Hvad forventer man sig egentlig af begrebet ‘rock n’ roll’? Det kan vel i virkeligheden bruges om enhver musikgenre.

Det er på mange måder sjældent man støder på et band, som er så let at definere som svenske Bonafide. Alene ved hjælp af de krystal klare inspirations kilder AC/DC, Led Zeppelin, Bad Company og lidt tilfældigt sydstats rockede rytmer kører musikken rundt i hovedet.

Sanger Pontus Snibb har en fabelagtig lettere hæs og en skrøbelighed i stemmen, ikke ulig Spike fra The Quireboys, dog uden at være ligeså rusten.

Der er ikke de store svinkeærinder eller dikkedarer på Something’s Dripping, men simpliciteten må hyldes, for Bonafide formår virkelig at skrue nogle stensikre bluesy hard rock hits sammen, og det uden at gå på kompromis med integriteten overfor deres legendariske hard rock helte.

Væsentlig anderledes er landsmændene i Villa Nova Juntion, som bedst beskrives som et garage band. Inspirationerne ligger tæt op af det, som Hardcore Superstar trak på i forbindelse med deres album No Regrets, nemlig tidlig Britisk punk rock.

Heldigvis, fristes man til at sige, er der til tider plads til den gode melodi, og det hele er ikke hovedløst vredt.

Lige denne stil ligger fjernt fra mine musikalske tilbøjeligheder men det står ganske klart, hvad Villa Nova Junction vil. Rent kommerciel set havde pladen nok haft større chancer for to-tre år siden, da deres genre affilierede alle hed et eller andet som startede med The… (Hives, Strokes osv.).

Sidste Svenske band i denne omgang er Von Benzo. Selvom pressemeddelelsen signalerer ’pure rock n’ roll’, så er det (sammenlignet med Bonafide) ikke hele sandheden. I hvert fald i mine ører er Bonafide’s blues-inspirerede rock væsentlig mere rullende end Von Benzo’s post-grunge prægede radiovenlige rock.

Von Benzo minder mest af alt om Nickelback. Træk de udmærkede hits fra Nickelback, og så har du niveauet. Von Benzo mangler simpelthen den gode sang, og begrebet ’filler’ kommer i den grad til sin ret på denne plade, for der er stort set ikke andet.

Albummet er spækket med sange som kvalitetsmæssig svarer til de tre-fire numre, man altid skipper på en Nickelback skive.

Tre albums som udtrykker sig ganske forskelligt, men som i mine øjne alle er rock n’ roll.