat i det blide, det harmoniske, det melodiske, det tempererede. Men de har svært ved at få det til at mødes i noget godt. Det lyder bare … polariseret, rodet. Så dem – og den – tror jeg ikke rigtigt på. Det fænger i hvert fald kun momentvist. Tilbage til tegnebrættet … sofort! 

Lars Mikael Døring • A A A A A A

DREAM EVIL In the Night Century Media Records 25/1 2010 Dansk distribution: Target

Er de første to bands debutanter, så er den svenske power/true metal kvintet Dream Evil noget mere rutinerede. Fire ganske godt modtagne fuldlængdeplader, en ditto ep samt oven i købet et cd/dvd sæt med ’alt det bedste’ er det blevet til inden In the Night. 

Det er altså femte studieudspil.

Og som praler med en rimelig heftig omgang heavy metal uden plads til megen nonsens.

Lyrisk er det naturligvis den sædvanlige sludder om at udødelige riddere, der dræber damerne og redder dragerne og rider heltemodigt mod solnedgange efter endt gerning. Men musikalsk giver Dream Evil rigtig mange, hvis ikke alle deres vemodige hjemlands konkurrenter, eksempelvis Dreamland, HammerFall og Nostradameus baghjul, så det forslår. Det gælder mange ligesindede bands af udensvensk herkomst. Uden dog på nogen måde at komme i nærheden af den hidtil bedste power metal plade det seneste halve muligvis hele år, nemlig Orden Ogan’s Easton Hope … dertil er Dream Evil og In the Night for stereotype og for lidt eksperimenterende – formentlig ganske bevidst – men inden for de afstukne præmisser leverer svenskerne virkelig varen.

Derfor er tre A’er måske lige i underkanten, men fire synes alligevel for meget, mine forbehold for genren taget i betragtning.

Musikken er for så vidt fejlfri, men Dream Evils helt store aktiv er manden bag mikrofonen. Nick Night (suk) alias Niklas Isfeldt leverer den klassiske metalstemme, dybt, energisk, højt, kraftfuldt, utrætteligt, fra ende til anden og løfter den effektive, men altså også grundlæggende begivenhedsfattige metal et niveau eller tre.

Lars Mikael Døring • A A A A A A

ORPHANED LAND The Never Ending Way of Orwarrior Century Media Records 25/1 2010 Dansk distribution: Target

Israelske Orphaned Land er ikke bare rutinerede, men efterhånden veteraner i branchen. Dannet helt tilbage i1991 taler vi altså om snart tyve år … siden begyndelsen har de bevæget sig fra en art dommedagsagtig dødsmetal med mellemøstlig indflydelse til en langt mere progressiv (folke)metal, nu naturligt funderet på mellemøstens religion og kultur.

Tålmodighed synes at være et andet særkende. Dels er nærværende skive deres kun fjerde fulde studieudspil. Dels er det seks år siden de sidst var aktuelle. Dels tager de sig næsten halvfjerds minutter til at fortælle deres nye historie.

Med The Never Ending Way of Orwarrior tager de endnu et skridt væk den ekstreme metal mod den progressive –  kun høres en anelse growl – og til at hjælpe med at mikse og producere samt håndtere tangenterne her og der har Orphaned Land engageret en levende progressiv legende som Steven Wilson. Det har næppe, trukket projektet i en dårligere retning.

En ’orwarrior’ er en, der kæmper på lysets side i den evige kamp mellem lys og mørke; i konceptet her kendes han også som vores helt.

Det kan være, hvad det være vil, men The Never Ending Way of Orwarrior er progressiv metal af en helt særlig art. Helt indlysende spiller bandets baggrund ind. I modsætning til eksempelvis tidligere nævnte Dioramic, så formår Orphaned Land at skabe en troværdig og velfungerende smeltedigel … intet synes brugt, uden at det naturligt har kunnet blive integreret i metalmusikken. Desuden flytter Orphaned Land hele tiden grænsen. De forekommer evigt søgende, evigt eksperimenterende, præcis det, der kendetegner den bedste progressive rock. Holder den op med at forsøge og undersøge, dør den. Dette er i en sjælden grad levende.

Det er mageløst magisk, mystisk, mytisk og mægtigt.

Og nyder man dette, kan man med fordel også tjekke deres landsmænd Amaseffer og deres intet mindre end lige så fremragende debut fra 2008 ud – Slaves for Life – hvorpå de tager Exodus-historien under kyndig progressiv metallisk behandling, og tilføjer det mellemøstlige tema ren symfonisk grandeur. Som et kuriosum kan det bemærkes, at Kobi Farhi fra Orphaned Land håndterer den hebraiske vokal for Amaseffer på Slaves for Life.

Som de dog kan, de israelere. Som de dog kan … og det taler vel for sig selv i denne sammenhæng.