To år er allerede gået siden 2007, hvor Atreyu sidst havde nyt studiemateriale på bedding.

Den gang hed albummet Lead Sails Paper Anchor. Som debutanter på Hollywood Records – og derfor underlagt Roadrunner – tog bandet forståeligt ikke mange chancer, men trådte end noget lettere sti end hidtil. Det udmøntede sig i stor kommerciel succes (læs 40.000 + solgte kopier alene den første uge), men pænt sagt er indholdet et underligt miskmask af letbenet engelsk skaterrock a la Lostprophets og ungdommelig amerikansk thrash ikke så langt fra tidlig Anthrax. Bare uden det bid, men kender hos begge, når de er allerbedst.

Det er ikke en totalt ubrugelig skive, selv om det ret beset kun er numrene ”Doomsday”, ”When Two Are One” og ”Lose It”, der får den til at lyde som essentiel/nødvendig lytning.

Derfor må deres femte, Congregation of the Damned, naturligvis tilgås med en vis skepsis.

Men Atreyu ligger nu fra land med en fræk og selvsikker åbningssolo på ”Stop! Before It’s too Late and We’ve Destroyed it All”, et nummer, som må kandidere til årets længste titel, og allerede her står det klart, at bandet nu igen nærmer sig en egen og særegen lyd … af moderne metal. Det er Bob Marlette, som har produceret Congregation of the Damned, og det er umiddelbart klogt set. Han har – undskyld mig – fandeme gravet dybt og fundet en mange grader mørkere, men også langt mere interessant side i Atreyu, hvor de er meget mere eksperimenterende uden dog at smide deres kommercielle tæft helt væk.

Faktisk er der meget mere melodi i forehavendet nu, end der nogensinde har været før.

Denne plade har mere guitar, mere tyngde, især i kraft af en helt anden og heftigere trommelyd … alle tiltag, som står godt til bandet; samtidig er det vokale blandingsbatteri mellem flerstemmige, melodibærende harmonier, ren sang og aggressive skrig perfekt afstemt. Og det hele er pakket ind i en rå produktion, som aldrig kammer over og bliver upassende ufin.

Havde de bare undgået den klassiske, men også klichétunge og ordinære metal-ballade ”Wait For You” – ja, titlen siger jo det hele, ikke? – havde jeg ikke haft en finger at sætte på albummet, men tilbage står alligevel ganske sikkert, at Congregation of the Damned er Atreyu’s bedste til dato. Basta.