Heidi Skafte • A A A A A A

DOMMIN Love Is Gone Roadrunner 2/2 2010 Dansk distribution: Warner Music

Velkommen til enden på kærligheden, velkommen til alle de forvirrende følelser og alt den smerte et hjerte kan gennemgå – tilsat stærk, vedkommende vokal og tilpas om end til tider en smule dæmpet musikalsk lydbillede. Dommin er Roadrunner Records nye store satsning, og bandet beskriver sig selv som værende et gotisk-inspireret rockband med hang til at komponere ud fra temaet kærlighed – altså at finde kærligheden, miste den og alt der ind imellem. De er overbeviste om, at budskabet er vigtigere end genre opdeling og hatten af for det, især taget med i betragtningen, at Love Is Gone er deres debut.

Dommin lægger hårdt fra land med sangen ”My Heart, Your Hands” som sammen med titelnummeret ”Love Is Gone” kalder minder frem om Type O Negative og Paradise Lost  – der er dog et stort ’men’ – Dommin mangler lige at mestre/udnytte dybden i vokal og tyngden i lyden.

Der sker et skift i genre med sange som ”New”, der er energisk fremadsøgende, ”One Feeling”, der er en solid rocksang, som flirter med punk ’n’ roll, og de giver den max gas på ”Dark Holiday”. Netop ”Dark Holiday” smider lytteren (siddende med lukkede øjne) ind i et røgfyldt cafélokale i 40’erne – mens verset kører sidder man der og kigger på folk der danser charleston– men når omkvædet brager af sted omdannes bandet (Dommin) til Marilyn Manson-wannabees – og menneskemængden til forvredne kroppe.

Tracklist

My Heart, Your Hands New Evenfall Hollow Tonight Love Is Gone Dark Holiday Without End Within Reach Closure Making the Most One Feeling I Still Lost One Eye Open Honestly Remember

Genreskiftet fortsættes til at dække over rock i Nickelback/Linkin Park stil med numrene ”Tonight”, ”Closure”, ” I Still Lost” og ”Making the Most”. Disse sange har en hvis berettigelse på albummet set i forhold til bandets filosofi om ingen genredefinition.

Til gengæld falder sange som ”Without End” (tygger drøv), ”One Eye Open”, ”Honestly” og ”Remember” fuldstændig udenfor skalaen. De tre sidstnævnte er så sukkersøde, at man bliver underligt tilpas efter at have hørt en ellers forholdsvis gennemført rocksymfoni.

Love Is Gone er et album, der fremstår til at være lagt mange kræfter i at designe setup’et på, i den proces er der efter min mening blevet poleret lidt for meget, og hvad værre er føles det, som man fra enten Dommins eller pladeselskabets side har lagt op til at skyde med spredehagl bevidst. På nogle numre forsøger man at tiltrække emo-kulturen, andre er det rock-a-billy/wild-child kulturen, man gerne vil have fingrene i, og endeligt vil man jo også gerne spilles i radioen, og dermed er der naturligvis numre designet til det formål. Albummet er smart opbygget med små instrumentale/semi-instrumentale mellemstykker, men virker mest af alt som et smagfuldt overflødighedshorn af genre.

Albummet rummer masser af potentielle hits, afhængig af musiksmag (anmelder selv har en meget bred) – om end man burde have begrænset albummet til 11 sange og ladet "Making the most" være balladen.

Lars Mikael Døring • A A A A A A

ANOXIA A Lapdance for the Devil Mighty Music 1/2 2010 Dansk distribution: Target

Denne danske debut er en gedigen overraskelse. Den har været adskillige besætninger, demoer og fjorten år undervejs, men nu, primo februar, er den her altså … udgivet på det ligeledes danske selskab Mighty Music. Og den kan nok få det til at rasle af fryd i hele kroppen på enhver heavy metal fanatiker, især de, som mere eller mindre havde mistet troen på genrens evne til at rykke og aflevere … kort og præcist.

Musikalsk er A Lapdance for the Devil en sympatisk kontant og kortfattet omgang power/true inspireret metal med et par forbavsende, men helt velvalgte og passende lån fra både død (trommerne) og thrash (guitarerne).

Disse ingredienser alene er nok til at flytte Anoxia ud af det ordinære felt. Læg dertil en rå og ubarmhjertelig kraft og en besættende spilleglæde.

Det er som at høre et godt, gammelt Helloween eller Pretty Maids album. Og det er næsten umuligt for mig at udtrykke, hvor dejligt dét er. Skønt! 

Musikken er direkte – fyndig – og totalt blottet for overraskelser. Her er ingen episke aspirationer eller symfonisk underlægning … den minimale opsætning med bas, guitarer og trommer levner ikke engang plads til et keyboard, og det er herligt at opleve dem spille råt for usødet og uden indpakning af nogen art.

Tracklist

Cold Violence Lapdance for the Devil Risky on the Rocks Lonely Ride Beyond the Line The Tale of Jimi and Janis Flowers on the Grave My Prison The Expected Hell Bent for Heaven

Og produktionen lader heldigvis alting lyde aldeles usukret.

I stedet synes det som om, at al kreativ kraft er brugt på at skabe ti sange, som mere end noget andet sparker lytterens røv, så fremstår mere og mere rød og øm efter hver ny gennemlytning.

Mit eneste forbehold er Lars Frederiksens noget begrænsede vokal. Han går lige akkurat an, men musikken ville virkelig løfte sig ud i stratosfæren med raketfart, hvis kvartetten snarest inddrog en femte medspiller med den helt rette stemme, som ene og alene skulle håndtere koncentrere sig om mikrofonen. Frederiksen har vel nok selv kraften, men han mangler evnen til at række andet end bredt og dybt – eksempelvis: højt og hysterisk, energisk og intens – og denne endimensionelle sang er og bliver lidt trættende i længden. Heldigvis er musikken en lang tour de force, som aldrig taber pusten undervejs.

Den opfordring giver jeg gerne videre.

Metalfans overalt opfordres desuden til – straks – at anskaffe sig A Lapdance for the Devil. Det er ganske enkelt den mest lovende danske debut siden SlingShotSucks, må de hvile i fred, Corpses and Buddies helt tilbage i 2007.

Lars Mikael Døring • A A A A A A

OVERKILL Ironbound Nuclear Blast 29/1 2010 Dansk distribution: Warner Music

Meget kan nok skrives om den amerikanske, New York-baserede groove/thrash-institution Overkill, men man må nødvendigvis anerkende, at de har holdt et ikke helt ringe niveau trods deres efterhånden tredive år i metaltrædemøllen. Og Ironbound, der er kvintettens sekstende studiealbum, holder så absolut niveauet.

Det er på ingen måde er et mesterværk, men problemerne er få og små.

På den positive side står, at der ikke er ret mange kedelige øjeblikke på Ironbound. De har selv sørget for produktionen, og det giver albummet en fuldfed og meget lækker lyd, hvor særligt bassen fremstår tung og tydelig – uden at man savner hverken thrashens typiske fræsende guitarer eller uhåndterlige vildskab.

Bandets meget dynamiske (og helt originale) duo, vokalist Bobby ’Blitz’ Ellsworth og bassist DD Verni har i fællesskab skrevet og arrangeret ti forholdsvis gode sange. De er afvekslende og fængende, om end Overkills to guitarister umiddelbart genbruger de drivende riffs fra ”The Green and Black” samt ”Ironbound” lige lovlig meget. De er slet ikke dårlige, men forsimpler et ellers nuanceret lydbillede og er trættende efterhånden som albummet når de tres minutter.

Overkill kunne med fordel ha’ skåret skiven ti eller femten minutter skarpere … men måske er det bare mig, idet jeg – indrømmet – foretrækker thrash kort og fyndig frem for episk, langtrukken og vævende.

Tracklist

The Green and Black Ironbound Bring me the Night The Goal is Your Soul Give a Little Endless War The Head and the Heart In Vain Killing for a Living The SRC

Selvsamme Ellsworth har næppe nogensinde sunget bedre. Naturligvis når han ikke sine ungdoms høje toner, naturligvis klinger hans røst aldrig så rent som før, men årtiers slid på stemmebåndet har derimod givet ham en nydelig patina, der nu let placerer ham blandt mine favoritstemmer … og kombinationen Overkill/Ellsworth er en fryd for mine ører.

Så meget mere imponerende, når man tænker på i hvor mange år, han har sunget om vold, opstandelse og død. Det burde hænge ham langt ud af halsen, men han er og bliver ganske enkelt bandets troværdige stemme. Forrygende!

Det gør Ironbound til et must for fans af både band og genre. Altså: ‘Go get it!’

Lars Lolk • A A A A A A

FEAR FACTORY Mechanize AFM Records 5/2 2010 Dansk distribution: Target

De seneste par års udvikling for Fear Factory kan potentielt beskrives som en virksomhedsmæssig deroute, en relativt kontrolleret nedtur, og spørgsmålet er nu, om bandet så også er lige så funktionelt i 2010, som da de brød igennem i midt-90’erne.

Ingen mangel på respekt mod AFM Records fra min side, men det er vel et mindre skridt nedad at havne på dette label, når man har haft succes på Roadrunner Records?! Måske uden betydning!

Langt mere seriøst må man sige, at de senere års udskiftninger i line-uppet og den medfølgende ophedede debat musikerne imellem i medierne har været for bandet, og den tilspidsede situation er tæt på et klimaks, da hele to line-ups slås om retten til bandets navn.

Og forviklingen bliver ikke mindre af, at Fear Factorys problembarn, Dino Cazares (der var den første fremtrædende udskiftning i bandets besætning), nu pludselig har forsonet sig med forsanger Burton C. Bell, idet de påkalder sig retten til navnet Fear Factory og udgiver Mechanize. Lidt baggrundshistorie er vel, at bandets to andre musikere ikke er originale medlemmer, selvom den ene var med på den forrige plade og turné. I den grad lidt af en situation.

Sådanne scenarier er set før hos andre bands, og den vil sandsynligvis ske igen – læs bare her.

Tracklist

Mechanize Industrial Discipline Fear Campaign Powershifter Christploitation Oxidizer Controlled Demolition Designing The Enemy Metallic Division Final Exit

Nok om disse ydre faktorer, for de indre (musikken) tæller vel højest?! Det betyder i hvert fald meget, at Burton C. Bells markante vokal giver musikken på Mechanize den nødvendige variation, med sin vekslen mellem aggressive growls og den alternativt ’clean’ vokal; og Dino Cazares’ militante guitar-riffs understøtter den mekaniske, industrielle grundtone. Hans instrumentering blev muligvis håndhævet lige så acceptabelt af Christian Olde Wolbers (næsten original-bassist i Fear Factory, og del af det ’andet line-up’), der skiftede til guitar ved Cazares’ afgang. Det kan jeg ikke afgøre her og nu.

Det andet ’ekskluderede’ medlem, Raymond Herrera, havde en iørefaldende stil på sine trommer, og han var naturligvis en nødvendig brik i bandets industrielle kaskader, men den nye trommeslager er ikke hvem som helst; Gene Hoglan har for længst bevist, at hans evner rækker længere end til progressiv death metal og thrash, og det synligste eksempel er vel hans virke i Strapping Young Lad, som også minder meget om Fear Factory musikalsk; eller der det omvendt?! Og Gene Hoglan er nu engang et kæmpe aktiv for ethvert band.

Men man skal jo ikke underkende vigtigheden af et ’godt team’, hvilket Burton C. Bell og Dino Cazares meget vel også kan vise sig at være, og dette må jo i så fald smitte af på kompositionerne. Det hjælper sikkert også, at Rhys Fulber (studie-programmør) atter har deltaget i arbejdsprocessen. Og teamet er på rette vej med Mechanize.

Fear Factory – ‘Mechanize‘

Burton C. Bell – vokal Dino Cazares – guitar Byron Stroud – bass Gene Hoglan – trommer

‘Ekskluderede’ medlemmer Christian Olde Wolbers – bas, guitar Raymond Herrera – trommer

Sandt og sige, så var forgængeren, Transgression (2005), ikke den store åbenbaring, og derfor ligger det jo åbent for det seneste line-up af Fear Factory at imponere os positivt, og det lykkes… i hvert fald delvist! Mechanize har sin andel af fængende melodier, der lægger op til positiv omtale. Apparatet er i bevægelse, dets produkter har en puls, og det virker bare ganske fornuftigt!

Men det ville være en overdrivelse, hvis jeg antydede, at Fear Factory nærmer sig sin storhedstid eller har frigjort sig af ’arven’ fra plader som Demanufacture og Obsolete. Og dette er måske heller ikke målet!

Hvis succeskriteriet er at stadfæste sin identitet som Fear Factory og samtidig overgå Transgression, så er missionen mere end lykkedes.

Mechanize er langt fra årets album i sin genre, og den er næppe heller et højdepunkt i bandets karriere – den er nok nærmest et skridt i den rigtige retning, og dernæst er det op til musikerne, hvor de vil føre dette band hen. En fortsat bekræftelse af bandets identitet eller tage et skridt mod nye højder!

Kristian Døj • A A A A A A

FREEDOM CALL Legend of the Shadowking Steamhammer 1/2 2010 Dansk distribution: Target

Freedom Call gør sig i konceptalbums; historien synes vigtig for bandet, og den røde tråd er nærmest blevet et meget synligt tov på Legend of the Shadowking. Det er ikke en afgørende faktor for mig, men uomtvisteligt et gennemført koncept.

Winters Verge er ligeledes glimrende lyrikere, men de begår sig dog hellere i at få den gode historie skrevet sang for sang, i stedet for det mere tematiske. Dermed ikke sagt at sammenhængen ikke er der, for den generelle stemning er vedvarende dyster og som titlen formulerer det – tragisk.

Jeg blev øjeblikkeligt fanget af de første toner på Freedom Calls Legend of the Shadowking. Hvis jeg skal høre power metal, så er denne plade et fremragende bud på, hvad der kunne gå hen og blive en alle tiders favorit.

Med Winters Verge tog det lidt længere tid at overbevise mig. Efter adskillige gennemlytninger står det dog klart at Tales of Tragedy er helt oppe på samme høje niveau.

Kristian Døj • A A A A A A

WINTERS VERGE Tales of Tragedy Massacre Records 29/1 2010 Dansk distribution: Target

Med deres teatralske kor, hymne rytmer og dobbelt stortromme leder Freedom Call tankerne hen på bands som Powerwolf og Heavenly, og en hybrid af de to er måske ikke helt skævt kategoriseret. Der er fart på, samtidigt er kvartetten ikke bange for at overraske, med pludselige stop for at afløse instrumenternes raketfart med et overbevisende tilrettelagt kor arrangement, eller en fængende keyboard hookline.

Som nævnt før er Cyprioterne ikke så umiddelbart tændende, men hvad der dog er soleklart fra starten er at de fem medlemmer håndterer deres respektive instrumenter med beundringsværdig omhu. Temposkift står i kø uden det på noget tidspunkt bliver irriterende progressivt. Ydermere er der eksperimenteret pertentligt med forskellig stemningssættende vokal typer, fra aggressivt til hviskende og kvinde skønsang.

Power metallen har mange ansigter, Freedom Call er den lidt nørdede ’jeg-leger-rollespil’ agtige model, Winters Verge er den tungere mere riff orienterede variant. Begge albums er i hver deres pragt fantastiske, kreative og varige eksempler på hvordan power metal kan leveres spændende og interessant for det (for genren) utrænede og egensindige øre.

Lars Lolk • A A A A A A

DEMONICA Demonstrous Massacre Records 26/2 2010 Dansk distribution: Target

To af Danmarks mere illustrative musikere har gang i et nyt kapitel i deres produktive karriere, og for begge gælder det, at mediebevågenhed følger i kølvandet på enhver udgivelse fra deres hånd. Årsagen er, at begge herrer har plantet et markant fingeraftryk på den danske scene såvel som et mindst lige så tydeligt mærke på den internationale scene, hvilket kun er de færreste danske metal-musikere beskåret.

Den første musiker er vel nærmest udødeliggjort pga. sin medvirken på samtlige albums fra de legendariske Mercyful Fate, men Hank Shermann har som guitarist og komponist også haft en finger med i andre mere eller mindre fremtrædende bands udover den verdensberømte kvartet. Man kunne absolut rose Hank Shermann for sit fænomenale vovemod, for manden har faktisk forsøgt sig med alt lige fra punk og melodisk heavy rock til psykedelisk rock, power groove og power metal. Få danske kunstnere har været så alsidige!

Ligesom store dele af verdenspressen har jeg fulgt Hank Shermann gennem alle hans inkarnationer, dog med en behørig skepsis, da ikke alle hans projekter har været lige gennemførte musikalsk set. Med Demonica skriver danskeren som før omtalt et nyt kapitel i sin karriere, og dette band (hvad vi da må håbe, at det er!) vil sandsynligvis også få sin del af opmærksomheden i metal-pressen, ikke mindst forårsaget af, at der er et par amerikanske kendisser ved Hanks Shermanns side.

Lad starte med at slå fast, at Demonica udtrykker sig med en musikalsk retning i grænselandet mellem old-school og moderne thrash, og det er da et godt tidspunkt at slå sig på den bølge, for denne subgenre fejrer jo en mindre revival i disse dage. Og det hjælper bestemt, at Craig Locicero Forbidden), Mark Hernandez (Forbidden, Defiance) og tidligere Furious Trauma-vokalist Klaus ’Hyr” Hansen deltager, for det giver da projektet en vis thrash-credibility.

Sidstnævnte Klaus Hyr er imidlertid Demonicas ubestridt svage led, og Demonstrous ville have stået langt bedre med en anden sanger. Den ensformige, udtryksløse vokal trækker fokus væk fra de teknisk spændende guitar-soli og ganske habile kompositioner, og det er en skam, for det betyder, at jeg må fratrække karakterer på den konto.

Det er tydeligt, når Hank Shermann leder an med sine pragtfulde guitar-fills/soli, og man tænker uvægerligt på Mercyful Fate undervejs, men modsat Force Of Evil besidder Demonica sin egen identitet uafhængigt af nævnte band. Ikke at Force Of Evil på nogen måde var ringe, men der var ingen tvivl om, at det musikalske ophav stammede direkte fra Mercyful Fate.

De 10 numre på Demonstrous har en lovende side, men desværre også en uskøn facade grundet vokalisten, og derfor falder det mig umåde svært at placere pladen på Antennas skala. Tiden vil vise, om Demonica bliver et reelt band med live-optrædener og flere plader, hvilket jeg håber, men find endelig en anden sanger, her og nu.

Lars Lolk • A A A A A A

THE KANDIDATE Until We Are Outnumbered Napalm 29/1 2010 Dansk distribution: Target

Nu over til en anden institution i dansk metal, men af et andet udtryk og en lidt anden division, men alligevel én man må tilskrive noget historisk. Jakob Bredahl opnåede hitlistesucces i vores danske hjemland med HateSphere, hvilket Mercyful Fate aldrig har opnået, og HateSphere har været ude på de skrå brædder ulig andre danske bands i de seneste tiår. Og han har vundet priser ved Danish Metal Awards, så han udgør forsidestof.

Musikere fra bandet The Downward Candidate udgør nu The Kandidate sammen med den århusianske sanger, og Bredahl er da også trækplastret på Until We Are Outnumbered. Den musikalske formular er imidlertid udpenslet tydeligt i bandets biografi… dette skulle være death/thrash, og jeg er kun enig i dette udsagn.

Heldigvis er det aggressive niveau og den hårdkogte produktion i top, hvilket er ’et must’ i denne genre, såfremt en kunstner ønsker at undslippe enhver reference til en upassende old-school attitude, som kun er vellykket i hænderne af få aktuelle bands. Jacob Bredahl underbygger som a tydet det vredladne udtryk med sin lungekapacitet, der ofte kalder på ligheder til crossover, fusionen mellem thrash og hardcore.

Until We Are Outnumbered adskiller sig i bund og grund ikke synderligt fra, hvad HateSphere har præsteret, men tilstedeværelsen af teknisk funderede kompositioner er ikke så udbredte, og The Kandidate leverer generelt for ensformigt, for simpelt materiale, hvis bedste bud på noget seværdigt er den underliggende crossover attitude.

To af de største navne i dansk metal, i hver deres nye projekt, der nærmest bare aspirerer for at komme ud på de skrå brædder, hvilket jeg ser som muligheden for at få opgraderet sit potentiale, som jo er til stede i begge bands, og så skal der måske ske lidt seriøse justeringer i medlemsbesætningen i det ene tilfælde.

Dansk distribution: Target

Forventningerne fløj i vejret, da Frontiers allerede i starten af december proklamerede navnene på de plader, som skulle udkomme den 29. januar.

Tidligere Kiss og Union guitarist Bruce Kulick har ikke tidligere haft held med sine solo albums, og jeg har da heller ikke turde håbe på andet end middelmådig hard rock denne gang. 

Kristian Døj • A A A A A A

BRUCE KULICK BK3

Heldigvis har Bruce denne gang allieret sig med en håndfuld vokalister, og holder sig dermed primært til guitaren. Der er blandt andet tale om Tobias Sammet (Edguy), Gene Simmons (Kiss), Doug Fieger (The Knac), og ikke mindst John Corabi (Union). Sidstnævnte er min personlige favorit, om end ”No Friend of Mine”, som han synger på, er en anelse sløj, men Corabi leverer som sædvanlig en rutineret præstation.

Jeg bifalder Kulicks brug af sangere, og selv Doug Fieger-nummeret ”Dirty Girl” svinger meget godt med dets poppede tendenser. Når alt dette er sagt, så er der dog ingenting på pladen, som får mig i højt humør. Der er så mange ting galt med pladen, men i stedet for at sidde her og få afløb for mine sure opstød, så har jeg nu opsummeret det positive, jeg havde at sige. Imidlertid taler karakteren vist for sig selv. 

Kristian Døj • A A A A A A

WIG WAM Non Stop Rock n’ Roll

Wig Wam blæste mig omkuld, da jeg hørte singlen ”In My Dreams” tilbage i 2005. Nordmændenes to første albums fik mit anlæg på overarbejde, og det ville være løgn, hvis jeg sagde, at mine forventninger til bandets tredje plade ikke var urimeligt høje.

Wig Wam’s mix af glam rock og traditionel skandinavisk AOR har tidligere været fremført med fokus på den vanedannende melodi og store omkvæd. Det er i grove træk også trækplasteret på Non Stop Rock n’ Roll, dog virker albummet en kende hårdere – ikke tungere bare mere ’derudaf’.

Det, som til stadighed imponerer mig, er gruppens evne til at skrive sange, som er så uhyrlig fængende. Der er ikke bare tale om tre eller fire singlekandidater, som sidder lige i skabet. Det er hele albummet, som sætter sig urokkelig fast efter usandsynlig få gennemlytninger. Det kan lyde monotont og Kiss-agtig, men det er det faktisk ikke, for der er stadig gjort plads til finesser, kreative c-stykker og produktionsmæssig opfindsomhed.

Non Stop Rock n’ Roll er Wig Wam’s stærkeste album til dato. 

Kristian Døj • A A A A A A

MURDER OF MY SWEET Divanity

Lidt overraskende fra Frontiers kommer Svenske The Murder Of My Sweet. Bandet har efter sigende allerede haft succes i hjemlandet med første single ”Bleed Me Dry”.

Albummet starter rigtig godt med to melodiske numre, men tredje skæring er førnævnte single, som slet ikke kan måle sig med pladens to første numre i min bog.

Der, hvor albummet klarer sig bedst, er på de numre, som kører efter den sikre melodiske linje. Numre som ”No Evil”, Follow the Rain”, ”Destiny” og ”Valerie” er faktisk små perler, som, hvis man kigger isoleret på dem, signalerer eminent sangskrivning.

Undtagelsen er den musical/Queen/Savatage –agtige syv minutter lange ”Death of a Moviestar”, som skiller sig væsentligt ud fra resten af albummet, men som ærlig talt er en meget positiv oplevelse.

Evanescence og Lunatica er de mest oplagte sidestykker, men med The Murder Of My Sweets symfoniske elementer mere i fokus adskiller de sig alligevel en del fra førnævnte. Derudover er lydbilledet mere grandios og der er generelt tale om tungere metal. 

Kristian Døj • A A A A A A

KEEL Streets of Rock & Roll

Kristian Døj • A A A A A A

KEEL The Right to Rock

Udover en ligegyldig opsamling i 1998 er Keel tilbage med sit første reelle studie album i 23 år, og det er faktisk overraskende godt.

Det er samtidig 25 år siden pladen The Right to Rock udkom, og i den forbindelse smider Frontiers en remastered version af denne i butikkerne.

Keel var et ’hair band’ efter alle kunstens regler, simpelt hard rock med cheesy tekster, alt imens at skaffe de rigtige hullede jeans sikkert optog medlemmerne mere end det at skrive sange. Sådan var det dengang, og det var så sandelig også rigtig fint.

Noget tyder på, at Keel har luret af, at der skal lidt mere finfølelse til i dag, for Streets of Rock n’ Roll er en aldeles habil plade.

Lette melodiske AOR-iske numre blandet med lidt hårdere sange, som til tider trækker på en klassisk amerikansk sydstats rock n’ roll vibe, resulterer i et ganske varieret produkt.

Sanger Ron Keels stemme er modnet og lyder derfor knapt så meget som en sur baby. Hans stemme passer i øvrigt også bedre til den mere voksne stil på Streets of Rock n’ Roll.

Selvom The Right to Rock repræsenterer essensen af amerikansk ’hair metal’ i sin urform, var det altså ikke en særlig god plade,. Når man tænker på bands som Britny Fox og Black n’ Blue, kunne Keel slet ikke være med.

Streets of Rock n’ Roll er en investering værd, The Right to Rock er (utroligt nok!) stadigvæk efter 25 år under middel i sin genre.

Forventningerne blev mødt – både der, hvor man kalkulerede med noget rigtig godt (Wig Wam), og der, hvor forventningen tro ikke var noget af det helt store (Bruce Kulick).