Præcis som Alpha ikke var Asias første album, så er Omega efter sigende heller ikke det sidste, vi kommer til at høre fra de herrer Downes, Howe, Palmer og Wetton.

Det har jeg det ærligt talt lidt dobbelt med.

Bedømt i sammenhæng med gruppens komplette bagkatalog synes det som en rigtig dårlig idé, idet det jo i bund og grund selvfølgelig blot er mere af det samme og derfor forekommer både ligegyldigt og redundant. Men sammenlignet med comebackblamagen Phoenix fra 2008, som jo næsten ikke var til at holde ud at lytte til – og næsten halvfjerds minutter af lige præcis det – så er Omega et gigantisk skridt fremad, ikke mindst, håber og tror jeg, fordi enkeltheden og ligefremheden i Wetton/Downes Icon projekt endelig har fået lov til at smitte af på sangskrivningen i nærværende regi.

Derfor begynder Omega helt usædvanligt for Asia som et back to basics, down to earth rockalbum uden store armbevægelser. De lægger ud med et trekløver forholdsvis enkle, klædeligt upompøse, men alligevel effektivt rockende og basalt set ret gode sange, hvor hit-potentialet ikke står alt for tydeligt i lydbilledet, men kvaliteten lige så indiskutabel.

Og denne effektivitet klæder Asia; det er her, de skaber de bedste sange.

Samtidig er der lidt mere rå guitar, lidt mere kant, men selvfølgelig bliver det aldrig rigtig farligt eller smudsigt, for sådan spiller det originale Asia slet, slet ikke. Som albummet skrider frem, nærmer de sig mere og mere den bløde progressive rock, de har bygget deres navn på, hvilket jo ikke er besynderligt, men så absolut unødvendigt.

Der findes vellykkede opdateringer af deres eget udgangspunkt. ”Holy War” er smagfuld, ”Listen Children” en meget dygtig Asia-midttemporocker og ”Emily” måske den bedste ballade de nogensinde har skrevet sammen. Men andre sange – som ”Ever Yours”, ”I Believe”, ”Don’t Want to Lose you Now” og ”I’m Still the Same” – er lige så klassiske Asia-kompositioner bare på den dårlige måde. De er ind i mellem flotte, men mest af alt bare absolut tomme skaller med tekster taget lige ud af klicheernes tykke bog. Og atter andre balancerer lige på kanten … ”There was a Time” eksempelvis er vanskelig at placere, selv efter mange gennemlytninger.

Der findes altså både og på Omega.

Det er bestemt ikke noget fantastisk album, mere sådan lidt over middel, men også et tegn på, at der kunne være bedre ting i vente fra denne kant i fremtiden, hvis de for alvor begynder at skære ind til benet. Det er nemlig dér, det fungerer allerbedst.

Sabaton og Masterplan smider deres nye plader på gaden  samme dato, d. 21/5, og byder ved den lejlighed på to forskellige fortolkninger af, hvordan 80′er-metal skal lyde 30 år senere.

Sabaton hører til de forholdsvis rutinerede kræfter på den skandinaviske metalscene. Bandet har eksisteret i godt ti års tid og har i den periode, foruden nærværende udgivelse, præsteret fem fuldlængde-udspil, hvoraf det femte i rækken, The Art of War fra 2008, høstede både fornemme hitlisteplaceringer i hjemlandet samt en svensk grammynominering. Der er altså lidt af en arv at løfte for det sjette album fra bandet, og givet at mere eller mindre stilistisk ligesindede bands som Masterplan, Tarot og Rhapsody Of Fire har smidt albums på gaden næsten samtidig med, at Coat of Arms rammer butikkerne, må man sige, at Sabaton går en hård konkurrence i møde.

Starter vi med den mindre positive side af sagen, er der sandt for dyden ikke mange musikalske overraskelser at komme efter på Coat of Arms. Vi befinder os med fødderne meget tungt plantet i 80’er-metallens udtryk, og på trods af at udspillet, i lighed med tidligere albums, vel fortrinsvis søger at hylde traditionerne så autentisk som muligt, savner man nogle forsøg på at tænke ud af boksen. Mange af de bærende elementer i de forskellige numre minder lidt for meget om hinanden, og det gælder både de markante keyboardflader, guitarriffs’ne og det overordnede tonale sprog, Sabaton benytter sig af. Men hvad bandet ikke yder i nytænkning, formår de på den anden side at gøre op for i personlighed.

Man skulle være et skarn, om ikke man fandt Sabatons skamløse brug af melodi grand prix-værdige hooklines og tunge, tykke keyboardriffs bare en lille smule charmerende, og samtidig har bandet lidt af et es i ærmet i form af forsanger Joakim Brodén, som er besiddelse af en stærk, rå og, i true/power metal sammenhæng, dyb stemme, der går fantastisk i spænd med det krigstema, der løber som en rød tråd gennem Sabatons numre. Denne afveksling fra det traditionelle helte-tenor-spor, de fleste bands i genren almindeligvis vælger at krybe ind på, er alene et stærkt kort at have på hånden i kampen for at adskille sig fra konkurrenterne. Brodéns stemme emmer ganske enkelt af tilstedeværelse og nærvær, og det er en kvalitet, der i sig selv gør, at Coat of Arms holder til mere end blot et par gennemlytninger.

Konkurrencevinklen siger i sidste ende meget om den position, Sabaton befinder sig i. Samlet set står Coat of Arms, det hårde konkurrencefelt taget i betragtning, distancen et pænt stykke af vejen, men heller ikke så meget mere end det. Det er uomtvisteligt et solidt album, der med sine relativt kortfattede sange fremstår koncist i sit udtryk, men den meget stædige sværgen til det slidte musikalske udtryk gør, at lytteglæden, al umiddelbar charme til trods, næppe holder meget længere end til det næste udspil i genren dukker op, og der er, som det fremgår, mange om buddet.

Hvis Sabaton kan beskrives som et rutineret band, må Masterplan siges at høre til blandt de absolut mest garvede outfits, den europæiske metalscene har at byde på. Ikke at bandet i sig selv udgør en decideret institution, det selvtitlede debutalbum er så ny en årgang som 2003, men både tidligere og nuværende medlemmer af bandet tæller flere af de sidste 30 års prominente personligheder på scenen, heriblandt Uli Kusch, Roland Grapow (ex-Helloween) og Jørn Lande (ex-Ark, ex-Beyond Twilight osv.).

Sidstnævnte har for en tid været ude af bandet, hvilket kunne mærkes på det seneste album, MKII fra 2007, hvor det (forventeligt) ikke helt lykkedes Mike DiMeo at løfte den urimeligt tunge vokale arv. Lande er imidlertid vendt tilbage til folden tids nok til at varetage vokaltjansen på Masterplans nyeste ofring, og tak for det. Folk, der er bekendt med mandens fantastiske stemme, vil vide, at han gang på gang formår at kaste stjerneglans over de udgivelser, han medvirker på, og Time to Be King er ingen undtagelse.

Skiven fortsætter, hvor den fremragende Aeronautics fra 2005 slap, og netop dette uhyre vellykkede udspil må også, på godt og ondt, blive en væsentlig del af målestokken for Time to Be King. Hvor en del af Aeronautics’ kvaliteter bestod i numrenes stærke balance mellem ligefremhed og subtile progressive tiltag, synes sangskrivningen på Time to Be King at hælde en anelse mere mod ligefremheden, selvom Masterplan stadig med sikker hånd giver en yderst tiltrængt moderne kant til 80’er-metalstilen.

Dette resulterer på den ene side i et album af en helt umådeligt solid karakter, hvor de overlegne håndværksmæssige kvaliteter, bandet besidder, får lov at skinne igennem, og så kan skiven egentlig ikke beskrives meget mere rammende. Time to Be King er kvalitetsarbejde fra ende til anden, og numre som ”The Dark Road” og ”Blue Europa” demonstrerer dette på nydeligste vis, om end man kunne have valgt skønsomt blandt resten af numrene på pladen for en lige så god demonstration.

Men den altoverskyggende stabilitet bliver i længden også det, der forhindrer Time to Be King i at nå helt det samme niveau som Aeronautics, selvom vi befinder os forbandet tæt på. Når skiven er lyttet igennem et par håndfulde gange eller tre, og den holder bestemt også til mere end det, mangler man følelsen af, at bandet også har turdet tage nogle chancer, eksempelvis i form af lidt flere ægte, episk-lange 10-minutterskompositioner, som det sig hør og bør i genren, for det kan sangskrivningstalenterne sagtens bære.

Når al ris og ros er gjort op, tør jeg dog godt stemple Time to Be King med købepligt, for det er sjældent, man hører god 80’er-metal udført med en up-to-date-attitude, der så vellykket forener traditionerne med et holdbart, moderne udtryk.

Tre nye udgivelser fra amerikanske Moribund Records, der mestendels gør sig i death og black metal udgivelser af den mørkeste slags fra den del af undergrunden, hvor kult dyrkelse af såvel bands som selskabet der udgiver dem hersker over alt andet. Moribund er sammen med bl.a Nuclear War Now en af de absolutte sværvægtere i udbredelsen af især amerikansk black metal, en niche, der aldrig har fået så stor opmærksomhed her i Europa. sandsynligvis fordi de absolutte pionerer indenfor genren alle havde hjemsted på vores breddegrader. Godless Rising, Hacavitz og I Shalt Become hører alle under death/black metal fanen, men med vidt forskellige udtryk og virkemidler.

Godless Rising blev dannet i 2005 af tidligere Vital Remains-medlemmer, og Trumpet of Triumph er gruppens 3. udspil. Som med førnævnte Vital Remains har der været et utal af medlemmer gennem øvelokalet og eneste originale medlem er nu Jeff Gruslin, mens guitarvituosen Toby Knapp (Onward) udgør resten af duoen. Netop indlemmelsen af Knapp, der har udgivet soloplader på guitar-onani selskabet Shrapnel, giver bandet en dimension, der både arbejder for og imod bandet i mine øjne.

Coveret til Trumpet of Triumph er prydet af en Chris Moyen illustration, hvor Satan, afbilledet som en ged, er ved at pløje Jesus ned med en tank, mens dæmoner flyver forbi i triumf. Jeg forventede derfor at blive ramt af en heftig gang death/black metal af Angelcorpse skuffen, men musikken, der bestemt har rødder i denne genre, er mere melodisk og trækker mine tanker tilbage på de to første Vital Remains plader, hvor Gruslin også var at finde bag mikrofonen. Teksterne er nøjagtig så blasfemiske og hadefulde, som på førnævnte udgivelser og bliver på afvekslende vis growlet, snerret eller slet og ret sunget af en autoritær Gruslin. En death metal vokalist af ahem..Satans nåde.

Toby Knapps guitararbejde er noget af det mest afvekslende, jeg har hørt på en ekstrem metal plade meget længe, og der bliver vekslet mellem hurtige staccato riffs, melodiske soloer og groovy passager med lethed. Mine anke mod pladen er, at det til tider bliver for melodisk, pænt og tætpakket på guitarfronten – her burde der have været holdt lidt igen og fyldt lidt mindre på numrene, hvor et riff sjældent får lov at hvile i sig selv, før man allerede er ude ad den næste tangent.

Trumpet of Triumph vil kunne tiltale både old-school death/black metal fans og dem med hang til Arch Enemy, Order Of Ennead eller Death, som de lød på deres sidste plader. Om pladen så fuldt ud vil kunne tilfredsstille nogen er jeg mere i tvivl om da den trods mange spændende elementer ender op i et sært krydsfelt mellem blasfemisk undergrundsmetal og en mere blankpoleret traditionel metal. Men bundsolidt håndværk fra nogle erfarne herrer.

Mexikanske Hacavitz hed tidligere Ravager og udgav et par albums på Osmose, der ikke gjorde det store væsen af sig. Metzli Obscura er duoens 3. udgivelse og her er der ikke så meget tvivl om udtrykkket. Dette er et band, der ved nøjagtig, hvad de vil, hvad de kan, og hvor de vil hen.

Antimo og Oscar på henholdsvis vokal/strenge og trommer har tidligere ageret backing band for fremragende Impiety fra Singapore, og det er i samme boldgade, vi finder Hacavitz. Rå og upoleret death/black metal, der med typisk sydamerikansk aggressivitet og intensitet tager os på en tur gennem et mørkt landskab, hvor Angelcorpse, Dissection, Necrophobic, Watain og tidlig Morbid Angel allerede har sat deres tydlige aftryk. Især Dissections Storm of the Light’s Bane kommer frem på nethinden, uden at svenskernes kompositoriske niveau helt kan matches – den sammenbidte nerve og pågåenhed med hvilken materialet fremføres er dog fremragende og opvejer den mangel på originalitet, der også må siges at være.

Produktionen på Metzli Obscura er skåret helt ind til benet, og alle instrumenter fremstår klart og specielt trommespillet er ganske imponerende. Der er mange fede riffs, stemningsfulde passager, og de dissonante guitarer giver et dystert udtryk. Det er så som så med variationen, men jeg synes faktisk ikke det gør noget – pladen er et intenst bud på, hvordan death/black metal skal fremføres, og er man til ovennævnte bands, er den bestemt værd at tjekke ud. Så må man leve med at coveret nok er årets grimmeste, men måske var budgettet brugt.

Hvis de to andre udgivelelser svælgede i blasfemisk mørke, skal vi med énmands-bandet I Shalt Become helt derind i sjælen, hvor man næsten ikke tør kigge – det sted, hvor de indre dæmoner forsøger at få overtaget og krænge den sidste livslyst ud af selv det mest forårskåde, solhungrede menneske. I Shalt Become udgav nogle demoer i midt 90erne, der opnåede kultstatus i USA og senere er blevet genudgivet som Wanderings CD’en. Derefter tog S. Holliman sig en sabbat på et årti, før udgivelserne igen begyndte at komme, og Poison er den tredje efter gendannelsen.

Det er et stort anlagt værk på alle måder; ifølge selskabet en concerto opdelt i 10 suiter, og der er da også skruet gevaldigt op for de bombastiske synth parter. Burzum har tidligere været en stor inspirationskilde, og man kan stadig ane Vargs måde at bruge simple, hypnotiske virkemidler i musikken. Guitarer og vokal på albummet er begravet helt nede i mixet og ligger mere som stemningsskabende elementer, end som de fremtrædende instrumenter, de normalt er i metal. Det giver musikken et lidt postrocket præg, og mon ikke et band som Nadja, der arbejder med samme virkemidler, dog i et mere alternativt og støjende udtryk, er at finde i musiksamlingen hos den gode Holliman.

Den altoverskyggende melodibærer er derfor de klassisk inspirerede synths der svæver henover den yderst melankolske musik. Der bliver sjældent sat alt for meget tempo påm og når det sker er det desværre lidt kluntet, nøjagtig som med gammelt Burzum, hvor musikken fungerer bedst, når den får lov at dvæle i had og selvmorderisk lede. Det kunne være rigtig interessant at høre denne plade udsat for et rigtigt stryger ensemble. Selvom musikken er velproduceret, er der et syntetisk præg over arrangementerne, og så er det desværre også meget sjældent metal musikere har held med at omskole sig selv til klassiske komponister.

Poison er tildels vellykket, da den formår at fremmane en yderst kold og depressiv stemning, der emmer af hjælpeløshed og desperation, ingen tvivl om, at den nok skal få solen til at forsvinde bag tunge skyer denne sommer. Pladen bliver dog en anelse ensformig og for bombastisk efter min smag; et mere minimalistisk lydbillede kunne have gjort eksempelvis strygerne mere virkningsfulde, og som værk er Poison nok lige en tand for ambitiøst, de kompositoriske evner taget i betragtning. Er man til Caina, Burzum, Nadja, eller for den sags film soundtracks, er der dog øjeblikke af storslået skønhed at finde.

Moribund er et stilsikkert kvalitetsselskab, der ikke spytter plader ud, men holder et rimelig højt niveau på deres udgivelser, noget nogle af de store selskaber kunne lære lidt af. At det ikke kun er lo-fi black metal, der udgives, er disse tre plader et godt eksempel på, selvom de er vidt forskellige. Mørket, ondskaben og kompromisløsheden har de dog til fælles, helt i selskabets ånd. Moribund har ingen dansk distribution, men bør kunne skaffes som import, og ellers kan man besøge selskabets hjemmeside, hvor man sagtens kan dræbe en aften med at tyde band logoer.

Strømmen af gothic metal udgivelser ser ikke ud til at aftage foreløbig. Her er genren repræsenteret med to album, som kvalitetsmæssigt ligger langt fra hinanden.

The Foreshadowings Days of Nothing debut fra 2007 var ikke revolutionerende, men et bundsolidt gothic metal album. Efter et skift fra Candlelight til det mindre Cyclone Empire følger italienerne succesen op med Oionos.

Stilmæssigt er der ikke sket det store; The Foreshadowing befinder sig tydeligvis godt ved at spille gothic doom metal med masser af melodi og atmosfære.

I min anmeldelse af Days of Nothing fremhævede jeg Marco Beneventos vokal, og det bliver jeg nødt til at gøre igen. Hans fremragende stemme minder om Aaron Stainthorpes – dog mindre klagende – og hæver helhedsindtrykket gevaldigt. Musikalsk er der også lighedspunkter med My Dying Brides nyere materiale, men Oionos er ikke lige så tung og doomet.

Niveauet er ikke lige højt hele vejen igennem det en time lange album – Sting coveret er f.eks. ikke voldsomt spændende – men der er ikke ingen decideret dårlige numre. Overordnet skuffer Oionos ikke, og jeg kan ikke forestille mig at folk, der er til Days of Nothing eller gothic doom metal generelt, ikke vil nyde dette album.

Mine forventninger til Mandrakes nyeste album, det femte i rækken, som har fået titlen Innocence Weakness, var til gengæld til at overse. Det tyske bands Mary Celeste album fra 2007 var et godt eksempel på, hvordan gothic metal ikke skal lyde, men nu forsøger tyskerne sig endnu en gang.

Innocence Weakness byder på poleret midt-tempo gothic metal med masser af keyboards, men indeholder også enkelte tungere passager, der minder om traditionel doom metal, og ikke overraskende er der også blevet plads til en del balladeagtige numre. Mandrake er dog blevet en smule hårdere siden sidst, da den growlende vokal bruges jævnligt, om end det stadig er kvindevokalen, der dominerer.

Mandrakes musik er virkelig trist – på den dårlige måde. De 12 simple sange på Innocence Weakness er alle blottet for nye ideer og hamrende kedelige. Det er utroligt, at det kan gå så galt for et band, der i den grad vælger den sikre vej.

De fleste musikere er fans af en specifik genre, og med udgangspunkt i denne starter de deres band og trækker på den musik de kender så godt. Om der har været Mötley Crüe eller AC/DC plakater på drenge værelset er underordnet, fakta er at lige præcis det band og den genre som man har fulgt ligger dybt i én. Nogle gange er inspirationen så entydig hos bandets medlemmer at det resultere i at genren bliver plagieret med stor spilleglæde. Det kan vel nærmest beskrives som en hyldest.

Jeg har ventet mere end spændt på det nye Crashdïet album. Svenskernes tredje plade og med tredje forsanger. Der findes næppe nogen tilfredsstillende erstatning af den afdøde sanger Dave Leppard, hvis fandenivoldske og samtidig charmerende attitude var med til at gøre debuten til en milepæl i den svenske sleaze invasion.

Sidst skulle finske Ollie Herman forsøge at løfte arven, men skuffelsen var stor da The Unattractive Revolution udkom. Paradoksalt nok har Ollie netop udgivet nyt spændene materiale med sit band Reckless Love, som bestemt er et bekendtskab værd. Det var bare et eller andet som gjorde at Ollie haltede gevaldigt sammen med de andre drenge i Crashdïet.

Ny mand i front er Simon Cruz (har tidligere sunget i Jailbait) og denne gang lader det til at Crashdïet igen er ved at opnå storformen.

Generation Wild virker en anelse mere afdæmpet end vi tidligere har set Crashdïet. Selvom der er smæk på den Skid Row-agtige ”Native Nature”, og kraftfuld kor i omkvædet på titelsangen så er pladen overvejende roligere end forventet.

Der er tillige leget med mere finurlig og opfindsom opbygning af sangene, blandt andet Def Leppard tilgangen til nummeret ”Bound to Fall” og ”Chemical” lyder som et moderne Mötley Crüe nummer. Alt i alt tyder meget på at Crashdïet ikke har ladet erfaringen alene om at kreere det nye album, men snarere forsøgt at overraske lytteren, og det skal der kun lyde ros for.

Debuten Rest in Sleaze bliver ikke overgået af Generation Wild. Seneste Crazy Lixx album (New Religion) bliver heller ikke distanceret. Men pladen befinder sig i toppen af genren og bør stå på enhver glam/sleaze tilhængers hylde.

Spanske 77 henter deres inspiration længere tilbage. Stilen er krystal klar, AC/DC’s Bon Scott dage bliver genoplivet, og bandets halvfjerdser lyd bliver kopieret ned til mindste detalje.

Det er den perfekte plade at smide på til sommerens grill fester. Med den tilbage lænede blues rock kan alle være med, og man skal være mere end almindelig borgerlig for ikke med lethed at kunne fordøje pladen sammen med et stykke barbecue marineret svin.

På den måde er der ikke rigtig nogen nævneværdige kritikpunkter, tværtimod har jeg svært ved at få smilet af læberne. Det undrer mig at lydmæssig har 77 fulgt deres heavy rock til dørs, og jeg kunne nemt narres til at tro at pladen var indspillet af AC/DC i halvfjerdserne. Det kan altså lade sig gøre i 2010 at få musikken til at lyde så dateret, og det overrasker mig positivt.

Mange vil hævde at Airbourne er AC/DC’s tronfølger, men jeg har aldrig hørt et band så autentisk som 77; det kan måske i virkeligheden tale både for og imod dem, indtil videre vil jeg glæde mig over bandet og deres debut plade. Den er i hvert fald original i 2010.
 

For et par år siden havde jeg den blandede fornøjelse af at se Coheed And Cambria optræde på Sweden Rock. Musikken forekom mig dengang en smule sær, om end jeg sagtens kunne høre de var dygtige, men dygtige drenge laver ikke nødvendigvis fed musik. Sandt at sige kræver bandets progressive rock da også noget tilvænning, for slet ikke at tale om Claudio Sanchez utraditionelle stemmeføring, der ofte er blevet sammenlignet med Geddy Lee fra Rush.

Nu er de så aktuelle med deres femte album, Year of the Black Rainbow, og det er faktisk første gang jeg for alvor prøver kræfter med et af deres album. Alle har jo hørt deres hit med ”Welcome Home”, hvis indledningsriff blev brugt som tema for damehåndboldslandsholdet for et par år siden. Nu vil jeg ikke have skudt i skoene at jeg interesserer mig for sport, men lige netop dén tv-spot bed jeg da mærke i.

Nå, men for at vende tilbage til Year of the Black Rainbow, så kan jeg da nævne, at dette afrunder det konceptuelle science fiction tema, bandet siden debuten har haft kørende på samtlige af deres udgivelser – nemlig The Amory Wars. Hovedpersonerne heri hedder i øvrigt Coheed og Cambria Killgannon, og Claudio Sanchez er da også manden der har kreeret historierne bag denne tegneserie, som givetvis mange sci-fi entusiaster herhjemme kan nikke genkendende til. Selv må jeg melde pas, men jeg synes det er prisværdigt med kreative folk, der kan, tør og vil gå linen ud, for at få deres idéer ud.

Efter en kort intro sættes albummet i gang med den melodiske mellow rocker ”The Broken”, hvis omkvæd hurtigt fanger, men det er for alvor først med den stemningsfulde power ballade ”Far”, at tingene falder i hak. I det hele taget synes højdepunkterne at være i de stille numre, såsom ”Far” og ”Pearl of the Stars”, hvor Sanchez vokal sidder bedst i skabet, uden alt for mange karikerede og skabagtige fraseringer til følge. Dog er den fusionsagtige og særdeles livlige ”Guns of Summer” ikke helt uden charme.

Jeg må slutteligt give kudos til bandet for deres evne til at gå egne veje, samtidig med, at de bevarer essentielle værdier som råstyrke og melodi – dette dog uden at beskylde dem for at være decideret radiovenlige. Dertil er de trods alt stadig for finurlige, og som sagt, så kræver numrene ofte et par lyt, før de bider på. Endvidere er det rart at høre et album uden den sædvanlige kliniske samlebåndsproduktion.