Progressiv rock eller progressiv metal? På mange måder vage og udefinerbare størrelser, blandt andet fordi ordet ”progressiv” synes at affeje lytterens holdepunkt. Men også fordi at sammensmeltningen af modsatrettet genrer, ofte kan fordre uhæmmede eklektiske udfoldelser.
Trods dette udgangspunkt har der alligevel, siden den progressive rocks barndom i slutningen af tresserne, været en håndfuld kunstnere, der i høj grad satte dagsordenen for, hvordan progressiv rock bør udføres. I halvfjerdserne var Kansas, Genesis, King Crimson og Pink Floyd blandt bannerførerne inden for progrock, mens at den progressive rock i firserne, inspirerede kunstnere som Iron Maiden og Metallica til at skrive længere og mere avancerede sange. Trods de ringere kår for prog.rock i firserne, bød slutningen af årtiet dog alligevel på kunstnere som Fates Warning, Crimson Glory og Queensrÿche, der alle bød på mere gennemført prog.rock, som på grund af sin hårde tilgang, blev kaldt for progressiv metal. Halvfemserne var i høj grad domineret af den progressive metalstil som amerikanske Dream Theater lagde for dagen på deres klassiske album ”Images and Words” fra 1992.
Dette har langt hen ad vejen betydet, at mange såkaldte progressive bands, ofte har hængt fast i denne tilgang, hvilket på mange måder, har været med til at definere progressiv metal, men også fasttømre stilen, hvilket har givet et større publikum.
Bagsiden af medaljen er dog en vis stagnation inden for stilen, der ikke i alle tilfælde synes at kunne leve op til betegnelsen ”progressiv”. Det nye årtusind har budt på en mere mangfoldig vifte af bands, der, i et eller andet omfang, synes inspireret af den gamle progressive rock, såvel som progressiv metal. Så her, fyrre år efter genren blev introduceret, har markedet udviklet sig til noget mangfoldigt og flertydigt – fuldkommen som det var i slutningen af tresserne/starten af halvfjerdserne.
Men hvordan finder man rundt i disse astronomiske og svært definerbare genrer? Hvilke af de nye bands synes noget værd, og hvad skal bare arkiveres lodret? Følgende er det progressive rock label progrock records’ bud på, hvordan progressiv rock og metal skal tage sig ud anno 2009/2010, og undertegnedes ydmyge, men bestemte, kommentar til dette.
| Gunnar Hagel Olsen • A A A A A A |
|
DEAD HEROES CLUB Dansk distribution: Target |
Vi starter hos Dead Heroes Club, der fremstår som en noget konventionel størrelse, der slet ikke klinger selvstændigt overhovedet. Kun den korte mere ligefremme ”The Centre Cannot Hold”, angiver en kende selvstændighed – også selvom denne ikke skriger til himlen.
Der er således næppe nogen tvivl om, at dette Irske ensemble klamrer til de britiske øers progressive rock klange – specielt Marillion står som det store musikalske forbillede hos Dead Heroes Club. Specielt sanger Liam Campbell lyder temmelig meget som Fish, ligesom at bandets synth klange umiskendeligt skriger ”Misplaced Childhood” til himlen. Bandets sange er dog ofte længere end forbilledets, hvilket giver visse associationer til Genesis som de lød på ”Nursery Cryme”.
Når dette så er sagt, er det absolut ikke nogen skam, at kunne gå disse bands i bedene på en så overbevisende måde som Dead Heroes Club. For musikken er virkeligt veludført, og bandet har faktisk formået at skrive sange, der næsten matcher forbillederne, og dette til trods for at Dead Heros Club kan have visse tendenser til at blive lidt lange i spyttet.
For mit vedkommende gælder dette dog også for forbillederne, der samtidig også, i modsætning til Dead Heroes Club, ofte er hæmmet af en produktion, der ikke altid giver produktet den ære det fortjener.
| Gunnar Hagel Olsen • A A A A A A |
|
AJALON Dansk distribution: Target |
Gammeldags prog. rock er også på amerikanske Ajalons dagsorden, men i en mere melodisk retning. I stedet for Marillion læner Ajalon sig op af bands som Yes, Rush, ELO og Toto, hvilket er ganske forfriskende, specielt når det er så godt udført som på This Good Place.
Der er tale om en ganske varieret plade, hvor hvert nummer har sit eget specifikke touch.
Dette til trods fremstår This Good Place som en homogen plade, der trods visse referencer til ovennævnte bands, viser et flot spillende band med stor selvstændighed i kompositionerne.
Et af højdepunkterne må være den episke ”Redemption”, hvor gæstevokalen fra Robyn Dawn fremkalder de kuldegysninger, der fuldender en stor og flot lytteoplevelse.
Generelt formår Ajalon at finde den gyldne balance mellem det avanceret og det banale, og selvom trommelyden er noget af en tilvænningssag, kan undertegnede ikke andet end at anbefale This Good Place til alle med hang til den mere afdæmpede del af den progressive rock.
| Gunnar Hagel Olsen • A A A A A A |
|
THIS MISERY GARDEN Dansk distribution: Target |
Mere moderne bliver det hos ensemblet This Misery Garden, der tilsyneladende har en del at byde på. Samtidigt placerer bandet sig dog kun perifert i den progressive rock genre. Det er uden tvivl ting som Katatonia og A Perfect Circle, der er bandets store inspirationskilder, mens at en sammenligning med emo-rock a la A Chemical Romance, dog heller ikke helt kan undgås.
This Misery Garden holder et ganske pænt niveau på Another Great Day on Earth, der viser sine bedste sider i den rocket og fængende ”Vermilion River”, men også mere Katatoniske sager som ”Swan Song” holder ganske godt.
Til tider går This Misery Garden også i en mere skabet retning, hvilket specielt åbenbares i vokalen. Heldigvis besidder Benjamin et ganske godt organ, der med lethed placerer sig et stykke over gennemsnittet.
Når dette så er sagt, er bandet ikke helt interessant nok til at holde gennem alle 14 numre – ti af pladens bedste numre havde været rigeligt, og havde givet Another Great Day On Earth en mere positiv helhedsvurdering.
| Gunnar Hagel Olsen • A A A A A A |
|
PRYMARY Dansk distribution: Target |
På amerikanske Prymarys tredje album, bliver begrebet progressiv desværre udvandet en smule, for selv om bandet er velspillende og, til tider, endog gode sangskrivere, må Prymary defineres som noget af en mellemvare på scenen.
Dels fordi at der netop ikke synes, at være nogen progression i deres musik i forhold til gældende standarder.
Således starter Prymary, hvor Dream Theater sluttede i 1995 med værket A Change of Seasons, der i dag står som skabelon for, hvordan man skaber progressiv metal på den episke facon. Og det er netop denne plade, eller rettere dette nummer, der synes at stå som Prymarys absolutte ledestjerne.
Desværre for dette amerikanske ensemble, er deres evner som band præget meget af forbillederne, hvilket for så vidt ikke var et problem, hvis der var tale om, at de selv kunne præge produktet på en positiv og selvstændig måde – sætte deres fingeraftryk om man vil.
Desværre for lytteren giver Prymary skarpe associationer til bands som Dream Theater og Ice Age, og selvom The Enemy Inside ikke er nogen dårlig progressiv metal plade, står den lidt i skyggen af forbillederne, hvor mængder af andre bands, der i kådhed over deres første møde med Images and Words, vandrer ned ad glemsomhedens allé.
På trods af at Prymary ikke rykker noget som helst med The Enemy Inside, er produktet for så vidt udmærket, og man kan da ikke lade være at imponeres over bandets høje tekniske niveau, samt deres tæft for, tilnærmelsesvis, gode melodier.
| Gunnar Hagel Olsen • A A A A A A |
|
ATMOSFEAR Dansk distribution: Target |
(Strange) Deja-vu kunne nemt være et af de første ord, der rammer undertegnede når tonerne af tyske AtmOsfear strømmer ud af højtalerne.
Nu er originalitet ikke et kvalitetsstempel i sig selv, men når AtmOsfear først folder sig ud, så skal der ringes med alarmklokkerne, for på Zenith bliver der stjålet med både arme og ben. Der bliver ikke tænkt mange selvstændige tanker i dette band, der ellers modtager pæne roser i diverse anmeldelser, hvilket kun kan skyldes at anmelderne enten er inkompetente, eller blot ikke har lyttet ordentligt på Zenith.
Flere steder bliver AtmOsfear sammenlignet med kunstnere som Tool og Rush, hvilket mildest talt er en sandhed med modifikationer.
Den første advarsel man får om AtmOsfears tydelige begejstring for bands som Dream Theater, Pain of Salvation, Evergrey og Shadow Gallery, findes i sangtitlerne – altså !Spiral of Pain” og ”Reawakening” – så bliver den ikke tykkere … eller jo, for tyveriet stopper ikke her. Både riffs, melodier og decideret klassiske instrumentale hooklines, bliver skamløst kopieret, hvorefter at bandet skriver sig selv på som sangskriverne.
Der er næppe tvivl om, at AtmOsfear skylder en kæmpe salut og halvdelen af de (forhåbentligt få) penge, de skraber sammen på Zenith til de herrer Petrucci og Gildenlöw. Kom igen når I har noget på hjertet.
| Gunnar Hagel Olsen • A A A A A A |
|
JUPITER SOCIETY Dansk distribution: Target |
Sidste udgivelse på dagsordenen er det svenske projekt Jupiter Society, styret af Carl Westholm kendt fra blandt andet Carptree og Krux.
På projektets andet album, optræder flere dygtige og prominente navne, blandt andet Mats Leven (Malmsteen, Southpaw, Therion mfl.), Leif Edling (Candlemass, Krux) og Lars Skjöld (Tiamat). Nu er disse folks medvirken ikke nødvendigvis garant for kvalitet, men Jupiter Society er faktisk sluppet rigtig godt fra Terraform, hvori især førstnævnte kunstner, Hr. Leven, yder et ganske solidt bidrag.
Jupiter Societys stil er drømmende og atmosfærisk, og læner sig en del op af Ayreon, men er mere doomet og ensrettet i sit udtryk. Ej heller er sangskrivningen på omtalte hollænders niveau. Riffmæssigt befinder projektet sig til tider ovre katagori med danske Beyond Twilight, men uden yderligere at fange Zieglers unikke univers. Undertegnede kan ikke påstå at Terraform er guds gave til denne genre, men samtidig kan albummet på ingen måde afskrives, da der helt bestemt er meget godt at hente. Specielt åbningsnummeret ”New Universe” sparker albummet godt i gang, og må, sammen med ”Into the Dark” stå som det stærkeste nummer på en plade, der ellers, rent sangskrivningsmæssigt, befinder sig på det jævne.
Idéerne derimod er stærke, ligesom produktionen og udførelsen, og ved yderligere gennemlytninger vinder Terraform da også – dog uden at stå som nogen åbenbaring.
