Min anmeldelse af Meshuggahs aktuelle album, Alive, har det udsøgte privilegium at være udvalgt som den første leder fra min hånd i 2010, og årsagen er, at dette produkt konstituerer god debat om betydningen af live-udspil i 10’erne.

Alive er som titlen antyder et live-produkt, og i ’gode, gamle’ dage betød live-optagelser en verden for mig, for det var her, at enhver artist kom til kort, hvad angår teknisk og musikalsk formåen… Det var her, at lytterne fik den utilslørede sandhed, i hvilken form den nu engang måtte åbenbare sig, og energi var løssluppen og uhæmmet; modsat det kontrollerede, tilsminkede studiemiljø, der ofte har en langt mere steril facon end live-seancen.

Jeg skamlyttede ofte mine kassettebånd med live-optagelser, pop som metal, og min glæde er reelt set ikke blevet mindre med årene, selvom jeg ikke lytter til bootlegs så ofte som før.

Tiden har naturligvis lært mig, at live ikke er ensbetydende med ’ægte live’, og kunstnere som Judas Priest, WASP og Yngwie Malmsteen’s Rising Force har alle flirtet med ’ligsminke’, post-producerede ekstra-optagelser, supplerende iscenesættelse af instrumenteringen, hjemme i studiet bagefter, og sådanne stunts har altid frataget mig glæden ved et givent produkt. En sådan ’Mili Vanili-strategi’ er direkte usympatisk. Dermed refererer jeg naturligvis ikke til, at man laver en ’almindelig’ bearbejdning af lydbilledet, så det er egnet til en officiel udgivelse. Der skal jo være en skillelinje fra bootleggen.

Det kan være svært at navigere i grænselandet mellem ’fake live’ og ’real live’, men de uægte produkter blotter alligevel oftest deres kedelige natur. Trods fraværet af den mix og det lydbillede, der kendetegner officielle liveplader, er der nu engang noget særligt ved bootlegs-oplevelser.

Med væksten af live DVD’er der sandelig kommet skred i udgivelserne, således at næsten ethvert band i enhver genre må udgive mindst én DVD i deres levetid. Jeg lytter altid til musik, når den byder sig, men jeg laver altid noget imens, for jeg finder kun sjældent ro til at sidde og lytte til musik… zapperkulturen i yderste konsekvens, og dette levner ikke megen plads til DVD’er.

Det visuelle udtryk er for flygtigt, for så skal jeg jo være låst fast til ét sted, ved skærmen. Jeg har ikke koncentrationen til at følge det visuelle optrin, med mindre jeg sidder på min motionscykel og følger med på den måde, men jeg orker altså ikke at se live-DVD’er hver gang, jeg skal træne. Og hvis jeg har andre gøremål imens, fx lettere oprydning, kan jeg sporadisk gå og følge med i scenariet, men dermed ryger fokus jo.

YouTube er sidste skridt i ’evolutionens løsslupne tegn’, og med dette vidunderlige medium er mange live-oplevelser på DVD overflødiggjorte, i hvert fald for mit vedkommende.

Oftest har jeg også bare behov for at zappe videre til en ny artist, et nyt nummer, og derfor er YouTube bare guddommeligt. Det er pludselig meningen, at man skal zappe og følge med, når man lige har et øjeblik. Den perfekte praksis for en journalist som undertegnede.

Zapperkulturen i mente; i skrivende stund er jeg parkeret på min motionscykel; skriver denne tekst på den bærbare og lytter til DR’s seneste initiativ, metal-programmet på DR Rock. Den første udgave, og man kan enten lytte med på sin DAB radio eller på nettet. En naturlig spændthed konkurrerer med tanker om, hvilken betydning metal-radio har i 2010, midt i mylderet af utallige live DVD’er, uanede mængder af bootlegs gratis på nettet og ikke mindst den døgnåbne service YouTube.

Jo, radioprogrammet er modereret, af to værter endda, og det skaber vel hele forskellen i forhold til et live-album og en live DVD. Nej, musikken består jo ikke af live-optagelser, men princippet er vel forståeligt?! Nemlig den svære kunst at prioritere mellem de utallige medier, der ønsker netop min opmærksomhed, om så det er live, studie eller modereret.

Og dette bringer os hen til Meshuggahs snart aktuelle album, der udkommer 5. februar – kun en halv måned efter, at den svenske gruppe har optrådt til Danish Metal Awards 2009 (der jo finder sit klimaks 16. januar 2010).

Jeg bevidnede Meshuggahs optræden på Roskilde Festival i 2004, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at bandet passede til Orange Scene. Bandet gjorde det mere end vel, trods de åbne vidder på Dyrskuepladsen, men jeg har ikke haft mange lykkelige stunder med Meshuggahs musik efterfølgende. Den sammenbidte kompleksitet i musikken har bare været over mine behov – jeg har nok befundet mig på YouTube i stedet for, men nu er jeg pludselig havnet med Alive.

Jeg har dog kun den auditive del af produktet, som er del af en medfølgende DVD (eller er det omvendt?!), som udkommer i samme ombæring, men den skal jeg åbenbart ikke anmelde. Intet problem, for jeg tvivler oprigtigt på, at jeg ville finde roen til at beskue fem svenskere på en scene i samfulde to timer, plus minus!

Men denne live-udgivelse har bare okkuperet min interesse, og den har nu kørt non-stop mindst én gang om dagen, hvilket er meget for enhver kunstner.

Jens Kidmans snappende vokal har en grænsesøgende energi, som optimerer oplevelsen af de groovy, staccato riffs, de udskejende soli og de tekniske beats – det virker så planlagt, på en mekanisk måde, og det er vel også baggrunden for, at nogle anmeldere refererer til musikken som math metal. Musik skrevet ud fra en matematisk formel, og jeg har ellers altid betragtet denne ’term’ som noget prætentiøst, men jeg ser den som noget positivt, hvis jeg bruger den om Meshuggahs musik. For modsat andre bands af så kompakt natur fungerer det for Meshuggah; det er næsten en industriel oplevelse at lytte til numrenes mekaniske eksegese!

Pladen er optaget på forrige års ObZen-turné, og der er også fire numre fra denne skive, mens resten så stammer fra det forvoksede bagkatalog. Normal praksis for et band i denne kaliber. Og jeg har ikke set den visuelle del, og jeg kan derfor ikke kommentere på den. Skulle jeg nu alligevel gætte, ville jeg nok ende ved noget med et svedigt band og et svedigt publikum, men meget begrænset sceneshow. Jeg elsker fusionen mellem show og livekoncert, som Iron Maiden, Arcturus, Therion m.fl. leverer den, men jeg tiltrækkes også af den intense live-energi, der kendetegner bandets, hvis eneste regulære ’show’ er den vredladne headbanging, liren-den-af på strengene og deres bagtæppe.

Det er sværere for mig at holde interessen for det visuelle, når showet bliver en ’mere simpel’ live-optræden, som antydet før, og jeg tvivler på, at det ville forandre noget positivt, om jeg havde fået Meshuggahs live-DVD. Jeg kan sagtens nøjes med det auditive fra dette band! Og ellers skal jeg opleve bandet ’rigtigt’.

Lige nu glæder jeg mig selvfølgelig til på næste lørdag, til de femte Danish Metal Awards, og det gør det kun endnu bedre, at jeg skal genhøre Meshuggah.

For faktum er, at DVD’er i store træk er et overstået kapitel, og skal du lytte til live-optagelser, er YouTube’s private sekvenser bare alt andet overlegent. Og ellers må du jo forfalde til en officiel audio CD med dit yndlingsband. Jeg starter med Meshuggahs Alive.