Efteråret er her, bladene falder, og der er nyt materiale på vej fra mægtige Katatonia. Et temmelig godt match, må man sige. Night Is the New Day, som er bandets ottende udgivelse, er noget, jeg personligt har set meget frem til. Denne gang måske en smule mere end hidtil. Dels er jeg stor fan af den lyd Katatonia udviklede på Viva Emptiness, og dels vakte udtalelsen fra Opeths Mikael Åkerfeldt om, at dette album var intet mindre end det bedste metalalbum de seneste ti år, naturligvis stor nysgerrighed. Store ord fra en mand, der nærmest på samlebånd har spyttet det ene mesterværk ud efter det andet i det sidste årti.

Efter at have hørt Night Is the New Day uafbrudt i en uges tid, havde jeg mest af alt lyst til at droppe anmeldelsen og give op. Give op, fordi det her album er så smukt, så komplekst og så ufatteligt velskrevet, at jeg fattedes ord. Store ord? Måske, men indimellem lytter man til et album, der bare står ud fra mængden, et af de sjældne albums, man bare ved vil gå over i historien, som legendarisk. Sådan havde jeg det også med Opeths Blackwater Park, og det album kan vel efterhånden godt betegnes som sådan et.

Night Is the New Day er på alle tænkelige måder en naturlig efterfølger til The Great Cold Distance. Dog er det tydeligt, at bandet har ønsket at udforske denne lyd yderligere ved at gå ind i tidligere ubetrådte territorier, og det lykkes til fulde.

På trods af at de elektroniske elementer er endnu flere end på forgængeren, er musikken tungere end længe. Bare lyt til åbningsnummer, ”Forsaker”, som lægger ud med et ultratungt riff for derefter at gå over i den velkendte atmosfæriske Katatonia lyd. Jeg har i det hele taget svært ved at fremhæve enkelte numre, for denne skive er så harmonisk og så velproduceret, at den fortjener at blive hyldet i sin storslåede helhed. Dog er tracks, som den smukke, akustiske ”Idle Blood", der i sin enkelhed opnår episke dimensioner, og ”Nephilim”, der bringer tankerne hen på My Dying Brides velmagtsdage, intet mindre end nogle af de bedste sange, som Katatonia nogensinde har skrevet.

Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at fremhæve ”Departer”, som runder skiven af. Denne finale er så smuk, at det er svært at begribe. Alt går op i en højere enhed, og man er efterladt fuldkommen drænet for indtryk.

Denne skive er ikke bare et unikt metalalbum. Det er et enestående album, der fortjener at blive hørt af alle musikelskere med hang til mørk melankoli, serveret i et modent og komplekst udtryk. Der er så meget at komme efter rent musikalsk, at jeg har svært ved at se, at der skulle andre udgivelser i indeværende år, der fjerner denne skive fra nummer et på min liste over bedste udgivelser i 2009. Et mesterværk og en klassiker er født.