Der er inspiration, og så er der inspiration. Indefra og udefra.

De færreste kan vel sige sig fri for at låne lidt her og der, hos naboen, overboen, underboen, men de fleste forbliver alligevel sande – i hvert fald overfor dem selv.

Man kan altså med god vilje lade sig inspirere. Det gør alle jo. Men der er en fin linje, hvorefter alt er anderledes: Et inspireret værk bliver til et plagieret ditto. 

Der sidder en lille firkantet sticker på den folieforseglede udgave af Throwdowns kommende (og sjette) udspil, Deathless, som skal hjælpe med at ’sælge’ skiven.

Under overskriften ’Et must for fans af Pantera!’ citeres Mark Hunter – også kendt som skrighalsen i front for Chimaira – for følgende udsagn: Heavy and Catchy! Their best release so far! Det er en af den slags udtalelser, som er næsten gratis. I bedste fald siger den mere om Mark Hunters musikalske smagsløg, end om selve indholdet. I værste … men tager man i betragtning, at Throwdown ganske konsekvent har udgivet nyt materiale hvert andet år siden deres første og eneste demo i syvoghalvfems, så burde de jo efterhånden have nået et vist niveau.

Bemærkelsesværdigt, i øvrigt også, at bandet i dag ikke tæller et eneste af sine oprindelige medlemmer; frontmand Dave Peters trådte til ved årtusindeskiftet og er dermed den, der har været med længst.

Throwdowns tidligere udgivelser har i den grad været kritiseret for på det nærmeste at plagiere Pantera; særligt Peters har fået på puklen for at lyde lige vel rigeligt som Phil Anselmo. Det gør han til en vis grad stadig. Dog synes Throwdown i nogen grad at forlade groove metallen til fordel for en renere, tydeligere Metallica-thrashet – helt ned til, hrm, Hetfields vokal – stil, dog præget af et atmosfærisk eftertryk som nævnte stadionrockgiganter muligvis godt kunne misunde dem.

Det er sådan, thrashet og vævende, de er bedst.

Det gør nu ikke pladen superinteressant. Nu er tidspunktet kommet for, at jeg må afsløre, at jeg rent faktisk aldrig har lyttet ret meget til Pantera et al, ganske enkelt fordi ’den slags’ moderne metal altid hurtigt har kedet mig bravt … og i den forstand har Throwdown vitterligt en masse til fælles med forbillederne, idet Deathless kun lige knapt nok fastholder mig gennem sine femoghalvtreds minutter.

Men det virker ærligt talt som om alle involverede parter har haft det sådan.

Den mister i hvert fald pusten undervejs; til og med ”Widowed” er den meget opfindsom, om end ikke original. Herefter bliver den gentagende på grænsen til det irriterende – selvom mikset mellem blues og thrash i ”Skeleton Vanguard” fungerer ret godt – og fem minutter og ti sekunder inde i ”Burial at Sea” siver gassen langsomt ud af Deathless. Det er endegyldigt forbi. Og det ligner et kompromis – eller en beslutning taget – for et band, som ikke selv kunne bestemme sig.

Slutteligt kunne jeg sige en masse om pladens artwork, men indskrænker mig til ordet tåbelig, som jeg finder absolut dækkende.

Slige beskyldninger kan man ikke sådan uden videre kaste efter Kataklysm: Hvorvidt artworket stinker tilsvarende på Prevail Tour Edition – i det hele taget og i forhold til den oprindelige udgave af Prevail fra 2008 – er en smagssag, men den er i det mindste konsekvent.

Derudover er udgivelsen på mange måder overdådig.

I hvert fald, selvfølgelig, hvis man ser bort fra, at det man får, ’blot’ er den oprindelige begrænsede udgave af Prevail (med dvd) med nytegnet omslag samt ep’en Cross the Line of Redemption, som præsenterer et nyt nummer, et nyoptaget nummer plus en udvidet cd-rom-del med fire videoklip. Det er lidt skørt, at videoen til ”Taking the World by Storm” findes både på cd-rom’en og dvd’en. Det er da et fint nummer, men SÅ god er videoen ikke … (men jo, jeg ved godt, at ep’en kan erhverves særskilt, bagom pakken her, og så giver det lidt mere mening).

Nå, men kontroversielle forekommer Kataklysm alligevel nogen.

Onde tunger beskylder dem jo for – praktisk talt – at have lavet (næsten) nøjagtigt den samme plade igen og igen. I hvert fald synes hver eneste ny udgivelse at skuffe en hel hær af tidligere tilhængere, der, alle som én, hylder bandets gamle materiale. De gribbe, finder nok en del nyt at flå i med genudgivelsen af Prevail.

Men nok engang kommer min egen, fordums, dødsmetalignorance mig til gode i dette liv.

For set i det lys er Prevail nemlig en brutalt lækker omgang melodisk dødsmetal, jeg Loke lure mig godt kan gå hen og blive afhængig af. Det er ikke milevidt fra andre (gode) bands i genren, men både den thrashede guitarlyd, og det til tider hysteriske trommetempo er særegne træk ved Kataklysm. Det er også kommercielt i en grad ingen nogensinde forestillede sig denne gren af metalmusikken nogensinde skulle kunne blive, javel, men hvad gør det, når det er godt? spørger jeg samtidig med, at jeg lukker ørerne for det kor, der råber sell out! Den debat, forstår jeg mig nemlig heller ikke på.

Den medfølgende dvd skal først og fremmest ses for dokumentaren af bandet Live at DeepRockDrive i Las Vegas i 2007. Spektakulært, intet mindre. I forhold til, at det i første omgang har været transmitteret på nettet er både lyd- og billedkvalitet pletfrit og professionelt; faconen kan virke lidt kunstig og showet lidt tamt, særligt fordi det fysisk tilstedeværende publikum er fåtallig. Det må være en lidt underlig måde at optræde på, men der bliver gået til stålet. Langsomt går desuden op for én, at sætlisten bliver til, efterhånden som bandet spiller … det er ganske enkelt de mest ønskede numre, de spiller. Genialt. ‘Koncerten’ afslører i øvrigt at bandets materiale før Prevail helt afgjort lyder meget konsistent med materialet på pladen, men for den, der søger integritet, er dette kun et ekstra plus.

Som enkeltstående cd betragtet er Prevail mere end glimrende og som udgivelse er denne Tour Edition meget fin, om end det er svært at sige, hvem der skulle ville have den. Nytilkomne eller samlere? Svært at sige, men i sammenligning med Kataklysm står Throwdown i hvert fald ikke én chance.

Konklusion: Skal man kopiere nogen, må det altså hellere være sig selv end andre.