Underlagt Nuclear Blasts enorme distributionsnetværk, om end det måske strider lidt imod ånden af undergrund i projektet, gør Anstalt Records, hvad de kan for at vise en metalmusikelskende verden præcis, hvor mange ansigter vanvid egentlig har.

Ikke mindst musikalsk.

Her er, så vidt jeg kan se, tre debutanter. 

Mexicanske Bakteria beskriver selv, når nu ikke andre vil, deres egen musik som filth metal – altså beskidt metal – og det er vel ikke helt galt. Og det lyder jo som et ret godt udgangspunkt for sjov og ballade helt uden forstyrrende alvor, men da det aldrig nogensinde bevæger sig ud over ’lad-mig-kneppe-din-hjerne-ud’-stadiet, så mangler det i sidste ende den knivspids finurlighed, som kunne gøre det muligt at udholde sang efter sang efter.

Og dem er der seksten ubehjælpelige stykker af på Defecate! Suffocate! Mutilate! Masturbate!

Stilistisk er de svære at sætte i bås. Pladen rummer alt fra beskidt bluesrock-inspireret metal til mere regulær grindcore, men fælles for hele balladen er, at det stinker.

Det er ikke fordi, de dyrker en latrinær hospitalsuniformspigefikseret sex i en grad, at det ligner en fetich; i hvert fald lades intet hul upenetreret.

Det er fordi, det er elendigt, og det er det på alle planer, med trommeslageren som eneste mulige undtagelse.

Det er umuligt at tage seriøst, hvilket nok heller aldrig har været meningen, men det er desværre også umuligt at grine ad … selvom det i og for sig er latterligt. 

Milking The Goat Machine befinder sig i en helt anden liga end Bakteria.

De er samtidig beviset på at der i verden findes tyskere med en betydelig og veludviklet humor. Det er forbløffende, hvor dygtigt de – direkte eller indirekte – har indarbejdet det engelske ord ækvivalerende ged i det tekstmæssige univers på Back from the Goats. Det er også morsommere, end jeg havde forventet.

Og tilsyneladende har de haft ind til flere geder med under indspilningerne, men desværre bliver den musikalske underholdningsværdi aldrig tilsvarende mæhgtig.

Musikken er aggressiv og løssluppen, men allerede med åbningen ”March into Shed” lukker bandet sig inde i et kedeligt-ordinært grindcore-univers, som ikke kan forvandles … antallet af geder totalt uanfægtet.

Således kulminerer Back from the Goats med den helt fine, tredje skæring ”Surf Goataragua”; siden står den helt i stampe.

Til gengæld formår finske Pitbull Terrorist – tilsyneladende en maskeret kvartet med en storpolitisk agenda, sammensat af meget kompetente musikere fra andre dele af Finlands enorme metalscene – med 18 numre på blot 25 minutter helt at sælge grindcore-konceptet til undertegnede.

Det har indtil i dag ellers kun været danske A Kid Hereafter in the Grinding Light beskåret. Og det endda kun live, hvor Frederik Thaae & Co. sublimt leverer deres happy-go-sick-variant.

Men det lykkes også Pitbull Terrorist, fordi de præsenterer sig selv med en fyldig og massiv lyd, ordentlig produceret, indimellem i et helt forskruet og vanvittigt tempo, men stramt timet fra A til Z og hele tiden suverænt melodisk og varieret ud i det ekstrem, hvor der helt usædvanligt også er plads til en ren vokal.

De får med andre ord maksimalt ud af en ellers minimal subgenre, helt uden at forråde den. Det er så tæt på fantastisk, at jeg ikke kan finde andre ord.

Det er tvivlsomt, hvorvidt Anstalt Records og undergrunden får lov til at beholde Pitbull Terrorist for sig selv, mens både Bakteria og Milking the Goat Machine synes dømt til vanviddets evige underverden med mindre de rummer hidtil uhørte reserver.