Dawn Of Demises anden fuldlængde har været ventet med længsel og spænding hos alle tilhængere af god, gedigen dødsmetal, og at dømme efter den foreløbige modtagelse blandt både medier og fans har bandet formået til fulde at levere varen. Denne anmeldelse erklærer sig dog en anelse forbeholden overfor de mange lovord, der hidtil er tilfaldet A Force Unstoppable.

Debuten Hate Takes Its Form bød på en særdeles stabil opvisning i old-school death metal med en snert af tekniske passager, men frem for alt udmærkede skiven sig ved en god sjat personlighed, da det lykkedes bandet at få stoppet en hel del af den nerve og energi, de gang på gang leverer til deres koncerter, ned mellem pladerillerne. En god debut skaber naturligvis forventninger til en god opfølger, og det er svært ikke at se A Force Unstoppable i netop det lys.

Taler vi om albumudgivelser helt generelt, er ’friskhed’ et af de nøgleord, der ofte kendetegner gode debutskiver, og typisk vil denne kvalitet kunne gøre op for øvrige mangler, der kunne tænkes at forekomme i et første-udspil. Omvendt kræves der andre ting af gode opfølgere. Det er forventeligt, at en smule af friskheden forsvinder fra et andet-udspil, til gengæld kan man så tillade sig at forvente mere modenhed, et større musikalsk overblik og helt generelt noget rutine, der kan bære musikken frem på en måde, som debuten måske ikke kunne, og i forhold til denne beskrivelse balancerer A Force Unstoppable på en knivsæg.

Vist lyder udspillet mere rutineret end debuten, men helt overordnet kan jeg ikke lade være med at sidde med følelsen af, at der mangler der noget, der får den op at ringe. Jeg stemmer gerne i med det kor af røster, der udpeger skiven til at være en rigtig god, stabil death metal udgivelse, for jeg mener, den taler til og forløser et behov, der er for sådan en skive her og nu. Det er helt umiddelbart svært at sætte en finger på noget, for ved første øjekast er hele pakken der; tight, velspillet metal, stærk produktion, fedt cover… Alt det bedste ved genren synes ganske enkelt at være samlet her, og det er det sådan set også.

Men manglerne kommer til syne, når man lytter til albummet i et lidt større perspektiv. Der er nemlig al mulig rimelighed i at sammenligne Dawn Of Demise med genrens tunge drenge, for de har vist, både live og i album-regi, at de kan spille op med de største navne (Suffocation, Cannibal Corpse, Broken Hope, you name it), og når man lytter til A Force Unstoppable og sammenligner med disse bands’ største meritter, så står skiven altså ikke helt distancen.

Samlet set indfries forventningerne ikke helt, for Dawn Of Demise besidder et større potentiale, end nærværende udgivelse giver udtryk for. A Force Unstoppable er en god opfølger til en lidt bedre debut, og den mådeholdne karakter er udtryk for min overbevisning om, at vi på længere sigt har større ting i vente. Kommende skiver vil vise om jeg får ret i min forudsigelse, for nu kan man bare glæde sig over, at Danmark kan byde på dødsmetal af den lovende kaliber, Dawn Of Demise trods alt viser.

Jeg har i mange tilfælde lagt øre til påstande om, at plader efter Jump the Gun (1990) har været uinspirerede og uinteressante, sammenlignet med tidligere udspil.

Fair nok, hvis den mere kommercielle og melodiske stil ikke har været i folks smag, men det virker ærlig talt lidt mistænkelig med den rørende enighed omkring dette punkt. Jeg har sågar hørt flere synspunkter om, at bandet kunne afskrives allerede efter Future World (1987).

Jeg er derfor tilsyneladende helt alene, når jeg synes, at Sin-Decade, Stripped, Scream og Spooked besidder deres helt egne kvaliteter. Jeg tror, det er selvforstærkende, når en respekteret metalfan med cowboyjakke og Judas Priest t-shirt fra 1984 udtaler sig kontant om et specifikt band, og mange øjner chancen for ikke at tage stilling selv og nikker samtykkende i om, at alt efter Jump the Gun er noget poppet skrammel.

Men det er en fejl, og bandet er stadig mindst lige så aktuelle som før, og Pretty Maids har med deres nye plade begået noget af en genistreg.

Her er tunge numre som kan lede tankerne tilbage på plader som Red Hot and Heavy (1984) og Future World, dog med langt mere tyngde og en mere fyldig lyd. Samtidig har bandets melodiske halvfemser-lyd også fået lov at sætte sit tydelige præg på den nye plade.

Der er intet nyt i, at Horsens-drengene blander numrene pertentligt efter opskriften, melodisk nummer efterfølger tungt nummer og så videre. Det har dog sjældent være så defineret som på Pandemonium. Jeg begejstres ydermere også over kvaliteten af numrene, som er helt i særklasse – de tunge numre såvel som de mere afdæmpede.

Det er svært at udvælge favoritskæringer, men efter at have lyttet til pladen i tre uger står det klart, at ”INVU”, ”Little Drops of Heaven”, ”Final Day of Innocence”, ”It Comes at Night” og ”Breathless” er i absolut verdensklasse, og med en så høj kvalitet af de resterende numre står det klart, at Pandemonium er Pretty Maids bedste plade, nogensinde.

Sidestiller man bandet med dets kollegaer i genren (blandt andre Gotthard og Pink Cream 69), så er Pandemonium som album langt mere holdbar og dynamisk, end hvad konkurrenterne senest har leveret.

Pudlerne er blevet trimmet, toptunet med erfaringens og erkendelsens hårde fintjusterede riffs og beklædt med himmelske dråber af sødmens smukke interiør. Man kan tydeligt høre bandet drøne forbi i natten, mens konkurrenter i genren skriger ’I.N.V.U.’ – og til det svarer Pretty Maids igen med en midnatsluft indhyllet i den underskønne galskabs duft, af brændt gummi og røg fra overophedede bremseskiver.

Denne udgivelse er et klart og tydeligt eksempel på, hvor skuffet man kan blive over en kunstner, som ellers nyder nærmest guddommelig status, for sit tidligere arbejde. Men man kan ikke slippe fra alt, bare fordi man har en direkte linje til Gud!

Mike Patton må have fået serveret pasta al funghi med giftige svampe, da han valgte at udgive dette album. Mange af numrene lyder som en blanding af cabaret på speed, der tager en suppe-steg-is svingom med Bjørk, og det hele udmunder sig en omgang komplet meningsløst mafioso muzak, hvilket er hjerneblæst uvedkommende for mine ører, og en kolossal ridse i den ellers så fine fernis der dækker Mike Pattons navn og ry.

Denne italiensk-sprogede ligegyldighed er da også prydet med et cover, der er en blanding af pacman og regnbuens farver, med et hvidt centrum i pacmans mund. Hvad kan man så udlede af det?!

Dette er at slå plat på et navn – dette er at køre sig selv i stilling til en pensionisttilværelse på de skrå brædder på rai uno, eller måske hvis han er heldig i Las Vegas.

Det kan godt være, at nogen bliver forblændet af mandens tidligere storhed og hans endnu gode vokal, men der skal altså mere til end en omgang coverversioner af italienske kærlighedssange, før end at jeg hører fuglene synge. Jeg falder heller ikke for argumentet, om at det hører med til hans grænsesøgende stil, for hvad er der lige grænsesøgende i, at forvandle sig til en crooner, der måske kan være heldig at gøre et par trusser våde ombord på et krydstogtsskib…

Power metal er, på grund af sine af og til temmelig konservative musikalske tilbøjeligheder, en ofte udskældt genre af musik, men de nyeste udspil fra Rhapsody Of Fire og Neverland viser, at der, konservatisme eller ej, til stadighed produceres rigtig gode udspil indenfor stilen.

Rhapsody Of Fire må siges at være et af de absolut største bands på scenen med relation til metalgenren, og de sidste ca. 13 års aktivitet har budt på adskillige udgivelser, man som metalfan med respekt for sig selv burde være stødt på, mere eller mindre frivilligt, uanset hvilke stilarter man i øvrigt sværger til.

Bandet debuterede i 1997 med Legendary Tales, et glimrende album, der etablerede den røde tråd af episk barok-metal og fantasyprægede tekst- og grafiktemaer, bandet i dag er kendt for, og de episke stemninger tog bestemt ikke af på de følgende ofringer. Således udgjorde bandets første fire udgivelser (5, hvis man medtæller EP’en Rain of a Thousand Flames) et samlet opus, hvor musikken støt følger det tekstlige drama i sin opbygning. Kulminationen nåedes på Power of the Dragonflame fra 2002, et album af dystre, storslåede dimensioner, hvorpå musikken i nummeret ”When Demons Awake” sine steder antog næsten dødsmetalliske proportioner.

Jeg hører til dem, der fandt stort behag i de første fire albums, og det har altid imponeret mig, hvordan bandet på disse udgivelser løbende lykkedes med at skabe udvikling i et musikalsk udtryk, der ellers synes så godt som slidt op. Ovenfor nævnte eksperimenteren med det dødsmetalliske er et eksempel på et af de subtile virkemidler, der i mine øjne har været med til at skille Rhapsody Of Fire ud fra mængden hele vejen, og der kunne nævnes mange flere eksempler på små ting i det samlede lydbillede, der gør, at bandet konsekvent formår at distancere sig fra konkurrenterne.

Rigtig meget har været sagt og skrevet om herrerne i de forgangne år, og det skal blive spændende at se, om de med nærværende udgivelse igen formår at dele vandene. En ting er sikkert; man kan mene, hvad man vil om musikken, men decideret kedeligt bliver det sgu aldrig. The Frozen Tears of Angels byder på Rhapsody Of Fire, som vi kender dem, men igen med denne snert af nytænkning, der gør, at man ikke kan beskylde bandet for at hvile på laurbærrene.

Det første indtryk der melder sig er, at man har benyttet en noget mere rå produktion, og det i sig selv stiller musikken i et nyt lys, end vi ellers er vant til. Væk er den polerede trommemaskinelyd, vi kunne høre helt op til Power of the Dragonflame, til fordel for en langt mere kompakt, live-agtig trommeproduktion, der gør, at hele lydbilledet rykker tættere op i ansigtet op lytteren. Dette aspekt er en klar force for skiven som helhed, for selve det musikalske udtryk har også antaget en mere rå kant end tidligere.

Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, da det ikke fremgår af det materiale, der fulgte med min promo, men jeg gætter på, at guitarist Luca Turilli må have stået for en overvægt af sangskrivningen i denne omgang, for der er mange steder store ligheder med det, manden har givet os på sine soloudspil. Numre som ”Crystal Moonlight”, ”On The Way To Ainor” og store dele af titelnummeret ”The Frozen Tears of Angels” byder således på guitarriffs og melodilinier, man sagtens kunne have fundet på Prophet of the Last Eclipse (Turillis andet soloalbum fra 2002), og i det hele taget ligner det overordnede albumkoncept på både den musikalske og den grafiske side noget, der kunne være hentet ud af Turillis tankespind.

Helt overordnet finder jeg, at det dystre univers fra Power of the Dragonflame får lov at dominere stemningerne på The Frozen Tears of Angels, om end tempoet i musikken er sat en anelse ned, og dette univers er fint suppleret af de mysticistiske koncepter fra Turillis solounivers. Denne tendens hos Rhapsody Of Fire kan jeg kun bifalde, for det er netop denne type af subtil udvikling i det musikalske koncept, der gør, at bandet meget sjældent skuffer.

Som en notabene til de her præsenterede holdninger skal her lyde et lille forslag til Rhapsody Of Fires medlemmer og til det næste album i rækken: det skulle være en sand fryd at høre gutterne præstere et album udelukkende på italiensk. Jeg hører ikke til dem, der har noget problem med Fabio Liones forholdsvis tykke accent på engelsk, men når manden får lov at synge på sit modersmål, løfter det bare musikken til et andet plan. Forslaget er hermed givet videre, tilbage er kun at lade de fire, gode antenner tale: The Frozen Tears of Angels er på alle måder en værdig tilføjelse til Rhapsody Of Fires imponerende diskografi

Neverland hører til et af de relativt sjældne eksempler på sydeuropæiske power metal bands. Bandet har rødder i Tyrkiet og Grækenland, og Ophidia er bandets anden ofring oven på debuten Reversing Time fra 2008. Debut er måske så meget sagt, for ret beset har bandet, i en konstellation bestående udelukkende af tyrkiske musikere, udgivet plader siden 2004, blot under navnet Dreamtone og uden den senere tilføjede græske sangerinde Iris Mavraki.

Bandet præsenteres således pr. dags dato som Dreamtone & Iris Mavraki’s Neverland, og leverer musik, det vel giver bedst mening at definere som melodisk power metal med inputs fra både folk, musical og progressiv metal. Ophidia beskrives i infomaterialet som et album, der skal lyttes grundigt til, før man fanger alle detaljerne, og denne beskrivelse opsummerer både styrkerne og svaghederne ved albummet.

Det positive først. Når der skal lyttes mange gange til albummet, før tingene rigtig falder på plads, har det noget at gøre med de sindssygt detaljerede og meget dygtigt udførte arrangementer, bandet har præsteret. Det er imponerende at høre, hvordan en så relativt stor genrediversitet, som nævnt ovenfor, elegant, ja nærmest umærkeligt, kan inkorporeres, i hvad der egentlig bare er god, gammeldags power metal, og samlet set skabe et så varieret og stadig homogent lydbillede som man oplever på Ophidia, uden at musikken virker overlæsset.

Numre som ”Silence The Wolves”, ”Will Of God” og ”Places Unknown” er tre forskellige, men lige gode, eksempler på det usædvanligt stærke kompositoriske overblik, musikerne i Neverland besidder. Her vikles storladen orkestrering og folkinspirerede guitarriffs sammen med en overlegen sans for subtile, kammermusikalske arrangementer, der på fornem vis understøtter sammenspillet mellem vokale og instrumentale melodier. Eksemplerne kunne dog for så vidt lige så godt have været udvalgt blandt de øvrige otte numre på skiven, for samtlige 11 skæringer holder et rigtig højt niveau af sangskrivning, idérigdom og arrangementsmæssig spidsfindighed.

Men kravet om de mange gennemlytninger bunder også i en mere negativ side af sagen, som er den ikke særligt prangende produktion, den sørger nemlig for, at den store detaljerigdom i musikken bliver irriterende uklar. Der mangler i udpræget grad noget power og noget punch i lyden, der kan understøtte det metalbagland, Neverland dybest set er forankret i, og det gælder især guitarerne og trommerne. Denne mangel mærker man, i sagens natur, særligt, når bandet hiver de tungere, mere metalprægede skyts frem. Faktisk vækker lydsiden af Neverlands hårde, metallisk-musikalske kerne minder om death metal produktioner fra starten af 90’erne, hvor netop guitarer og trommer ofte er produceret særdeles fladtrykte og klangfattige, og det klæder på ingen måde Neverlands musik. Ophidia savner en åbenhed og en klarhed i produktionen, for at de flotte arrangementer kan komme fuldt og helt til sin ret.

Når de positive og negative sider er gjort op, er den tilbageværende følelse heldigvis, at Ophidia har været alle gennemlytningerne værd. Er man til power metal, og trænger man til en indsprøjtning, der gør mere end blot at tilfredsstille de mest basale behov, er der al mulig god grund til at investere sine sparepenge her. I samme ombæring kan man så begynde at glæde sig til næste gang, Neverland smider et album på gaden, og håbe på, at der da bliver penge til en produktion, der matcher de musikalske talenter.

Jeg er ikke bekendt med den canadiske bassist/sangerindes første solo album, ej heller er genren Melissa bevæger sig i min faglige force.

Udtrykket er stærkt og her er tale om alternativt og eksperimenterende rock musik. Populært sagt er det vel her man med rette kan sige at der er gået for meget ’kunst’ i den. Konceptet er da også taget længst muligt, Out of Our Minds udkommer både som tegneserie (i blad format) og en film skulle også være under opsejling.

Da den nærmest ubeskrivelige stil som består af garage rock, industrial og melodisk midt halvfemser rock (Hole, Cranberries og 4 Non blondes), er det ikke så lidt overraskende at selve konceptet omfatter vikinger. Men hvorfor skal power metal bands og Amon Amarth egentlig også have monopol på det tema?

Melissa Auf der Maur har en baggrund som bassist i Hole og ikke mindst Smashing Pumpkins, og uden at det skal være en anbefaling til fans af netop de to grupper, så kan der periodevis godt drages paralleller.

Lad mig så lige slutte af med at ’name droppe’ lidt, selveste Glenn Danzig gæster på nummeret ”Father’s Grave”, respekt for det.

Progressiv rock er en betegnelse, der ofte bliver brugt i flæng, hvilket betyder, at genren bliver endnu mere udefinerbar end den i forvejen er. Nu er ordet progressiv vel heller ikke fantastisk velegnet til, at give en fastlåst betegnelse af noget som helst, da ordets semantiske udfoldelse, netop synes at stå i et kontradiktorisk forhold til forankring og stilstand. Faktisk kunne mange bands, der får prædikatet progressiv påklistret, beskyldes for at være konservative og bagudstræbende, i og med deres higen efter dagene, hvor Peter Gabriel stadigvæk sang i Genesis, synes at skinne for markant igennem deres kompositioner – og ofte på en lettere kedelig og unuanceret måde. I denne sammenhæng bør man nok kikke mod ordets brug, i stedet for ordets egentlige henvisning. Hermed synes en ændring af det semantiske indhold, at være på sin plads, da progressiv rock, i denne sammenhæng, bør betegnes som et opgør med de sædvanlige klichéer og rockbyggeklodser. Når dette er sagt, bør originalitet og fremskridt vel ikke ses som absolutte goder i sig selv, og selv en andenrangs version af et album som Point of Know Return (Kansas), kan i sig selv godt fremstå som vellykket.

Sidstnævnte må da også være det strå, Supernal Endgames musikalske dagsorden klamrer sig til, i deres forsøg på at give et bud på, hvordan Marillion og Genesis ville lyde, hvis de jammede de gamle plader i det nye årtusind.

Musikalsk set slipper Supernal Endgame da også nogenlunde fra, at ville lyde som en variant af Marillion anno 1985 og halvfjerdsernes Genesis. Således fejler hverken håndværk eller melodier noget på Touch the Sky. Men er scenen i dag tjent med blot, at føle sig hensat til tidligere tiders bedrifter? Både ja og nej, for tænker man på, hvad der ellers kommer af albums inden for musik generelt, er denne stil helt sikkert velkommen som et, tilsyneladende, frisk pust på en scene, hvor det mange musikere jagter, enten er den glorværdige originalitet eller det store hit, der kan sikre økonomien for sangskriver og selskab. På den anden side virker Touch the Sky ikke som et album, der ligefrem gløder af fantasi og formidable sangskriverevner. Meget af tempoet på pladen står i stampe, og særlige voldsomme musikalske udfoldelser, er der på ingen måde tale om. Dette gør 78 minutter til en alt for stor mundfuld at sluge, og lytteren må give op på halvvejen.
Heller ikke lyden er helt på Supernal Endgames side, da denne mangler lidt bund. Alt for ofte bliver lydbilledet utåleligt sterilt og specielt de, angiveligt, elektriske trommer er komplet håbløse. Lydbilledet vinder dog lidt ved den udprægede brug af akustiske instrumenter, der giver hele produktionen et løft og en anstændig fylde.

Der, hvor mange stiger af ved denne slags musik, er nok uden tvivl det kristne budskab, der på Touch the Sky er meget udpræget. Undertegnede har ikke det store imod spirituelle budskaber, men når det er så enerverende som tilfældet er på Touch the Sky, så slipper min tålmodighed op og min tolerance sættes på en prøve, der kan sammenlignes med 40 års ørkenvandring. Altså, der er vel grænser for, hvor mange gange et budskab skal gentages, før det sidder fast. Dette her er gjort meget bedre før; hør for eksempel Sola Sciptura med Neal Morse, hvor historiske begivenheder og emner som tvivl og tungsind også indtager en vigtig position i hans pro-kristne verdensbillede.

Alt i alt bliver denne plade hurtigt kedelig, både i lydbilledet og i den ensartet tempoangivelse. Gentagelsen af et budskab så søvnigt, at selv Metusalem synes frisk og viril ved siden af, bidrager til kedsommeligheden, og de halvgennemførte vokalpræstationer gør heller ikke sagen meget bedre. Men melodierne er anstændige, og musikernes kunnen er heller ikke ueffen – men de burde altså nok finde sig en anden vinkel på deres emne, og så lære kunsten at begrænse sig.

Amerikanske Vonassi har i højere grad end Supernal Endgame formået, at udvikle sin stil i en mere selvstændig retning. Selvom at der stadigvæk kan spores rødder i kunstnere som Kansas, Kings X og Rush, når de spiller mere simpelt. Samtidig lægger Vonassi en lidt mere rocket og aggressivt svingende stil for dagen på The Battle of Ego, der faktisk står som forholdsvis vellykket.

Jeg kan godt på The Battle of Ego savne lidt flere ting, der sidder bedre fast, for når man ikke leger med de større arrangementer, skal sangskrivningen og kompositionerne skrige af nødvendighed, intensitet og dedikation – og endvidere skal materialet have en kvalitet i sig selv, eftersom der ikke bliver hævet diverse tricks op af den episke værktøjskasse. Således holder de fleste numre på The Battle of Ego sig under de fem minutter, hvilket kan virke hæmmende for et band af Vonassis karakter. Dog slipper man ikke uden om, at Vonassi får lavet enkelte rigtig gode sange, samt storsvinget sig elegant ud af mange melodistykker, der ikke i sig selv holder kadencen.

Højdepunkterne placerer sig uden tvivl på første del af albummet, hvor både ”The Drudge”, Strong Arm Welfare” og ”Posing for the Cold” fremstår ganske vellykket. Specielt på sidstnævnte viser Chase Carter sig faktisk som en ganske udmærket vokalist, med sans for det udtryksfulde. Derimod går gassen lidt af ballonen hen imod slutningen, hvor sangskrivningskvaliteten dykker noget – dog uden at havne i et direkte uacceptabelt leje. Alt i alt er pladen ikke interessant nok til, at begejstre lytteren i den lille time Vonassi holder hof, men bandet falder dog heller ikke helt igennem – en udgivelse på det jævne.