Napalm Records har været særdeles aktive de sidste år, og i slutningen af april er der igen nyt fra det østrigske label.

Amerikanske Karma To Burn havde været lagt på is i syv år, da bandet begyndte at turnere i starten af 2009. Nu er bandets fjerde album, der har fået titlen Appalachian Incantation, på gaden. Den lange pause har ikke ændret det store på bandets musikalske stil; de spiller stadig energisk og iørefaldende stoner rock.

Med undtagelse af et par numre er Appalachian Incantation, ligesom hovedparten af Karma To Burns bagkatalog, instrumental. Jeg er langt fra overbevist om at en god vokal ikke ville gavne de ret simple numre, men dette er tydeligvis, som bandet vil have det, og albummet fungerer fint uden nævneværdig sang, så der er egentlig ikke noget at klage over.

Appalachian Incantation er lettilgængelig, medrivende og fed. Det er ikke et album, der kan bære adskillige gennemlytninger i træk, men i tilpasse mængder er det en fornøjelse.

Det samme kan ikke siges om tyske Lacrimas Profunderes niende album. På The Grandiose Nowhere fortsætter tyskerne stilen fra deres sidste par udgivelser, dvs. gothic rock med tydelig inspiration fra Paradise Lost, som englænderne lød ved tilbagevendelsen til metal efter årtusindskiftet. Flere af albummets sange leder også tankerne mod HIMs tidlige materiale, ikke mindst takket være vokalen, der minder en del om Ville Valos – og i øvrigt er elendig.

Heller ikke musikalsk er The Grandiose Nowhere noget at skrive hjem om. Manglen på nye ideer er en ting, men sangskrivningen er også jævnt kedelig. Selv efter adskillige gennemlytninger er der ikke en eneste af de 12, sang der hænger ved Alt i alt en helt og aldeles ligegyldig udgivelse.

Endelig er Ratt tilbage med Stephen Pearcy i front. Stephens distinktive stemme gør ham noget nær uerstattelig, og mon ikke guitarist Warren DeMartini og trommeslager Bobby Blotzer har indset det samme. I hvert fald har gruppen scoret sig en usandsynlig kontrakt med Roadrunner records.

Stephen Pearcy tjente til brødet som model inden han slog igennem som vokalist i Ratt. Han poserede i semi-erotiske medier henvendt til kvinder, sidestykket til Playboy om man vil. Netop denne baggrund kombineret med monster hittet ”I want a Woman” fra 1988, hvis tekst henvendte sig til modne kvinder, gjorde at Ratts umiddelbare målgruppe og fanskare bestod af, skal vi kalde dem datidens Desperate Housewives.

Man skal dog ikke tage fejl af Ratts diskografi; deres 80-plader er klassikere i genren, og bandets medlemmer er afsindigt dygtige. DeMartinis guitarspil er sjældent matchet, og han er utvivlsomt en af de mest undervurderede guitarister i branchen.

På den nye plade lyder Stephen Pearcy som altid helt fænomenal. Stilen syntes at være blevet hårdere, og pladen kan faktisk bedst sammenlignes med Pearcys projekt Arcade (debut-pladen især), som han dog ikke havde nævneværdig succes med op gennem halvfemserne.

Der er dog enkelte numre som ”Best of Me” og ”Lost Weekend”, som fungerer ganske udmærket som et ekko fra bandets storhedstid.

Det må være op til den enkelte om den nye aggressivitet klæder gruppen. Personligt virker det positivt på mig – det eliminerer samtidig også risikoen for at resultatet kunne være blevet en charmeløs kopi af Ratts tidligere finurlige party hard rock.

Infestation er en fed heavy rock plade, med Stephen Pearcy i suveræn topform, godt gået.

Så er der atter nyt fra det finske, denne gang i form af Tarot, der vist roligt kan kaldes en mindre institution på de nordlige breddegrader af metalscenen; bandets rødder strækker sig nemlig helt tilbage til midten af 1980’erne, hvor debuten Spell of Iron så dagens lys. Stilen den gang stod på absolut traditionel heavy metal, med forbilleder som Dio og Iron Maiden, og man fornærmer ingen ved at sige, at det nyeste udspil ikke bringer de store ændringer på den front.

Gravity of Light sværger nemlig trofast til stilen, og byder på ti ærke-80’er-metalliske skæringer med alt, hvad det indebærer af både tunge og hurtige riffs, tyk helte-tenor-vibrato og syng-med-omkvæd, der kunne gøre Helloween grønne af misundelse, og med de ord er rigtig meget, både positivt og negativt, allerede sagt om skiven.

Hvad Tarot præsterer, er sådan set charmerende nok i al sin ligefremhed, og man mærker en ærlighed i det musikalske udtryk, som er prisværdig, men det er død og pine også en tvingende nødvendig forudsætning og et absolut mindstemål af, hvad man kan forlange, for at et moderne udspil indenfor en så udpint og skamredet stil som 80’er-metallen kan fungere, når det nu er gjort til perfektion af så mange andre så mange gange før.

Leveringen af alt, fra de fede riffs og lirede soli til de sprøde orgelharmonier og dundrende basgange, hos Tarot fejler altså i sig selv ingenting, og numre som ”Satan Is Dead” og ”The Pilot of All Dreams” tåler såmænd sagtens mere end en enkelt tur i cd-karrusellen. Men når de så har været det, er det også som om, det er ved at være nok, for jo flere gange man lytter sig igennem hele skiven, desto tykkere fremstår anakronismen, og at en lille håndfuld numre i sig selv er glimrende metalhymner, kan ikke rigtig afbalancere helhedsindtrykket af et album, man kan finde rigtig mange enslydende alternativer til.

Alt i alt fungerer Gravity of Light på den positive side som en fin og stabilt udført reminder om hvilket bagland, størstedelen af den eksisterende metalverden står på skuldrene af, og det er i og for sig ingen ringe bedrift. Spørgsmålet er, om man er villig til at lade den generelle spilleglæde og kompetente udførelse, Tarot står for, gøre op for det faktum, at ens 80’er-fix kan komme så utroligt mange andre steder fra. Selv foretrækker jeg en noget friskere og mere up-to-date version af min 80’er-inspirerede metal (Masterplan kunne være et glimrende bud!), men er man inkarneret fan af stilen, er der ikke noget i vejen for at slå til her.

Dette album har jeg ventet på med den mest ophøjede spænding, da jeg har været bekendt med bandets musik gennem et par år. Jeg stiftede bekendtskab med Stella Blackrose via deres MySpace side, og det faktum at den fornyeligt udskiftede guitarist Jesper Borg også spiller guitar i Powderhog. Da jeg første gang lagde øre til deres musik og Rebecca Louise Armstrongs kraftfulde kvindelige vokal, så var jeg solgt. Det er blevet til en del koncertoplevelser, og på denne front skuffer de tilnærmelsesvis aldrig.

Men er albummet så alt det jeg så frem til at det skulle være, eller har mine forventninger været for høje? I sin helhed er Kiss the Dirt en rockskive med masser af kraftfulde riffs og en godkendt lyrik, og jeg har da også hørt den på repeat siden modtagelsen. Men her, hvor det i mine ører ikke er helt det, jeg havde håbet, er den mainstreamede polering sangene har undergået, siden jeg hørte nogle af dem første gang som raws. Der var mere guitarlir, og sangene havde mere kant, underbygget med mere kraftfulde gribende forceringer i vokalen, end slutresultatet. Jeg har dog godt lagt mærke til denne gradvise forandring, men havde nok til det sidste håbet at bandet ville finde tilbage til originalerne.

Stella Blackrose er virkelig blevet hypet i medierne, med blandt andet artikel i B.T om tidligere forsvarsminister Søren Gades kommende rolle som roadie, når bandet, som det eneste ikke amerikanske band, skal deltage i Indie Music Fest. Derudover er Rebecca Louise Armstrong kåret ikke mindre end 11 gange som bedste kvindelige vokal i hardrock genren af Fame Games. På samme site har bandet også andre tilkendegivelser, som jeg tager hatten af for. Hertil kommer at bandet vandt den sjællandske afdeling af P4s Rocktoget.

Albummet indeholder mange solide rocknumre, hvoraf sange som ”Beautiful Thing Called Rock”, ”Shine”, ”I’m Right”, ”Break Me”, og min personlige favorit ”Have to Leave You” er med til at jeg ikke kan slippe albummet, og at den føromtalte polering ikke for lov at gøre mig i tvivl om deres potentiale. Jeg sad dog forundret og kiggede på coveret og tænkte, hvad er det lige der mangler her – og svaret er ganske simpelt, at min anden favoritsang ”Only Pain Makes Us Beautiful”, ikke er at finde på udgivelsen… dette måtte jeg have opklaret nærmere, især efter igen at have hørt nummeret som ekstranummer til bandets smugrelease på Huset i Esbjerg.

Hvad gør man så, jo man spørger da selvfølgelig bassist Carsten Mikkelsen om bevæggrunden bag udeladelsen af dette pragtfulde nummer. Svaret kommer vel egentlig ikke som en overraskelse og så alligevel – for han svarer, at de grundet tidspres i studiet, med blandt andet at lægge nye guitarspor og indspilningen generelt blev tvunget til at lade den skære fra. Det er for dem, der ikke kender bandet, ikke et punkt, der betyder meget, men for mig er det virkelig ærgerligt, at den ikke er på skiven…men pyt, det kan da være den dukker op på deres næste…

Den nye guitarist Kristian Lorentzen havde jeg fornøjelsen at høre spille med bandet til føromtalte smugrelease, og han er en gut der ved hvordan man spiller på en guitar – meget overbevisende afløsning for deres tidligere også meget talentfulde guitarist. Så hvis man sidder og overvejer, om man skal til en koncert med bandet, kan jeg klart anbefale det – for det er live, at man virkelig får lov at høre den råhed, der er over deres musik.

Er man til rock ’n’ roll er, Kiss the Dirt klart at anbefale, og det skal blive interessant at følge bandets videre færden.

Da jeg var teenager, morede jeg mig gevaldigt over konstellationer som Ruben og Knud, Gramsespektrum og selvfølgelig også Humleridderne. Det var i denne tid, jeg første gang stødte på Red Warszawa, og derfor er der en vis sammenhæng mellem disser grupper for mig.

Jeg er heldigvis vokset fra den form for humor, som førnævnte var storleverandører af. Det er Red Warszawa tilsyneladende ikke. Der er unægtelig et marked for denne slags primitive morsomheder. Selvom jeg tvivler på at der findes en stabil fanskare, så kan bandet med garanti ramme nogle stilforvirrede teenagere, der i den alder vil finde stor glæde i bandets, øhh.. musik?

Vi omtaler, anmelder og bedømmer musik affilieret med metal genren – jeg kan ikke se, hvor i metal genren Red Warszawa passer ind. Som metal skive ville jeg ikke kunne give pladen så meget som én sølle stjerne, som comedy plade, ved siden af Monrad & Rislund og deslige ville albummet sikkert kunne høste rosende ord og stjerner hos diverse medier. Jeg er i mellemtiden hverken i stand til eller motiveret til at skulle bedømme denne form for underholdning på en karakterskala.

De som kender Red Warszawa, skal vide at De 4 Årstider i Nordvest, er mere af det samme.

Finland er storleverandør af mørk og melankolsk metal i alle afskygninger. Det har resulteret i mange gode album, men selvfølgelig også mindre interessante udgivelser. Nedenstående to album hører desværre til sidstnævnte kategori.

Barren Earth debuterede med en udmærket EP, med titlen Our Twilight, i slutningen af sidste år. Jeg håbede, at denne EP kun var opvarmning til et lidt mere ambitiøst debutalbum, men det er ikke tilfældet.

Curse of the Red River fortsætter nøjagtig hvor Our Twilight slap (EP’ens titelnummer er endda at finde på albummet). Igen bydes der på progressiv og melodiøs death metal med masser af keyboard, den velkendte kombination af ren og growlende vokal og indslag fra både heavy metal, doom metal og lidt folkemusik.

Musikken er varieret og fængende, men når alt kommer til alt, ikke andet end habil metervare. Manglen på originalitet og musikalsk eventyrlyst gør, at Curse of the Red River er den type album, der ikke er meget at udsætte på, men som man ved kommer til at samle støv på CD- hylden.

Posionblacks fjerde album, Of Dust and Bones, er mere ensartet og minder på alle måder om Sentenceds post-Amok materiale. Ikke alene har Poisonblacks forsanger, Ville Laihiala, en fortid i Sentenced, de to bands mørke heavy metal med en snert af gothic er også meget ens. Poisonblacks stil på Of Dust and Bones er dog en smule blødere og knap så negativ.

Jeg hører til blandt de, der savner Sentenceds storhedstid, så umiddelbart er Of Dust and Bones tiltalende. Men det står hurtigt klart, at Poisonblack ikke er bandet, der dækker dette savn. Der er da anstændige passager på Of Dust and Bones; generelt går det bedst, når finnerne hæver tempoet. Men overordnet er albummet simpelthen kedeligt og uinspirerende. Selv Sentenceds skuffende svanesang, The Funeral Album, er at foretrække frem for dette makværk.

Udover Angus Young er der vel næppe nogen guitarist, som har betydet så meget for sit band, som Slash gjorde. Selvom han (modsat Angus) ikke prydede albummenes forsider, så var den karikerede guitarist ligeså en vital og uundværlig del af Guns n’ Roses som Axl Rose var.

Utvivlsomt har Slash også alene på sin stilsikre fremtoning indtjent svimlende summer til guitar fabrikanten Gibson. Les Paul modellen har ligeså sikkert som smøgen i kæften, den høje hat og Ray Ban solbrillen, hængt om nakken på den snart 45 årige guitarist, så længe at man tror han blev født med den som en integreret kropsdel.

Slash har gennem årene optrådt sammen med et hav af de helt store stjerner fra Michael Jackson til Stevie Wonder. Op igennem halvfemserne virkede det næsten som om, at det havde en vis status, hvis man havde arbejdet sammen med Slash – manden blev på det nærmeste brugt som et markedsførings værktøj for pladeselskabernes allerstørste kunstnere.

Nu kommer så et aldeles spændene album under Slashs eget navn, hvor han har håndplukket 13 forskellige sangere til at lægge vokal på de i alt 14 sange. Her er tale om så vidt forskellige kunstnere som Fergie, Motörheads Lemmy og Kid Rock.

Hver sanger synger stilmæssigt nogenlunde i sit eget territorium. Her er på ingen måde tale om et gennemført tematisk album. Hver sang er sin egen og skal opleves isoleret fra resten af pladen.

Det gode ved pladen er så at sangene alle er af høj kvalitet, hvad end genre vi befinder os i. Så om du er til Motorhead, Avenged Sevenfold, Maroon 5 ballader eller Kid Rocks ’hill-billy trailer park’ country rock, så er der garanti for at numrene er kreeret og udført med største omhu.

Pladens store positive overraskelse er for mig de to sange, som har sanger Myles Kennedy bag mikrofonen. Myles spiller til dagligt med tidligere Creed-medlemmer i Alter Bridge. Mandens stemme er unik, selvom den dog minder mig om Josh Todd fra Buckcherry, og sangene er for mig efter gentagne afspilninger af pladen overlegne blandt de 14 numre.

Udover at der ikke er nogen stilmæssig sammenhæng på albummet, så er det en fornøjelse at høre så mange perfekte sange, af så mange forskellige dygtige sangere.

Der er næppe noget bedre tidspunkt at genudgive Black Sabbaths to første studie albums og første live-album med Ronnie James Dio som sanger end nu, da Black Sabbath-offshot bandet Heaven And Hell nyder stor succes med albummet The Devil You Know, som enten kan betegnes som en debut eller som det fjerde album i rækken, alt efter behag, såvel som en årelang turné – det tredje album fra Dio-versionen af Black Sabbath, Dehumanizer fra 1992, kommer vel også som genudgivelse på et tidspunkt.

Og skulle disse to argumenter ikke være grund nok, så kan man vel tilføje, at alverdens fans tænker en ekstra kærlig tanke til Ronnie James Dio, som jo desværre har cancer i maven, og mon ikke de fleste personer gerne ser ’den lille mand med den store stemme’ tilbage i stormform snarest?! Heaven And Hell har i hvert fald bekræftet adskillige shows i det kommende år, så vi regner absolut med, at se manden tilbage på de skrå brædder.

Genudgivelser i kølvandet på fornyet aktivitet eller genfundet succes er intet særsyn, og oftest er der ikke megen grund til at erhverve sig sådanne produkter, hvis man allerede – som undertegnede – besidder originalen, men i dette tilfælde tager Universal imidlertid fusen godt og grundigt på tvivlerne. Ja og jo, fusen er vel nok så meget sagt, men pladeselskabet har i hvert givet den fuld skrue i denne omgang, hvilket vel også er en ren nødvendighed, da fans af Black Sabbath og Heaven And Hell skal overbevises med brugbare salgsargumenter, såfremt et nyt køb skal foretages.

Genudgivelse er nemlig ikke ordet – de tre albums udkommer faktisk som deluxe udgaver med bonus materiale, som diehard fans sandsynligvis besidder i en eller anden obskur form, men det giver da anledning til at overveje en anskaffelse.

Black Sabbaths Dio-debut er jo Heaven and Hell, som jeg anser som det bedre udspil af de to, netop fordi der er flere gennemførte numre tilstede på albummet, og det drejer sig ikke mindst helt specifikt om det sublime titelnummer. Ronnie James Dio pustede tydeligvis nyt liv ind i en punkteret metal-institution, og 10 år efter udgivelsen af Black Sabbaths officielle debut stod bandet næsten lige så stærkt, hvilket er en bedrift, de færreste musikere er beskåret.

Heaven and Hell er bandets første med producer Martin Birch (tidligere Deep Purple-lydassistent) bag knapperne, og selvsamme person fik jo sidenhen enorm succes som producer for Iron Maiden – og lyden på Heaven and Hell er da også lige til højrebenet (efter tidens standard).

Mere eller mindre bekræftede rygter vil, at bassen på pladen ikke er indspillet af Geezer Butler, men derimod af tidligere Ritchie Blackmore’s Rainbow-musiker Craig Gruber; noget som aldrig er tilkendegivet af Tony Iommi – det er imidlertid et faktum, at Geezer Butler var ude af bandet en periode, og en vis Geoff Nicholls var inde at vende som bassist forud for dennes hjemkomst, og Geoff Nicholls blev derefter bandets keyboarder.

Mangler Geezer Butlers markante bas-spil på pladen? Jeg kan ikke afgøre det, og Heaven and Hell er helstøbt som foreliggende.

Mob Rules er den første plade med amerikanske Vinny Appice bag trommesættet, og han er også del af det nuværende Heaven And Hell, hvilket nok er et fornuftigt træk, på trods af at jeg ikke ønsker at afgøre, hvorvidt han eller Bill Ward er den anden overlegen.

Nu fik jeg jo sagt, at Heaven and Hell er bedre end Mob Rules, men vi snakker imidlertid om marginaler – jeg er specielt vildt med det utraditionelle nummer ”Country Girl”, og Mob Rules er i bund og grund mindst lige så helstøbt som sin forgænger. Jeg ender dog oftere med Heaven and Hell, når min vej fører forbi Dio-æraens Black Sabbath.

Jeg har altid haft svært ved at fordøje Live Evil, og den vigtigste årsag er, at jeg slet ikke bryder mig om at høre Ronnie James Dio synge Ozzys numre – det fungerer bare slet ikke, og derfor er jeg den første person til at lovprise bandets beslutning om at føre forretningen videre som Heaven And Hell og dermed også koncentrere sig 100% om Dio-æraens materiale. Det er dog værd at påpege, at Dio er en fænomenal sanger, som løfter Black Sabbaths musik betragteligt – og dermed ikke sagt, at Ozzy slet ikke havde samme vigtighed for bandet, for han kan umuligt sammenlignes med Dio. Det er to parallelle universer, som eksisterer uafhængigt af hinanden.

En lille note til denne strategi, med at køre videre som Heaven And Hell, kunne være, at Black Sabbath burde have gjort nøjagtigt det samme med Tony Martin-versionen af bandet, for det gjorde decideret ondt i min aldrende krop at høre ham bræge på Ozzy-numre – nu er Tony Martin jo en halvdårlig klon af Dio, så det kan måske gå an at høre ham på denne æras numre, men albums som The Eternal Idol, Headless Cross og Tyr fortjente bedre skæbne end at blive en fodnote i et afbrudt ægteskab med henholdsvis Ozzy Osbourne og Dio.

Nok om det! Tilbage til Dios frugtbare reunion med Black Sabbath!

Live Evil står for mig som en tam live-plade, og det forandrer kun en smule, at den originale Dio-publikums interaktion og publikumsstøj er restaureret – fornuftigt træk, men det gør ikke dette album til noget mesterværk, og ej heller grund til, at jeg er solgt til pladen. Man skal være der; se det, opleve det og føle det. Og det gør jeg ikke ved at lytte til det i min CD-afspiller!

Skal jeg høre Dio synge live, skeler jeg som oftest til hans tid i Ritchie Blackmore’s Rainbow eller albums tilskrevet hans eget band, som jo ’blot’ hedder Dio.

Deluxe-udgaven af Heaven and Hell indeholder en ekstra CD, hvoraf de fleste numre er indspillet på turneen i kølvandet på udgivelsen af pladen, og dette konstituerer sandsynligvis en vægtig grund til, at personer, der allerede besidder originaludgaven, måtte ønske sig den nye version. Ingen Ozzy-numre til stede, heldigvis, men live-udspil fra denne æra er bare ikke synderligt spændende.

Derfor kommer det vel næppe som den store overraskelse, at deluxe-udgaven af Mob Rules ikke tildeles sin karakter pga. den ekstra live-CD. Bonus-numre og ekstra live-materiale på re-releases kan være årets hit, men Dio-æraens Black Sabbath står nu stærkt nok uden.

Heaven and Hell og Mob Rules er to milepæle i genren, og derfor bør disse to udspil stå i enhver seriøs samling.

Igen er undertegnede den udsete til at vurdere et black/death metal band, som i samme åndedrag er kristent. Der er altså mulighed for at se, om min objektivitet er intakt indenfor denne genre, med anmeldelsen af The Order Of Apollyon. På den anden front har vi black/death metal bandet The Breathing Process, som med deres naturalistiske og faktisk til tider skræmmende tekster kaster undertegnede i mørke tanker. Midt imellem disse finder vi Eye For An Eye, der forsøger sig ud i en pærevælling af 90’er inspireret lyd med stonerambitioner.

The Order Of Apollyon består blandt andet af Daniel Wilding og B.S.T (begge ex. Aborted) og på guitar har vi James McIlroy (Cradle Of Filth). Netop Cradle Of Filth kan man høre tydeligt er en inspiration på flere sange, hvilket virker en anelse forvirrende, holdt op imod The Order Of Apollyons statement ’The mission is to convert as many blind infidels as possible, and lead devotees to their salvation’. For bandet har skam deres helt egen orden eller med andre ord agenda, for at praktisere en ortodoks tilbedelse af Gud.

Der er noget Dimmu Borgir-agtigt over vokalen, som på det meste af skiven fungere ganske udmærket. På den musikalske front er det primært de indoktrinerende trommer og de fordømmende, men på samme tid opløftende guitarer, der sætter dagsordenen i lytterens øre. Samler man disse indtryk sammen er The Flesh en over-middel skive, men når man kigger på hele opsætningen med bandfremtoning og lyrik… ja så opstår denne temmelig uheldige vekselvirkning mellem black/death og hvad man vel kan betegne som white/death…

Jeg lander min vurdering på solide 3 antenner, med grundlag i potentiale og generel velspillethed, men ikke højere grundet ovennævnte faktorer.

Jeg er til gengæld sikker på at Eye For An Eye gerne vil aspirere til samme karakter, men der er lang vej for dem.

Det starter ellers godt på den musikalske side i indgangen til første sang “Never be free”, men så kommer vokalen på, og 1-2-3 så er undertegnet allerede ved at kede sig ihjel. Den vokal forsangeren er udstyret med er mere end ordinær, og det gøres ikke bedre af, at manden ikke kan synge rent. Det hjælper heller ikke at prøve at smide forvrænger ind over – jeg er nemlig ikke så nem at sweet-talke.

Bandet prøver at udøve den form for hård rock, vi nikkede hoveder til i 90’erne, men det er i bedste fald på niveau med et rimeligt hjemme-i-garagen band. Der er enkelte steder, hvor man kan høre, at Eye For An Eye gerne vil flirte med den voksende stonerrock, men for pokker… det falder jo som resten af albummet fuldstændig til jorden.

Lægger man det hele sammen, med en ikke synderlig overbevisende indspilningskvalitet… ja, så skal jeg indrømme, at Downfall nærmest ikke er den ene antenne værd som jeg har givet den, nok nærmere vil karakteren 0- ½ antenne være passende.

Det kan da heldigvis kun blive bedre med næste band, og det gør skam også, men det bliver også skræmmende…

 Hvorfor bliver det skræmmende, jo det fordi der er skræmmende flot lyrik ,skræmmende gennemført coverart, men mest af alt er sangen “The Opague Forest (Part II)” yderst skræmmende som helhed. Sangen handler om, hvordan skoven åbner sig på dommedagen og kræver sit offer, og om hvordan et forældrepar ofre deres tvillinger til skovens tåge. Det her med at ofre til skoven mv. er ikke det der virker skræmmende eller nærmere forfærdende på mig, men det er hele opsætningen omkring ofringen af tvillingerne, og hvordan musikken og de kombinerede vokaler er med til at gøre det hele intenst følbart.

Odyssey (un)dead er et virkelig gennemtænkt album, hvor man rejser gennem elementerne, havet, skoven, ørkenen, grotter af is og store vidder. Man bliver tumlet rundt i et virvar af sanseindtryk igennem albummet, og The Breathing Process bruger både 3 differentierede vokaler, samt impulser fra progmetal til at tage os med på rejsen. Den kvindelige vokal bliver en gang i mellem lidt anstrengt, da hendes spændvidde ikke er kolossal, hvorimod de mandlige vokaler er veludførte.

På den musikalske front er der en rigtig fin balance på albummet, hvilket gør, at alle instrumenter kommer til orde. Det eneste, jeg ikke er så pjattet med er, når keyboardet bliver overprog’et – jeg foretrækker de mere pianobaserede passager, de passer bedre ind i albummets kontekst.

Jeg har været meget i tvivl om karakteren for dette udspil, men har efter grundige overvejelser valgt at give det 4 antenner – men hvis deres næste er renset for det overprog’et keyboard og den kvindelige vokal enten udvider sin spændvidde eller helt udskiftes, så er en bedømmelse på 5 antenner inden for rækkevidde.

Man kan vel sammenfattende sige, at denne anmeldelse lægger op til spørgsmål om vigtigheden af at have et klart budskab og udleve det 100% gennemført. Jeg bliver ikke til fulde overbevist af The Order Of Apollyon grundet deres manglende fokus på fremtoning, de ligner stadig hærgede blackmetal gutter, hvorimod The Breathing Process kommer brusende med et fuldstændig gennemarbejdet, både visuelt og musikalsk udtryk. Men anmeldelsens sorte, får Eye For An Eye, skal i mine øjne hoppe i en tids- og talent maskine, for på nogen måde at komme til at gøre indtryk.