Hvor må det være en svær opgave for ethvert band at komme ind på nutidens scene, der er så veludviklet og oversvømmet med udgivelser, og hvor må det være en udfordring for ethvert label at finde nye talenter og virke overbevisende i deres lovprisninger af deres udspil.

Det er de færreste bands beskåret at kreere noget unikt, som trods tyngdeloven, og det er heller ikke nødvendigt. Fortiden har bevist, at overdrevent kliche-inficerede kunstnere kan lanceres med stor, og vedvarende succes.

Mit bud på en årsag er primært, at der skabes gode melodier, som bare holder distancen – det er det vigtigste, og så hjælper det altid med en god portion held, sans for timing og et skræddersyet koncept.

To aktuelle bands, ingen af dem nye på scenen, står for skue, og trods deres forskelligheder, har de et væsentligt fællestræk, der knytter sig til min indledning.

Tysklands Varg deler for øvrigt også navn med en håndfuld andre kunstnere i genren, men bandet adskiller sig ved at have deres anden fuldlængde, Blutaar, ude på Nuclear Blast, hvilket siger ikke så lidt om ’et eller andet’. Med det mener jeg, at noget må være rigtigt, da en major som Nuclear Blast oftest kun investerer i noget, der giver mening i en eller anden kontekst, og faktum er, at Varg potentielt rammer bullseye. Og dog…

Nuclear Blast må nødvendigvis udvide deres repertoire, den logiske konsekvens af at være et progressivt pladeselskab, men jeg er slet ikke i tvivl om, at Varg måske endda har et marked. Et vidnesbyrd er bandets live DVD Live at Wolfszeit Festival fra 2008, som udkom i kølvandet på blot ét album i bagagen.

Man kan snildt drage sammenligninger med den norske bølge af viking-stiliseret black metal, som den blev perfektioneret af Enslaved, og dette overrasker mig nu alligevel! Jeg forstod i første omgang Varg som et band, hvis skjulte dagsorden var at adressere et publikum, som finder velbehag i bands som Eluvetie, der hylder det ulidelige fænomen i hybriden mellem middelalderlig folkemusik og ekstrem metal. Men som jeg bevæger mig yderligere hen mod slutningen af Blutaar, må jeg indse, at bandet ligger i en umærkelig gråzone af mindst to subgenrer til black metal.

Blutaar finder sine rødder i ekstrem metal, uden diskussion, men den joviale, folkelige undertone ligger gemt lige under overfladen, og dette er måske endda bandets eneste fordel, desværre! Man kan ikke kalde sig impressionist på linje med Monet bare, fordi man maler en åkande i en dam i et særligt skær, og man kan lige så lidt positionere Vargs musik med de største kunstnere inden for viking-stiliseret black metal, bare fordi musikerne reproducerer elementerne derfra.

Indrømmet! Vargs musikere kan instrumentere deres musik, og jeg kan ikke diskutere musikkens ophav – jeg kan ikke engang kritikere bandet for at køre ensidigt på subgenren, for de veksler ganske acceptabelt inden for nogle snævre rammer, men det er gudsjammerligt ligegyldigt, når kompositionerne er så intetsigende, som de nu engang er.

Sangeren kan både growle dybt og snerre, hvilket er et typisk træk fra black metal, og guitar-riffene flekser mellem et thrashet udtryk og cykliske temaer, og de omtalte bekendelser til viking/middelalder-miljøet er også jævnt fordelt, hverken undertrykte eller for dominante. God stil, på papiret!

Det fungerer bare ikke, når melodierne ikke rammer plet. Der er sandelig en grund til, at Enslaved kan levere suveræne albums af en times varighed, og Vargs komponister besidder bare ikke evnen til at skrive spændende numre – i hvert fald ikke på Blutaar.

Der er nok et marked for Vargs musik, og Nuclear Blast har gjort klogt i at signe bandet, men jeg falder uden for kategorien af interesserede lyttere!

Ganske som Nuclear Blast må konkurrenten Century Medie også udvide deres repertoire, men Dark Fortress har længe været i stald hos dette label, og jeg har endda også anmeldt bandets forrige album. Og nu er turen komet til Ylem.

Jeg er derfor helt tryg ved at pointere, at Dark Fortress, modsat Varg, gør antræk til noget lidt udover det forventelige, men at betegne dem som et unikum er at tage munden for fuld.

Bandets centraleuropæiske tilhørsforhold giver anledning til influenser fra dark metal, som vi kender det fra Samael og Alastis, men den oplagte overgenre er imidlertid black metal, med et moderne islæt inkorporeret på nænsom vis. Teknisk funderet og særdeles velspillet, over middel, og jeg har meget nemmere ved at finde takten på Ylem end Blutaar.

Modsat forgængeren virker de små detaljer langt bedre på Ylem, og det er ofte de små finurligheder, som skaber den store forskel, hvilket også gør sig gældende her. De små spidsfindigheder, som intet var værd uden den gode produktion… eller den gode melodi.

Bandets sanger minder mig periodevis om Mayhems Attila Chishar, idet begge synger med denne knurrende stemme, og jeg kunne forledes til at ligestille Ylem med den kompleksitet, som Mayhem har lagt for dagen, mens Blasphemer var med i bandet.

Dark Fortress har faktisk fat i nogle gode numre, men det tager tid at spotte dem. Franskmændene besidder ikke samme masseappel som Samael, og det er vel et bevidst valg at søge de avancerede finesser frem for den lineært, mere tilgængelige melodi. Men respekt for det, for uden disse, tvivler jeg på, at Dark Fortress ville have fået samme karakter som den foreliggende.

Den perfekte signing til Century Media, og her er utvivlsomt en potentiel sællert. Men ligesom i tilfældet Varg mangler i store træk de absolut overbevisende kompositioner, og jeg må uvægerligt sammenligne med det Otargos, for der er referencer de to bands imellem. Læs min anmeldelse af dette band her og se, hvad jeg mener.

Varg og Dark Fortress! To aktuelle kunstnere, der begge bekender sig til et tydeligt musikalsk koncept, men kun den ene artist er på sporet af den gode melodi, og dette er den vigtigste skillelinje mellem substandard og noget udover det absolutte midterpunkt.