For omkring 12-13 år siden fik den danske befolkning et sjældent indblik i den gryende tv-genre kaldet faktion, fusionen mellem fiktion og fakta – en genre, der i dag lægger grundlaget for den særdeles populære drama-dokumentar, som dominerer sendefladen i dag. Den i dag så kendte Instruktør Niels Arden Oplev fulgte udvalgte musikere fra de jyske bands Illdisposed, Infernal Torment og Nidhug på klods hold over en periode, og dette foregik bl.a. med en genre-bestemt interview-form, hvor vi ikke hører spørgsmålet. Dengang meget lidt brugt og kendt, men i dag hverdagskost for alle seere af De Unge Mødre.

Arden Oplevs dokumentar var på samme tid et mindst lige så udsøgt snapshot af et fragment af den metal-scene, som prægede billedet omkring 1997 – før det, der refereres til som det danske metal boom; før Volbeats succes, og før det officielle Danish Metal Awards – dengang Diehard Music var det store samlingspunkt for dansk metal-musik.

Med faktionsgenren kan man naturligvis spørge sig selv om, hvor grænsen mellem ægte dokumentar og mere eller mindre planlagt påtagethed dukker op, for det er vel sandsynligt, at enhver person, der optages på kamera, handler anderledes, end var de alene. Jeg kender ikke de involverede musikere privat, og jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt deres udsagn og dokumenterede handlinger afspejler deres liv uden for skærmen.

Dokumentaren giver imidlertid publikum fuld valuta, såfremt de har behov for at få bekræftet deres fordomme om scenen og personerne bag. Et synspunkt kunne naturligvis være, at enhver ung person er særdeles udtryksfuld, med kantede holdninger og ureflekterede synspunkter, som udmønter sig i det ældre personer ville betegne som ’ungdommelig’. Det kan man jo tage, for hvad man vil!

Filmens tre hovedpersoner er Lasse Bak (Illdisposed), Scott Jensen (Infernal Torment) og Christian Sørensen (Niddhug), og de to førstnævnte er stillet op til en opfølgende snak nu 13 år efter – en kort, mindre visuelt gennemført interview-session, hvor de fortæller om, hvad der er sket siden dengang… om hvad der skete med deres aktier i de respektive bands. Scott Jensen fortæller om, hvordan Infernal Torment gik i opløsning og om tilblivelsen af sit aktuelle band, Dawn Of Demise. En lidt nøgtern, uinteressant fortælling. Lasse Bak, derimod, er fuld valuta, på trods af at han skøjter nænsomt hen over splittet med Illdisposed. Der er nok heller ingen grund til at bringe gryden i kog, og det er topunderholdning at følge hans fabuleringer om de forskellige emner.

Man kan også følge med i Arden Oplevs forklaring om sine motiver for at skabe dokumentaren, hvilket er et fint appendiks, men næppe en seværdighed.

Hovedoplevelsen er nemlig originalindspilningen, hvor de tre hovedpersoner på hver deres facon underholder om deres person., eller hvor vi følger musikernes hverdag i og uden for den musikalske verden. Scott Jensen holder sig relativt nøgternt til bandets lyriske univers og det musikalske udtryk, og mens han henkastet refererer til sin by, Silkeborg, som er beboet af ‘Brian’er med terninger i bilvinduet, der lytter til techno og tager til bilræs’, afslører han lige så mange fordomme, som andre vel nærer mod hans musik.

Christian Sørensen fortæller ligeledes om sit band Nidhug og sit syn på sig selv, og om hvordan han passer ind på metal-scenen og i livet som helhed. Hans naive, enfoldige tilgang til livet er egentlig ikke morsom, men jeg forstår, hvorfor han ikke har ønsket at deltage i endnu en runde, hvor han samler op på forsiden, for han virker faktisk lidt tragikomisk, når jeg tænker over det. Det bedste eksempel er hans diskussion om sine lave tyskkarakterer mm., med far og mor, som dog afslører en sand mor med ben i næsen og fødderne på jorden (og en lidt for kæk farmand, som dog godt gider tage billeder af bandet i fuld krigsudrustning).

Lasse Bak er til gengæld særdeles god underholdning, med en fremragende sans for selviscenesættelse, selvironi og humor langt ud over det almindelige, på en sympatisk og empatisk måde. Bundærlig og lige ind til benet, og det tydeliggøres fx ved hans ‘love-and-hate’ forhold til Illdisposeds forsanger Bo Summer, der tryner ham fysisk, såvel som hans forhold til det modsatte køn. Det er også en fryd at bevidne Lasse Baks pseudo-black metal band Goat, hvis eneste formål ifølge ham selv er at være en joke på bekostning af black metal genren, men det siger bare så meget mere om ham som person (også). Lasse er frivilligt morsom på egen bekostning, og jeg tror faktisk, at dette i store træk er det sande billede, vi ser. Anekdoter afløses af pral og drengerøvs-attitude, og dette står i skærende kontrast til den forsigtige, små-naive attitude, som kendetegner den også sympatiske Christian (Nidhug).

Udover de tre hovedpersoner får publikum også et lille indblik i, hvordan en session med Illdisposed i Borsing Studios foregår, og om hvordan Infernal Torment får taget band-billeder og meget mere. Det sker, og vi ser med!

Headbang i Hovedlandet vil utvivlsomt blive en sællert, og jeg kan faktisk også kun tilskynde til et hurtigt køb, for det er sublim underholdning, som sikkert passer til enhver drengesammenkomst med bajere, chips og humor under bæltestedet.

Nu afventer vi bare spændt på, at drama-dokumentaren om københavnske Stormslag ser dagens lys.

En sammensmeltning af Lamb Of God, Sepultura, Slayer og Megadeth – og du ender med hvad der, efter bandets eget udsagn, er deres version af old-school thrash metal. Det brasilianske band, der så dagens lys i 1983, har seks studiealbums, to live plus det løse bag sig, men alligevel er det ikke ligefrem nytænkning, der springer i ørerne, når man gennemlytter Discipline of Hate – men så er det evigt tilbagevendende spørgsmål jo også bare, om det er en absolut nødvendighed, eller måske et decideret krav, at der skal præsteres nytænkning for, at et album kan være underholdende i dag.

I det her tilfælde er det fint med mig, at de ikke er forhippet på at genopfinde den dybe tallerken, men holder sig til det de er gode til, nemlig at spille solid catchy thrash. For der er en god sammenhæng mellem den semi-lyse troværdigt hæse vokal og de musikalske akkorder, der flænser gennem skiven.

Så hvad betyder det så, at sang –og riffstrukturen er genkendelig fra andre bands i genren. Det er jo ikke fordi, at albummet lider under det, men alligevel trækker jeg en halv til en hel karakter fra – grundet en vis forudsigelighed i musikken, i takt med antal afspilninger. Men en fin gennemsnitsskive er det, som tåler flere rotationer, grundet et jævnt flow henover hele skiven.

Netop det her med at opretholde et jævnt flow gennem et helt album, er et problem, jeg ganske ofte støder på, og det gør sig også gældende for Enemy Of The Sun og deres Caedium.

Det starter ellers så godt for Sorychta og resten af bandet, på denne opfølger til Shadows fra 2007, men så går det i frit fald ned af bakke. Sangene ”Lithium”, ”Another End of the Rainbow” og i særdeleshed den dejligt aggressive, på samme tid charmerende sang nummer tre ”I am One”, starter albummet op. Man sidder nu og venter spændt på det videre forløb, og næste nummer ”Chasing the Dragon” har da også nogle fede guitar-riffs, men er ellers et forvarsel på, hvad der venter en på de resterende ti numre.

Albummet går fuldstændig i stå – der er en udtalt mangel på originalitet, som i dette tilfælde ikke kan dækkes ind under en definition af trang til genresikkerhed. Enemy Of The Sun prøver at eksperimentere med eksotiske og etniske instrumenter, hvilket da også er hyggeligt nok, men holdbarheden gennem albummet er bare ikke solid nok til at stå distancen.

Caedium er latinsk for at ‘dø for egen hånd’, vel og mærke ikke nødvendigvis ment som selvmord, men nærmere i betydningen at selvdestruere, og det er egentlig meget sigende om albummet…

Men endnu mere sigende er det for det næste album, fra de ikke her-på-jorden-boende musikere fra Mammutant. De begår decideret selvmord ved at udsende sådan en omgang hø.

Åh ve Åh skræk – cyberzerkerkrigerne kommer, disse kødædende kannibaler…. frygt dem disse Mammutanter!

Nej fandme nej – Mage til overdistortet elendig gylle skal man da lede længe efter. Det bliver da absolut heller ikke bedre af, at der er en påtaget ru vokal og usandsynlig kedelig komposition, samt en mildt sagt skamfuld produktion inde i billedet.

Det kan godt være at deres hjemplanet Xorgosh blev smadret af andre ’uha så forfærdelige’ stammer, men fistre ud i galaksen igen, for her på jorden er der kun et sted, hvor mammutanterne hører til – bag lås og slå på en af landets psykiatriske afdelinger.

Nu sidder der sikkert nogle derude bag skærmene og tænker, at  jeg overhovedet ikke forstår  mig på apokalyptisk metal – men det kan jeg. Men det kræver altså stadig, at der skal være noget, der bare en lille smule ligner musikalsk know-how og ikke bare et sceneshow tilsat rædselsfuld støj, før end jeg gnistrer i andet end raseri.

Et nyt udspil fra Cynic skal nok være noget, der kan pirre nysgerrigheden for en hel del fans med hang til den progressive del af metalgenren, men inden man får armene for højt i vejret, skal jeg skynde mig at sige, at her ikke er tale om en fuldlængde-opfølger til den helt suveræne Traced in Air fra 2008. Re-Traced er i stedet et udspil i EP-format, der, som titlen antyder, byder på fire omarbejdede numre fra Traced in Air, samt et enkelt nyt nummer: ”Wheels within Wheels”.

Omarbejdninger skal i dette tilfælde tages ganske bogstaveligt, for udover de bærende vokalmelodier i numrene, som vi kender dem fra Traced in Air, er der så godt som intet tilbage af de originale arrangementer. Dette er på mange måder helt ny musik, der ligger meget, meget langt fra Cynics normalt metalliske udgangspunkt, og den bedst beskrivende term, jeg kan finde for musikken på Re-Traced, er en slags indie-rock. De fem numre trækker således primært på musikalske inspirationer fra støjrock, electronica og singer/ songwriter-musik, og var det ikke fordi fire ud af fem af disse numre bygger på i forvejen kendt materiale, kunne man forledes til at tro, man havde fået fingre i et nyt, lidt mere syret udspil fra fx Cardigans eller Kashmir. Jeg holder af begge bands, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg har lidt svært ved at finde en grimasse, der kan passe, når nu det er Cynic, vi taler om.

Ser man positivt på tingene, fungerer EP’en fint som et lille appendiks til Traced in Air, og jeg er ikke i tvivl om, at inkarnerede Cynic-fans vil finde udspillet interessant, måske ligefrem dybt i sin introverthed. Bandets vanlige musikalitet og kompositorisk udfordrende tankegang får lejlighedsvis lov at skinne igennem sangenes nøgne, underspillede udtryk, og er man i stand til at lægge al skepsis til side, er der da også en lille musikalsk oplevelse at hente. Det er bare ikke rigtig nok. På den negative side står det nemlig tindrende klart, at udspillet har forsvindende lidt relevans for den gennemsnitlige metallytter, som under alle omstændigheder sandsynligvis vil foretrække numrene i deres oprindelige, metalliske form.

Med andre ord: lad dig ikke narre. Havde Cynic-logoet ikke prydet forsiden af denne udgivelse, ville musikken på Re-Traced ganske givet aldrig have nået hverken metalmedier- eller fans, næppe heller fans af Cynic. Det kan man så tænke lidt over.

Københavnsk-baserede Cryoshell har så meget talentmasse i bagagen, at man bliver helt forpustet ved tanken, og man kan nærmest ikke skrive denne anmeldelse uden at komme ind omkring de mange facetter af denne talentmasse. Bandet består af sangerinde Christine ”LORE” Lorentzen, hvis navn nok vækker genkendelse i forbindelse med tv-programmer som ”Scenen er din” og ”Vild med dans”, men før det har hun indspillet i USA og generelt altid beskæftiget sig med musik. På klaver finder vi Mikkel Maltha som har komponeret filmmusik til ”Råzone”, Lars Von Triers ”Boss of it All” og ”Om Natten”. Guitarist/Bassist Kasper Søderlund er med sin konservatorieuddannelse og flere turneer i ind- og udland, samt optrædener med blandt andet Caroline Henderson og Martin Hall, også en ganske erfaren herre. Men så mangler der jo stadig en trommeslager, og til indspilningen er indhentet ingen mindre end Jakob Gundel, som også er kendt fra Invocator, Stella Blackrose, Withering Surface, Gasblå m.fl.

Bandet beskriver deres lyd som værende symfonisk rock med referencer til Evanescence og Linkin Park, og det er nok ikke helt ved siden af, omend der ikke helt er den samme vokale spænd i Lore’s stemme, men det er nu ikke, fordi det tæller ned. Den er stadig virkelig fed. Når man sætter skiven i, og det første nummer ”Creeping in My Soul” brager ud, får man den der følelse af, at det nummer har man da hørt før, og ja, muligheden er der i hvert fald – for det er også et nummer bandet har skrevet til LEGO’s Bionicle serie og har haft over 1 mio. views på YouTube.

Netop Mikkel Maltha’s smukke klaver er med til at give Cryoshell det her mere episk symfoniske lydudtryk, som i sammenhæng med tunge guitarer og lidt strygerarrangementer hist og her, giver et spændende album. Især er det tydeligt, at det er hans klaverarbejde, der bærer og støtter op om vokalen på ”Falling”, hvor det på ”The Room” og især på ”Murky” er et fabelagtigt sammenspil mellem trommer og klaver, der skaber ekstravagante lytteroplevelser. Guitar og bas ligger og danner limen i sangene, danner ligesom hele grundsubstansen, og de er på ingen måde underbetonede produktionsmæssigt, men detaljerigdommen i numrene er mestret rigtig fint af Jacob Hansen, så man netop ikke kun hører guitarerne, men får lov til at nyde alle instrumenter udfolde sig.

Jeg er generelt temmelig blæst tilbage i sædet over dette album, og kan godt lide at der eksperimenteres med influenser, som eksempelvis på nummeret ”Bye Bye Babylon”, hvor musikken tager en arabisk-inspireret drejning. Der er også blevet plads til en rendyrket ballade i form af nummeret ”No More Words”, som kun er klaver og sangerinde, hvilket gør det til en sang, der trænger ind under huden – omend det tog et par gennemlytninger, før den penetrerede min hærdede elefanthud. Eneste nummer, som jeg syntes falder uden for den ellers meget høje standard for komposition på albummet, er nummeret ” Come to My Heaven”, der er en temmelig meningsløs gentagelse på gentagelse, og som sat i forhold til de ellers meget velformulerede tekster på resten af albummet dumper fælt.

Det er et album, der kræver sine gennemlytninger, før alle brikkerne falder på plads og numrene for alvor åbner sig for lytteren, men så vil man også finde et lækkert rockalbum. Det taler til et bredt publikum, hvilket er et stort plus i disse dage, og det er ikke kun grundet kendisfaktoren, men også fordi nogle fra både pop, rock, metalmiljøet vil syntes, det er en fed skive.

Det er efterhånden lidt tid siden, danske Wuthering Heights sidst gav studielyd fra sig; faktisk skal vi helt tilbage til 2006, hvor bandets fjerde udspil The Shadow Cabinet så dagens lys. Nu er man imidlertid klar med opfølgeren Salt, og her er tale om nok en episk tilføjelse til bandets diskografi. Således holder otte af de ni skæringer en gennemsnits-spilletid på omkring seks minutter, og closeren ”Lost at Sea” er i sig selv et monstrum på knap 17 minutter.

Musikken på Salt er overvejende en fortsættelse af stilen fra The Shadow Cabinet, om end med et lyrisk tema, der denne gang kredser om livet på de syv verdenshave. Vi bliver budt på alt, hvad hjertet kan begære af tempo-, tonearts- og stemningsskift, herunder en afbalanceret vekslen mellem heavy/speed metal af den gamle skole og folk-inspirerede indslag, og i denne beskrivelse ligger både styrkerne og svaghederne ved udspillet.

Sagt med et enkelt ord, er det, Wuthering Heights præsterer, slet og ret  ganske overbevisende. De musikalske ideer og det tydeligt rutinerede sammenspil munder konsekvent ud i homogene og meningsfulde sangstrukturer, og dette varemærke bakkes yderligere op af en organisk produktion, der gør sit til at skabe samling på den brede instrumentselektion, der tæller mandoliner, fløjter, og hvad man ellers forbinder med folkemusikalske indslag. Det giver kun til dels mening at fremhæve solistiske præstationer på skiven, for det er for mig at høre i mindre grad individualiteten, der er i centrum på Salt, end det er det samlede musikalske resultat. Det sagt udgør Nils Patrick Johansson til stadighed en stærk frontfigur for bandet, og det er klædeligt og med rette, han sine steder får lov at stjæle billedet, eksempelvis på syvende skæring ”The Field”, hvor man til overmål finder vokalt overskud og indlevelse.

De stærke sider er mange, men til trods herfor kan skiven ikke sige sig helt fri for kritikpunkter. Mest af alt falder det i ørene, at Wuthering Heights yderst sjældent tænker i andre tonesprog end det allermest velkendte. En meget stor del af numrene trækker på præcis de samme melodiske og harmoniske vendinger, som eksempelvis hæderkronede Iron Maiden altid har været ypperlige eksponenter for, og med en samlet spilletid lige omkring en time kan denne tonale monotoni under tiden tage fokus fra det ellers varierede lydbillede. Jeg savner som en generel ting det afgørende pift af inspireret kompositionsevne, der kan få Wuthering Heights’ musik helt op at ringe.

I den endelige opgørelse står og falder vurderingen dog med Wuthering Heights’ evne til at skabe indlevende, medrivende og overbevisende historiefortælling, fuld af nerve, og det formår de så bestemt på Salt.

Første del af Black Meddle, Assassins fra 2008 var et nyskabende og fremragende black metal album, og selvom Nachtmystium i mellemtiden har skuffet med en halvsløj EP, er forventningerne til Addicts - bandets femte album – tårnhøje.

Som det var tilfældet med forgængeren, fænger Addicts hverken ved første eller anden gennemlytning. Men med lidt tålmodighed begynder Nachtmystiums simple, støjende og melodiske metal – der knap nok kan betegnes som black metal – at gøre et indtryk. Ordspillet på ‘black metal’ i titlen henviser uden tvivl til Pink Floyds Meddle album fra 1971, men de psykedeliske virkemidler er der – desværre – skåret lidt ned på siden sidst.

Denne gang har amerikanerne valgt en (endnu) mere rocket tilgang, og der er flere stoner rock-inspirerede riffs på albummet. Hovedparten af Addicts holdes i midttempo, men der er også blevet plads til både hurtige og langsomme passager. Blake Judds synger rent enkelte steder, men ellers ligger hans stemme et sted mellem black metal hvæsen og forvrænget industrial vokal.

Addicts er god, men skuffer alligevel lidt. Ingen af de ti sange på albummet når helt højdepunkterne fra forgængeren, og der er et par middelmådige numre imellem, fx det langsomme og alt for lange afslutningsnummer, der aldrig rigtig kommer nogen vegne. Endelig lyder nogle af lydeffekterne i baggrunden lidt påklistret. Ingen af disse svagheder ændrer dog på det overordnede indtryk: at Addicts: Black Meddle Part 2 er en fornøjelse at lytte til.

Islandske Fortid har også sit udgangspunkt i black metal, men selvom bandet langt fra er lige så eventyrlystne som Nachtmystium, så er Völuspá Part III: Fall of the Ages, der pudsigt nok også er del af en serie, ikke standard black metal fra start til slut.

Det er faktisk kun omkring halvdelen af Fall of the Ages, der kan klassificeres som black metal, og her er der tale om den mere melodiske del af genren. Derudover byder albummet på episk og stemningsfyldt metal, som tydeligvis er inspireret af Bathorys storhedstid i starten af halvfemserne. Her gør Fortid det virkelig godt, og man ærgrer sig over, at bandet ikke lægger endnu mere fokus her – ikke fordi der er noget at sætte en finger på, når tempoet sættes i vejret, men super-interessant er det heller ikke.

Der er adskillige gode numre på Fall of the Ages, men højdepunktet er den ti minutter lange "The Future", som runder albummet af. Her går melankolsk guitar, diskret keyboard, melodi og langsomt tempo, der først sættes i vejret mod slutningen, næsten op i en højere enhed.

Fortid kombinerer forskellige elementer med sikker hånd, så Fall of the Ages fremstår sammenhængende og gennemarbejdet. Variationen gør, at albummet aldrig bliver kedeligt, og den gode og klare produktion tæller også på plussiden. Selvom Fall of the Ages ikke er lige så nyskabende og spændende som Nachtmystiums Addicts, så er det lige så godt og absolut et anbefalelsesværdigt album.

Hvordan tackler man at være en utrolig talentfuld og meget velanset guitarist – jo, man udlever sin musik til fulde. Dette er netop, hvad Misha Mansoor (Bulb) gør, for hans evne til at komponere musik og egenhændigt producere det, er det bemærkelsesværdig, en evne han med Periphery har finjusteret siden 2005. Man forstår da også godt, at han vinder respekt i fx Meshuggah-kredse, for den musikalske stil er i sin grundessens inspireret af svenskerne, men tilført et mere eksperimentelt output. Hvis man kunne gennemtrænge Mansoors hjerne, ville man sikkert finde en perfektionist, for der overlades ikke noget til tilfældighederne på dette debutalbum.

Mansoor har da også fortæret ikke mindre end tre forsangere, hvoraf den seneste blev skiftet ud i al mindelighed ganske kort før denne udgivelse skulle se sit lys. Til Mansoors forsvar skal dog siges, at nogle af disse udskiftninger også har været en naturlig konsekvens af en progression i musikken fra en mere nu-metal baseret lyd til den nuværende progressive eksperimental metal. Det skabte en del forvirring for bandets fans, at der så kort før udgivelsesdatoen, pludselig lå sange med en anden forsanger oppe på myspace, og den 22 januar måtte Mansoor udgive en udtalelse omkring dette skifte af forsanger, om at der ikke fandtes noget ondt blod mellem Chris og bandet. Som erstatning for Chris er hentet Spencer Sotelo som ny forsanger. Nu kender jeg ikke til hvordan den tidligere forsanger lød og kan kun vurdere ud fra, hvordan Sotelo lyder, og det gør jeg så…

For, hvor musikken holder maximalt, hvilket jeg nok skal komme nærmere ind på, brænder kometens hale voldsommere end nødvendigt, resulterende i en potentiel kortere levetid, grundet netop Spencer Sotelos stemme. Først havde jeg på fornemmelsen, at det var i de rene vokalpassager at, mis-kemien opstod, men som jeg lyttede skiven igennem flere og flere gange, gik det op for mig, at det primært er med rod i en manglende dybde på growlen og en for drenget vokal præstation henover visse passager, der gør udslaget. Måske er det lidt hårdt sådan at pålægge alt skyld på en person, for manden kan da så udmærket godt synge, men harmonien mellem de tunge guitarer og hans stemme fungerer simpelthen bare ikke optimalt for mig, men hvor der er mere gunstige sekvenser i numrene, er det en anden sag.

Så til den musikalske del af skiven, denne gigantiske lydmur, der rammer ørene fra første sekund ,man tænder. Lad os starte med de ikke mindre end tre guitarer, der leger kispus med ens øresnegl og skiftevis ruller og rumler af sted i baggrunden som et massivt tordenvejr, for i næste øjeblik at kæle for én med smukke semi-akustiske akkorder, for igen at skifte til hidsige skrig, der hiver lytteren ud af drømmelandet. Bassen er en evig buldrene velafstemt konstant, ikke på nogen måde prangende, men man aner hele tiden dens tilstedeværelse. Trommerne er meget velspillede, med sans for variation fra det hamrende til det blide tekniske udtryk. Denne helhed gør det til en meget lyttevenlig og spændende skive, og de lettere progressive elementer, der er tilsat inde i numrene, er meget fint afstemt og på ingen måde overdøvende, for den komplette oplevelse.

Men der en aparte ting ved skiven, der sker ligesom en slags nedgearing i slutningen af de fleste numre, et stykke elektro afslapning inden sangen slutter helt. Det er egentlig ikke fordi, det som sådan irriterer mig, blot er det fuldstændig unødvendigt. Men et sted er der en meget beklagelig fejl, hørt med mine ører – i slutningen af nummeret ”Lacarus Lives” har bandet valgt at prøve sig ud i en Queens Of The Stone Age gimmick, med præsentation af bandet via humor…. Det fungerer bare ikke her!

Der er flere numre fra denne debut, der fortjener fremhævelse, men indgangsskæringen ”Insomnia” og den 15 minutter og 21 sekunder lange afslutningssymfoni ”Racecar” er klart nogle af de største lyspunkter på skiven. Hvis man skal pege på en sang, hvor der rent faktisk er harmoni mellem vokal og musik hele vejen igennem, så må det være ”Jetpacks Was Yes”, som er en lidt mere dæmpet sang, hvis man overhovedet kan sige det om nogen sange på dette album.

Teksterne er generelt i en forsvarlig standard uden at være på nogen måde i verdensklasse, men de er dog tilpas. Men et lidt større fokus på mere vedkommende tekster, og måske en vokalist mere til at dække de dybere dele af sangen, så tror jeg klart, der er meget at komme efter på næste udspil. Musikken må Mansoor og co. endelig ikke røre for meget ved.

Royal Hunt har altid været lidt af et unikum på den danske metal scene, dels fordi at bandet i halvfemserne formåede at sælge plader i udlandet, hvilket ikke noget andet danske band, måske på nær Pretty Maids, formåede på  dette tidspunkt. Men også fordi Royal Hunts niveau lå, og stadigvæk ligger, en del over den danske melodiske metalscenes gennemsnit; faktisk er bandet i en liga for sig selv på dette område. Nuvel, bandet havde, i min bog, deres højdepunkt omkring slutningen af halvfemserne, hvor albums som Paradox og Fear begejstrede undertegnede.

På The Mission fra 2001 synes bandet,at have valgt en mere metallisk tilgang til deres musik, hvilket ikke klædte bandet ret godt, dels fordi Royal Hunts styrke ligger i det symfoniske og storslået heavy rock og dels fordi, at bandets forskellige sangere aldrig har været klassiske metal-vokalister, men har hørt hjemme i det mere melodiøse spektre.

Da Royal Hunt så lavede en opfølger til det fantastiske album Paradox fra 1997, stod undertegnede på igen. Og selvom denne plade overhovedet ikke kunne matche første del, var der alligevel tegn på, at stilen var tilbage til, hvad undertegnede mener, er bandets absolutte styrke. Denne stil fortsættes på X, der dog må betegnes som en fremgang i forhold til Collision Course. Således er der denne gang en fin energi, en solid sangskrivning og en tilpas velafbalanceret lyd, der ikke er ligeså steril og syntetisk som på de tidligere værker.

X holder ikke fra a til z og byder til tider på en smule tomgang, men generelt er der meget godt at sige om dette album. Specielt numre som ”Back to Square One”, ”Shadowman” og ”The Last Leaf” er ganske glimrende. Royal Hunt er fremragende i deres levering, og deres intelligente måde at inkorporere teknik og melodi, er ganske enkelt sublim. Og så er Mark Boals (ex-Yngwie Malmsteen) på X mere vedkommende, og lyder som en, der bedre passer ind i helheden end på Collision Course, hvor han stod lidt i skyggen af sine forgængere.

Alt i alt et glimrende album, der dog hverken lever op til Paradox eller Fear, men er bestemt en af de mere interessante udgivelser, på den danske heavyrock/metalscene. Et stort firtal herfra.

Tobias Jensen • A A A A A A

Royal Hunts tiende album byder på hamrende stilsikker musical-metal med attitude, og der er ingen tvivl om, at X nok skal stå distancen blandt selv de hårdeste kritikere. Nytænkning kan man kigge i vejviseren efter, men det gør nu intet, når musikaliteten er så bundsolid som her. Stærke, mindeværdige melodier komplimenteres af tunge guitarriffs og fede soli, og sanger Mark Boals har aldrig lydt bedre end på X.

Heidi Skafte • A A A A A A

Der vises gode takter fra dette veletablerede bands side med sange, såsom ”King for a Day”, ”Army of Slaves” og ”Back to Square One”, men favoritten er skæring nummer to, ”End of the Line”, som virkelig definerer den igennem hele albummet holdbare frontvokal. Der er bare det et stort men ved dette album, og det er det mærkelige kor, der er lagt på – det er utidssvarende og bliver irriterende at lytte til, i kombination med det, mere og mere som pladen skrider frem, nærmest musical-agtige lydbillede. Min endelige dom må lyde på omkring lidt over to antenner.

Det er svære tider for Exodus og andre bands med samme historie og af samme kaliber. Hver eneste ny udgivelse bliver mødt med skepsis fra en samlet skare af metalanmeldere og fans, som næsten ikke kan vente med at stemple bandet dødt, hjemme, nede, ude, samtidig med, at bandet paradoksalt nok med samme skiver forventes at løfte en tung og vægtig arv.

Det er unægtelig hårde odds.

Derfor er det ikke overraskende, at The Atrocity Exhibition – Exhibit A (og Exhibit B for den sags skyld) begge for størsteparten har fået kniven … utallige gange.

Personligt har jeg det sådan, at musik af denne beskaffenhed gør sig allerbedst, når bandet holder sig omkring de fire minutter pr. skæring, men med ret beset kun ni numre og næsten tres minutters spilletid, så sprænger Exodus igen og igen disse rammer på Exhibit A, men det slipper nu fint fra det meste af tiden.

De kunne selvsagt nemt have skåret tættere ind til stålet, men det bliver aldrig dræbende kedeligt, og på numre som det eminente ”Children of a Worthless God”, det hypnotisk repetitive ”The Atrocity Exhibition”, den fortrinlige, hårdt pacede ”Iconoclasm” og maratonforestillingen ”Bedlam 1-2-3” lykkes de pænt med det episke såvel som det effektive.

De fire numre udgør lige godt halvdelen af pladen, så mon ikke at præstationen er godkendt; det giver i hvert tre store A’er i mit regnskab. Det fjerde er lige ved at blive udløst, men en del af resten har karakter af at være fyldstof – står vagt – og Rob Dukes vokal er oftest underligt langt væk, hvilket trækker nedad.

Nævnes skal det, at The Atrocity Exhibition – Exhibit A findes i en udgave, hvor nummeret “Bonded by Banjo” er inkluderet. Det er intet mindre end en 1:47 minutter lang (første vers plus omkvæd) banjo-udgave af klassikeren ”Bonded by Blood” og – undskyld mit sprog – Loke lure mig ikke bare sjovt eller unikt. Det er uvurderligt.

Hør den på YouTube eller find den på din egen udgave af Exhibit A.

På Exhibit B er sangene marginalt kortere, men til gengæld er der flere af dem, så virkningen er ret beset den samme. Tolv skæringer giver 75 minutters rotation.

Det er en hulens masse thrash metal for pengene.

Men produktionen er bedre (hvilket især gælder Dukes vokal) og sangene står generelt skarpere; her er især åbningsfemkløveret, den ret atypiske ”The Ballad of Leonard and Charles”, den decideret røvsparkende ”Beyond the Pale”, den ultrakorte, tydeligt Metallicaagtige ”Hammer and Life”, den sindsyge ”Class Dismissed” og den massive ”Downfall” med til at tage stikkene hjem for Exodus … men også de skræmmende effektive ”The Sun is my Destroyer” og ”Good Riddance” virker helt efter hensigten. Indimellem er det lidt mere rodet, ufokuseret, men alligevel med masser af fed thrash; eksempelvis er Gary Holts guitarlir gennem størsteparten af ”March of the Sycophants” hot og uforligneligt, selvom nummeret som sådan ikke når helt op og ringe.

Nå, men kan man se ud over sin egen kritiske næsetip, så får man to solide albums, der ganske rigtigt ikke redefinerer metal eller musik på nogen måde – men hej, det har Exodus jo i hele, hule Hel også allerede gjort for rigtig, rigtig mange år siden – men som sprudler og sprænges af den lyd, som de altid har haft.

Kan man ikke høre det, trænger man måske til et lille eftersyn hos lægen.

Okay, begge plader er som antydet lidt vel lange, og Rob Dukes er næsten ikke mikrofonen værdig, selvom han muligvis er ved at vokse med opgaven, men musikken holder næsten hver en meter og næsten hvert et sekund.

Det er i hvert fald umiskendeligt Exodus, og så kan man jo lide dét eller ej.

Samme pladeselskab, to forskellige måder at skære kagen på, og to vidt forskellige meninger om kvaliteten af det!

Egentlig starter dette selvtitulerede album, fra californiske Bleeding Through, ganske fint ud. Der er pænt med hug på deres metalcore, som krydres med lidt blastbeat her og keyboard der – ja, de prøver da at variere deres udtryk. Midtvejs begynder trætheden dog at melde sig, og mod slut er man helt opgivende. På de tre kvarter pladen varer, formår Bleeding Through overhovedet ikke at skrive ét eneste fængende nummer, som bare sidder i skabet. Numrene flyder sammen til en lang pølse af ligegyldigheder, og når pladen slutter, sidder man tilbage og kan intet huske overhovedet.

Dette er ellers deres sjette udspil, så det er jo ikke fordi, de ligefrem er helt fugtige bag ørene – ja, faktisk lader det til, at de på nogle områder har været godt fremme i skoene og produktive. Seks album og to dvd udgivelser på blot ti år er det blevet til, og så har de også turneret med navne som Slayer, Machine Head og Marilyn Manson. Alligevel har jeg ikke før stiftet bekendtskab med deres musik, og det forstår jeg godt nu. Der er virkelig ikke meget substans at hente her.

Hold da op, hvor udkommer der egentlig meget dårligt metal.  

Svenskerne slår til igen, og denne gang er det Grand Magus, som nu er på banen med deres femte album, med den flotte black metal titel; Hammer of the North. Coveret kan også snildt lede tankerne hen imod denne genre, men tag ikke fejl, for stilen på Hammer of the North er en god smeltedigel, bestående af lige dele stoner rock og klassisk heavy metal.

Fans af Spiritual Beggers er helt på det rene med Grand Magus, idet begge deler røst med Janne "JB" Christoffersson. Til en orientering kan det dertil nævnes, at Spiritual Beggers efter fem års pause barsler med et nyt album senere på året. Umiddelbart synes jeg stilen herpå er mere enkel og direkte, og selvfølgelig uden det karakteristiske hammondorgel, der ofte ledsager Spiritual Beggers musik. Derfor falder Grand Magus også mere i min smag.

Ved de første lyt fremstod Hammer of the North en smule lad i betrækket, men jeg skulle åbenbart lige varmes op først – for jeg skal da lige love for at pladen kom efter det, ved de efterfølgende spins. Der bydes nemlig på optil flere fede skæringer herpå, deriblandt den pågående åbner ’I, the Jury’, den episke ’The Lord of the Lies’ og den tunge afslutter ’Ravens Guide Our Way’ – alle er numre der besidder en flot nerve, og viser at bandet kan skrive varierede sange, selvom det holdes indenfor nogenlunde faste rammer. Noget andet der høster gode point, er den labre og autentiske produktion, som er dejlig tør og slagfast. Et stærkt album, som har vist sig kun at blive bedre for hvert lyt. Herligt!