Der er al mulig grund til at glæde sig, hvis man foretrækker power metal. Efter nogle magre år, hvor genren på det nærmeste har været på en selvdestruktiv kurs ind i sig selv, så har de sidste tre-fire måneder af 2009 vist, at i hvert fald de europæiske bands igen er ved at vågne op til dåd.

Og noget tyder heldigvis på, at den tendens strækker sig ind i det nye år.

Mit første møde med franske Heavenly var pladen Dust to Dust fra 2004, og da speed metal med glas-skærende vokal var et u-land for mig, så var det en meget positiv overraskelse.

Selvom franskmændene har fået hug for at plagiere Helloween, på lige fod med de udskældte finlændere i Am Blood, som laver numre Metallica kun kan drømme om, de stadig kunne den dag i dag.

Jeg vil ikke koncentrere mig om, hvorvidt Heavenly minder alt for meget om Helloween, men bare konstatere, at de endnu engang har leveret et fedt produkt.

Carpe Diem er først og fremmest en melodisk plade med grandiose omkvæd. Dertil kommer sammensætningen af eminent guitarspil, sporadisk dobbelt stortromme og sanger Ben Sottos skarpe og høje røst.

Det store billede med de symfoniske og lettere teatralske inputs i betragtning viser, at Heavenly denne gang har leget med den traditionelle britiske sangskriver-tradition, og selvom Carpe Diem er en power metal plade, så kan inspirationer fra Freddie Mercury og Queens univers sagtens spores.

Aggressiviteten er tonet lidt ned sammenlignet med Dust to Dust, og Carpe Diem når da heller ikke samme storslåede niveau. Der er masser af imponerende kompositioner og ikke mindst fængende refræner, men som helhed var Dust to Dust et langt mere gennemført og færdigt produkt.

Heavenly vil næppe nogensinde overgå deres Dust to Dust album, men derfor kan de jo godt lave en fed plade, og det har de så sandelig gjort.

Det har dog alle dage været i Tyskland, at genren er blevet eksponeret, måske overeksponeret, men lige nu kommer der meget glimrende.

Den temmelig rutinerede tyske power metal-sekstet Orden Ogan åbner metalåret 2010 med et brag på deres kun tredje epos i fuld længde, Easton Hope.

Et album, som vitterligt har alt, hvad sligt inklinerede musikelskere kan ønske sig.

Og mere til.

I mine ører er Easton Hope en kraftpræstation. De ti skæringer er velkomponerede sange, båret – i stille som i vilde øjeblikke – af en allestedsnærværende rå, raspende guitarlyd af duellerende instrumenter, som både leverer effektive grundriffs, flotte melodier og gode soloer. Når guitarerne en sjælden gang forstummer, vandrer de alligevel som ånder gennem musikken.

Ind imellem kysser arrangementerne himlen, ind imellem jorden.

Orden Ogan formår i det hele taget at udfordre undergenrens traditionelle udtryk uden at miste den kraft, de besidder. Her er selvsagt både den rå rock og de store orkestreringer, men sampling, ualmindelige instrumenter, vokalekvilibrisme og intelligent brug af temposkift løfter helheden. Et godt eksempel er den næsten overdrevent smukke ballade ”Requiem”. Melodien skrives af en enkel, følsom harpe. Ind imellem høres kun den; ind i mellem vokser sangen ud af stuen med kor og orkester. Også pladens anden, lidt mindre atypiske ballade ”All These Dark Years” må fremhæves. Tempoet er sat lidt hurtigere, udtrykket stadig afdæmpet, men stærkt – især i kraft af et højt piano og et ekstraordinært vokalarbejde, her tilsat kvindelig røst. Det hjælper selvfølgelig – hvilket selvfølgelig er en personlig observation – at Sebastian Levermanns mandlige lead ligger meget tæt op ad Robin McAuleys sublime stemme.

Kun den lidt ligegyldige intro viser, at bandet ind imellem kan miste overblikket, men er begyndelsen lidt svag, så er afslutningsnummeret – ”Of Downfall and Decline” – power metal i ren opvisningsstil.

Min eneste anke er den tåbelige pirat-tematik, de åbenlyst sværger til; vi skriver trods alt år 2010 og det ville klæde dem, at forholde sig til virkeligheden.

Orden Ogans musikalske maskineri er imidlertid så velsmurt, tæt, tungt og effektivt, at det er til at leve med, og Easton Hope bør stå højt på listen, hvis du er til power metal. Heavenly og Carpe Diem kunne nemt stå lige under.