2009 viste sig som et hektisk år for den engelske og progressive sanger/sangskriver Andy Tillison. 

Dels fortsatte han sin gode stime med The Tangent på Down and Out in Paris and London og dels støvede sit gamle kærlighedsprojekt, Parallel Or Ninety Degrees, af. Først i form af en dobbelt opsamlings-cd med alt det bedste, de tidligere har begået. Dernæst i studiet med et gendannet Parallel or Ninety Degrees, der nu barsler med deres første studiealbum i otte år.

Men lad mig straks begynde med en indrømmelse: Jitters er slet ikke det overvældende genforeningsalbum, jeg havde forventet. Det er til gengæld et af den slags, som ekspanderer over tid og tilsyneladende konstant.

Inden det gik op for mig, så havde jeg nået at få gejlet mig selv op til den helt store prog-fest.

Hvorfor? Det er der mindst tre gode grunde til.

For det første fordi jeg tidligere på året netop fik ørerne i nævnte opsamlingsalbum – A Can of Worms – som afslørede sig som et rent overflødighedshorn med den skønneste melodiske progressive rock.

For det andet netop fordi The Tangent langt mere end leverede varen på Down and Out in London and Paris.

For det tredje fordi de to eneste – men til gengæld meget tidligt offentliggjorte – anmeldelser forud for udgivelsen begge lød overstrømmende på grænsen til det hysteriske.

Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at Jitters skuffede mig under første rotation. Og under anden. Og tredje. Og fjerde. Og ikke bare lidt, ikke bare en anelse, men meget. Men det er heldigvis også et af den slags – langtidsholdbare, viser det sig næsten altid – albums, som arbejder sig tålmodigt ind på én og ikke giver op, før tiøren falder.

Det er egentlig lidt mere end almindelig mærkeligt, at dét tager så lang tid, for Jitters er sgu’ overvejende uden omsvøb, dynamisk og temmelig hårdt; i hvert fald meget mere lige i synet, end jeg forestillede mig, jeg nogensinde ville høre fra denne kant. Tabet er umiddelbart den suveræne melodiøsitet, der normalt præger Tillisons kompositioner.

Det er i stedet komplekst, tungere, og uden gentagne gennemlytninger bliver man aldrig forført.

Både numrene ”Backup” og ”Jitters” har både det lette, det rå og det tunge, men det er den til tider næsten kollagestøjrockagtige ”The Dock of the Abyss” der for alvor åbner albummet. Den måde, hvormed Tillison indarbejder tresser-soul-hittet ”Sitting on the Dock of the Bay” (af og med Otis Redding, red.) til sin egen lyriske kommentar til de britiske minearbejderes uhyrlige situation er én præstation, men hans fremførelse af teksten – sin egen og Reddings – er intet mindre end genial. Falsk, men fremragende lyder det. Og Jitters slutter på samme (eller højere) niveau med ”On the Death of Jade”; teksten er et knivskarpt engelsk/fransk indlæg i miljødebatten … melodien og musikken rummer på samme facon de syv enkleste minutter på hele cd’en.

Siden har pladen uafladeligt udvidet sig, og jeg må efterhånden erkende, Po90 og Jitters befinder sig helt deroppe med alt det andet, jeg indtil videre har hørt fra Tillisons hånd.

Tålmodighedskrævende, men fuldt ud belønnende.