To nye udgivelser fra det lille, men ganske kvalitetsbevidste, tyske selskab Cyclone Empire. Denne gang byder mestendels svenske Demiurg, og finske Gloria Morti op til dans med et par ekstreme, men også ganske melodiske metal udspil.

Demiurg består af hyperaktive Rogge Johansson (Paganizer, Bone Gnawer, The Grotesquery, Ribspreader, The 11th Hour), Dan Swanö (ex-Edge Of Sanity, ex-Bloodbath, Nightingale), Johan Berglund (This Haven) og Ed Warby (ex-Gorefest, The 11th Hour, Hail Of Bullets) og Slakthus Gamleby er 3. udgivelse fra disse erfarne herrer. Jeg har efterhånden ikke tal på Rogge Johanssons projekter, et hurtigt kig på nettet giver over 15 bands, hvor han er hovedmand eller har medvirket, ganske imponerende, og faktisk holder de fleste af mandens udgivelser vand. Især The Grotesquery og Bone Gnawer, hvor Kam Lee (Massacre) leverede tekster og growl, bør enhver death metal freak tjekke ud. Men videre med Demiurg, inden det bliver ren namedropping.

Jeg havde set meget frem til forrige års The Hate Chamber, men var faktisk en anelse skuffet medlemmerne taget i betragtning. Der manglede lige det ekstra punch, som jeg havde sat næsen op efter, så derfor var der mere skepsis i mit sind da nærværende udgivelse nåede frem til mine ører.

Slakthus Gamleby byder både på tung, simpel death metal, og så mere melodiske, symfoniske indslag med masser af keyboards. Edge of Sanity’s interessante, men svært tilgængelige, Crimson udgivelser er en nærliggende reference, men med en langt mere brutal og groovy bund i musikken. Der er en masse afveksling i musikken, hvilket de meget varierede vokaler også medvirker stærkt til. Rogge leverer de dybe growls, Pär Johansson (Satariel) står for både ren og mere skrigende sang, mens Marjan Welman (Autumn) står for den kvindelige skønsang. Hvorfor Dan Swanö ikke leverer vokal må stå hen i det uvisse, hans kvaliteter er jo uomtvistelige, men han sætter dog sit tydelige aftryk med sine velkendte melodistykker på både keyboard og guitar.

Der lægges ud med den fængende “Life is a Coma,” der byder på et meget melodisk mellemstyke, hvor der nærmest går goth metal i den, men de tunge guitarer tager hurtigt over igen. Der er et meget ambitiøst præg over albummet, hvor alle de forskellige elementer forsøges implementeret uden, at den råde tråd går tabt. Et nummer som “Travellers of the Vortex” er nærmest doom, mens næste skæring “The Cold Hand of Death” forener tung death metal med progressive keyboards, og sådan veksler Slakthus Gamleby så man aldrig ved, hvad der venter rundt om hjørnet.

Fungerer det så, dette kludetæppe af forskellige stilarter? Jeg må indrømme, at jeg har været meget i tvivl om denne udgivelse. På sin vis bliver den aldrig kedelig, men der er flere elementer jeg godt kunne have været foruden. De gotiske indslag, hvor Marjan medvirker, bliver for pussenussede for min smag, og så bryder jeg mig ikke så meget om de meget fremtrædende keyboards. Som på ovennævnte Edge Of Sanity udgivelser går der lidt for meget prog rock i disse keyboard-temaer. Hvad der derimod fungerer for Demiurg, er podningen af brutalitet og melodi i guitarstykkerne, nøjagtig som Edge Of Sanity og Hypocrisy excellerede i på deres mellemperiode udspil. Samlet giver det et yderst interessant resultat, hvor de forskellige ingredienser dog giver en ret, der kan være svær at sluge helt uden forbehold. Til gengæld er det også en ret, der giver smag på mere, hvilket er mere end man kan sige om de fleste af årets udgivelser

Gloria Morti er en finsk kvintet, der med Anthems of Annihilation leverer deres 3. album, og dermed ryger i den kategori af bands, man bør kunne forvente en vis portion selvstændighed, og originalitet fra. Gloria Morti startede ud for 11 år siden med en thrashet lyd, der siden er blevet modificeret til en noget mere heftig omgang black inspireret, symfonisk death metal.

Konceptet på albummet, er menneskehedens stupiditet i al den stund, vi forsøger at bekæmpe vores problemer med at bombe hinanden tilbage til stenalderen. Coveret, med dets post-apokalyptiske sci-fi gru, understøtter dette koncept, og hvis man ikke lige har fanget hensigten, er diverse samples, med bl.a. George Bush og marcherende soldater, med til at banke det på plads for den mest tungnemme. Ikke det mest originale koncept, men dog et koncept, der bliver fuldt fint til dørs af musikken.

Hvor Demiurg lader guitarerne tage sig af de fleste melodistykker, hælder Gloria Morti mere til at lade keyboards og synths tage teten på dette område. Musikken er ganske brutal med aggressive trommer og guitarer, der bliver virkelig spillet med musklerne i en ganske vellykket, klar produktion. Nøjagtig som med Necronomicon, som jeg anmeldte for nogle måneder siden, lader det til at Behemoth også har fundet vej til Gloria Morti’s medlemmer. Både visuelt og musikalsk. Dog er finnerne mere symfoniske med paralleller til Emperor og Dimmu Borgir i de storladne arrangementer.

Den selvstændighed jeg mener man bør kunne forvente af et efterhånden erfarent band, er lidt svær at få øje på. Selvom Anthems of Annihilation er velspillet, og ved første gennemlyt et positivt bekendtskab, giver gentagne afspilninger også lidt indtryk af, at det hele er hørt en del gange før. Podningen af brutalitet og pompøsitet er efterhånden en velafprøvet formel, der kan være enormt effektiv, men også har sine indbyggede begrænsninger i ekstrem metallisk kontekst. Med andre ord bliver man ikke ligefrem overrasket, når de pompøse synths dukker op de steder i musikken, hvor guitarer og trommer agerer andenviolin.

Anthems of Annihilation er lidt den bløde mellemvare man kan spendere tid og penge på, hvis man er til ovennævnte inspirationskilder. I min verden trækker uselvstændigheden en del ned i det samlede indtryk. Der er dog mange fine elementer, og man er ganske godt underholdt de 40 minutter pladen varer, men noget varigt eftermæle formår Gloria Morti ikke at sætte i mit sind. Det skal dog bliver spændende at følge gutterne fremover; kan de finde deres eget ståsted er de musikalske grundsten bestemt til stede.

Cyclone Empire holder niveau med disse to udgivelser og deres distribution er værd at tjekke ud. Her kan man finde spændende, eksklusive genudgivelser af gamle klassikere. Demiurg står tilbage som vinderen overfor Gloria Morti, da mange af deres idéer trods alt blev introduceret i death metal af medlemmerne selv i sin tid. Dan Swanö var en pioner og Edge Of Sanity var aldrig bange for at eksperimentere, for at finde deres egen niche. Denne pionerånd savner Gloria Morti.

Selv etablerede pladeselskaber kan ikke ramme plet hver gang. Det er de nyeste udgivelser fra Candlelight og Nuclear Blast glimrende eksempler på.

Tyske Equilibrium pepper deres bløde melodød op med indslag fra folkemusik og masser af bombastiske passager. Bandets tredje album med titlen Rekreatur er teknisk i orden, velproduceret – og ualmindelig kedeligt. Den samme kombination af halvtung og hurtig metal, melodisk guitar, svag growlende vokal og alt for dominerende keyboard gentages igen og igen og bliver mere og mere belastende efterhånden som det over en time lange album skrider frem.

Rekreatur er en fantasiløs og uinspirerende krydsning af In Flames, Nightwish og Skyclad og kan på ingen måde anbefales.

sdfsdf

Engelske Wodensthrone går andre veje på deres debutalbum, men ender desværre ud med et resultat som ikke er meget bedre end Rekreatur. Loss byder på black metal af den atmosfæriske slags. Tempoet er højt igennem hovedparten af det 70 minutter (alt for) lange album, og keyboardet bruges flittigt, men er meget tilbagetrukket i lydbilledet.

Monoton og stemningsfuld black metal tiltaler mig ofte, men alligevel fænger Loss ikke. Den mildest talt tynde produktion bærer nok en stor del af skylden – en upoleret lyd passer fint til genren, men i dette tilfælde gør det at alt flyder sammen til en anonym masse.

Loss er bedst når tempoet sænkes, hvilket sker med jævne mellemrum, men albummet imponerer ikke på noget tidspunkt. De hurtige passager formår sjældent at skabe den tiltænkte stemning og kan slet ikke holde min interesse i længere tid af gangen. 

All-star bands har der været masser af gennem tiderne, og oftest er man blevet skuffet, da de gode riffs og idéer med god grund er blevet gemt til fuldtids-bandet. Nogle projekter har lagt sig tæt op ad medlemmernes normale lyd og genre, men disse fritidsbeskæftigelser kan jo også kan bruges til at få luft for de musikalske eskapader, der ikke er plads eller brug for til daglig. Century Media har netop udgivet to plader, der vel med rette fortjener både all-star betegnelsen og i høj grad også opmærksomheden.

Insidious Disease blev dannet helt tilbage i 1994 af Silenoz og Jardar, men Shadowcast er første livstegn, udover en optræden på Wacken sidste år. Medlemmerne er blevet nøje udvalgt – det er altså ikke bare en tilfældig flok musikere, der lige havde tid til en tur i studiet. Det største trækplaster for mig er helt klart, at Marc Grewe er at finde bag mikrofonen. Morgoth bevægede sig væk fra death metal allerede efter debuten Cursed, et lidt overset mesterværk fra 1991, og Marcs vokal rettede sig ind efter den mere eksperimenterende musik på de efterfølgende udspil.

Med to black metal-guitarister, i øvrigt af den mere symfonisk anlagte slags, kunne man måske forvente en gang keyboard-inficeret metal på Shadowcast, men dette er rendyrket death metal, og tak for det. Resultatet er ganske enkelt fremragende. Dette udspil har ikke forladt mit anlæg, siden jeg fik det mellem hænderne, og efter utallige gennemlytninger er min initielle begejstring ikke blevet mindre. Tung, groovy, og samtidig aggressiv death metal, spillet med overblik og overlegen musikalitet; dette er bestemt ikke venstrehåndsarbejde, men lyder som en nødvendig ventil for alle de involverede.

Cover og booklet er lige så gennemført som musikken. Menneskelig fordærv, perversitet, forfald og de, der lever på livets skyggesider, bliver beskrevet eksplicit visuelt, meget kunstnerisk og helt i albummets ånd. Der er sammenhæng mellem teksterne og det visuelle udtryk, ikke nødvendigvis et must, men det er alligevel med til at skabe en perfekt symbiose, der endnu engang sætter en tyk streg under, at Insidious Disease mener dette seriøst.

Jeg er endnu engang nødt til at fremhæve Marc Grewe. Han er en af få death metal growlere, der tydeligt artikulerer samtidig med, at brutaliteten og aggressionen er intakt. Hvis Dave Vincent er kongen i denne disciplin, er Grewe kronprinsen. Det løfter Showdowcast helt derop, hvor ordet klassiker kan komme på tale, når støvet har lagt sig en smule, og man kan kigge tilbage om nogle år med klart sind. Dette klarsyn er muligvis overskygget, når disse ord skrives, men ret skal være ret, og Insidious Disease har tromlet mig ned og sat mig i death metal ekstase.

Køber man den limiterede udgave af Shadowcast, får man to bonus numre med, hvoraf det ene er et cover af Deaths "Leprosy." Utvilvlsomt en stor inspirationskilde for især Morgoth på deres første EP’er, og en god pejling af, hvor Insidious Disease befinder sig musikalsk, selvom deres death metal naturligvis er lidt mere avanceret. Dette cover giver mig gåsehud. Marc synger det fremragende, og Chuck må sidde smilende, hvor han end befinder sig hinsides. En smuk gestus for en af genrens helt store personligheder.

Jeg kunne skrive side op og side ned om dette albums kvaliteter og dets fremragende numre. I stedet vil jeg bare opfordre alle death metal fans til at få fingrene i Shadowcast hurtigst muligt og selv opleve dette mesterværk. Det er nogen gange svært at beskrive kvalitet med ord, og derfor vil jeg hellere lade musikken tale for sig selv. Jeg vil dog love så meget, at ingen vil blive skuffede, hvis hjertet banker for old-school death metal. Så er det bare at folde hænderne og bede til, at det ikke er sidste gang, vi hører fra Insidious Disease.

Svenske Witchery startede med fynd og klem i slutningen af 90′erne; et tidspunkt, hvor det pludselig var blevet fedt at spille thrash igen, med ikke mindre end tre albums på tre år. Herefter har der været lidt længere mellem udgivelserne og Witchkrieg er første udspil siden Don’t Fear The Reaper fra 2006. Det er jo heller ikke ligefrem bands på demo-stadiet, herrerne spiller i til daglig, og derfor er Witchery nok blevet skubbet lidt til side.

Hovedsangskriver og tekstforfatter er Jensen, der kan få plads til de idéer, der måske ikke passer ind i The Haunted, hvor specielt Björler-brødrene jo også tager deres tørn. Witchery er dog også noget mere brutalt end The Haunteds mere groovy, hardcore-inspirerede thrash. Albummet indeholder gæste-soloer fra så prominente navne som Kerry King (Slayer), Hank Sherman (Mercyful Fate), Gary Holt (Exodus), Lee Altus (Exodus), Andy LaRocque (King Diamond, Death) og Jim Durkin (Dark Angel). Det er der kommet mere eller mindre spændende indslag ud af, men mest af alt beskriver det vel meget godt, hvem Witcherys inspirationskilder er.

Mest interessant er dog indlemmelsen af Legion som forsanger. Han har jo tidligere gjort sig mest i den sorte metal, men han klarer opgaven med bravour. Han viser sig som en alsidig sanger, der fint retter sig ind, og tilføjer Witchery en infernalsk dimension, uden at bevæge sig over i black metal hvæsen. Det er en meget brutal omgang thrash, vi bliver trakteret med, masser af fængende riffs og temposkift, der hele tiden holder lytteren fanget. Det er aggressivt som bare fanden, men der er også masser af atmosfæriske stykker, hvor Legion får god plads til at tage teten. Tag bare den halvmelodiske "The God Who Fell from Earth," hvor Legion får lov at snerre, som den djævel, han er afbilledet som i coveret.

Hank Sherman og Andy LaRocque brillerer som de fremragende lead-guitarister, de nu engang er, mens de resterende gæstesolister leverer mere typiske thrash-soloer, og de må nøjes med at være et lille gimmick, som ikke tilføjer det helt store til det samlede billede. Numrene er dog også mere end rigelig stærke i sig selv og kan fint bære pladen uden hjælp udefra. Men forskellen mellem lead-guitarister, og guitarister, der spiller leads, er hermed understreget.

Teksterne er en blanding af halv-sataniske eder og besværgelser, iblandet lidt krig, død og ødelæggelse. Altså Slayer-territorium. Flirten med 2. Verdenskrig i det gennemførte cover, skal nok give problemer i Tyskland, men skal vist ikke tages for andet end Witcherys erobring af verden med et glimt i øjet.

Der er masser af gods i Witchkrieg. Numre som "Conqueror’s Return" og "From Dead to Worse" er yderst fængende bekendtskaber, hvor omkvædet sidder i hovedet længe efter pladen er færdig. Spilletiden er forholdsvis kort, men egentlig perfekt for den intense musik, og man kan jo altid vælge repeat-knappen, hvis man ikke har fået nok. Det er længe siden, jeg har hørt så aggressiv thrash. Det er dog altid forfriskende, og specielt Legion gør albummet rigtig interessant, da vokalen varierer en del mere end normal thrash-råben.

Både Insidious Disease og Witchery har meget mere at byde på, end bare deres all-star tilstedeværelse, der nok skal sikre dem omtale alene af den grund. Musikken taler sit tydelige sprog, og disse bands eksisterer ikke for at booste egoer, eller vise hvem der egentlig er den største stjerne til daglig. De er skabt som talerør for fremragende musik; det får vi i rigelige mængder på begge udgivelser, der stærkt kan anbefales.

Moderne metal i to afskygninger, fra engelske The Eyes Of A Traitor og amerikanske Decrepit Birth, med alt hvad det indebærer af produktions-tekniske muligheder og faldgruber. Jeg har i tidligere anmeldelser givet udtryk for min forkærlighed for organisk og naturlig produktion og lyd, men min old-school metal kasket sidder ikke strammere end, at den kan tages af.

Purunge The Eyes Of A Traitor følger sidste års debut A Clear Perception op med Breathless på Listenable Records, der engang var garanti for undergrunds death metal, men nu også har kastet sig over den mere kommercielle del af halvekstrem metal. Vi har at gøre med metalcore, og dette er en genre, jeg har meget svært ved at opildne ret meget entuisiasme for. Ofte består grupperne af unge mennesker, der kun lige er blevet tørre bag ørerne, og det samme kan siges om deres inspirationskilder. Muligvis er jeg en sur gammel mand, men jeg har meget svært ved at høre forskel på udgivelserne, hvilket nok skyldes, at det er de færreste teenagere, der musikalsk har fundet fodfæste og derfor kopierer andre kopier, indtil kopimaskinen løber tør for farve. Dermed bliver siderne ligeså blanke som mit sind, når ordene deathcore eller metalcore dukker op.

The Eyes Of A Traitor lyder som en blanding af pæn, svensk melodeath og lidt thrash, iblandet en masse hardcore groove og breakdowns. Altså som summen af alle de andre håbefulde poder, der lige nu sælger stakkevis af albums og fylder koncertsalene med fans, der kommer lige fra karateundervisning, at dømme efter den hvirvel af lemmer, der udgør et moderne metal pit. Moshing og stagediving er afløst af tricks, der hører mere hjemme i en Bruce Lee film. Det har kostet mig mangt en fadøl, og ja, jeg giver metalcore hele skylden.

Når dette er sagt, forstår jeg egentlig godt, hvorfor genren er blevet så populær. Det er ganske harmløst, pænt og forudsigeligt. Dermed skræmmer det ingen væk, og forældrene kan sikkert også være med, når musikken spiller på værelset. Breathless er ingen undtagelse. Man kan nærmest stille sit ur efter, hvornår næste breakdown eller omkvæd med ren vokal sætter ind. Vokalen er den sædvanlige halvskrigende slags, garneret med lidt dybe growls og ren sang. Netop ren sang i den mere ekstreme metal har i mange år været en kilde til evig irritation for mig. Ofte virker det som et gimmick for at lokke de sidste potentielle fans ind i folden, og effekten forsvinder, når den bruges i hvert omkvæd. Det er helt fint, når man har en sanger, der rent faktisk kan synge, men det har de fleste metalbands ikke. The Eyes Of A Traitor er ingen undtagelse.

Jeg kan ikke nævne et højdepunkt, for alle numrene flyder ud i et enslydende tæppe, der ikke byder på mange farver. Det er kønsløst og ligegyldigt. Gutterne kan spille og vil sikkert henrykke en masse metalcore fans, der kan bruge deres konfirmationspenge på Breathless. Mine konfirmationspenge er dog ligeså brugte som min tålmodighed, og dette er sidste gang denne plade vil få lov at besudle mit anlæg. Jeg har set dette album anmeldt som deathcore flere steder, hvilket gør mig indigneret på death metallens vegne, for dette har intet med denne genre at gøre. Det har pæn, svensk melodeath for øvrigt heller ikke, hvis man spørger mig, og så skulle den modsigelse være lukket.

At indlemme Decrepit Birth i samme anmeldelse som ovenstående er nærmest en fornærmelse, men så kan de få lov at stå som en lektion i, hvordan metal kan være både melodisk og moderne, uden at det behøver at være gabende kedsommeligt og pænt. Polarity er kun 3. udgivelse siden debuten i 2003, men når man lytter til albummet, forstår man hvorfor, der går tid mellem livstegnene. Dette er yderst kompleks, teknisk og gennemtænkt death metal, der dog samtidig aldrig taber lytteren undervejs.

Decrepit Birth har fundet ind til kernen af den gordiske knude, det kan være at pode brutalitet, melodi og teknisk kunnen. Chuck Schuldiner var om nogen foregangsmanden, der med Death lykkedes med den symbiose, og andre forsøgte med mere eller mindre held at følge trop. Canadiske Gorguts tog det til ekstremer på deres Obscura, og selvom jeg elsker den komplekse bastard, er det alligevel en udgivelse, der kan være svær at lytte igennem fra ende til anden. Polarity er generelt noget mere brutal musikalsk  end Death, idet der grindes og growles dybt, men de progressive riffs og temposkift har Chucks kendetegn stemplet dybt i sig. Decrepit Birth kommer dog ud med et udtryk, der er helt og holdent deres eget.

Det er et meget musikalsk værk forstået på den måde, at  de musikalske byggesten, hvor forskellige de end er, hele tiden arbejder for hinanden og ikke virker som modsatrettede poler. Melodi og brutalitet kædet sammen, så det er en sand fryd for øret. Der er flere små, melodiske interludes, der minder lidt om Cynic, og det giver nogle fine åndehuller, hvor man lige kan trække ny luft i lungerne inden næste angreb sættes ind. "A Brief Odessey in Time" når flere ting på lidt over ét minut, end andre bands når gennem en hel karriere.

Produktionen er ganske pæn, guitarerne lyder mere som Nevermore eller Charred Walls Of The Damned, end nedstemt amerikansk death/grind, men det passer fint ind i helheden. Når riffs og rytmer er så komplekse, skal man kunne høre hver en tone, og så er der rart med en death metal produktion, hvor man faktisk kan høre bassen også. Desværre er der brugt triggers på trommerne, sandsynligvis for at gøre lydbilledet så stramt som muligt, men K.C. Howard spiller så fantastisk, at jeg godt kunne have været dette foruden. Det ødelægger dog ikke mit indtryk af et fantastisk album.

Polarity er teknisk death metal på højeste niveau og fungerer som album og værk, snarere end enkelte numre hver for sig. Derfor vil jeg ikke hive enkelte numre frem, men anbefale, at man lytter til hele pladen, der fungerer fremragende. Når pakken rundes af med et Dan Seagrave cover, er der dømt købepligt, hvis man har mod på et album, der kræver en del gennemlyt før det hænger fast. Når først man kommer ind til kernen, er der mange timers fornøjelse i Polarity – der dukker hele tiden små detaljer op, og kedsomheden er smidt på porten, så længe musikken spiller.

Disse to udgivelser er forskellen på teenageren og den voksne mand. Det er fint med gå-på-mod og ungdommelig energi, men det kræver lidt livserfaring at finde sine egne ben. Dette gælder både i livet og i musik. Decrepit Birth spiller legende let The Eyes Of A Traitor af banen og tilbage i øvelokalet, hvor de for min skyld gerne må blive, til de har noget at tilbyde metal scenen.

Forventninger kan være et tveægget sværd i forbindelse med musik. Er de for høje, er risikoen for skuffelse stor. Er de lave, skal der meget til for at overbevise. Forventningerne til dette 9. studiealbum fra Danzig var i mit tilfælde af den slags, hvor Glen Danzig virkelig skulle lægge sig i selen for at overbevise mig.

Jeg anser de første fire Danzig albums for at være noget af det ypperste indenfor mørk, metallisk rock. Med Rick Rubin i baghånden som både producer og pladeselskabsboss skabte Glen Danzig, sammen med sine musikere fra kortlivede Samhain, det perfekte mix af tunge blues-baserede riffs, mørke sataniske tekster og sangskrivning på højeste niveau. Glen Danzigs særegne, men kraftfulde stemme, gjorde gruppen let genkendelig, og denne del af bagkataloget er uundværlig i enhver pladesamling. Efter udgivelsen af Danzig 4 i 1994 skete der dog ting og sager. Glen opløste sit sammentømrede band, og det blev samtidig det sidste med Rick Rubin som producer på hans American Recordings.

Siden har der været udskiftning med jævne mellemrum i både line-ups og pladeselskaber. Dette har resulteret i nogle temmelig ujævne plader, hvor Glen tydeligvis har haft svært ved at finde sit ståsted, og særlig tabet af guitarist John Christ virkede som et stort hul, der har været svært at fylde op. Der har været eksperimenteret med eksempelvis industrial elementer uden det store held, og selvom der naturligvis har været enkelte højdepunkter hist og her, betyder anden del af diskografien ikke ret meget i mit univers. Johnny Cashs udgave af "Thirteen" på hans første American Recordings har sikkert sikret Glen økonomisk, nummeret blev desuden også brugt i Danzigs udgave, som åbningsnummer i Hollywood komedien "The Hangover."

Ser man bort fra det stærkt anbefalelsesværdige dobbeltalbum The Lost Tracks of Danzig, der samlede op på diverse uudgivne numre, har der været stille på udgivelsesfronten siden 2004, men nu er den lille pumpede djævel tilbage med Deth Red Sabaoth. Medsammensvorne på dette album er guitarist Tommy Victor (Prong) og trommeslager Johnny Kelly (Type O Negative). Til mine store fryd, er det også en Glen Danzig tilbage i storform. Hvor var det en fantastisk lettelse, da de første toner af åbneren "Hammer of the Gods" nåede mine ører første gang, og jeg med det samme vidste, at helvedestoget var tilbage på sporet.

Glem alt om moderne metal, skarptskårne riffs og computermanipuleret perfektion. Deth Red Sabaoth er indspillet på analogt udstyr fra 70′erne og produceret af Glen selv, hvilket for første gang må siges at være en succes. Albummet har en varm, lettere ulden lyd, der passer perfekt til dette overflødighedshørn af groovy, sleazy metal, som kun Danzig kan lave den. Guitarerne er tunge og sprøde, bassen dundrer og trommerne simple, men uhyre effektive. Det hele er lige til benet, alt overflødigt kogt væk i en suppe af guddommelig inspiration og spillelyst. Vokalen, dette enorme fixpunkt og varemærke for Danzig, ligger helt fremme i mixet, og Glen synger med fordums styrke og sans for detaljen

Sangskrivningen er et kapitel for sig. Der er en grund til, at Johnny Cash med hjælp fra Rick Rubin, valgte at indspille et Danzig nummer. Dette er regulære sange, ikke en samling af riffs, som mange metalbands har for vane at kæde sammen og kalde et nummer. Lyrisk er det business as usual. Den mørke side af livet og kvinder med alle deres lokkende fristelser, der kan lede en mand på afveje, bliver beskrevet med en indsigt som kun en mand, der lever livet, med alt hvad det indebærer, kan vide af. Sex og Satan med andre ord, ikke for dem med nemt til røde kinder.

Der er ikke et eneste svagt eller stillestående nummer på Deth Red Sabaoth, højdepunkter er der masser af; den tunge "The Revengeful," den dystre "Rebel Spirits," semi-balladen "On a Wicked Night," den sleazy "Ju Ju Bone," der vel kun kan beskrives som lidet subtilt fallos-symbol, "Night Star Hel" og min personlige favorit "Deth Red Moon." De to sidstnævnte numre giver mig i øvrigt behagelige mindelser om henholdsvis "Until You Call on the Dark" og "Mother," to personlige favoritter fra fortiden.

Velkommen tilbage Danzig. Dette er et fantastisk album, som jeg har skamhørt, siden jeg fik det i hænderne, og det vinder ved hvert eneste gennemlyt. Det er meget få bands, der er en genre i sig selv, men det er Danzig, og forventningerne til dette værk er ikke bare indfriet, men overgået, så jeg må give mig hen og kaste mig i støvet i benovelse. "Left Hand Path is the road I’m on. If you’d like, you can come along. Just make sure, that it’s what you want." Jo tak, jeg er med dig hele vejen Glen.

Så er der igen nyt fra Massacre Records, denne gang fra den halvmørke del af metalgenren. På deres syvende album byder tyske Darkseed på halvdoomet og rocket gothic metal. Inspirationer fra nyere Paradise Lost er tydelige, men Darkseed er sjældent så tunge og mørke som de engelske forbilleder.

Poison Awaits er et habilt stykke håndværk. Der er nogle gode melodier på albummet, og den nye forsanger gør det ganske udmærket, i hvert fald så længe han holder sig til ren vokal, hvilket heldigvis er det meste af tiden. Men der er intet her, som ikke er hørt mange gange før, og bandet gør det ikke helt godt nok til at holde min interesse hele vejen igennem det næsten en time lange album.

Darkseed har efterhånden været på banen i to årtier og leverer stadig den jævne middelvare. Man skal virkelig være glad for genren for at falde i svime over Poison Awaits.

Hastigheden hvormed tyske Doomshine udgiver album går fint i spænd med bandets doom metal; The Piper at the Gates of Doom er kun album nummer to på ti år. Hvad angår nytænkning er Doomshine på samme niveau som Darkseed. Bandets traditionelle doom metal er der ikke noget nyt i, men i dette tilfælde opvejer kvaliteten manglen på originalitet.

The Piper at the Gates of Doom er gennemført. Musikken er tung, melodisk, langsom (men ikke slæbende) og fed. Produktionen er god, og den rene vokal falder lige i min smag, da den ikke er for skinger. Udover originalitet er det eneste, man savner, egentlig lidt mere variation; selv efter mange gennemlytninger er det svært at skelne de syv numre fra hinanden.

Kort sagt: et godt og på alle måder traditionelt doom metal album.

White Tomb er irske Altar Of Plagues’ debut, som blev udgivet på Profound Lore for et års tid siden – en begivenhed, der desværre gik min næse forbi. Bandet er nu skiftet til Candlelight, der i den forbindelse genudgiver albummet.

Altar Of Plagues kombinerer black og (i mindre grad) doom metal med lange, instrumentale og stemningsfulde stykker a’la Godspeed You Black Emperor. Resultatet? Musik, der er mørk, skummel og ualmindelig dragende.

Hvis Cult Of Lunas udgangspunkt havde været black metal i stedet for hardcore, ville svenskernes seneste par album formentlig havde lydt noget i stil med White Tomb, da begge bands tager sig god tid og opbygger en stemning med mange af de samme virkemidler.

På "Watchers Restrained" flirtes med slæbende funeral doom metal og en hysterisk vokal, som leder tankerne mod Khanate, hvilket skaber variation og fungerer fremragende. Bortset fra dele af dette nummer trækkes der mere på black metal, selvom det vil være forkert at kategorisere White Tomb, som et black metal album. Post -black metal er mere rammende, men der er efterhånden mange og meget forskelligt lydende bands i denne genre.

Store dele af White Tomb er instrumental, men den growlende vokal, der trods alt er på albummet, er langt fra uvæsentlig. Den organiske og tilpas rå produktion maksimerer effekten af både de afdæmpede passager og den massive lydmur af hårdtslående black metal.

Som det fremgår af ovenstående har jeg svært ved at få armene ned over White Tomb. Dette album har simpelthen alt, hvad man kan ønske sig: originalitet, atmosfære og overlegen sangskrivning. Køb, køb, køb!