Dødsmetallen har efterhånden så mange stemmer, at man ikke længere skulle tro, at der er plads til uventet udvikling, men disse to navne i stalden hos Lifeforce modbeviser den tanke på hver deres måde.

Den kan tilsyneladende sagtens blive både mere aggressiv og eksotisk … og langt hurtigere. 

Kun lige godt et år efter debuten Your Demons – Their Angels er den dynamiske duo bag Miseration – stemmen fra Scar Symmetry, Christian Älvestam og guitaristen Jani Stefanovic – klar med opfølgeren, der har fået titlen The Mirroring Shadow. 

Og var debuten en fin, om end også en lidt glatpoleret affære, så er efterfølgeren anderledes brutalt fokuseret.

Især overvældes jeg af grusomheden i Älvestams vokale arbejde og forstår nu til fulde, hvorfor folk savner ham i ovennævnte band – og hvorfor selv to forsangere ikke kan erstatte ham. På The Mirroring Shadow har han/man droppet al ren vokal. Tilbage er en grum growl af en anden verden, nok til at bære musikken, der desværre har tabt på den melodiøse i forhold til afsættet.

Det betyder, at det er svært at tale om entydig fremgang eller tilbagegang for Miseration, idet cd’en rummer begge dele, og på bundlinjen holder man nok nærmere – helt nøgternt hørt – status quo; hvilket egentlig heller ikke er helt ringe endda … og holder man af rå metal, kan det blive svært at komme uden om The Mirroring Shadow. 

Som et ud af bare 18 bands – i hvert fald af de, der er noteret på Encyclopaedia Metallum – har Nervecell base i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Dubai. 

Det betyder dog ikke, at bandets medlemmer bærer nævnte nationalitet, tværtimod faktisk.

Rajeh Khazaal (bas samt stemme) er libaneser, Barnaby Ribeiro (guitarer) er halvt indisk, halvt portugisisk, Rami Mustafa (guitarer) er jordaner og David Haley (trommer) er australier.

Men alligevel fornemmer man en mellemøstlig tone i musikken, og det er – selvom den hverken er specielt dominerende eller helt konsekvent, men mere en ofte underliggende summen – et hårdt tiltrængt krydderi til den tekniske dødsmetal. Og hurtigt og teknisk er det unægtelig: Konstante, kontante blastsbeats fyger om ørerne på én, næsten uden ophold; selv i de mest neddæmpede øjeblikke hører man trommerne, om ikke andet så som et ekko – og Nervecell accelererer yderligere med en forrygende thrashy, men samtidig ren og skarp guitarlyd.

Det gør Preaching Venom til en interessant og overbevisende debut, som må kunne tilfredsstille de fleste freaks. Men det gør samtidig Nervecell til et band, man bør holde øje med, idet bandets potentiale synes langt mere nuanceret end for hovedparten af de bands, de må siges at konkurrere med – det er inklusive ovennævnte Miseration. Især, hvis de faktisk tør rendyrke det mellemøstlige islæt.