The Vision Bleaks gothic metal skiller sig ud fra mængden af flere årsager. For det første er tyskernes musik mere hårdtslående end langt hovedparten af deres kollegers. For det andet er den gyserfilmsagtige stemning som keyboardet frembringer, ret speciel, og det samme gælder for den teatralske vokal.

Indslagene fra den mere ekstreme ende af metal spektret er der stadig, men i mindre grad end på tidligere album. Det begrænser sig næsten til vokalen, der med jævne mellemrum slår over i growl.

Originalitet er – alt andet lige – godt, men The Vision Bleak har aldrig sagt mig det store, og det ændrer deres fjerde album med titlen Set Sail to Mystery ikke på. Der er faktisk nogle ganske gode passager på albummet, men der skal ikke mere end et par numre til før jeg har fået nok. Dette skyldes dels at alle otte numre er skåret over samme kam, dels at Konstanz vokal hurtigt bliver enerverende at høre på.

I modsætning til stort set samtlige udgivelser fra Prophecy Productions virker Set Sail to Mystery overfladisk. Der er virkelig ikke meget substans her, og albummet kan derfor kun lige snige sig op på en middelkarakter.

Efter en pause på seks år er Throes Of Dawn tilbage med deres femte album, som har fået titlen The Great Fleet of Echoes. Albummet starter blødt med et stykke der ikke ville lyde malplaceret på et Era album, men byder derudover på mørk, melodisk og iørefaldende metal/rock med lidt guitarlir og en del keyboard.

De afdæmpede numre minder meget om Tiamats ditto, mens de rockede passager leder tankerne mod Amorphis. Endelig er der de mere doomede passager med growlende vokal.

Ovenstående lyder jo ganske lovende, og Throes Of Dawn gør det også udmærket. Især ved de første par gennemlytninger er The Great Fleet of Echoes en fornøjelse, primært takket være tilpas dynamik i numrene og den gode, men samtidig meget ordinære, rene vokal.

Ved nærmere bekendtskab er albummet dog mindre imponerende. Manglen på originalitet er formentlig hovedårsagen til at man ret hurtigt mister interessen. The Great Fleet of Echoes lander på tre solide A’er.

Samstemmende for disse bands er deres ønske om at ruske op I lytterens verden, gennem samtidsrelevante tekster som er overhældt med deres ætsende mavesyre. Egentlig er det en interessant tilgang, men det kræver total gennemførelse, før at jeg falder på halen af benovelse.

Exhale prøver at hanke op i lytteren med deres death/grindcore-influerede lyd. Der er placeret en meget tung fod på gaspedalen, og man ønsker da også at være spændt solidt fast igennem den første del af skiven, men så er det ligesom om de taber pusten, og det er noget skuddermudder, der præsteres efterfølgende.

Exhale blev grundlagt i 2004 af guitarist Johan og trommeslager Gustav, som begge var dybt inspireret af grindcoren, manifesteret ved eksempelvis Brutal Thruth og Napalm Death – den slags musik ville de også lave. De går i studiet, hvor der indhentes Karl på bas og studiechampen Ulf indtager den ledige plads som forsanger. Det bliver til ep’en Die Inside fra august 2004, men senere samme år skiftes bassist Karl ud med Johan Ylenstrand.

I foråret 2005 tager Exhale ud og spiller en masse live gigs, og indspiller løbende deres første fuldlængde album Prototype. Grundet uoverensstemmelser med deres spanske pladeselskab, bliver Prototype først udgivet i 2006 på Emetic Records. Ikke længe efter udgivelsen siger Ulf stop, og ind kommer ny frontmand Peter Andersson.

Exhale tager på europatourne i 2006 og på tour i USA 2007, mens de begynder forberedelserne til et nyt album. Andreas hentes ind som anden guitarist og efter en tour i Sverige er de sidste detaljer ved at være på plads til det nye album, lige med undtagelse af hvilket pladeselskab der skal udgive skiven. Det bliver i sidste ende Dark Balance der udgiver dette, deres andet album med titlen Blind.

Hvad er det så, der gør at jeg ikke er helt overbevist? Tjaa, det er mest den irriterende faktor, at hele albummet ikke har samme standard.  Det er fint, at man indlægger disse så frygtelig moderne talespor, men helt ærligt; det kan også blive for meget. Vokalen er for en gangs skyld for genren tydelig og varierende i spændvidde, men samme spændvidde høres bare ikke på den lydmæssige side – trommerne lyder bare som en gang ’jeg spiller smadder og det er fee’, og der er konstant aktiveret maksimalt distortion. Det bliver uinteressant i længden og det gøres ikke bedre af at soli på ”Fools” lyder som at trække en kat i halen.

Der skal for mig være en tydelig sammenhæng mellem vokal og instrumenter, altså det hele skal gå mere op i en helhed, før jeg bliver overbevist eller faktisk bare sindsmæssigt påvirket af album fra denne genre. Exhale formår ikke at påvirke mig med Blind, og det er især på den musikalske front at jeg mangler talent eller dristighed.

Omvendt ser det så ud med October File. Her bliver jeg til en hvis grad interesseret, mens jeg lytter, men hvor det før var musikken, der haltede, er det her den vokale præstation der bliver for ensformig.

October File er opkaldt efter et Die Kreuzen album fra 1986, og lydspektret er en blanding af metalcore og industrial. Teksterne er yderst samtidsrelevante med klare politiske holdninger, hvilket gør det til en oplevelse at bevæge sig ind i deres verden af sure opstød.

Bandet ytrer, at de med Our Souls to You har præsteret et mere varieret album, med en tungere og mere direkte tilgang, der skal åbne sig individuelt for lytteren. Jeg er til dels enig, musikken og teksterne er blevet forbedret væsentligt fra det tidligere album Holy Armour from the Jaws of God, men vokalen er stadig lige så ensformig hæs og overanstrengt at høre på i længden. Forgængeren rummede for mig to virkelig interessevækkende sange, nemlig ”Another Day” og i særdeleshed den meget direkte uden omsvøb af nogen art ”Religion?”

October File kører videre over samme temaer, Anti-USA propaganda og lægger ikke skjul på at være dybe modstandere af krig på dette album. Der, hvor der er sket noget tekstmæssigt, er i forhold til en personificering med sange som ”Corporate Evasion” og ”Dredge”. De er mere hverdagsrelaterede, og man kan forholde sig til deres udsagn. Albummet afsluttes med et langt og virkelig fængslende instrumentalt nummer, der går rent ind.

Som nævnt er dette en dobbeltudgivelse og hvad består cd 2 så af? Jo, den er skam et remix af de 10 af de 11 numre fra cd 1. Forskellen ligger i, hvem der har produceret de 2 skiver. Cd 1 er produceret af John Mitchell fra Outhouse Studios, og lyden er her rigtig godt afstemt med en skærende renhed og tydelighed. Cd 2 er produceret af Justin Broadrick (Godflesh etc.), og her bliver lyden tilføjet mere støj. Egentlig er jeg ikke særlig betaget af denne del af albummet, der rykkes rundt på nogle minutter, tilføjes lidt hist og her på lydsiden, men der fjernes også det i mine øjne gedigne instrumentale 11 nummer. Jeg har ikke brug for at høre de samme sange i forskellige versioner under en udgivelse – men det kan nok diskuteres til hudløshed.

October File er klar til at sprede deres budskaber til verden efter at have været på mini turne med Sylosis og Fear Factory i England og Skotland i februar måned. Der er ikke umiddelbart via deres tourplan besøg i Dannevang, men det kunne på sin vis være en oplevelse værd, hvis de kom.

Jeg fascineres mere af October File end Exhale, primært med base i musikalsk spændvidde, dristighed og perspektiverende tekster. En fusion af de to bands ville give et nytænkt mix – som kunne være holdbart hele vejen rundt i min øresnegl.

Én ting er sikkert. Det smukke dyr i Silverwolf Productions logo hyler ikke mod månen af lutter ophidselse for tiden … snarere tværtimod. 

Det ledsagende – for én gangs skyld på papir trykte – pressemateriale fremhæver Divided Multitude som et progressivt metalband med klasse.

Og det rækker så langt som den fedeste intro (trods den ellers i metalsammenhæng så fortærskede titel ”Ressurection”), som vitterligt får en til at tro, at der er noget særligt på vej, det lige så interessant ”Interludium” midtvejs, der leder op til den rå ”My Dying Hour” – og ikke mindst vokalist Sindre Antonsen, som svinger mellem at lyde som Bruce Dickinsons og Graham Bonnet. Han er faktisk albummets største nydelse, selvom han ind imellem overdriver en tand eller to … eksempelvis på den reelle åbner, ”Nowhere to Hide”, der mest af er en meget gumpetung pastiche over Rainbows ”Eyes of the World” – indlagt diverse breaks for nu at lyde smart.

Desværre er Guardian Angel blot et af en milliard albums, der er mastered hos Jacob Hansen – no disrespect what so ever – og resultatet er forventeligt uunikt.

Det er ikke decideret ufedt, men heller ikke specielt fedt særligt længe ad gangen. Det er således ikke uden sands for det storslåede, men heller ikke uden store, mørke, triste skyer af triviel prog-kedsomhed.

En blandet landhandel, altså, pænt pakket ind a la Hansen.

Men overnævnte er blot for træghed at regne i forhold til, hvad der venter lytteren på Black Thoughts Bleedings debutalbum, Stomachion, der trakterer os en moderne metal ikke ulig andre perifere, upcoming bands som Throw Down og Threat Signal. 

Og alene et totalt genbrug af sangene fra ep’en Tragedy of Evolution fortæller mere om dovenskab end determination hos et band, der måske håber på en hurtig vej til succes.

Problemet er bare, at det hele lyder jo ens og er kedeligt som ind i helvede.

Det eneste originale er titlen, og man skal ikke mange sange ind i albummet, før man opdager, hvor intetsigende et spild af tid dette er; man gaber kæberne af led. Først helt henne ved titelnummeret ramler man ind i noget, som synes at have både nerve og vilje.

Det går dog hurtigt over.

Spørgsmålet er selvsagt ikke om, hvorvidt disse gutter kan spille på deres instrumenter eller ej; de kan også stykke de enkelte dele sammen i noget, der minder om sange. Spørgsmålet er derfor mere, hvorfor hulen de gør det … svaret flyder med massemetalstrømmen; indtil de har fundet det, bliver det ikke bedre. Og det kan næsten ikke blive værre.

De 5 unge tyskere i Callejon bevæger sig i grænselandet mellem moderne hardcore metal og screamo. De gør det med massiv pondus bag deres skridt, så selv den mest veltrænede zombie ville blive forpustet. Samtidig udviser bandet også talent for at skrive mere melodisk prægede sange, men er heller ikke bange for at kaste sig over en elektrificering. Endvidere har bandet valgt udelukkende at ytre sig på tysk – hvilket egentligt giver et frisk pust til markedet.

Zombieactionhauptquartier er den første fuldlængde skive, de 5 gutter fra Callejon har udsendt. Det er hårdtslående hardcore, blandet med bloddryppende detaljeret tekst og spindelvævsklæbende omkvæd.

Som lytter befinder du dig hurtigt på en mosebrygfyldt kirkegård, vandrende rundt og som Callejon fører dig videre ind i deres univers , begyndes transitionen til zombie at gå op for dig. Sang for sang bliver man mere inficeret og overbevist om at ens skæbne er tilvejebragt – fantasien får frit spil og leger med ideen om at danse til de dødes melodi i ZAHQ, alt imens man prøver at takle forandringerne man gennemgår – man har en puls på 0, fantomsmerter og afsavnet til sin mortale elskede. Træder man et skridt tilbage fra fantasiens verden, kan teksterne nemt overføres til hverdagens trivialiteter, samt de slagsmål, der føres i et usikkert kærlighedsforvirret sind.

Vokalen strækker sig fra hysterisk screamo, over prowl til blød lokkende og sidstnævnte er lige hvad et emo pigehjerte hungre efter. Den vokale sammensætning fungerer som helhed fint, og der bliver skabt en synergi, der virker tiltalende for både emo piger og drenge.

Zombieactionhauptquartier er et meget velproduceret album, spækket med overraskelser. Der er genren tro fuld fart på musikken, det til trods formår Callejon at skabe et varieret lydbillede gennem en talentfuld musikersammensætning, og holdbare tekster, der som ovennævnt er lette at føle, leve sig ind i og udtrykke.

Callejon er nu klar med Videodrom som opfølger til Zombieactionhauptquartier, og igen er der tale om en tematiseret udgivelse.

Videodrome er nemlig titlen på kultfilmen fra 1983 instrueret af David Cronenberg, omhandlende direktøren Max Renn (James Woods), der som altid er på udkig efter nye billige og ikke mindst erotiske programmer til hans station. Da hans medarbejder Harlan (Peter Dvorsky) opsnapper en pirat streamet videosignal, der viser tortur, mord og lemlæstelse – kaldet Videodrome, bliver Max besat af tanken om at få dette program til hans station. Denne besættelse forstærkes ydermere efter at han viser Videodrome for sin sado – masochistiske kæreste Nicki (Debbie Harry), som bliver så seksuelt ophidset at hun overtaler ham til at dyrke sex med hende, imens de ser programmet. I den tro at det er staged snuff, tager Nicki af sted til Pittsburg, hvor showet er placeret – men da hun ikke kommer tilbage derfra begynder Max at undre sig. Han sætter sig for at undersøge Videodrome nærmere og starter med at kontakte sin kvindelige leverandør af pornografi Mascha (Lynne Gorman), som kan fortælle ham at Videodrome ikke er staged snuff – men et virkeligt program… et eksperiment. Gennem yderligere research finder han frem til den sado-masochistiske psykiater og medie profet Brian O’blivion (Jack Creley). Han fortæller ham, at tv-skærmene er pupillerne i sindets øje, værende en del af hjernen – samt at Videodrome transmissionerne skaber en tumor i hjernen hos seerne af programmet, der forandre virkeligheden gennem video hallucination…

Callejon udviser også med dette album et stort musikalsk overskud, i form af en fortræffelig sammensætning mellem det moderne hardcore, og i dette tilfælde det 80’er elektroniske univers. På de numre, hvor der bruges mest 80’er synth–lyd, kan man da godt høre, at det er kørt gennem nymodens computere, men helhedsindtrykket forringes ikke. Titelsangen ”Videodrom” er et tydeligt eksempel herpå.

Der er på albummet også indarbejdet en lille pudsighed i form af de 4 mellemstykker ”VI” – ”DE”-”O”-”DROM”, hvilket bestyrker min teori om bandets fascination af denne film.

Det kan selvfølgelig også være, at der her er tale om forarbejde for et egentligt soundtrack – denne udtalelse tør jeg vove at komme med, da det med til historien hører, at Universal har sikret sig rettighederne til at genindspille filmen Videodrome med forventet release i 2011.

Albummet emmer af en kontrolleret og disciplineret instrumentering tilsat deres varemærke kombinationsvokalen screamo/melodisk. Eksplosivitet og variation er intakt fra forrige album – men der mangler måske lidt overraskelser, som man jo var blevet lidt forvænt med fra Zombieactionhauptquartier.

Fælles for begge album gælder det, at Callejon levere et solidt, hårdtslående, tekstmæssigt velformuleret stykke arbejde. Man kommer i begge tilfælde nemt til at lade sindet flyve ind i deres noget forskruede universer – hvilket faktisk er temmelig afvekslende især fordi det forgår på tysk. Netop polemikken omkring det at udgive album på sit modersmål, er noget der altid plager min tankevirksomhed – for er det salgsmæssigt smart? Men på den anden side kan man jo også argumentere at nogle af de bands der vælger at udgive på deres eget sprog, måske ville miste noget af den subjektive værdi – der jo netop tillægges dem på det grundlag.

Cathedrals niende album, The Guessing Game, har været noget tid om at falde på plads. Dels fordi der er tale om et dobbeltalbum med en spilletid på næsten halvanden time, men i lige så høj grad fordi de garvede englænderne kommer vidt omkring på albummet.

Cathedrals fortid i doom metal er ikke glemt, men ofte gemt godt af vejen, og The Guessing Game er ikke mørk og dyster, tværtimod. Stilen er derimod som vi kender den fra bandets udgivelser omkring årtusindskiftet, dvs. groovy, psykedelisk, melodisk og tung metal/rock. Musikken fremstår varm og retroagtig, ikke mindst på grund af albummets produktion, der i øvrigt er fremragende.

Efter en kort intro skydes albummet for alvor i gang med den syrede "Funeral of Dreams", der følges op af de tungt rockende "Painting in the Dark" og "Death of an Anarchist". Dette er absolut en god start, og de næste par numre og på nogenlunde samme niveau, hvorimod den anden halvdel af The Guessing Game er mere ujævn. Dermed ikke sagt at der ikke er mere at komme efter; det er der, f.eks. den doomede "Requiem for the Voiceless".

Lee Dorrians vokal har aldrig sagt mig det store, men den passer fint til musikken på The Guessing Game og fungerer faktisk ret godt på dele af albummet.

Personligt betyder Cathedrals bagkatalog ikke lige så meget for mig som de tre andre store, britiske doom metal bands. Men det ændrer ikke ved at The Guessing Game er et medrivende album med charme og gode melodier. Det undrer dog at bandet har valgt at lave The Guessing Game til et dobbeltalbum, da spilletiden ikke er meget længere end de omkring 80 minuter der kan klemmes ned på en enkelt CD, og der uden problemer kunne – og burde – være skåret et par numre fra.

Et eksempel på et mindre heldig nummer er den afsluttende "Journey Into Jade" hvor Cathedrals karriere gennemgås kronologisk, hvilket er meget sjovt, men musikalsk er nummeret uinteressant.

Tilhængere af Cathedral vil uden tvivl falde for The Guessing Game. Folk der ikke er blevet overbevist om bandets fortræffeligheder i løbet af de sidste to årtier, vil formentlig ikke blive det denne gang heller, men de bør nu alligevel give albummet et lyt.

Erfaringens ondskab bliver sluppet løs af Divine Eve, og efter deres ondskab har man brug for lidt luft, hvilket Mouga sørger for med deres metalcore. Til sidst har vi Titus Tommy Gunn, der står for det mere festprægede rock ’n’ roll udtryk, med masser af guitar.

Heidi Skafte •  A A A A A A

DIVINE EVE Vengeful and Obstinate Ibex Moon 2010 Distribution:

Jeg er blevet præsenteret for et meget begrænset antal sange at tage stilling ud fra, i og med at denne ep kun indeholder fire numre. Men det er alligevel nok til  at man danner sig et indtryk af, hvad der er i vente, når Divine Eve færdiggør deres næste album. Der er lagt i ovnen til en gang doom-inspireret down-tempo death metal, der er lige dele af begge genre, og det er vel egentlig også godt nok. Men jeg savner noget mere, noget der får mig til at lytte intenst. Det er som om det hele bliver en ondskabens lange vatpind, som rumsterer rundt i ens ører.

Sangene bevæger over emner som retfærdiggørelse, hviskende lyde af ild, men nok mest interessant er ”The Ravages of Heathen Men”. Sangen handler om vikingernes ødelæggelse af den kristne kirke og kloster Lindisfarne, der er ligger på en lille ø kaldet Holy Island ud for Englands kyst. Vikingerne gjorde her, hvad man kunne forvente, plyndringer og nedslagtninger fulgte som naturlig del af vikingernes vrede.

Vengeful and Obstinate er en ep, der emmer af ondskab i forskellige former, det er et tungt album med få skrigende riffs. Jeg er blevet oplyst om, at det er 14 år siden Divine Eve sidst har udgivet materiale, men måske skulle de lige tage et kig omkring sig, for der mangler altså noget af den magi, som bands i samme genre har i dag. Nogen, der har kigget sig grundigt omkring er Mouga, der med deres metalcore lyd stiller sig fint ind på række med så mange andre for tiden.

Det her med at orientere sig udenlandsk er en god kvalitet, og hvis jeg ikke sad med info om bandet,  ville jeg da også have skudt dem til at være fra den amerikanske scene. Der er bare et lille men; man skal stadig kunne formå at distancerer sig fra andre bands i genren, hvis man vil noget seriøst. Her halter det en smule for polske Mouga. Det er egentligt et ganske gennemført album med et frisk pust af ungdom, men det skiller sig bare ikke ud på nogen måde. Sangene er velskrevne og har en catchy popagtig fremtræden for lytteren, der dog gøres så meget bedre af den fine lyse vokal, som ikke er til at misforstå – heller ikke i de mere corede passager. Der er lidt Deftones over dem, med en vokal, der er i stil med, hvad vi har hørt fra Jens Moss (ex. SlingShotSuck, ex. Diamond Drive), dog uden at Mougas forsanger har helt den samme spændvidde i de dybere toner. The God and Devil’s Schnapps er blevet udgivet I Polen for omkring 1 år siden, men der er i mine øjne og ører skabt præcedens for at udgive den på det europæiske marked. Det kan godt blive en mindre succes for Mystic Production.

En anden mindre succes vurderer jeg Titus Tommy Gunn’s guitarlir til at være, godt nok er der her også en masse erfaring, men den samlede helhed mangler. Min research ind i hvem hulen denne mand er, fortæller mig, at han nærmest er en institution i hjemlandet Polen. Hans navn bliver nævnt på så mange websider, at man tænker, at der må være noget gods i den fyr.

Men lidet skuffet bliver man, når man sætter skiven i sit anlæg, for på trods af fængslende riffs og tydelig bas, når den bare ikke helt ind. Det er som om, at han har fokuseret al sin energi på at komponere nogle gode rock numre med heavy undertoner, og glemt alt om sang og tekstskrivning. Der er nemlig det ved albummet, at de flotte changementer imellem guitar og bas bliver overskygget af en dårlig forfatning af tekster, og ovenpå det kommer så Titus Tommy Gunn’s stemme, der ikke er noget at råbe hurra for.

Det indtryk La Peneractica Svavolya efterlader mig med, er at det er gedigent i forhold til festivaler og kan vel bedst betegnes som bodegarock. Med det mener jeg rock, der hænger fast i tiden, men alligevel har visse elementer, der godt kan nydes med tilstrækkelig alkohol indenbords. Hans fremtoning på albummets cover og hans Alice Cooper-agtige leg inde i sangene, forvisser mig om, at jeg ikke er helt galt afmarcheret. Albummet er først kommet på det europæiske marked her i foråret, men har været udgivet i Polen indenfor det seneste år, og jo der er en lytterskare til det. Det er mere størrelsen, jeg gisner lidt om, da vi her oppe nordpå er ved at blive lidt kræsne også i forhold til heavy metal-inspireret rock.

Det har alt i alt ikke været en sindsoprivende oplevelse at anmelde disse tre bands, men for Mougas vedkommende tror jeg, der ligger noget godt gemt væk under et lag candyfloss. For de andres vedkommende er der ikke meget at hente hos undertegnede, men måske kan Divine Eve overraske mig, når deres fulde album lander.

Fællesnævner for ovenstående tre albums er deres oprindelsesland og deres genudgivelse til det europæiske marked. Alle tre bands er fra Polen, og alle har de udgivet deres respektive albums i hjemlandet op til et helt år, før vi her på det europæiske marked skal præsenteres for dem. Det rejser unægtelig spørgsmål, om det så er en rigtig satsning, og her er jeg ikke ligefrem sikker på den danske modtagelse, de vil få.

Denne plade er ment som en konceptplade over alle de store følelser, eksistens og natur mv., men bliver i stedet en opvisning i fejlagtig blanding af genrer, som ej heller hver for sig virker som noget, bandet kan administrere.

Rootwater så dagens lys i 2002 og har følgende udgivelser bag sig. Hvordan et band kan være så populært, som de angiveligt er, finder jeg mærkværdigt. Mærkværdigheden er med grundlag i, at Rootwater lyder på den vokale side lyder som en blanding af copycat Alice In Chains og Sepultura wannabees. Dertil kommer, at man vælger at nappe U2’s ’uuuwuuu’ til brug for deres nummer ”Frozenthal” I det hele taget bliver der kylet så mange ingredienser i gryden, som eksempelvis trompeter på et nummer, hardcore inspireret toning på et andet, elektroimpulser på et tredje og til sidst afsluttes albummet med at gå fuldstændig over i Balkan disko/rock.

Der er ikke nogle store musikalske præstationer at spore på albummet, og tekstmæssigt er det intetsigende. Albummet har fået de rotationer på mine respektive lydanlæg, som det fortjener. Jeg har virkelig prøvet at genredefinere Rootwater, men kan ikke lægge mig fast andetsteds end i den store pøl af udefinerbar metal. Det er mere end heavy, men mindre end thrash og hardcore osv. Det er heller ikke rigtig folk, så det prædikat kan heller ikke anvendes.

Visionism, min bare rumpet; det eneste der kan gøre, at dette album lever op til sin titel er, hvis man synes, det er visionært, at en gang genreforvirrede polakker uden egen vokalfremtoning er det bedste og mest nyskabende i længere tid – nej vel!

Lidt bedre går det for næste band. Her fungerer musik og vokal bedre, om end backing vokalen er lidt malplaceret.

Nu er det jo ikke sådan at man skal sætte sine forhåbninger himmelhøjt i vejret, bare fordi vokal og musik umiddelbart fungerer. Lydbilledet er heavymetal med thrashede ambitioner, der dog ikke indfries til fulde.

Virgin Snatch er grundlagt i 2001 og blandt tidligere medlemmer finder man Pawel Maciwoda, der er at finde i The Scorpions pt. Generelt har bandet gennemgået en masse line-up skift, og sidste skud på stammen er, at ex. Behemoth bassist Novy skal erstatte nuværende Aniol.

Tilbage for mig, er der kun at sige, at Act of Grace er et ganske ordinært album, der mest minder mig om en blødere version af Testament.

Sidste band er Votum som med deres Metafiction vælger en anden vej end de ovenstående. Der er her tale om progrock/progmetal.

Metafiktion som begreb er bedst kendt fra den moderne og post-moderne litteratur. Meningen er, at læseren skal rejse selvanalyserende spørgsmål ved gennemlæsning og dermed forholde sig til, hvad der er virkelighed og fiktion. Eksempler på denne litteratur form er Den Uendelige historie af Michael Ende og Sofies Verden af Jostein Gaarder, hvor man følger Sofie både i virkeligheden og på hendes rejse ind i filosofien og fiktionens verden. Som læser af Sofies verden kan man ikke undgå at sidde og reflektere over det man læser, samt perspektivere det til ens egen livsplatform.

Det er denne tilstand som Votum gerne vil opnå hos deres lyttere, med deres progrock baseret lyd, med lidt metal undertoner. Jeg syntes, det lykkes dem at få skabt en flygtig atmosfære. Jeg bliver dog ikke suget ind i deres univers, og der skal ikke meget til, før jeg distraheres.

Hvis man skal have udbytte af Metafiction er det anbefalelsesværdigt med en stor kop kaffe, en god bog og stearinlys. For hvis man ikke decideret bestemmer sig for at sætte sig ned og lytte, bliver man koblet fra undervejs.

Sammenfattende for alle tre albums gælder det, at indspilningens kvalitet er temmelig miserabel. Der er hele tiden den her følelse af at der ligger en dyne hen over lyden, og det er ikke ligefrem med til at højne niveauet for nogen af bandene.

Det er 15 år siden Foreigner sidst indspillede nyt materiale, men det skulle man ikke tro.

Selvom eneste tilbageværende originale medlem af Foreigner er guitarist Mick Jones, så lyder bandet stadigvæk som om intet var forandret. Kelly Hansen (Hurricane) lyder til tider uhyggelig meget som Lou Gramm.

Personligt har jeg intet imod denne form for letvægter AOR med ballader som det primære tandhjul. Jeg kan dog godt undre mig over, hvorfor Jeff Pilson (Dokken) og Kelly Hansen ikke har bidraget med en lidt hårdere kant, især nu da pladen hedder Can’t Slow Down.

Der er selvfølgelig også rockede (om end lidt beskedne) numre på albummet, og de svinger udmærket på en uskyldig Bryan Adams-agtig måde.

Som nævnt falder stilen i min smag, og overordnet set er Can’t Slow Down en rigtig behagelig plade at lytte til, og fans af Foreigner kan stille sig ganske tilfredse med resultatet; det lyder jo som det plejer.

Svenske er Treat er ligeledes tilbage med nyt materiale efter mange års pause.

I den skandinaviske bølge af AOR bands som florerede i firserne (Skagarack, Da Vinci, Fate etc.) har jeg altid syntes, at Treat lagde i den mindre interessante ende. De fængede ikke rigtig på samme effektive måde, som eksempelvis Skagarack gjorde.

Min kæbe ramte til gengæld gulvet første gang, jeg lyttede til Coup de Grace.

Det er meget svært at fjerne opmærksomheden fra pladen. Om det er de vandannende omkvæd, de små symfoniske indslag, et fængende guitar-riff eller bare en af de to fantastiske ballader, så er det altid et fedt nummer du lytter til. Der er nemlig ikke andet på Coup de Grace.

Overraskelsen over, at netop Treat har leveret så flot et album, har måske bidraget med yderligere brændstof til min begejstring, men det skal ikke afholde mig fra at anbefale pladen til enhver melodisk hard rock fan.

Auras er et nyt brasiliansk band, som utvivlsomt vil vække stor glæde blandt Journey fans. Sanger Gui Oliver er en tro kopi af Steve Perry.

Musikken er en anelse mere atmosfærisk og ikke så øjeblikkeligt iørefaldende som Journey, men bestemt i høj kvalitet.

New Generation er en plade, som kræver nogen tid og tålmodighed fra lytteren, for selvom den keder lidt i starten, vil gentagende afspilninger afsløre, at der mellem de til tider lange mellemstykker og introer ligger noget rigtig lækkert Journey-inspireret AOR.