Dødsmetallen er muligvis en af de mest konservative grene af metalmusikken. Den gamle skole er immervæk meget gammel efterhånden – og al forandring findes kun i de finere detaljer. Paradoksalt nok har genren samtidig, ved knopskydning i underkategorier, om nogen/noget betydet en positiv udvikling af metal.

Således forløste den mest melodiske del af genren – til dels sammen med sin sorte ækvivalent – den lede metaltræthed, jeg oplevede sidst i halvfemserne og begyndelsen af det nye årtusinde.

Nærværende to udgivelser (be)viser, hvor forskelligt dødsmetal i dag kan fortolkes; og at stilstand i selv stammen ikke betyder, at grenene også er døde. Dødsmetallen vokser ufortrødent. 

Finske Pressure Points er forholdsvis nye, både for verden og for mig, og Remorses to Remember er deres debut i fuld længde. Og lang, det er den. Med kun syv numre, treoghalvtreds minutter og bare én enkelt skæring under seksethalvtminuts-mærket – det meget korte, instrumentale spor ”Calm” – så aner man allerede, hvorhen bandet bevæger sig.

De distancerer sig fra genrens mest traditionelle udtryksform med en meget progressiv dødsmetal.

Databasen Encyclopaedia Metallum har registret henholdsvis 722 bands som værende progressive og 23.654 bands mere ’almindelige’ dødsmetallere. Omregnet betyder det, at kun tre procent af alle dødsmetalbands er progressive. Interessant? Måske ikke, men det fortæller da lidt om, at bandet her vil noget andet end de fleste.

Og de lyder ikke som ret meget andet, jeg har hørt.

Ind i mellem svinger de ud og rammer samme tone som Enslaved i de lange instrumentale forløb, ind i mellem puster de sig op som Dimmu Borgir et al med højstemte keyboards over hele lydbilledet, men oftere skaber de en progressiv metal/rock som eksempelvis svenske Andromeda eller græske Persona Non Grata, hvortil de sætter dødsmetalelementer.

Det forekommer under første gennemlytning som værende lidt af en lydmæssig bastard, men over tid forvandler pladen sig til noget meget spændende. Bandet kan med stor fordel arbejde mere med arrangementerne og stramme dem op, idet de indimellem og undervejs i de lange stræk bevæger sig på grænsen til at tabe lytteren kedsommelig monotoni og repetition.

Men det er er aldrig nok til for alvor at spolere helhedsindtrykket: Remorses to Remember er en forbilledlig og egenartet debut. Den kræver sin tid. Den kræver sin tålmodighed. Men, pointen er, at det alt sammen lønner sig til sidst. Så: Hold ud.

Fra finske debutanter i én niche til engelske – i hvert fald i udgivelsesmæssig sammenhæng – mere rutinerede herrer, der tilsyneladende er ved at have løbet deathcore-hornene af sig. 

Om nogen er Annotations Of An Autopsy blevet pryglet af anmelderne, og der er praktisk talt ikke dét, der ikke har været i vejen med projektet: Et musikalsk plagiat uden bid eller evne tilsat en fjerderangs vokalist skrigende meningsløse tekster i synet på os, stakkels, sagesløse lyttere. 

Derfor kom det nok som noget af en overraskelse, at bandet pludselig meddelte, at de var blevet signet til Nuclear Blast.

I så fald vil The Reign of Darkness ikke overraske mindre.

Hvorvidt det er den kollektive og massive kritik eller den pladeselskabsmæssige opgradering, aner jeg selvsagt ikke, men nogen/noget har fået kvintetten her til at tage sig gevaldigt sammen.

Først og fremmest bemærker man, hvor forbløffende godt Steve Regan lyder i front. Hans growl er dyb, grum og upåklageligt variabel … og er det samtidig ham, der klare både ren vokal og spoken word, så stiger min agtelse yderligere. Som om det ikke er nok, har han oven i hatten forkastet de gyserfilmsagtige, kvindehadske og obskøne tekster til fordel for en stadigt mørk, men mere samfundsiagttagende og kritisk kurs.

Musikalsk lyder Annotations Of An Autopsy nu som et mere almindeligt, om end moderne death metal outfit … perifert flirtende med death core stadigvæk.

Der er kaskader af fine riffs og stærke soloer på kryds og tværs i ret gode arrangementer. De bryder ikke sangene unødigt ned, men udtrykker sig forholdsvis enkelt og simpelt, og strækker samtidig i retning af en endnu mere kommerciel metal. Eksempelvis er fundamentet på næstsidste skæring, ”Cryogenica”, det sejeste bluesriff og under udgangsbønnen, pladens allerstærkeste nummer, overpræsterer de nærmest i en art episk dødsmetal … det gennemgående riff lyder velkendt, men sammenhængen er rimelig original, så jo, dødsmetallen lever og ånder i bedste velgående.

Hvilket af disse to gode udspil, man vælger, beror udelukkende på dagsform og sindsstemning og tilbøjeligheder. De er lige gode, på hver deres måde.