Dansk metal forefindes i mange afskygninger, heldigvis – og jeg har med interesse fulgt udtryksformen, hvor metal fusioneres med elektronik, sparsom som den ellers er i dansk regi. To af de mere prominente udøvere af subgenren er pladeaktuelle i januar, og jeg spår, at mindst den ene af de to kunstnere vil øge deres succes som følge af denne udgivelse.

For knap 3 år siden skrev Randrusianerne i CloneCircle Danmarkshistorie, idet de udgav en debut under titlen Superimposed; et album, der bekendte kulør til en habil fusion mellem gothic stemning, elektroniske beats og impulser såvel som hårdtpumpet industrial, der kun finder sin lige i udlandet – og slet ikke på dansk grund. Derfor min påstand om Danmarkshistorie; i hvert fald i metalmusikkens historie.

Min modtagelse af Superimposed var blandet, men overvejende positiv. Musik, kompositioner og image/artwork var over middel, og det var tydeligvis et band med visioner, ambitioner og evner, men den største nitte var imidlertid, og desværre, CloneCircles sanger Martin Hellgren. Hans stemme var lidt rå, upoleret, hvilket ikke nødvendigvis behøver konstituere et problem, men i CloneCircles tilfælde forholdt det sig beklageligvis sådan, at vokalen trak ned i helhedsindtrykket. Så snart bandet overgik til kor, fungerede alting meget bedre, men Hellgrens ’solo’-sang var langt fra optimal. Udover det savnede jeg karisma, noget ekstraordinært, i hans stemme, hvilket ikke blev leveret.

CloneCircles andet album, Behind the Wire, ligger ikke langt fra, hvad vi hørte på forgængeren, og den musikalske formular og image/artwork er faktisk intakt – mit førstehåndsindtryk fraviger ikke synderligt fra min første oplevelse af Superimposed. På godt og på ondt!

Jo mere jeg fordyber mig i Behind the Wire, jo tydeligere bliver det trist nok, at den samlede sum af kompositioner står svagere end det, der blev oplevet på debuten, og jo længere jeg bevæger mig hen mod slutningen af pladen, jo ringere numre. Det åbner naturligvis for en anden påstand om, at Behind the Wire har for lang spilletid og for mange numre. En selvkritisk selektion er en kunst alt for få bands besidder. Behind the Wire er ude på bandets eget label, og om det så spiller en rolle, må forblive usagt, men det forandrer ikke på mit synspunkt!

Den manglende gennemslagskraft i numrenes struktur sætter ligeledes en uheldig spot på Hellgrens middelmådige vokal, og hans bidrag skader periodevis mere end den gavner.

Lige siden jeg oplevede Mnemic åbne ballet på Roskilde Festival i 2004, har jeg fulgt bandet fra sidelinjen, og både debuten, Mechanical Spin Phenomena, såvel som opfølgeren, The Audio Injected Soul, har som nogle af meget få plader i sin genre formået at ryge i rotation mange år efter deres udgivelse.

Mnemic’s tredje album, Passenger, havde imidlertid karakter som en ‘blank’, måske fordi den manglede nøjagtig, hvad Mnemic’s fjerde, snart aktuelle album, Sons of the System, besidder. Trods en lighed med Passenger i simpliciteten af titlen refererer det nye album snarere til bandets første udspil, som var indbegrebet af fængende melodier og et overbevisende udtryk – den famlende, nærmest ’barnlige charme’ er imidlertid erstattet af en professionel attitude.

Det er sandsynligvis en fornærmelse eller tom floskel at benævne Mnemic’s musik nu-metal eller moderne metal, men en nidkær genre-entusiast vil muligvis dirigere bandet hen i sådan en kategori. Det ville imidlertid nok være en mindst lige så stor udåd at kalde musikken for groovet death metal. Pointen er, til alt held, at nogle af tidens mest spændende bands er dem, der formår at lande i gråzonen mellem udtryk, tempo og virkemiddel, og Mnemic har en musikalsk spændvidde og bredde ud i det udfordrende.

Når alt andet er fjernet, må og bør den gode melodi stå tilbage, og det gør den til alt held også på Sons of the System. Bandets franske vokalist, Guillaume Bideau, minder nok om sin forgænger Michael Bøgballe, men hans stemme har en langt større spændstighed og variation, der veksler mellem diverse former for growls og almindelig stemmeføring.

Det groovy guitar riff er til stede, og det ville også være bekvemt for mig at positionere Mnemic i en bås, hvor man også kan finde Fear Factory, Nevermore og Strapping Young Lad, og det ville også værre odiøst at kalde Mnemic for unikke. Det er de nemlig ikke! Men bandet har fundet tonen og den rette melodi, som giver mig lyst til mere end den første lytter. Fraværet af den gode melodi ville skyde alle bands ned, inklusiv bandet med det uhørte udtryk.

To danske bands med ligheder og forskelle, og den vægtigste af dem er sandsynligvis, at det ene band vinder og det andet forsvinder.