To sværvægtere i norsk black metal er atter på banen, og begge kunstnere har et og andet at bevise, dog af to forskellige årsager.

Jeg er nemlig noget vægelsindet i forhold til Trolls aktuelle album, Neo-Satanic Supremacy, bandets første udspil siden The Last Predators (2000), og nu deres fjerde i rækken. Ikke at jeg ligefrem misbilliger denne type af musik, men simpelthen fordi Troll har udtrykt sig ganske anderledes på forrige albums, og nu er musikerne pludselig havnet ved noget af det mest populariserede i metal… symfonisk black metal i stil med det, der kommer fra Dimmu Borgir.

Og det er da ganske påfaldende, når man tænker på, at Trolls Nahagh har en fortid i selvsamme Dimmu Borgir, men frivilligt forlod den spirende succes for at hellige sig The Kovenant – hvis tilsvarende succes mildest faldt markant i kølvandet på den lettere uinspirerede S.E.T.I. (2003) – et album, der blev efterfulgt af dyb tavshed, udover løftet om et nyt og bedre album.

Hvor relevant er så denne indledning, da det jo drejer sig om Trolls musik, og ikke The Kovenant, eller Dimmu Borgirs, for den sags skyld?

Det har i hvert fald den betydning, at jeg finder det svært at falde på halen over musikken på Neo-Satanic Supremacy, da denne subgenre til black metal har toppet for længst – og fordi bands som netop Dimmu Borgir, Old Man’s Child med flere har udviklet og perfektioneret stilarten, og fordi jeg kan i søvne pege på et utal af håbefulde bands, som ligeledes bekender kulør til subgenren, med varierende grader af succes og musikalsk pondus.

Og så kommer Troll som, undskyld mig, trolden af en æske og vil pludselig hoppe med på dén vogn – og spørgsmålet er, om det giver mening, når nu nordmændene faktisk har udtrykt sig ganske anderledes på de forrige albums, og der var i hvert fald anstrøg af noget, som kunne ligne mere identitet på The Last Predators og Universal.

Men min pointe er vel i bund og grund, at det er påfaldende som Nagash søger til den bredeste fællesnævner i nutidig black metal, den mest succesfulde, efter en årrække med fraværet af den succes, som gjorde Covenant/The Kovenant til et navn på den internationale scene.

Jeg kredser nok lidt for vagt omkring musikken, essensen af Neo-Satanic Supremacy, og pladen fortjener skam sin omtale, også på et positivt plan. Produktionen understøtter den bombastiske symfoni, der er særdeles velspillet og veltilrettelagt, og Troll har aldrig lydt mere professionelt som projekt. Bandets sanger har en næsten perfekt stemme til denne slags musik, og den kan nærmest betragtes som den upolerede, mere rå version af den, som sangeren fra Dimmu Borgir byder på, og det gør musikken godt.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer i, hvorvidt Neo-Satanic Supremacy faktisk kan blive et hit, og den har sandsynligvis potentialet, og jeg kan heller ikke benægte, at Trolls seneste udspil appellerer til min smag. Men holdbarheden af dette udspil har sin fastsatte dato, og jeg tvivler på, at Neo-Satanic Supremacy vil vække genklang om måneder fra i dag.

Troll har sandelig noget at måtte bevise, og jeg er kun delvist overbevist. Anderledes forholder det sig heldigvis med modspillet til Neo-Satanic Supremacy…. Ihsahns tredje album, After.

Hvis du gik og troede, at jeg var fuld af benovelse for samtlige projekter, der involverer Ihsahn, må du gerne læse denne anmeldelse først.

Nok har jeg altid beundret Ihsahn for hans bedrifter med Emperor, Thorns, Zyklon-B og de afsluttende kapitler med Peccactum, og jeg faldt også hurtigt i takt med hans solo-debut The Adversary, men hans næste soloudspil, angL, har endnu ikke vundet min gunst.

Og spørgsmålet er også, om angL nogensinde vil falde i min smag overhovedet! Og dette leder mig ligeledes til endnu et retorisk spørgsmål… er Ihsahn i det hele taget drænet for de innovative ideer, som har karakteriseret føromtalte bands?

Retorik afløses af et konkret svar, for Ihsahns tredje tiltag på solofronten lægger sig i værste fald midt imellem det forventelige og det uforudsete! Det er ganske enkelt umuligt at løbe fra tidligere bedrifter, og vi kan snildt holde os til at konkretisere beskrivelsen af det aktuelle album ved at sammenligne med de to forrige plader.

Nu sagde jeg jo værste fald, og det skyldes, at visse af melodierne er stadset op til at være de perfekte bidrag til angL, og deres tonale forankring rummer for mange minder om det dårlige aspekt af angL. Og det til trods at de er skruet langt mere overbevisende sammen end noget af det eksisterende på angL.

Ganske som på angL er der tydelige referencer til tidløs rock metal, som Opeth fremfører den, og dette er i princippet intet problem, men det fungerede ikke optimalt i praksis, tør jeg antyde. Dog er succesraten i relation til Opeth-optikken langt højere på After.

Og i bedste fald kan jeg med udtrykke min glæde over, at Ihsahn har taget et nyt, og rimeligt uventet skridt ind i det innovative på After. Både Lars K. Norberg såvel som Asgeir Mickelson bidrog i skabelsen af forgængeren, og deres instrumentering på hhv. bas og trommer er atter et arrangement, der virker som skræddersyet til Ihsahn og hans musik.

Den vigtigste forandring skyldes imidlertid, at Ihsahn gør brug af en saxofonist på adskillige numre, og det er ikke bare en enslydende sax med sporadiske soli; tværtimod. Denne sax er dominant som rytme og solo, og dens udtryk varierer fra nummer til nummer.

Eksempel… nummeret ”A Grave Inversed” minder utvetydigt om noget fra Emperors finale udspil Prometheus, men den vredladne sax akkompagnerer nummeret og skaber en ny og funktionel helhed.

Men i titelnummeret hører jeg et ekko fra Queensrÿches Promised Land, titelnummeret, grundet den smukke atmosfære fra en tidløs saxofon. Eller hvad med referencer til Beyond Dawns Revelry album, hvorpå bandet dog brugte trombone og ikke saxofon. Men stemningen er til stede. En stemning, der skaber atmosfære og fører til uventede drejninger fra nummer til nummer.

Ihsahn er uomgængeligt et unikum i norsk metal, og han behøver vel ikke bevise sin værd år efter år, album for album… der må vel være rum for fejl eller retninger, som ikke falder i smag hos alle?! After har kørt i non-stop rotation de seneste tid, og modsat Trolls habile udspil, vil Ihsahns aktuelle album komme på tallerkenen mange gange fremover.