Også AFM har tilsyneladende den holdning, at man hellere må arbejde sig ud af et økonomisk død-vande end stagnere, hvorfor man i disse måneder intensiverer udgivelsesraten betragteligt.

Derfor har jeg haft ørerne i yderligere tre.

Dark Age blander nok engang sin guitarfræsende hidsige, men samtidig sært lette og i alle tilfælde meget melodiske dødsmetal med klange og kor taget fra en atmosfærisk pop/rock og tilfører desuden lydbilledet industrielle over- og undertoner – og rå, men sød musik opstår på deres sjette album, Acedia.

Så kort kan det egentlig siges.

Det er som et miks af Dark Tranquillity/In Flames, DeathStars og Ministry i et blandingsforhold, jeg ikke helt har gennemskuet endnu.

Og den blanding bærer dem et godt stykke …

Paradoksalt nok, det komplekse og originale lydbillede til trods, så forekommer sangskrivningen i hvert fald en smule skematiseret, og denne alt for ofte ensartede, ja, enslydende vekslen fra det grove til det sfæriske, trækker lidt nedad, når regnskabet skal gøres op, hvorfor et eventuelt fjerde A står og blafrer godt for vinden.

Men der er godt nok saft og kraft i den guitarlyd.

Med hovedvægten lagt på det episk storladne er Mob Rules Radical Peace heldigvis endnu et (tysk) bevis – Axxis og Brainstorm er to andre – på, at den melodiske power metal trods alt ikke bare ruller om på siden for at dø en tør og tidlig død. Tilsyneladende rummer genren endnu bands med lyst til at udforske og måske endda udvide det metalliske kraftfelt.

Melodierne bæres især af veloplagt guitarspil, keyboards og velvoksne vokale harmonier/kor, uden at vi er helt ude i noget symfonisk.

Helt centralt for albummet er det atten (!) minutter lange epos, ”The Oswald File”, der – titlen taget i betragtning – ikke overraskende genbehandler det ellers i alle medier gennemfortærskede snigmord på John F. Kennedy. Uden overhovedet at forholde mig til det lyriske indhold, temaet om, hvorvidt den hovedmistænkte Harvey Lee Oswald nu også var skyldig eller ej, så er alene den musikalske udlægning storslået.

Det er effektivt og nydeligt, er det.

Men det er det meste på Radical Peace, så, altså: begge tommelfingre opad. Foretrækker du power metal kan du trygt hente et eksemplar hos din lokale pladepusher … 

Skal man tage holdningen hos et lille udsnit af internettets samlede anmelderskare, så lagde svenske Nostradameus temmelig overbevisende fra land for snart ti år siden, da debuten Words of Nostradameus, men siden er det gået dramatisk ned ad bakke – uden at det dog ligefrem stinker råddent … endnu.

Men imponerende er det sandelig ikke.

De går såmænd til stålet med energi, fynd og klem, og rammer da ind i mellem også en nerve hos undertegnede, men majoriteten af sangene er decideret rodede og slet og ret kedelige.

Eksempelvis får de så lidt – minimalt – ud af de næsten elleve minutter nummeret ”Broken Soul (Virgin Mary)” strækker sig over, at et tiltænkt højdepunkt forvandler sig via kreativ stilstand til et totalt uudholdeligt lavpunkt. Langt fra alle behøver at opfinde en ny variant af den anvendte tallerken, men, hvis man holder sig til imitationen må man da mindst forlange, at man lægger sin sjæl deri.

Hvordan skal det ellers nogensinde gå godt?

Det største problem er de begrænsede vokale evner hos mikrofonsvinger Freddy Persson. Live, som jeg så dem til Prog Power Scandinavia 2008, hjælper hans karismatiske fremtræden en del, men i studiet, helt uden visuelle gimmicks, kommer han til kort. Han har ganske enkelt ikke den gennemslagskraft og stemme, som kunne være det ekstra plus, Nostradameus materiale mangler.

Så Illusion’s Parade er langt fra årets power metal skive.