Lars Lolk • A A A A A A

LIMBONIC ART Phantasmagoria Candlelight 19/7 2010 Dansk distribution: Target

Det er en udfordrende disciplin for selv de mægtigste bands inden for en respektiv subgenre i metal at håndhæve deres musikalske og identitetsmæssige suverænitet som årene passerer, og det gør det kun ekstra konfliktfyldt, når nye musikere erstatter ældre medlemmer – bandet er elsket og respekteret, men nyere udspil står for kritiske dommere.

To aktuelle promoer eksemplificerer modpolerne i denne spændingsfyldte kamp, og jeg er blot én blandt mange fans, der potentielt måtte bifalde og tage afstand fra den seneste udvikling fra de to følgende artister.

Limbonic Arts forrige album, ‘reunion’-skiven Legacy of Evil udkom i 2007, og var på sin vis et velmenende og rimeligvis acceptabelt forsøg på at genskabe magien fra fordums tid, dog ikke ligefrem en åbenbaring sammenlignet med tidligere udspil.

Den ene halvdel af Limbonic Art, Morfeus, har imidlertid forladt bandet sidenhen, hvorfor Daemon har kreeret Pantasmagoria i alenegang – og det står desværre helt klart, at musikken lider under de nye vilkår – måske og måske ikke som resultat af, at Morfeus’ ikke har deltaget i produktets tilblivelse.

Daemons vokal er en del mere forvrænget, i forhold til det, vi hørte på Legacy of Evil, og jeg vil også hellere sidestille Phantasmagoria med The Ultimate Deathworship (2002), som ulig andre plader fra bandet, var langt mere rå, upoleret – langt mindre pompøs og højtideligt anlagt, hvilket mindede en del om hvad Mysticum havde held med at udtrykke på deres In the Streams of Inferno (1996).

Men hvor The Ultimate Deathworship fungerede særdeles godt trods ’sit nye musikalske miljø’, virker hybriden Phantasmagoria endimensionel og uinspireret. Gammel vin på ny flaske, sagt med en god kliché, og man kan med rette sige om Daemons version af Limbonic Art, at det lyder som en kliché – med tanke på, hvor suverænt bandet dominerede lige denne vinkel på black metal i tiden med en 50 procents forøgelse.

Det store spørgsmål er, hvorvidt Daemon burde have gjort dette Phantasmagoria til et ’solo-udspil’, under navnet Daemon eller noget helt andet, men det ville nok blot betyde, at pladen skulle sammenlignes til ukendelighed med et album fra Limbonic Art, uanset hvad. Det kan også være, at han skulle have undladt at udgive pladen – men hvorfor skulle han dog lige det?!

Lars Lolk • A A A A A A

IMMORTAL The Seventh Date of Blashyrkh Nuclear Blast 2010 Dansk distribution: Warner Music

Men Limbonic Art udviser ikke suverænitet i 2010. Denne disciplin udviser modpolen til gengæld.

Det måtte jo ske, at Immortal måtte falde for W:O:A’s tilbud om at få optaget deres optræden fra sidste års festival til en DVD, og hvorfor ikke?! Der florerer alligevel bootleg-DVD’er af bandets shows rundt på nettet, og bandet selv skal jo tjene penge til at holde den mægtige maskine i gang.

Det var den realistisk-kyniske vinkel på tilsynekomsten af Immortals DVD The Seventh Date of Blashyrkh, og æstetikeren er heldigvis positiv i sin vurdering af den visuelle og auditive oplevelse, for denne trio er i sin helt egen liga, når de betræder en scene. Immortal præsenterer ellers en ganske simpel form for thrash-orienteret black metal, med redundante guitar riffs og pulserende beats fra bas og trommer, men Abbaths snerrende growls er særdeles markante, og hele konteksten er et musikalsk unikum.

På samme tid byder de tre personer dog ikke på noget specielt i sceneshow eller gimmicks, men at se – især Abbath og den ’nye’ bassist Apollyon – iklædt læderbukser, nitter unlimited og den iøjnefaldende corpse-paint, som er helt unik for Immortals musikere. Enkelt, men effektivt.

Sceneshow er dog på programmet, da Abbath undervejs drikker af ølhorn og leger med en tændt fakkel – mens Apollyon og Horgh ’blot’ spiller videre.

Immortals seneste studie-album, All Shall Fall (2009), var potent og acceptabelt, dog uden at nå fortids storhed, men bandet er i 2010 – på trods af at Apollyon er et nyere medlem – vanvittigt gennenmført i en live-situation, hvilket den aktuelle DVD bevidner.

Min promo-kopi indeholder kun selve live-optagelsen, hvorfor jeg ikke kan ytre mig om ekstra materiale, men det, der forefindes på min version, er professionelt skruet sammen, med gode klip og vinkler.

Selvom jeg finder det svært at koncentrere mig om en hel live-DVD, er det helt tydeligt, at Immortals suverænitet er intakt! Jeg kan ikke ligefrem sammenligne et studie-album en live-optagelse, men jeg kan sammenligne seneste Immortal-album med Phantasmagoria!

Thomas Sejr Jensen • A A A A A A

NATTSOL Stemning Prophecy Productions 11/6 2010 Dansk distribution: VME

Prophecy dækker bredt, men forsøger sig denne gang med to forholdsvis unge bands, som begge, i hvert fald med lidt god vilje, kan kategoriseres som black metal.

Norske Nàttsòl spiller black metal af den gamle skole, dvs. upoleret, ofte up-tempo og med melodisk guitar og meget lidt bas. Samtidig krydrer bandet deres musik med akustisk guitar og ren vokal, hvilket gør, at sammenligninger med Ulvers tidlige materiale ligger lige til højrebenet – og Stemning, der er Nàttsòls debut, minder da også meget om Ulvers ditto.

Denne variant af black metal har ikke fået lige så meget eksponering, som mange andre de sidste år, og det kommer selvfølgelig Nàttsòl til gode. Men Stemning er desværre ikke særlig spændende. Til tider fungerer samspillet mellem simpel black metal og akustisk guitar, men det er langt fra hele tiden, og den standard black metal, som udgør en stor del af albummet, er jævnt kedelig. Dertil kommer, at mange af de afdæmpede passager nærmere er kedelige end stemningsfulde og, at vokalen er dårlig og hørt et utal af gange før.

Når det er sagt, så er Stemning ikke værre end så meget andet på markedet og har trods alt sine øjeblikke. Derfor kan Nàttsòl lige snige sig om på en middelkarakter.

Thomas Sejr Jensen • A A A A A A

LANTLOS .neon Prophecy Productions 11/6 2010 Dansk distribution: VME

Så er der mere at komme efter på det andet album fra tyske Lantlôs. Også her er udgangspunktet black metal, men tyskerne eksperimenterer flittigt, ikke mindst med shoegaze genren. Et af albummets store forcer er det dynamiske og tekniske trommespil, hvilket ikke ligefrem er kendetegnende for hverken black metal eller shoegaze, men det fungerer fremragende her. Også hvad angår tempo er dynamisk det helt rigtige tillægsord at putte på Lantlôs’ musik. I modsætning til mange andre nyskabende black metal bands flirter Lantlôs ikke med industrial, og det virker som et fornuftigt valg.

Neige fra Alcest synger på .neon. I modsætning til i hans hovedband bruger han stort set sine desperate black metal skrig hele vejen igennem albummet, hvilket er lidt synd. Når tempoet hæves, virker vokalen helt rigtig, mens den på andre tidspunkter lyder lidt malplaceret.

Derudover er der ikke noget at sætte en finger på, da .neon er både original og yderst vellykket. Det langstrakte, instrumentale titelnummer er fantastisk, og hovedparten af albummet er på næsten samme niveau. Man kunne godt ønske sig lidt længere spilletid end de 39 minutter, albummet varer, men det understreger jo bare, hvor fængende et album Lantlôs’ har skruet sammen. Fans af Alcest, og musik i periferien af black metal generelt, går med garanti ikke galt i byen her.

Fyrsten • A A A A A A

SHADOWSIDE Dare to Dream Germusica 28/5 2010

Kender du det, at man fra tid til anden hører et riff eller en melodi, og bare ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, fordi det fremstår så komisk ringe? Sådan en egenskab besidder brasilianske Shadowside, endda op til flere gange undervejs, her på deres anden fuldlængde Dare to Dream. Oprindelig udkom pladen i august 2009 på Chavis Records, men er nu genudgivet med ”Everlasting Sun” som bonus-track.

Bandet blev dannet i 2001, og stilen er melodisk heavy rock/metal, med en til tider halvbeskidt og pågående attitude. Det skyldes primært sangerinden Dani Nolden, der med sin ofte anstrengte røst lyder mere energisk end decideret god. Hun er bestemt en nydelig kvinde at se på, som givetvis også har masser af talenter, men at synge er desværre bare ikke et af dem, og ofte rammer hun altså tonerne lidt for meget ved siden af. Bare lyt til ”Last Thoughts”, ”Hideaway” eller den helt igennem rædselsfulde ballade ”Time To Say Goodbye”, som straks ryger ind i kategorien ’rendyrket ørebæ’. Det er nemlig især i de afdæmpede passager, når der virkelig skal synges inderligt, at hendes vokal falder helt til jorden.

Shadowside benytter sig ej heller af de store udsving i musikken, hvilket man selvfølgelig heller ikke behøver, men når nu opskriften er så forholdsvis enkel, havde det altså været prisværdigt med noget mere pondus og tightness.

Kigger man i bookletten opdager man at der ellers har været erfarne hænder henover selve produktions tilblivelsen, såsom Dave Schiffman og Howie Weinberg (de har bl.a arbejdet med Iron Maiden, Metallica, Audioslave, System Of A Down, Pantera og Aerosmith), men det har åbenbart ikke kunne skjule kædens svage led – nemlig bandet selv.

Kristian Døj • A A A A A A

STEEVI JAIMZ Glam Damnation SwedMetal 2010 Dansk distribution: Target

Kædens svageste led dukker endnu tydeligere op på Steevi Jaimz’ Glam Damnation – endda i flere afskygninger.

Steevi Jaimz har siden bruddet med Tigertailz helt tilbage i 1988 kæmpet en endeløs kamp for at få en nogenlunde acceptabel solokarriere. Det er blevet til mange projekter under forskellige navne (St. Jaimz, Jaimz Gang etc.).

Sidste års My Private Hell er, uden sammenligning, det bedste englænderen har budt på siden Tigertailz debuten fra 1987 (Young & Crazy).

Glam Damnation er en af de der ligegyldige ‘from the vault’ albums, som må siges at være for fans udelukkende. Produktionen er tynd, sangene er kedelige, med en enkelt undtagelse i form af "Cat on a Hot Tin Roof". Faktisk kom pladen allerede tilbage i 2000 under navnet Damned if I Do… Damned if I Don’t.

Jeg har selvsamme plade liggende, og ovennævnte nummer er den eneste erindring, jeg har fra albummet. En plade, jeg utvivlsomt har investeret i, med håb om at høre noget, der mindede om Tigertailz’s ufatteligt fængende kor arrangementer. men ak, der er ingen Tigertailz-energi på denne plade.

Der er mange grunde til, at et udspil falder til jorden, og hverken Shadowside eller Steevi Jaimz formår at puste nok liv i deres respektive plader, således at de fremstår som et acceptabelt hele.

Lars Mikael Døring • A A A A A A

EISREGEN Knochenkult Massacre 2008 Dansk distribution: Target

Eisregen er måske et af de mest kontroverselle tyske bands lige for tiden. Hvis ikke andre steder så definitivt i deres hjemland, hvor deres præferencer for og dyrkelse af en morbid tematik øjeblikkeligt fangede myndighedernes opmærksomhed, hvilket betyder at ikke mindre end tre af bandets albums – Krebskolonie fra 1998, Farbenfinsternis fra 2001 og Wundwasser fra 2004 – er indekseret eller med et andet ord censureret … og det i en sådan grad, at bandet har forbud mod at spille nogle af disse sange live noget som helst sted i Tyskland.

Men, hvis man glemmer de lyriske eskapader et øjeblik, så tager det ikke lang tid at fastslå, at Knochenkult, musikalsk set, er førsteklasses mørk, sort metal. Omhyggeligt komponeret og så veludført, at genialitet ikke kan udelukkes.

Det hele begynder overraskende subtilt med ”Stahlschwartzschwanger”, hvor en simpel, men storslået intro elegant arbejdes ind i selve sangen og genbruges senere. Det er en sang, som ganske tålmodigt tager til med hensyn til aggressivitet og tyngde, for først helt at afsløre sit grimme hoved tre minutter henne. Fra det øjeblik er du aldrig i tvivl om, hvad det er, du har med at gøre, uanfægtet de blide og bløde øjeblikke, albummet også rummer. Det er ofte vanvittig voldsomt, ikke mindst takket være det konsekvente brug af tysk, et sprog der ganske naturligt rummer aggression i sig samt Michael Roths formidable vokale præstation. To tredjedele af ”Treibjagd” kunne sagtens høres som et node-for-node Dimmu Borgir rip-off, indtil den, gennem et langsomt break, udvikler sig til sin helt egen. ”Erscheine!” er mestendels ikke noget særligt, udover veludført, men den klaverladede outro er ren og vidunderlig. ”Das liebe Beil” er til gengæld exceptionel, sådan som den mikser ekstrem vanvid med akustiske guitarer og klaver, delt op i utallige breaks, og klaverdelene bliver intelligent genbrugt i balladen ”19 Nägel für Sophie” … musikalsk nedtonet er den ganske enkelt forsangerens mulighed for at vise, hvad han duer til. Den fortæller historien om, hvordan det tager hele nitten søm for at udfri stakkels Sophie for hendes lidelser. Med den vokale fortolkning af ”Schwarzer Gigolo”, nok en black metal ballade, denne gang om en fyr, der sælger sine seksuelle ydelser til ældre kvinder, bliver omsider klart, at det lyriske univers, Eisregen kreerer næppe skal tages alt for seriøst. Titelnummeret er helt eminent. Det lyder i første omgang simpelt, men akkumulerer og eksploderer til sidst i voldsomhed og tager samtidig til i kompleksitet og styrke … en superb slutning på et superbt album.

Personligt er jeg allermest imponeret over den kreative strøm, der flyder med Eisregen. Deres brillante musikalitet, kombineret med et helt exceptionelt sangskrivningstalent, tillader dem at blande alle mulige elementer og koge dem ind til tætte kompositioner. Nogle er selvfølgelig mere originale end andre, men flertallet af disse sange vil ikke miste værdi med årene.

Det hele bliver særlig tydeligt på bonusnummeret ”Blut ist Leben”, som kun fås ved køb af digipak-udgaven af Knochenkult. Her får man to et halvt minut perfekt mørk metal, der begynder med en intro spillet på instrumentet fra helvede – som Ian Anderson fra Jethro Tull har døbt det – skråstreg harmonika i en simpel rytme, før alting med et diskret slag på et bækken forvandles til en supernova af vrede og uvenskab, men samtidig helt ufattelig melodisk.

Dette er et af de fedeste albums i dette herrens år 2008! I skrivende stund forventes et live-album samt et nyt studiealbum i 2009.

Lars Mikael Døring • A A A A A A

EISREGEN Schlangensonne Massacre 30/4 2010 Dansk distribution: Target

Det nye album, Schlangensonne, ligger klar nu.

Og som jeg hører og ser det, forsætter de ufortrødent ned ad den sti, der foreløbig har medført, at de er bandlyst fra at optræde live noget sted i (hele) Tyskland. Men, hvor Eisregen lyrisk såvel som visuelt – tag nu bare omslaget – nok skal få held med at ophidse et eller to af verdens folkeslag, så skorter det desværre på både musikalsk farlighed og opfindsomhed.

Man aner en stigende kommercialisering i musikken, som med tiden kan dræbe projektet helt. På Schlangensonne er kernen stadig det sorte metal, men efterhånden iblandet ret mange elementer fra hard rock og støjrock, såsom underlige keyboard-klange og overstyrede guitarer.

Det er såmænd ikke fordi de ikke mestrer det, for det gør de, og Schlangensonne er helt fantastisk velspillet. Bandets kompositoriske, meget melodiøse musikalitet fornægter sig ikke, heller ikke, når det går vildest for sig, men den større tilgængelighed kommer altså i hus på bekostning af et bid og et vid, som var med til at løfte forgængeren til sit fornemme niveau.

Her nærmer kun de højst originale ”N8Verzehr”, ”Schlangensonne” og ”Brustfetichrist” sig samme bæredygtighed; resten er lala, okay og ind i mellem helt godt, men hurtigt hørt, hurtigt glemt.

Ankommer i bil, i sidste øjeblik, og jeg skal ned til en særlig parkeringsplads for pressen – en mudret vej, der møjer min bi helt til, og på slaget indfinder jeg mig på festivalpladsen.

Artikel af Lars Lolk • Fotos: Ria Rasmussen

 

Se flere billeder her

15:30 - Adept, Hades

Jeg mødte svenske Adept uden fordomme og uden foregående kendskab, men det tog kun bandet få numre at få pillet min åbenhed ud af mig, for hvad de begår sig med inden for denne genre, moderne metalcore, udføres langt mere gennemført, langt mere vedkommende af et hav af bands, inkl. The Psyke Project, som derfor var nærmeste konkurrent til et brugbart eftermæle oven på denne festival.

Bevares, der er regionale forskelle mellem The Psyke Projects dystre metalcore og Adepts happy-go-lucky, næsten punkede tilgang til stilen, men det forandrer ikke på, at jeg må afvise deres forsøg. Mon ikke der blev satset lidt for meget på at tiltrække et svensk publikum, fra Copenhells side?! Om det så virkede eller ej, kan jeg ikke bedømme.

Men Adept fik aldrig klokkerne til at ringe.

 

Se flere billeder her

16:30 - Mnemic, Helviti

Jeg husker med gru Mnemics usandsynligt uheldige optræden til Danish Metal Awards i Amager Bio i januar, og det er simpelthen ikke en værdig måde at præsentere et professionelt band på – og deres (Mircea G. Eftemies) meget omtalte, ’spektakulære sceneshow’, noget, der skulle forene lyd og udtryk, faldt helt til jorden.

Denne fortid skal ikke ligge Mnemic til last, og jeg så meget frem til at genopleve bandet i aktion, for jeg ved, at det er en mulighed – og det blev også bevidst med eftertryk.

Bandets franske forsanger er fremragende til den industrielle groove og den dynamiske progression, som er understøttet af dygtige musikere og en afbalanceret ’før-programmeret’ synth, der hverken dominerer eller underspilles i det samlede lydbillede.

Mnemic har aldrig begået et dårligt album, selvom Passenger faldt en anelse uden for storheden, men det seneste album, Sons of the System, udgør godt live-materiale, og dette måtte vi sande i løbet af bandets alt for korte show. Der var snildt plads til 30 minutter mere oven på de 60 af slagsen.

 

Se flere billeder her

18:00 - Dead By April, Hades

Jeg har svært ved at finde på en god grund til, at et for mig så ukendt band som Dead By April er berettiget til at optræde på dette den første Copenhell Festival, men et vovet gæt kunne være, at bandet har været relativt billigt at hyre, og så har de angiveligt et godt tag i det svenske publikum, som arrangørerne vel gerne ville se til festivalen. Lige som med Adept!

Dead By April og deres 2-sanger funktion er imidlertid metervare inden for genren metalcore, forudsigeligt og uvæsentligt, på trods af et forholdsvist godt fundament som band – faktum er dog, at bandets optræden var inderligt uinteressant. Vores egne As We Fight kunne have gjort dette bedre og så måske trække danske fans i stedet!

 

Se flere billeder her

19:00 - The Damned Things, Helviti

Jeg missede desværre starten på The Damned Things, som beklageligvis også kun spillede godt og vel 40 minutters tid – årsagen er nok, at der ikke var mere materiale.

Dette er nemlig et nyt band på scenen; faktisk så nyt, at bandets debut ikke er færdiggjort og først udkommer til efteråret, og det er faktisk kun ganske klogt, at musikerne ikke gik i kødet på diverse covers, for det ville have ruineret situationens betydning.

The Damned Things er nemlig et band med tråde til Anthrax, Fall Out Boy og Every Time I Die, og hvis bandets tour-bassist tælles med, så også endnu flere, kendte bands, og det medfører naturligvis et ’super-group’ tag, dog ganske unødvendigt, for musikken tåler at stå på egne ben. Af samme grund ville ethvert cover være meningsløst!

Scott Ian var sin rolle som kendis bevidst og fokuserede mere på det musikalske samspil end at være trækplaster under showet, og dette tillod The Damned Things at fremtræde som en solid helhedsoplevelse, hvis musikalske ståsted faldt uden for direkte sammenligning med andet, selvom det ikke var den dybe tallerken, der var sat til skue.

Og hvor Danko Jones fejlede med sin rockede version af metal, fungerede The Damned Things; dog levnes spørgsmålet om, hvorfor det gav mening at få en så nyt band på programmet – og så endda på en metal-festival. Perfekt Roskilde Festival, Orange Scene, materiale, men ikke på Copenhell.

 

Se flere billeder her

20:30 - Whitechapel, Hades

I takt med at vejret viste sig fra sin værste side, ved at blæse kulde og regn ind over publikum, måtte jeg sande, at enhver form for hype omkring storheden ved Whitechapel er overdrivelse eller blændværk, for der er absolut intet fascinerende over et band med hele tre guitarister og en frontgrowler, som betyder så lidt for helheden.

Det var ganske enkelt en helt og aldeles ligegyldig oplevelse at bevidne denne lydmur af ekstremt tung deathgrind og de dybeste growls, med så lidt variation, der nærmest var en dronende form for up-tempo metal.

Som altid kan man tilskrive omstændighederne lidt af skylden, og da regnen satte ind med de mere påståelige synspunkter, valgte jeg tørvejr længere væk fra scenen, og derfor kan jeg ikke vide, om Whitechapel pludselig, og senere, bød ind med materiale fra deres mere imødekommende side i mit fravær.

 

Se flere billeder her

21:30 - Suicidal Tendencies, Helviti

Sidste gang jeg oplevede Suicidal Tendencies var på Gentofte Stadion i 1993, og dengang faldt det mig svært at nyde bandets musik, for jeg var ærligt talt udelukkende kommet for at opleve Mercyful Fates reunion show (og Metallica).

Copenhell 2010 var imidlertid tidspunktet, hvor det californiske band skulle bevise sin værd, og det blev faktisk en realitet inden for ganske få numre. Trods et ulideligt vejr var publikum med på beatet og klappede taktfast til musikken fra start til slut – faktisk den bedste publikums-’indsats’ hidtil.

Selvom Suicidal Tendencies nu kun involverer to ’originale’ medlemmer, var der absolut intet at udsætte på musikernes indsats – selv Robert Trujillos funkede slap-bas var udøvet med finesse af ham den nye bassist. Og jeg, som ellers ikke tænder synderligt på funk eller crossover som sådan, måtte overgive mig, for Suicidal Tendencies trak op i noget, som dvælede meget i denne ombæring af Copenhell.

Mike Muir er en ’levende’, udadrettet frontman, som trods alder og lidt overflødige kilo, måske, stadig udgør centrum for musikken, og hans eneste last var nok, at han er et sludrechatol, der gerne bræger for længe.

Det sidste nummer bød på noget, for mig sjældent set, til koncerter… publikum kravlede op på scenen, inviteret eller ej, og pludselig stod der læst anslået 40-50 metalhoveder og bangede med, så bandet slet ikke kunne ses længere… men de fortsatte med at spille og gjorde dette til en sublim finale.

 

Se flere billeder her

23:00 - Behemoth, Hades

Sejrsherren kan udråbes!

Det er muligt, at polske Behemoth lykkedes i at tiltrække den største publikumsskare af alle bands på Hades-scenen grundet tidspunkt og en forestående afslutning på festivalen, men det blev tydeliggjort med en dødsens alvor og eftertryk, at bandet er et 1. divisionsband – Behemoth burde have spillet på Helviti!

Det var ganske umuligt a spotte svage punkter i Behemoths optræden, hvis tekniske udlægning af death metal var tilrettelagt og udført med kirurgisk præcision, med en fuldfed lyd og en sejrssikker selvtillid. Og i fraværet af et black metal-band på Copenhell var det en fryd at være på forreste række til Behemoths konstante referenceramme til førnævnte genre.

Fire musikere, der alle varetog deres position i bandet over det sædvanlige, og derfor er det næsten umuligt at fremhæve nogen af dem, men trommeslageren fortjener alligevel et skulderklap for sine parader, der fremhævede det bedste i musikken – i særdeles i introer og mellemspil, som er en vigtig facet af Behemoths musik.

 

Se flere billeder her

23:59 - Dillinger Escape Plan, Helviti

Det kan naturligvis ikke bruges til noget at nævne, at Dillinger Escape Plan ikke er en værdig substitut for Mastodon, for arrangørerne af Copenhell skulle jo nødvendigvis finde et navn af rang, og så endda på kort tid. Intet ringe bud, men alligevel ikke i samme liga.

Personligt gjorde det mig nu intet, for ingen af disse bands ville få mig til a blive længere i dette møgvejr, så jeg fortrak til varmen i min bil, som på rutinen førte mig hjemad.

På vejen hjem tænkte jeg selvsagt over de to dages oplevelser, som desværre stod alt for meget i vejrets magt, men det var absolut et positivt indtryk, der tonede sig frem. Ikke mindst fordi ’ansatte’ på festivalen havde udvist en særdeles god tone og adfærd, fra vagter til serveringspersonale, hvilket nok især bunder i den gode organisering, som har ligget forud for arrangementet. En professionel afvikling er essentiel til enhver festival, især i denne genre.

Det kan til stadighed undre mig, hvorfor metal-fans absolut skal smide med deres ølkrus, indhold eller ej, ind over publikum, og især de forpulede små grå-reagensglas af plastic – hvorfor er IQ-gennemsnittet så lavt til metal-koncerter?! Jeg er dog lykkelig for, at jeg ’kun’ blev ramt på kinden og ikke i øjet!

Se flere billeder her

Dette var et førstegangsforetagende, og der er noget at evaluere på for arrangørerne, og specielt angående hvilke bands, der udgør et trækplaster og komplementerer helheden… der skal tiltrækkes flest mulige kunder.

Jeg havde gerne set noget med referencer til black metal eller doom, men der var åbenbart ikke kvalitet at finde, da bookerne gik i gang.

Grundet travlhed med interviews og ventetid på samme, lykkedes det mig ikke at finde tid til hverken signing-sessions med Napalm Death og andre musikere i Targets bod, eller til at kunne deltage i filmfremvisningen af alle de ellers så spændende film, der var på programmet i Dox:Hell. Oftest var der også alt for kort tid mellem de optrædende bands, at der kun var tid til at finde en bid mad og udøve andre primitive drifter, såsom at gøre toilette mm.

Det skal også betones, at det giver lidt ekstra, når hvert show introduceres… i dette tilfælde af Anders Bøtter og Carsten Holm fra Sort Søndag, og det visuelle koncept, det infernalske, var særdeles gennemført.

Jeg ser allerede frem til næste års Copenhell.

Anmeldelse og fotos af Snapsen

Langt om længe er Niels Arden Oplevs efterhånden legendariske dokumentar Headbang i Hovedlandet fra 1997 blevet udgivet kommercielt på DVD. I den anledning bød Copenhell på officiel re-premiere lørdag eftermiddag i Dox:Hell-hallen.

En af filmens hovedpersoner, Lasse Bak (Illdisposed, GOAT) var troligt mødt op til præsentationen, og med sig havde han en særdeles vellignende GOAT-replica. Oprindeligt skulle en anden prominent herre fra filmen, Scott Jensen (Infernal Torment), også have været til stede, men han sov, ifølge Lasse Bak, brandert ud et ukendt sted i København. Bak fik givet Scott et par gode svinere når nu han ikke var der til at give genmæle.

Efter at have brugt fem minutter på at udpensle Scotts tvivlsomme seksualitet og kaldt ham ’pornosvin’ nogle gange, fik vi lidt reklame for den kommende GOAT skive, og ikke mindst den snarlige lancering af hjemmesiden www.allehadergoat.dk.

Se flere af Snapsens billeder i fotogalleriet her

Og så var det filmtid. Det var et glædeligt gensyn med Headbang i Hovedlandet, som man jo efterhånden kender til hudløshed, men mængden af guldkorn og one-liners er simpelthen endeløs – og med et par Copenhell pilsnere indenbors blev der grinet højlydt blandt publikum.

Men det bedste denne dag var nu de ca. 15 minuters ekstramateriale i form af Hvad fanden er der sket de sidste 13 år?
Her fik vi serveret hudløst ærlige, og dugfriske, interviews med netop Scott og Bak – der frejdigt berettede om, hvad der var sket (eller vel nærmere ikke sket) i deres liv, siden filmen blev lavet tilbage i 1997. Der er ingen grund til at afsløre for mange detaljer her, men der kan bl.a. nævnes, at Scott var lidt skuffet over, at mange fra dengang ’nu gik op i arbejde og andre hobbyer’, og at Bak langt om længe muligvis er ved at slippe sin afsky for Sjælland.

Efter filmen kom Bak endnu engang op på det lille podie, og denne gang var Scott også genopstået var tømmermandsgraven, så der blev sludret lidt løst og fast, givet et par man-hugs, og Bak forsøgte at trække sin beskyldning om, at Scott var et pornosvin tilbage – men det fik Scott hurtigt bekræftet, at ’det var han da bestemt’. Scott opfordrede alle til at drikke sig helt i hegnet og se noget metal – og som sagt så gjort.

Scott Jensen vs. Lasse Bak

Senere var der meet-and-greet med de to herrer i Target-boden, hvor man kunne købe DVD’en, T-shirt og endda få taget billeder med rockstjernerne. Og rygterne vil vide, at op til flere faktisk efter eget ønske fik både fotos og autografer – guderne må vide hvorfor.
Som en lille ekstra info forlyder det at den dynamiske duo efterfølgende tog direkte videre til Aarhus, hvor de præcis nåede afslutningen på endnu en re-præmiere på Headbang i Hovedlandet.

Og gæt selv hvor godt det gik… Husk på man kan drikke mange øl mellem København og Århus!

Artikel af Lars Lolk Fotos: Ria Rasmussen

København har tidligere kunne bryste sig af mindre arrangementer, der havde ambitioner om at kunne konstituere sig som en festival for metal-musikken – og enkelte af dem var ubestridt en festival i sin essens, dog stort set alle henlagt til indendørs venues.

Enkelte festivaler var på skrivebordet, fx Copenhagen Metal Fest, og en festival som ProgPower Scandinavia måtte stoppe efter de første to runder – den eneste udendørs festival, i min erindring, er 3-dages arrangementet Ørestad Festival, som henlagt til en mark var en kolossal publikumsfiasko, på trods af at der var et hav af metal-navne repræsenteret. En festival, som ingen kendte eksistensen af, og ingen besøgte.

Men endelig får min nuværende hjemby sin egen festival for genren, og så endda en af de større. Live Nation lægger nemlig autoritet bag opførslen af Copenhell, fysisk placeret på den nedlagte B&W grund på Refshaleøen, med Københavns udløb på den ene side og Christiania på den anden side.

Se flere billeder her

En så genre-fokuseret festival er en risikabel satsning i lille Danmark, og ikke mindst fordi den for danske metal-fans populære festival Sweden Rock Festival ligger i samme weekend – svenske afhoppere mindskes måske også af samme grund. Og den ubesejrede Roskilde Festival lurer lige om hjørnet. Dette er muligvis årsagen til, at Copenhell satser så markant på det, jeg betegner som kommercielt etablerede navne i branchen, af en mere ’moderne’ natur vs. old-school bands, inkl. bands, der befinder sig i, hvad andre måske ville karakterisere som den for kommercielle MTV-egnede gråzone. På samme tid sætter Copenhell sin lid til, at fans af den ’lidt ældre scene’ inden for genren fristes af artister som Napalm Death, Behemoth og Megadeth.

Det er indiskutabelt en hårfin balance at finde det perfekte set-up, der tilfredsstiller alle publikummer og samtidig sikrer, at arrangementet bærer så megen frugt, at det giver mening at afholde en ny festival i 2011.

Se flere billeder her

Ingen festivaler uden aflysninger, og et af hovednavnene, Mastodon, sprang fra et par uger før den 11. time, hvorfor Dillinger Escape Plan måtte være afløseren, og Suicide Silence blev ligeledes erstattet af Whitechapel.

Det faldt mig ganske nemt at føle en vis opstemthed forud for Copenhell, men det solidt forankrede regnvejr over det danske land satte imidlertid sin begrænsning på entusiasmen, for DMI’s prognoser lovede mildest talt det, der hedder ’ustadigt vejr’, og det skulle desværre vise sig at blive værre end forventet. Blæst, kulde og umotiverede regnbyger var et dominerende samtaleemne, før, under og efter festivalen.

Som jeg ankom til den yderste pynt af Refshaleøen faldt det mig særdeles svært at spotte noget, der skulle udgøre en festivalplads, men som jeg slangede mig ned ad en indbydende portal med stilladser/bannere på begge sider, begyndte jeg at ane noget, som lignede en tom legeplads med diverse boder spredt rundt omkring. Tidligt på færde, og inden længe blev pladsen fyldt af håbefulde metalfans.
 

Se flere billeder her

15:30 - SuperCharger, Hades

Vinderne i kategorien ‘årets danske metal debut’ ved Danish Metal Awards i 2009 fik samtidig det grønne kort til at åbne den første udgave af Copenhell, og det var ganske påfaldende, idet SuperChargers musik falder meget uden for det program, som ellers kendetegner årets festival.

SuperChargers tilgang til sleaze, musikalsk og imagemæssigt, er særdeles gennemført, og dette gjorde bandet til et rigtigt fornuftigt indslag på festivalen, da kvalitet stod mål med et udtalt behov for genre-mæssig variation. Et eksempel på dette var, at SuperCharger havde medbragt en pianist, som også varetog mundharmonika, hvilket var med til at hæve bandet over det første sammenligningsgrundlag med Guns N’Roses.

SuperCharger spillede sig varme, trods et ringe opbud af publikummer, og københavnerne beviste, at sådan musik er en perfekt opvarmer til ’de store drenge’ på en festival af Copenhells kaliber.
 

16:30 - Danko Jones, Helviti

Snak om at være malplaceret! Min interesse i Danko Jones og hans rockede musik er mindre end fascinationen af en mælkebøtte, og denne optræden beviste til fulde hvorfor.

Jeg nærer ingenlunde modvilje mod god, gedigen rock (med vage referencer til metal), men dette scenario grænsede til det ligegyldige. God frontman eller ej; musikken har ingen relevans, hverken uden for en metal-kontekst eller i det hele taget.
 

Se flere billeder her

18:00 - The Psyke Project, Hades

Jeg har længe set frem til at opleve The Psyke Project, især oven på at have nydt tonerne fra bandets seneste album Dead Storm, som noget usædvanligt, grundet det musikalske udtryk, har vundet min tillid. Jeg er langt fra scenevant med denne genre, og jeg færdes også kun i begrænset omfang inden for dens præmisser.

The Psyke Project var imidlertid langt mere scenevante, og det kunne synes som lidt af en fejlplacering at sætte bandet til at spille på den lille af de to scener, men på samme tid stiller jeg mig tvivlende over for, om det ville give mening at sætte samme band op på den store scene.

Modsat den tandløse optræden fra Danko Jones og undergrundsidentiteten fra SuperCharger. besad The Psyke Project til gengæld den overbevisende attitude, musikalsk og som visuel oplevelse, og musikken passede perfekt som illustration af hvilken genre, der i øjeblikket dominerer inden for begrebet heavy metal. Skal det være dansk i denne genre, så skal det være The Psyke Project.
 

Se flere billeder her

19:00 - Hatebreed, Helviti

Dybt professionelt og særdeles gennemført i forhold til sin genre! Så enkelt kan Hatebreeds show beskrives, og selvom det langt fra er min favoritgenre inden for metal, er jeg imponeret over den medrivende gnist, som karakteriserede bandets optræden.

Hvis det ikke var fordi, at jeg havde oplevet den rolige og afslappede Jamey Jasta blot et par timer før på dagen, ville jeg sige, at forsangeren var indbegrebet af hyperaktivitet, for hans tilstedeværelse på de skrå brædder var en sand fryd for de, der kan lide den slags fremtoning – hoppende rundt, svingende med arme med en opfordring om at få publikum til at hoppe med til takterne af den medrivende hybrid mellem old-school thrash og hardcore, som slet ikke må forveksles metalcore.

Lydbilledet var noget nær perfekt, og bandet udviste topform, hvilket er et absolut krav, såfremt jeg skal kunne bevare roen til at bevidne et helt show af denne slags.
 

Se flere billeder her

20:30 - 3 Inches Of Blood, Hades

Amerikanske 3 Inches Of Blood passede perfekt til Copenhells koncept, og bandets musik kan kun kaldes for rendyrket old-school metal. Den udsøgte krydsning mellem Judas Priest (New Wave Of British Heavy Metal) og Exciter (amerikansk speed metal) kan da ikke levne et øje tørt hos de blandt publikum, som foretrækker lidt konkurrence til al den moderne metal?!

Indrømmet! Der trækkes helhjertet på de store klicheer inden for denne hybrid, men jeg valgte at lade mig flyde med strømmen og bare nyde oplevelsen. Ligesom med The Psyke Project ville bandet have passet bedre til en lidt større scene, for det visuelle udtryk er en vigtig del af helheden, og lidt pyroteknik og andet sceneshow ville faktisk være toppen… men jeg tvivler på, at 3 Inches Of Blood vil være at finde i min pladesamling trods deres passende optræden ved Copenhell.
 

Se flere billeder her

21:30 - Megadeth, Helviti

Jeg har ikke oplevet Megadeth live siden bandets Risk-turné i 1999, og Mustaine & Co. udgjorde et af de vigtigere trækplastre på denne festival; ikke mindst fordi bandets Endgame var noget nær deres bedste udspil siden den sagnomspundne Rust in Peace.

Skuffelse er nok det forkerte ord til at beskrive Megadeths optræden på Copenhell, og det var naturligvis ikke bandets skyld, at vind og blæst ’ødelagde’ meget af lydoplevelsen, men det er at faktum, at noget så betydningsfuldt som lyden ikke må skrante ved noget så teknisk funderet som et band af Megadeths kaliber. Bandets guitar-lyd lød for syntetisk og sterilt, og trommespillet var anonymt, grænsende til det kedelige – og den tilbagevendte Dave Ellefson leverede intet bemærkelsesværdigt på sin bas. Det kunne i hvert fald ikke høres, og skam over den eller de lydmænd, som ikke magtede at løfte deres opgave. Og den lyd, som dog kom ud til os, blev taget af vinden, som lige på dette tidspunkt raserede pladsen foran Helviti.

Der er absolut intet ved Megadeths sætliste, som kræver den store kritik, og jeg kan kun bifalde bandets beslutning om at hylde 20-års jubilæummet for Rust in Peace, men det gavner alt for lidt, når det er svært at føle sig opslugt af musikken og dens lydbillede. Mustaine har aldrig været den store sanger, men jeg har altid fundet velbehag i hans snerrende stemme – den er imidlertid langt svagere end nogensinde før, og det var så endnu et punkt, der trækker helheden ned.

Det er muligt, at omstændighederne ’bare’ taler mod helhedsindtrykket af Megadeth ved denne lejlighed, og at der kan ventes bod og bedring ved et indendørsshow en anden gang – men jeg skal jo forholde mig til det aktuelle show, og det falder mig ganske svært at udtrykke mig i positive vendinger, når jeg tænker tilbage på denne aften.

Skuffelse er bestemt ikke det rette ord, men det dækker alligevel meget godt, når jeg nu engang havde set frem til noget i særklasse!
 

Se flere billeder her

23:00 - Napalm Death, Hades

Mange spørgsmål trængte sig på, da jeg skulle reflektere over Napalm Deaths show til Copenhell.

Hvorfor skulle bandet optræde på den lille scene af de to? Hvorfor har jeg aldrig oplevet bandet live før nu? Og kan man med rette sige, at Napalm Death er grindcore længere?

Uanset hvor inden for det ekstreme spektrum i metal Napalm Death befinder sig, var Barney en habil frontman, og bandet en professionel motor, som leverede varen med overbevisning og attitude – men det kan diskuteres, hvorvidt bandet virkelig udgjorde det rette navn til Copenhell. Der findes et utal af fortilfælde af optrædener på dansk grund, og det er længe siden, at nogen benævnte Napalm Death som noget af det største i sin genre – fordi bandet ikke længere er så tydelig eksponent for en subgenre inden for death metal.
 

23:59 - Deftones, Helviti

Desværre… vejret havde forsøgt at skræmme mig væk hele dagen, og endelig lykkedes det at få mig overtalt. En bus stod parat til at føre mig hjem mod Vestegnen.

Deftones – Chino Moreno	Klik her for flere billeder

 

Lars Mikael Døring • A A A A A A

JORN Dio Frontiers 2/7 2010 Dansk distribution: Target

Det her er jo en af den slags udgivelser, som ret beset burde have været stoppet af (selv)censuren.

På den ene side giver den jo udtryk for et bundsympatisk træk; nemlig ønsket om at hædre en stor mand og en om muligt endnu større sanger, der på alle måder fortjener al den hæder, der kan proppes i hans eftermæle.

På den anden side kan den jo meget let tolkes som a) et ønske om at profilere sig selv på vegne af en nylig, afdød, men ellers respekteret kollega samt b) lige så let give bagslag i form af et selvmål af hidtil uhørte dimensioner, fordi ’man’ rører ved helligt materiale.

Det går også næsten helt galt for Jorn. Dio åbner med den helt igennem klæge ”Song for Ronnie James”, som for store dele af teksten helt forudsigeligt består af sangtitler fra Dios umåde bagkatalog; temmelig kikset, højst. Og på resten af albummet går Jorn på sin vis gennem ild og vand for at lyde præcis som Dio – hvilket han af indlysende grunde ikke kan – og tabet er samtidig så meget større, fordi man aldrig rigtigt bliver helt klar over, hvordan Jorn egentlig har det med de her sange…

Og hvorfor, hyldest eller ej, skulle man ellers lave et coveralbum? Det lykkes ham heldigvis ikke helt at tæve magien ud af Dios på alle måder eventyrlige lyrik, der alle dage har været en mageløs omgang sludder næsten uden mening, men med masser af patos.

Stort. Større. Størst. Der skal rigtig meget til at ødelægge sange som ”Invisible”, ”Stand up and Shout” og ”Don’t Talk to Strangers”, men hvad er idéen med at kopiere mesterens tonesprog næsten node for node? Overraskende – i hvert fald for mig – undgår Jorn den helt store blamage ved at inkludere ”Lonely is the Word” og ”Kill the King” fra Dios første dage med henholdsvis Black Sabbath og Rainbow. Især førstnævnte fungerer, særligt i kraft af, at det er lykkedes at indarbejde ”Letters from Earth”, ”Sign of the Southern Cross” og ”Children of the Sea” på en måde, som virker så effektiv og naturlig, at man forbløffes over, at Heaven & Hell ikke selv benyttede dette åbenlyse trick på deres seneste – og nu sidste – verdensturné.

Dette sidstnævnte er Jorns genistreg, som giver mening til et ellers totalt meningsløst album. Det havde været bedre med en EP. Herefter venter vi i åndløs (bemærk ordspillet) spænding på dobbeltalbummet Magic – A Tribute To Ronnie James Dio med blandt andre Manowar. Hvil i fred, hvis du kan få ørenlyd, Ronnie James Dio.

---

Gunnar Hagel Olsen • A A A A A A

Song for Ronnie James Invisible Shame on the Night Push Stand Up and Shout Don’t Talk to Strangers Lord of the Last Day Night People Sacred Heart Sunset Superman Lonely Is the Word / Letters from Earth Kill the King Straight through the Heart (live)

Dette er et album, der har været mange holdninger til. En ting er at lave et hyldestalbum, noget andet er at albummet udkommer så kort tid efter personens død. Hermed synes bagtanken med albummet at være bygget på et lidt klamt beregnende grundlag.

Man er dog nok nødt til at tillægge Jorn mere oprigtige motiver i forhold til denne udgivelse, da indspilningerne til albummet er påbegyndt for over et år siden. At Dio skulle sætte træskoene lige omkring udgivelsestidspunktet, havde hverken Frontiers eller Jorn vel nogen anelse om.

Når nu dette spørgsmål er udredt, kunne man passende stille spørgsmålet, om et sådant projekt i det hele taget var nogen synderlig god idé?

Uanset svaret må man konkludere, at hvis nogen skulle kunne slippe fra dette projekt med skinnet nogenlunde i behold, må det vel egentligt være Jorn Lande. Man kan i hvert fald ikke klandre ham for at lade Dio noget som helst tilbage – vokalmæssigt. Der er vel også en årsag til, at det er netop Jorn Lande, der skal være med til at hylde manden sammen med Heaven & Hell til en hyldest-koncert.

Rent musikalsk er dette album dog ikke nogen åbenbaring, hvilket man vel heller ikke burde forvente. Men albummet er et meget fint genhør med en håndfuld klassikere, der da helt bestemt har fortjent ikke at blive smidt i glemmebogen. Udførelsen er meget old school, hvilket understreges af, at trommerne faktisk er indspillet til original-sporene. Endvidere må det siges at Tommy Hansens klare, kraftfulde, men noget gammeldags lyd-collage, understøtter projektet perfekt.

Originalitet leder man selvfølgelig forgæves efter, hvilket da også bør forventes af et album af denne karakter. Man kan dog sige, at Lande lægger noget af sig selv i sangene, men da Dios sangstil og stemme læner sig temmelig meget op ad Jorns egen vokalføring, eller omvendt, er det begrænset, hvor meget dette giver på bundlinjen.

Dog har Jorn undgået de største klassikere, men i stedet valgt en række gode sange, der ikke alle sorterer under Dios største hits. Således får vi ikke nogen ”Holy Diver”, ”Rainbow in the Dark” eller ”We Rock” på banen, hvilket gør, at projektet måske ikke udvandes helt.

Fokus ligger selvfølgelig på Dios solokarriere, men man får da også lige et medley fra Black Sabbath-æraen og et enkelt Rainbow-nummer. Endvidere bliver verden, mere eller mindre, beriget med Jorns egen hyldest til Dio kaldet ”Song for Ronnie James” – og det havde han da virkelig ikke behøvet. Selvom ”Song for Ronnie James” indeholder nogle fine ting, er teksten temmelig vammel, og nummeret alt for langt – ganske overflødigt, og det skæmmer helhedsindtrykket af en ganske fornuftig tribute-plade.

René Blavnsfeldt • A A A A A A

LAUTSTÜRMER Depopulator Power It Up 25/6 2010 Distribution: Gordeon Music

Crossover. For mig smager det ord af 80′erne og start 90′erne, hvor blandingen af metal, hardcore, punk og thrash røg ind under denne kategori. Jeg skal ærligt stå ved, at crossover aldrig har sagt mig det mindste. De albums, jeg har hørt i genren har været for primitive og kedelige, og den holdning ændrer hverken Depopulator eller Horns of the Wasted på.

Svenske Lautstürmer består af nuværende og tidligere medlemmer af Driller Killer, og det kan bestemt også høres på bandets debut, der befinder sig i samme d-beat, crust punk niche. D-beat er opkaldt efter Discharge, det nok mest indflydelsesrige hardcore/punk band verden har lagt ører til – spørg bare Metallica, Entombed og Napalm Death; selvom ingen af dem lyder eklatant som Discharge har englænderne haft betydning for mange bands, selv udenfor hardcore. Jeg er sikker på gutterne i Lautstümer har slidt deres først militærstøvler til tonerne af Hear Nothing, See Nothing, Say Nothing også.

Depopulator lyder som en blanding af Motörhead på speed og Discharge. Der er fuld knald på fra start til slut. Dog bydes der også på guitarsoloer, det adskiller Lautstürmer en smule fra de andre bands, jeg har hørt i genren, men med 12 numre på 25 minutter er der bestemt ikke tid til alt for meget lir. Teksterne er de sædvanlige om social indignation, undertrykkelse og ja, alt hvad et autonomt hjerte kan begære. Det lyder sikkert spændende på papiret, men hold op hvor er det kedeligt og forudsigeligt. Der hamres afsted i samme tempo, og på trods af begrænset spilletid synes jeg de samme riffs dukker op igen og igen. Det er på ingen måde besnærende eller ophidsende, bare enormt idéforladt. Skal det være d-beat, så giv mig Disfear. Der får man i det mindste lidt metallisk tyndge.

René Blavnsfeldt • A A A A A A

DRÜNKEN BASTARDS Horns of the Wasted Hells Headbangers 23/7 2010

Drünken Bastards. Smag lige på det navn. Jeg har allerede mareridt om at blive fanget i et lukket rum med enormt morsomme bands som Tankard og deslige. Drünken Bastards er fra Ungarn og har udgivet en enkelt plade tidligere, samt en god flok split-udgivelser. Horns of the Wasted består, så vidt jeg kan læse mig frem til, af numre der alle er at finde på tidligere udgivelser; jeg sidder altså med årets mest overflødige udspil mellem hænderne, da en samlet spilletid på 20 minutter vel næppe kvalificerer noget til en betegnelse som et decideret album.

De 8 korte numre byder på titler som "Alcoholic Big Tits," "Drink with Satan" og "Posercrusher", så en dybdegående analyse af teksterne vil jeg skåne læserne for. Måske mangler jeg humor, men jeg har mere end svært ved at trække på smilebåndet. Musikken er simpel crossover, en blanding af 80′er thrash og punk uden åbenlyse højdepunkter. Troede endelig vi var kommet over den bølge af retro-thrash bands med store solbriller, der hærgede med bands som Gehennah og Infernö. Den nyhed er desværre bare ikke nået helt til Ungarn. Biografien nævner gammel Kreator, Sodom og Venom som referencepunkter. Dette kan dog kun opfattes som rendyrket blasfemi – idolerne er helt uden for Drünken Bastards rækkevidde musikalsk.

Det er mig en stor fornøjelse at uddele min første bundkarakter til dette makværk. Selv med min bedste vilje kan jeg ikke oparbejde bare den mindste begejstring for Horns of the Wasted. Hvis det er en joke, fatter jeg den ikke – hvis det er seriøst ment, fatter jeg det heller ikke. Hold fingrene på lang afstand, nu er I advaret.