Rob Zombie behøver vel egentlig ikke nogen introduktion, idet han siden 1985 har sat sit præg på den amerikanske metalscene. Først i kraft af bandet White Zombie, siden solo, hvor han i 1998 markerede sig med Hellbilly Deluxe, et album, der indeholdt tre hit-singler og alene har solgt på den – for Zombie, i hvert fald – rigtige side af tre millioner eksemplarer. 

På sit fjerde studiealbum vender han tilbage til det univers med Hellbilly Deluxe 2; som han selv udtrykker det: The Evil Returns!

Det er nu ikke fordi det er væsensforskelligt fra hans to mellemliggende soloalbums, men måske en anelse mindre aggressivt, musikalsk, eller skulle jeg hellere skrive … mere kommercielt.

Det betyder, at han befinder sig, hvor han altid har været: I en typisk amerikansk, meanstruck hard blues rock’n’roll – lige før det kammer over i en art Iggy Pop/The Stooges-agtig pre-punk, men desværre aldrig helt så kompromisløst primitivt eller ligefrem overbevisende udført – som lyder en anelse træt i mine ører. Det er en temmelig ordinær skrækrock. Der er ikke noget her, som man ikke har hørt andre steder før … nu er det bare tilsat lydklip fra diverse tvivlsomme gyserfilm; denne gang afstår han til gengæld fra en ellers ofte brugt gimmick med pornofilmsstønnende piger, hvilket jo ellers altid virker som en rød klud i ansigtet på nogen, men når nu selv Jean Michel Jarre har gjort det (på Téo & Téa, red) så vil jeg mene, at der efterhånden ikke mange musikalske områder tilbage, hvor det ikke er prøvet til bevidstløshed.

Den provokation må man altså prøve at klare sig foruden; men hvad: Har man hørt én pornofilm, har man vel hørt dem alle?

Nå, men der er lidt godt at komme efter: Den for albummet lidt mere end almindeligt komplekse ”Jesus Frankenstein” er fed, trods en t-å-b-e-l-i-g titel; endnu bedre er den tre minutter korte og dejligt direkte ”What?”, som viser, han kan skabe en besættende energisk punk-rock-vibe, hvis han vil. Det samme afslører den hjemsøgende, sejt trækkende ”Virgin Witch”, om end den åbner en kende for klichéfuldt – Black Sabbath gjorde det for fyrre år siden og ingen har efterfølgende brugt det trick med samme held; sangen har dog et hypnotisk skær over sig og tillige pladens eneste ordentlige solo i sig. ”Burn” kunne have været lige så god, men opnår aldrig rigtig momentum. Den næsten ti minutter lange ”The Man Who Laughs” kunne have været pladens bedste, hvis nogen havde taget sig sammen og skåret den fem minutter lange – indrømmet teknisk dygtige, men stadig meget prøvende – trommesolo ud af nummeret; undskyld mig, men det er kedeligt hørt/set fra scenen, og det er endnu kedeligere fra studiet – og tilfører intet, kunstnerisk, til produktet.

Har man tidligere fundet fornøjelse i og med Rob Zombie og hans bizarre lydlige univers, så hører jeg intet her, der skulle afskrække én fra at anskaffe sig Hellbilly Deluxe 2. På den anden side, så skal man ærligt talt ikke frygte, at ens liv går i stå, hvis man ikke lige får fat i udgivelsen