| Lars Mikael Døring • A A A A A A |
|
THE TANGENT Dansk distribution: EMI |
Navnet Andy Tillison er ikke nødvendigvis et, som siger den almindelige metal- eller musikentusiast ret meget, men det burde det egentlig, især, hvis man generelt lytter til musik i den mere progressive ende af rockskalaen. Og det er ganske enkelt fordi, han efterhånden står som garant for kvalitet og fremsynethed i en niche af rocken, som er eller i hvert fald bør være genreoverskridende.
Lige nu er han aktuel med The Tangents femte studiealbum siden 2003, Down and out in Paris and London.
Og alene den tre minutter lange instrumentale åbningssekvens til det i alt nitten minutter og ti sekunder lange åbningsepos, ”Where are They Now?” er forfinet og sublim progrock på grænsen til det geniale.
Det bedste af det hele er dog, at det bare er en lille forsmag på hele albummet.
Det er en totaloplevelse. Forbløffende interessant, frisk og ualmindelig elegant skruet sammen. Helt i ånd med hans andet store projekt, Parallel or Ninety Degrees, har Tillison nedtonet brugen af keyboards – om noget, det element, der kan ødelægge oplevelsen for undertegnede – til et smagfuldt minimum. Hverken han selv eller Guy Manning kan præstere de helt store stemmer, men en suveræn produktion gør, at man ikke misser et eneste ord. Til gengæld kan hverken Tillisons fremaddrivende og bomstærke guitarspil eller hans nærmest overnaturligt eminente melodiske sans overdrives.
Theo Travis’ indsatser på henholdsvis fløjte og saxofon er også værd at fremhæve. Syret!
| The Tangent discography |
| The Music that Died Alone, 2003 |
| The World that we Drive Through, 2004 |
| Pyramid and Stars, Live, 2004 |
| A Place in the Queue, 2006 |
| Going Off on One, Live, 2007 |
| Not as Good as the Book, 2008 |
| Down and Out in Paris and London, 2009 |
Disse kræfter i forening bliver kontant omsat til fem suveræne arrangementer.
Og selvom kærligheden afgjort mærkes, så er albummet – som titlen antyder – ikke noget romantisk eller sentimentalt skønmaleri af storbyerne eller deres indbyggere. Eksempelvis fungerer ”Perdu Dans Paris” nok som en slags musikalsk turistfører til alle stederne, men hvad er det hele værd, når the ghosts of the great artists still do their rounds/as the night comes around/the city settles down/from this hotel room I found/there’re two cities in this down og så vælder alle uhyrlighederne frem.
Down and Out in Paris and London fylder allerede godt op i min bevidsthed og jeg anbefaler den varmt, men, hvis man hører til blandt de, der får røde knopper, så snart ord som eksempelvis avantgarde eller jazz vokser op af papiret og bliver virkelig, så må man nok hellere holde sig langt væk.
| Lars Mikael Døring • A A A A A A |
|
PARALLEL OR NINETY DEGREES A Can of Worms – The Best of Po90 1996 – 2001 Dansk distribution: Target |
Tidligere på året fejrede han så sandelig og fortjent egne bedrifter foretaget i ovennævnte Parallel or Ninety Degrees.
Der er ingen grund til at skamme sig, hvis man ikke kender bandet. Det gjorde jeg da såmænd heller ikke, i hvert fald ikke før jeg fik hænderne i A Can of Worms, der, som undertitlen antyder, er en retrospektiv dobbelt-cd med det bedste af det bedste, som Andy Tillison har skrevet og udgivet i og med Parallel or Ninety Degrees.
Samme Tillison forsikrer i øvrigt i ret morsomme vendinger i det medfølgende hæfte, at har der aldrig været ret mange der gjorde.
Men, det bør virkelig forholde sig anderledes.
Po90 begyndte deres opstigning til berømmelse og forglemmelse under en meget privat have fest for ret mange år siden med at kopiere Pink Floyds Dark Side of the Moon, lå siden stille et stykke tid, genforenedes og indspillede og udgav sidenhen fem albums i årene 1996 til 2001 – og tilsyneladende var der lagt i kakkelovnen til et sjette album, men de kom aldrig længere end masterbåndene.
Denne dobbeltudgivelse dækker hele perioden og giver smagsprøver fra alle albums, inklusiv ”Modern”, taget fra No More Travelling Chess, der udelukkende består af Pete Hammill og Van der Graff Generator-covers. Plus ikke tidligere udgivet materiale.
Med nævnte (for alle progressive bands og fans) referencealbum in mente, er det ganske let at blive forledt til at tro, at dette bare er en bleg og svag, omend muligvis opdateret imitation, udført af musikere, som aldrig ville blive gode nok til det rigtige job. Men det er helt og aldeles usandt. Dette er alt sammen temmelig originalt. Faktisk vil jeg gå så vidt, som at hævde, at lige præcis her foreligger her alle beviserne til at understøtte det faktum, at englænderne ikke bare altid har mestret, men så sandelig opfundet den såkaldte progressive rock.
| Parallel or Ninety Degrees discography |
| The Corner of my Room, 1996 |
| Afterlifecycle, 1997 |
| The Time Capsule, 1998 |
| Unbranded, 2000 |
| More Exotic Ways to Die, 2001 |
| A Can of Worms, Compilation, 2009 |
| Jitters, 2009 |
Hvis man spørger mig, så er der meget få, der rocker progressivt som briterne. Tænk bare på bands som Anathema, ELP, Genesis, Porcupine Tree/Steven Wilson, Wetton & Downes Icon projekt og selvsagt Yes, bare for at nævne nogle få, og Parallel or Ninety Degrees underbygger så sandelig min påstand; A Can of Worms indeholder totalt set temmelig tæt på et hundrede og tres imponerende minutter af grænseoverskridende materiale og næsten ingen kedelige øjeblikke.
Skulle jeg nævne et par numre, som skal høres, så er det “Promises of Life” (taget fra The Time Capsule fra 1998) og det i denne sammenhæng ret usædvanlige “Blues for Lear” (også fra The Time Capsule, men den inkluderede version er en tidligere uudgivet udgave, som Tillison ville have brugt i The Tangen) fra første cd samt det otteogtyve minutter lange eventyr “Afterlifecycle Sequence” (oprindeligt fra Afterlifecycle fra 1997) og “Unforgiving Skies” (ligeledes The Time Capsule) fra anden cd.
Folk men en stærk præference for progressiv rock bør ønske sig denne udgivelse. Personligt håber jeg, at efterspørgslen bliver så stor, at det kan give anledning til en ordentlig genudgivelse af hele bandets bagkatalog. Om ikke andet, så udgivelsen her allerede foranlediget at bandet er gendannet som en kvartet og har været i studiet for endelig at fuldføre et sjette studiealbum, kaldet Jitters; det udkommer i disse dage på det amerikanske label Omegatunez. De første anmeldelser har, ikke overraskende, været overstadige på grænsen til det hysteriske.
Eneste anke: Det kan ind i mellem være ret vanskeligt at skelne mellem, hvilke kompositioner der hører til det ene eller det andet projekt, men det betyder alt sammen mindre. Musikken er engagerende, involverende og intet mindre end fremragende, hvad enten Andy Tillison gemmer sig bag det ene eller det andet band.
Begge anbefales progressivt orienterede musikelskere. Det er ren nydelse.
