Højsæson eller sommerpause for udgivelser er underordnet, når vi snakker om det Italienske label Frontiers. Selskabet udgiver slavisk hver måned tre eller fire plader på samme dag. Julis udgivelserne vurderes således.
Amerikanske Tony Harnell stod i front for det norske band TNT i firserne og halvfemserne, men i 2006 valgte parterne at skilles, og siden har nordmændene snublet på hele to albums, med deres nu britiske forsanger Tony Mills (ex Shy).
Tony Harnell har siden bruddet med TNT sunget i de acceptable Starbreaker, og kørt Westworld men noget kunne nu tyde på, at den formidable sanger er i kreativ krise. Hans seneste projekt Tony Harnell & The Mercury Train består nemlig af tilbagelænede akustiske versioner af gamle TNT og Westworld klassikere.
Indrømmet; stilen er da meget fed, og på firnurlig vis bliver der både leget med ukulele og blokfløjte. Det er bare ikke det samme at høre eksempelvis TNT-klassikerne "10.000 Lovers" og "Northern Lights" på den akustiske måde – og når man nu stadig er så glad for originalerne.
Jeg vil nok fortsætte med at surmule lidt og håbe inderligt på den TNT/Tony Harnell-reunion.
Det er fem år siden sidste Terra Nova album, og de hollandske brødre har i mellemtiden produceret for blandt andre Two Of A Kind.
Come Alive er blevet ‘hypet’ som værende et tilbage-til-rødderne album, og det er faktisk ikke tom snak. Pladen lægger en pompøs AOR-stil for dagen, og der er tilpas fart over feltet, når det kræves – og samtidig er der gjort plads til de obligatoriske dybfølte ballader.
Charmen ved det hele er så, at de poppede elementer, som har præget bandets senere udgivelser (ikke mindst de to albums under navnet Aquila), ligger og summer under det hele, uden at det på nogen måde spolerer noget.
Terra Nova har aldrig været fuld af ‘punch’, og det er heller ikke tilfældet her. Come Alive er dejlig let at lytte til, og så er den samtidig enorm fyldig, med en klang, der ikke er så gængs endda. Stilen er sjælden, og en vovet beskrivelse kunne lyde på Queen i AOR format.
YOSO er en interessant krydsning af musikere fra de amerikanske west-coast legender Toto, og det progressive rock band Yes – nærmere bestemt Toto-forsanger Bobby Kimball og Yes -medlemmerne Tony Kaye (keyboards) og Billy Sherwood (bas).
Det er i virkeligheden ikke noget, jeg tænder synderligt på. Idéen er frisk, men resultatet minder mere om Toto end om Yes. Der er som sådan ikke noget galt med Toto, udover at de (for mig) ikke har lavet et holdbart album, siden The Seventh One fra 1988.
Iøvrigt er pladen ikke mere progressiv end det, som Toto selv har eksperimenteret med op igennem halvfemserne.
Elements er bestemt ikke for enhver rock fan, men en gammel-i-gårde Toto fan skulle nok kunne finde nogen underholdning i projektet, der udover albummet også indeholder en live cd indeholdende; (gæt en gang) Yes og Toto-numre.
SEVERE TORTURE Slaughtered
Season Of Mist
28/6 2010
Dansk distribution: Target
Old-school death metal er til tider et lidt flagrende begreb, der dækker over både genrens kommercielle storhedstid i de tidlige 90′ere, og tiden fra omkring 1985, hvor de første spæde skridt imod en mere brutal form for thrash blev taget. To gode eksempler på old-school death metal er Severe Torture og Gravehill; to bands, der dog ligger milevildt fra hinanden, selv indenfor en smal genrebetegnelse.
Hollandske Severe Torture har aldrig rigtig fanget mig; deres brutale death metal har altid været yderst kompetent, men også lidt for uoriginal og uselvstændig i mine ører. Om Slaughtered så er et udtryk for, at overliggeren kvalitetsmæssigt er blevet hævet på dette 5. udspil, eller om jeg bare er blevet fanget på en god dag, skal jeg lade være usagt. Hovedsagen er, at Severe Torture endelig har fanget min opmærksom på et af årets bedste death metal albums indtil videre.
Bandnavn, pladetitel og det Cannibal Corpse-værdige cover gør intet for at skjule, hvor i metal verdenen vi befinder os. Dette er nådesløs, brutal death/grind med hovedsagelig amerikansk inspiration. Der er smæk for skillingen, men heldigvis er dette ikke brutalitet for brutalitetens egen skyld. Der er omtanke med i kompositionerne, god variation, og fremfor alt er det fremført med en smittende intensitet. Dette var genrens eksistensgrundlag i dens spæde start, og et kvart århundrede senere er det stadig alfa og omega for en vellykket death metal udgivelse.
Produktionen på Slaughtered er jeg rigtig glad for. Jochem Jacobs fra Textures har drejet på knapperne, og det er der kommet en krystalklar, men alligevel hamrende brutal lyd ud af. Jeg forstår godt ,det kan være fristende for en trommeslager at bruge triggers, men ofte får det stortrommerne til at dominere for meget i lydbilledet. Den faldgrube undgår Severe Torture. Ingen tvivl om, at hjertet banker for old-school death metal med de værdier, der ligger indbygget heri. Det er en meget ren udgivelse, forstået på den måde, at vi bliver skånet for skønsang, breakdowns i et væk og alle de andre gimmicks, der gennemsyrer moderne metal.
Tempoet er for det meste højt. Der blæses til angreb allerede fra første fløjt med "Grave Condition," der dog også viser, at Severe Torture har en anelse melodisk tæft, især i soloerne. "Deride Jesus" og "Feeding on Cadavers" er begge eksempler på brutal death/grind, der dog også afveksles med tungere, nærmest atmosfæriske stykker. Sidst på pladen bliver der endda plads til et par åndehuller med den instrumentale "To Relieve the Mortal Flesh of Pain" og den tonstunge, nærmest Dawn Of Demise-agtige "Incarnation of Impurity." Ingen numre falder igennem og niveauet holdes hele vejen gennem Slaughtered, der også har den perfekte længde for denne slags metal. Ingen grund til at fylde hele den mulige spilletid, hvis varen kan leveres på 38 minutter.
Death metal lever stadig i bedste velgående, og når den leveres i en fuldendt pakke, som denne, kan jeg kun give min anbefaling med på vejen. Al snak om originalitet bliver derfor omsonst; der skal være plads til, at en udgivelse bare leverer varen med de dyder, der nu engang fungerer. Slaughtered vil utvivlsomt finde vej til min afspiller mange gange endnu, når trangen til kompromisløs brutalitet indfinder sig.
‘We are Gravehill, we are death fucking metal. Fuck you!’ Jo bevares, dette citat fra "Decibel Ritual" gør vel mit job nemt, når musikken på Gravehills Rites of the Pentagram album skal beskrives. Der hersker i hvert fald ikke tvivl om, hvor denne amerikanske kvintet gerne ser sig selv placeret. Albummet udkom oprindeligt i 2009 på det lille selskab Enucleation, men Ibex Moon genudgiver det nu med Metal of Death/Advocation of Murder and Suicide EP’en som bonus materiale. Velkommen til 1980′erne, dette er et stilsikkert nostalgitrip.
Allerede fra de første toner breder der sig en stemning af primitiv aggression, rå primal energi , og hadeful misantropi. Hvor Severe Torture ligger solidt placeret i start-90′ernes death metal, tager Gravehill os tilbage til en tid, hvor guderne hed Possessed, Slayer, Venom, Mantas/Death eller Necrovore. Der er altså lige så meget brutal thrash og tidlig black metal over Gravehill, som der er death metal, men det er naturligvis et temperamentsspørgmål, hvornår den ene genre tager den anden. Faktum er, at Rites of the Pentagram både lyder, støjer og spilles som var vi i 1985 igen, med alt hvad det indebærer af regressiv charme.
Produktionen er i sagens natur meget rå, men det klæder Gravehill. Nypuritanere vil nok korse sig over lyden af en evigt ringlende hi-hat, larmende soloer, der kommer ud af ingenting og bopti-bopti trommer, der kværmer afsted i adstadigt tempo. Sådan skal denne slags musik dog lyde, det kan slet ikke diskuteres. De fem bonus numre har lidt mere black metal over sig, selvom de kun har et år mere på bagen. De har knap den samme kvalitet som de ni numre, der udgør Rites of the Pentagram, og de kunne for min skyld godt være udeladt, da de ødelægger helheden en smule.
Rites of the Pentagram er et yderst underholdende album, selvom det naturligvis er meget tilbageskuende i sin form. Heldigvis er der masser af fede riffs, og albummet er på ingen måde en parodi på fortiden. Death metal er Gravehill’ raison d’etre, og da det efterhånden er sjældent, man hører det i sin pureste form, uden at skulle støve klassikerne af, er der noget forfriskende over dette udspil. Hvorfor man så skulle købe dette udspil fremfor at smide Seven Churches på anlægget, må så være det åbne spørgsmål, der kan retfærdiggøre mine fratrukne karakterer til et ganske glimrende udspil.
Det var med svagt blandede forventninger og en anelse rystende hænder, jeg modtog mit downloadpas til Soilworks nye album The Panic Broadcast. Bandet har i mine ører et af de mest stabile og kvalitetsbetonede bagkataloger på metalscenen, og med undtagelse af den skuffende Sworn to a Great Divide fra 2007, og så måske lige den, set i bakspejlet, lidt anonyme debut Steelbath Suicide, har bandet ikke sat ret mange fødder forkert over de sidste 12 års tid. Der var altså grund til at håbe på det bedste og frygte om ikke det værste så det gennemsnitlige.
Lad det være sagt med det samme: mine bange anelser blev promte sønderlemmet og efterladt som en undselig, skamfuld, blodig klat på gulvet, i samme øjeblik første skæring, den groovy og brutale ”Late for the Kill, Early for the Slaughter”, satte i gang. Det er med al risiko for at tage munden for fuld, og, indrømmet, med en vis mangel på kritisk sans, jeg vil udråbe dette vidunder af et metalnummer for at være den bedste albumåbner i nyere tid. Det eneste, jeg kan huske at have hørt, der nogenlunde kan måle sig, må være Slayers ”Angel of Death” fra Reign in Blood, så er det sagt, og så er skiven ellers skudt i gang. Husk at skrue op.
Nu er der jo den svaghed ved formidable åbnere, at de nogle gange kan komme til at stille den resterende del af pladen i skyggen, men den skepsis er der nu ingen grund til at hænge sig i på The Panic Broadcast. Der bliver nemlig fluks fulgt op på succesen med videoskæringen ”Two Lives Worth of Reckoning”, hvor vi for første gang på den nye skive får et af Soilworks velkendte melodiøse omkvæd, og der fortsættes over de fuldfede ”The Thrill” og ”Deliverance Is Mine”, inden de velskrevne melodier og guitarriffs når en foreløbig kulmination i den tunge ”Night Comes Clean”, en af Björn Strids bedste vokalpræstationer til dato. Detaljerigdommen i den koncise sangskrivning er ganske enkelt forbløffende, og hvis man frygtede, at finesse og intrikat opfindsomhed er ofret til fordel for letfordøjelige omkvæd og simpel aggressivitet, kan man godt begrave frygten her.
Halvvejs igennem pladen kan jeg konstatere, at The Panic Broadcast foreløbig har budt på noget af det ypperste, jeg har hørt fra Soilwork overhovedet, og det siger ikke så lidt. Der er ingen tvivl om at Peter Wichers tilbagevenden til folden har bidraget med nyvunden energi og nerve til foretagenet, og hvem ved, måske Ola Frennings exit har lidt at skulle have sagt på samme konto. Det er spekulationer, men sandt at sige lyder Soilwork som et mere overskudsagtigt band end nogensinde før, og det skyldes både bandets vanligt uovertrufne sammenspil og den sindssygt sprøde produktion, som ingen ringere end Wichers selv har stået for.
’Organisk’ er det bedste ord, jeg bruge om det lydbillede, man mødes med på The Panic Broadcast: intet infernalsk trigger-klik-helvede, men lyden af rigtige trommer, der tæves af den i øvrigt pt mest suveræne metal-skindbasker Dirk Verbeuren, ingen fladtrykte digitalbox-guitarer, men lyden af strenge der vrides og vrænges for at blive blæst ud gennem store, fede højttalermembraner. Organiskhed er det element, jeg helt generelt savner mest af i moderne metalproduktioner, og Soilwork leverer varen til overmål.
Men hvad med resten af numrene? Tja, kvalitetsmæssigt lader de ikke den første halvdel af pladen noget tilbage. Det lyder for mig af, at Soilwork har valgt at dele pladen over i to halvdele, hvor den første halvdel prioriterer en vis ligefremhed i numrene, og den anden halvdel byder på lidt flere progressive tiltag og en lidt mere ’loose’ tilgang til sangskrivningen. Det resulterer bl.a. i den flotte ”Let This River Flow” (lad dig ikke narre af lejrbålsintroen!), den tunge og lettere syrede ”Epitome” og den fede closer ”Enter Dog of Pavlov”, der alle bærer præg af, at sangskrivningen har fået lov at styre sig selv, så at sige. Flowet i numrenes udvikling er bemærkelsesværdigt homogen og uforceret, og tjener til bevis for, at det er aldeles muligt at skabe kompakte, målrettede kompositioner uden at klynge sig til skabelonerne for ’god’ sangskrivning.
Der findes ikke ret mange albums i handlen i øjeblikket, der kan konkurrere med The Panic Broadcast. Solution.45’s debut, For Aeons Past, der udkom tidligere på året, er et af de få, og tilsammen udgør disse to skiver en solid, svensk magtdemonstration indenfor den moderne metal. Gør dig selv den tjeneste at investere i begge, for bedre bliver det sgu ikke.
I anledning af Amorphis’ 20 års jubilæum udsender Nuclear Blast bandets første DVD. Der er faktisk tale om to DVD’er (og på den såkaldte deluxe edition også to CD’er), men min promo-version indeholder kun den ene. Hovedattraktionen på Forging the Land of Thousand Lakes er en liveoptagelse fra Summer Breeze festivalen i 2009.
Amorphis’ diskografi svinger i kvalitet, men bandet har rigeligt materiale til at sammensætte en fed setlist, og det har de også gjort her. Det energiske og iørefaldende metal fungerer rigtig godt live, og der er ikke noget at udsætte på hverken billede eller lyd.
Selvom der kun er tid til 12 numre på den time koncerten varer, er seks af Amorphis’ ni album repræsenteret. Hovedvægten er lagt på de klassiske Tales From the Thousand Lakes og Elegy, samt de tre seneste album, hvilket er fint. Spilletiden på en time er i underkanten, men DVD’en, som jeg mangler, indeholder en længere liveoptagelse fra 2009, så alt i alt mangler der ikke noget.
Udover liveoptagelsen indeholder Forging the Land of Thousand Lakes en dokumentar, som gennemgår Amorphis’ karriere kronologisk. Diverse hjemmevideoklip kombineres med nuværende og forhenværende (der har været stor udskiftning i årenes løb) medlemmers beskrivelse af bandets udvikling og musik.
Alle Amorphis’ musikvideoer – 11 styk i alt – er også inkluderet, og det samme gælder det obligatoriske og inderligt ligegyldige billedgalleri. Endelig er der blevet plads til et interview fra 1996, men af en eller anden grund er der ingen undertekster på dette – ikke ligefrem noget der tæller på plussiden.
Denne svipser ændrer dog ikke på det faktum, at Forging the Land of Thousand Lakes er yderst underholdende. Liveoptagelsen er fed, dokumentaren er interessant – også for folk, der (som jeg) ikke er inkarnerede fans – og resten er, som det skal være. Med mindre Amorphis eller musik DVD’er generelt ikke er sagen, kan man roligt slå til her.
DENOUNCEMENT PYRE World Cremation
Hell’s Headbangers
23/7 2010
Black/death metal fik noget af en genkomst i 90′erne, og primært vores nordiske broderlande fik virkelig sparket gang i genren igen med nogle meget innovative udgivelser, der snart blev kopieret og senere udvandet verden over. Der bliver stadig udgivet masser af black/death metal, og foran mig ligger tre bud på genren anno 2010, fra Australien, Tyskland og Canada. Ikke ligefrem lande, der har brilleret med meget andet end andenrangs kopibands på denne front, siden den sorte metal blev allemandseje.
Denouncement Pyre fra Australien har eksisteret siden 2003, men World Cremation er dog første fuldlængde udgivelse fra duoen anført af hovedmand Decaylust. Australien har ikke bidraget med ret meget til den ekstreme metal; Destroyer 666 og Sadistik Exekution er vel de bedste bud på bands med international klasse. Denouncement Pyre kommer nok ikke til at ændre på det faktum.
World Cremation er et af den slags albums, man har hørt utallige af gennem årene, og netop manglen på originalitet og innovation kan godt gøre mig lidt knotten. Albummet minder mest af alt om black metal af den norske skole, som den lød omkring 1993-1994; primitive riffs med en punket overtone, simpelt trommespil og en raspende vokal. Musikken er egentlig nogenlunde varieret, idet der skiftes mellem catchy mid-tempo parter med fængende Celtic Frost/Darkthrone riffs og hurtigere passager, der kan minde lidt om tidlig Marduk. Produktionen er holdt i klassisk lo-fi stil. Kun få gange bliver der smidt stemningsskabende keyboard effekter ind – lidt kirkeklokker går man jo aldrig galt i byen med.
Mit helt store problem med World Cremation er ganske enkelt, at jeg har svært ved at se, hvem der skal købe dette album. Er man i forvejen black metal fan, har man allerede masser af albums, der lyder nøjagtig som summen af denne udgivelse. Er man ny indenfor genren, vil man være bedre tjent med at starte med klassikerne, eller købe albums med nyere bands, der trods alt formår at forvalte arven med en snert af selvstændighed. Der er ikke rigtig numre, der skiller sig væsentlig ud, World Cremation er glemt, så snart den forlader afspilleren.
Hamrende uoriginal og uselvstændig bliver dommen over World Cremation. Musik behøver ikke nødvendigvis være innovativ, men så kræver det meget mere charme og gennemslagskraft end det Denouncement Pyre leverer på deres debut. Det er simpelthen utroligt, at der stadig bliver udgivet plader i 2010, der ikke engang ville kunne løfte et øjenbryn i 1993.
René Blavnsfeldt • A A A AA A
THULCANDRA Fallen Angel’s Dominion Napalm Records
4/6 2010
Dansk distribution: Target
Tyske Thulcandra’s debut Fallen Angel’s Dominion byder heller ikke ligefrem på originalitet – til gengæld har den andre væsentlige kvaliteter. Bandet består af medlemmer fra Obscura og Helfahrt, mens session-trommer leveres af Seraph fra Dark Fortress. Thulcandras guitarist Jürgen Zintz tog sit eget liv i 2007, og derfor blev denne plade nogle år forsinket, indtil Steffen Kummerer fandt nye medlemmer. I mellemtiden fik hans andet band Obscura et gennembrud med sidste års Cosmogenesis – et album, der med udgangspunkt i Death, Atheist og Cynic, leverede et frisk pust til den tekniske death metal. Det er dog andre toner, Thulcandra byder på. Selv nævner bandet Dissection, Eucharist og Sacramentum som inspiration, og smider vi de to første Emperor albums i puljen, er stilen på Fallen Angel’s Dominion ganske godt beskrevet.
Først og fremmest lugter både cover, produktion og musikken langt væk af Dissection. Dette kunne være den værdige efterfølger til Storm of the Light’s Bane, som Jon Nödtveidt ikke fik leveret med den skuffende Reinkaos. Der bydes altså på melodisk black/death metal, fortrinsvis i højt tempo krydret med akustiske guitarer og mere atmosfæriske parter. Netop den melankolske atmosfære guitarerne skaber er genrens helt store force i mine øjne. Metal kan sagtens være melodisk, uden at det behøver gå ud over aggressiviteten. Vokalen er skrigende og passer perfekt ind, ingen tvivl om, at vi har at gøre med dygtige musikere, der kan deres kram ned i mindste detalje. Seraph leverer også et mere end kompetent bidrag med varieret trommespil. Der er styr på både blastbeats og små detaljer, der løfter musikken over gennemsnittet.
Efter en kort instrumental intro bryder helvede løs med den infernalske "Night Eternal," et stærkt nummer, der rummer store Emperor-influenser og dette følges flot op med titelnummeret, der dog også rummer et af de ‘glade’ riffs, som In Flames gør flittigt brug af. Heldigvis holder Thulcandra sig oftest til den mere diabolske stil, mere black metal end tysk sing-along metal. Numrene holder alle et højt niveau, "Spirit of the Night" skal dog fremhæves. Dette er ganske enkelt et fremragende, meget atmosfærisk nummer. Der sluttes af med et cover af Dissection-klassikeren "The Somberlain" – der lægges altså på ingen måde skjul på inspirationskilderne: old-school Swedish black/death metal ,som der står på gruppens Myspace side.
Fallen Angel’s Dominion kan stærkt anbefales, hvis man er til stilen, Thulcandras mangel på originalitet opvejes til fulde af sangskrivningen, der er fuldt på højde med de svenske kollegaer. Steffen Kummerer mangler dog, både med Thulcandra og Obscura, at bevise, at der er andet gemt i ham, end noget der nærmer sig pastiche. Når resultatet er på så højt niveau, og man kan mærke dedikationen i hver en tone, har jeg dog umådeligt svært ved ikke at give mig hen og tilgive den talenfulde tysker.
René Blavnsfeldt • A A A A A A
NECRONOMICON The Return of the Witch Napalm Records
4/6 2010
Dansk distribution: Target
Necronomicon fra Canada, ikke at forveksle med de tyske trashere af samme navn, har faktisk snart 20-års jubilæum, men er nok relativt ukendte for de fleste. Kun to fuldlængder har Rob The Witch, ingen yderlige kommentarer til det pseudonym, og hans kumpaner fået fra hånden, men nu er The Return of the Witch klar efter en del forsinkelse. Necronomicon lagde ud som en Nile-klon på Pharaoh Of Gods fra 1999, og på trods af de mange år på bagen, er det, som de aldrig helt har fundet deres egen stil.
På bandbillederne ser det ud som om Behemoths sminkør har været på udlandstur, og musikken ligger nu heller ikke så langt fra de polske afguder. Der lægges heftigt ud på det åbnende trekløver, klart albummets stærkeste numre, hvor vi bliver serviceret med en god gang brutal death metal, garneret med kor arrangementer, som Behemoth også brugte flittigt på Evangelion. Det fungerer rigtig godt. De thrashede mid-tempo riffs giver en god variation og lidt pusterum fra de intense blastbeats. En lidt sjov ting er de manglende rytmeguitarer, når der spilles soloer. Dette giver selvfølgelig en autentisk live-lyd, når man kun er en trio, men bunden ryger altså også lidt ud af musikken.
Sangskrivningen på de resterende numre lever desværre ikke helt op til starten. Der flirtes med symfoniske keyboard-indslag og endda et elektronisk intermezzo i "Lilith." Det er dog som om, at gassen går lidt af ballonen, idet der trædes vande i velkendte struktureringer og standard riffs. Ingen tvivl om, at Necronomicon på pladens sidste halvdel forsøger at skabe atmosfære. Det lykkes tildels, men i et nummer som "Necropolis" ryger vi næsten helt over i Dimmu Borgir-pompøsitet. Det bliver alt for svulstigt og passer ikke helt ind i helheden.
Man bør kunne forvente mere af et så erfarent band, for mange af idéerne er hørt før, og Necronomicon har ikke en stilsikker identitet. Er man til Vader, Behemoth eller Belphegor tilsat en sjat Dimmu Borgir, er The Return of the Witch dog værd at tjekke ud. Havde de dog bare kunne holde intensiteten gennem en hel plade, men det er selvfølgelig der, at fårene bliver skilt fra bukkene. Derfor ender Necronomicon i middelklassen sammen med mange andre håbefulde bands.
Black/death metal er stadig en populær genre, og det skorter ikke på udgivelser, men der er langt mellem guldkornene. Det bliver dog spændende at følge Thulcandra fremover. De har det ekstra musikalske overskud, der skal til over et helt album.
Debemur Morti er et lille fransk selskab, der gør sig mest i black og pagan metal, naturligvis af den mere kompromisløse slags, som det ofte er tilfældet med de mindre selskaber. Deathspell Omega, Blut Aus Nord og Peste Noire har været med til at sætte Frankrig på metal-landkortet, med en original og forfriskende tilgang til en genre, der ellers var i fare for at stagnere helt ved årtusindeskiftet. Debemur Morti er dog ikke helt frankofile, der er på meget atypisk fransk manér også plads til bands fra resten af verden.
Hell Militia er en slags fransk black metal supergruppe, der består af medlemmer fra bl.a Arkhon Infaustus, Antaeus og Mütilation. Last Station on the Road to Death åbner med en intro omkring stofmisbrug, jeg skal ikke kunne sige hvilke rusmidler, der er blevet indtaget under undfangelsen af disse numre, men der er bestemt fremherskende psykedeliske undertoner på spil. Allerede fra første tone står det klart, at dette ikke er en typisk black metal udgivelse; åbningsriffet er atonalt, slimet og har et sygeligt twist, noget der bliver gentaget ganske ofte over de 9 numre.
Forsanger Meyhnach har en meget speciel stemme, der vel bedst kan sammenlignes med en mindre teatralsk Attila Csihar, der nærmere snerres end synges, og det bidrager fint til helvedesmaskinen Hell Militia. Der bliver spillet med musklerne på de hurtige numre, men der varieres godt med langsomme, stemningsfulde stykker, der nærmest er smukke i deres depressive, kompromisløse dysterhed. Livet er den sidste station på vejen til døden, og selvom jeg ikke har teksterne, må livet i al dets trøstesløshed, fortabte håb, fortvivlelse og smukke lidelse være pladens tema. Et tema der understøttes af en musik der både er dyster, grim, smuk, skræmmende og dragende på samme tid.
Pladens højdepunkter er den antemiske "Fili Diaboli" samt et cover af punk ikonet GG Allin’s "Shoot, Knife, Strangle, Beat & Crucify." En fin fortolkning og et fingerpeg om, at inspirationen til denne udgivelse ikke er fundet i traditionel black metal. Last Station on the Road to Death vil bestemt ikke falde i alles smag, dertil er den for ekstravagant, men for den åbentsindede black metal lytter er der rigtig meget at hente i denne udgivelse, der vel bedst kan sammenlignes med Deathspell Omega, Satyricon omkring Rebel Extravaganza og Dødheimsgard. Så knugende mørk, at faren for at opsluge sig selv lurer, men Hell Militia balancerer lige nøjagtig på den knivsæg, der adskiller genialitet og vanvid.
René Blavnsfeldt • AA A A A A
OCTOBER FALLS A Collapse of Faith
Debemur Morti
19/5 2010
Distribution: Sure Shot Worx
Finske October Falls er en atypisk størrelse på Debemur Morti, trioen startede som et ambient/akustisk ensemble og selvom A Collapse of Faith bestemt er metal, er der stadig spor efter gruppens udgangspunkt. Pladen er delt op i 3 parter og med en spilletid på 42 minutter, er der altså tale om temmelig lange numre, hvilket kræver et kompositorisk overblik for at holde lytteren fanget. Heldigvis er der en mening med galskaben, October Falls arbejder i sagens natur med musikalske temaer snarere end traditionel vers/omkvæd struktur, hvilket finnerne lykkes ganske fint med.
Folk/pagan metal er hvad der bydes på. Den eneste snert af black metal ligger i den raspende vokal, der aldrig bryder ud i skønsang, hvilket ellers er typisk for genren. De episke numre er ganske smukke; akustiske guitarer spiller en stor rolle enten som hovedinstrument, eller klimprende under de metalliske riffs. Det giver mindelser om Ulver’s Bergtatt, Empyrium, tidlig Borknagar eller Primordial, og October Falls kan såmænd godt være med på dette niveau. Specielt de melankolske lead guitarer fungerer rigtig godt, de skaber de referencepunkter man ellers kan mangle i meget langstrakte numre. Man får nærmest lyst til at befinde sig på en vindblæst klippetop, eller lade sig omgive af majestætiske træer i en mørk skov, når de billedskabende numre langsomt udfolder sig.
Der er få aggressive parter spredt ud over A Collapse of Faith, hvor trommeslageren kommer til kort med et kluntet spil. Her havde det klædt drengene mere at dvæle i deres midtempo melankoli, for de formår sagtens at variere musikken så det aldrig bliver kedeligt. Der er ikke så meget nyt under midnatssolen på denne udgivelse, den er dog bestemt et lyt værd for tilhængere af episk metal, og kan man leve med lidt vinterkulde stemning denne sommer, er dette et godt bud. Der mangler lige den sidste instrumentale elegance og musikalske originalitet, for at projektet for alvor får vinger, somme tider kan en flyvetur med lufthuller dog være lige så underholdende.
René Blavnsfeldt • AA AA A A
TENEBRAE IN PERPETUUM/KROHM Split
Debemur Morti
19/5 2010
Distribution: Sure Shot Worx
Tenebrae In Perpetuum og Krohm har valgt at dele et album mellem sig. Fællesskabet ligger i deres italienske rødder, selvom enmandsbandet Krohm udfolder sig med base i USA. 3 numre til hvert band og nogenlunde ligesindende fortolkninger af atmosfærisk black metal.
For Tenebrae In Perpetuum er denne udgivelse deres svanesang, efter godt 10 år og 3 fuldlængde udgivelser er det sorte flag blevet hejst, og bandet har overgivet sig til det evige mørke. Med denne udgivelse i mente vil der dog næppe blive grædt ret meget snot over den beslutning.
Langsom, kold og atmosfærisk black metal af den nordiske skole med masser af synth og ingen idéer, så simpelt kan de 3 numre indkapsles. Der er masser af rumklang på den hysterisk skrigende vokal, der dog er helt uden nærvær, måske var beslutningen om opløsning taget allerede da numrene blev indspillet. Det er i hvert fald meget svært at høre den gnist og tænding der er så essentiel for, at black metal bliver vellykket.
Tempoet er holdt helt nede gennem alle numrene, kun få hurtigere parter løsner lidt op for denne noget træge omgang sortmetallisk venstrehåndsarbejde. De hurtige stykker fungerer dog ikke særlig godt, det lyder decideret utight til tider, og når vokalen så samtidig ligger helt fremme i mixet bliver det temmelig enerverende. Hvil i fred Tenebrae In Perpetuum, forhåbentlig for altid.
Lidt bedre bliver det på Krohm’s andel af denne split udgivelse. Igen befinder vi os i den afart af black metal, hvor atmosfære vægtes højere end hastighed, det er der bestemt ikke noget forgjort i, og enmandshæren Numinas har fint styr på sine virkemidler. Der er meget bedre struktur over disse numre, alle sunget på italiensk for øvrigt, selvom det nu ikke er noget man bider mærke i. Vokalen ligger ofte på linie med de øvrige instrumenter, og fungerer mere som stemningsskaber end centralt fixpunkt.
Guitarerne er klart styrken ved dette projekt, der er mange udemærkede atmosfæriske riffs og lead-agtige parter, uden at jeg dog på noget tidspunkt ligefrem letter mig fra stolen i benovelse. Trommerne lyder programmerede uden at det dog generer, og der bliver også brugt en del synth. Selvom materialet angiveligt er inspireret af gåture gennem vinterkolde, italienske stræder, er udtrykket noget varmere end på Tenebrae In Perpetuum’s bidrag, produktionen er også mere sammenhængende og skarpt skåret.
I længden bliver det dog kedeligt, forudsigeligt og for ensformigt. Når én mand indspiller musik selv, kan det udmønte sig i egensindigt klarsyn og en indbilsk tro på visionen, eller som her, resultere i nogle musikalske blindgyder der er svære at finde ud af igen.
Black metal som genre har så forbandet mange traditioner og fastlagte tematikker, at mange bands har svært ved at komme ud af grundlæggernes skygger. Når genrens stærke virkemidler hvirvles lidt rundt og behandles med respektløshed får man bands som Hell Militia, der så paradoksalt nok ender op med den største respekt.
Mængden af kvindelige sangere i metalbands må siges ikke bare at være blomstret men eksploderet indenfor de sidste 10 års tid. Omkring årtusindskiftet kunne den væsentlige del af sangerinderne i genren vel endnu tælles på cirka et par hænder, mens der nu om dage findes en veritabel vrimmel af kvindelige aktører på metalscenen. Triosphere og Magica præsterer to enslydende og alligevel meget forskellige bud på heavy/power metal med kvindevokal.
Triosphere kommer fra Norge, og The Road Less Travelled er det andet album fra bandet, der debuterede i 2006 med Onwards, et album der er gledet ubemærket forbi for mit vedkommende. Kigger man på pressematerialet, har Triosphere da også de helt store meritter til gode, men hvem ved, måske de kan tjenes med denne ganske interessante opfølger.
På overfladen kan man ikke beskylde bandet for at være synderligt originale. Den musikalske basis er solidt funderet i heavy- og power metal mikset op med en jævn strøm af progressive inputs, hvilket må siges at have været hørt før, og ved de første par gennemlytninger var det svært at finde ret meget bemærkelsesværdigt ved musikken, det skulle da lige være Ida Hauklands rustikke rockstemme, der fra første færd fremstår stærk og indfølt.
Vokalindsatsen er og bliver den dominerende faktor i førstehåndsindtrykket af Triosphere, men bandet er heldigvis andet og mere end endnu en ’køn’ stemme, og som gennemlytningerne skrider frem, desto mere fremstår også det samlede indtryk af et band, der har rigtig meget at byde på. Musikernes indsatser er i særklasse, og hvert enkelt instrument får masser af spillerum til at vise deres værd.
Samtidig, og det er på dette punkt, de største roser høstes, lykkes det Triosphere at samle trådene i mindeværdig sangskrivning, der overordnet bæres frem af et usædvanligt godt øre for velklingende melodier arrangeret med stort raffinement. Raffinement og subtilitet er i det hele taget ord, der kendetegner musikken på The Road Less Travelled, og det er også grunden til, at albummet kræver lidt flere gennemlytninger, end man måske er vant til, for at komme fuldt til sin ret. Dygtige musikere og en karismatisk stemme, som Triosphere består af, er ikke i sig selv noget særsyn. Det særlige opstår, fordi musikerne dels formår at spille sammen om at nå et højere musikalsk resultat, og dels formår at gøre plads for hinanden på de rette tidspunkter og samtidig fylde denne plads ud med vedkommende solistiske islæt frem for meningsløst instrumentalt lir.
Når rosen er givet, skal der dog også falde lidt ris,og produktionssiden udgør et mindre problem for den samlede oplevelse af The Road Less Travelled. Lydbilledet fremstår ganske råt og upoleret, og uden at det i sig selv skal opfattes som en kritik, gør det, at oplevelsen af selve musikken går hen og bliver lidt monoton, når vi når hen imod de sidste numre. Samtidig går råheden en anelse udover guitarlyden, der med fordel kunne have været lidt fyldigere. Det er dog som skrevet et mindre problem, og det ændrer ikke på, at The Road Less Travelled er anbefalelsesværdigt.
Magica stammer fra Rumænien og Dark Diary er det tredje studiealbum i bandets efterhånden 8 år lange karriere. Som tilfældet også er for ovennævnte Triosphere, har Magica endnu til gode at høste den helt store opmærksomhed, og det skal for så vidt blive lige så spændende, som med Triosphere, at følge, om nærværende skive kommer til at gøre tricket for dem.
Ballet åbnes med stor overbevisning i form af et fængende og supertight fremført guitar/keyboardriff der indleder åbningsnummeret ”Anywhere But Home”, men allerede et lille minut inde i sangen suppleres overbevisningen , lidt ærgeligt, med en svag skepsis, idet sangerinde Ana Mladinovicis melder sin ankomst i lydbilledet. Denne skepsis, om end minimal, viser sig desværre at bære igennem en del af de følgende gennemlytninger af Dark Diary.
Det er såmænd ikke fordi, pigen gør et dårligt stykke arbejde, langt fra, men man mærker straks, at der er et misforhold mellem hvad det musikalske bagtæppe lover, og hvad stemmen kan bære. Mladinovicis vokal fremstår jævnt hen noget klangfattig i forhold til, hvad det særdeles tighte og potente bandsammenspil fordrer, og det er noget, man i længden kommer til at ærge sig lidt over, for den manglende balance er i sidste ende det, der forhindrer Dark Diary i at fremstå som et potentielt endnu stærkere udspil end eksempelvisThe Road Less Travelled.
Når det er sagt, skal det dog understreges, at vokalen, manglerne til trods, bestemt er tålelig, den lader blot lidt at ønske til sammenligning med resten af bandet. Heldigvis er der adskillige forsonende omstændigheder ved udspillet i sin helhed, og på den musikalske front brillerer Magica på mange af de samme vilkår, der gør sig gældende for Triosphere. Jeg har allerede rost sammenspillet, og det er også en af bandets store forcer, men bestemt ikke den eneste. Det er forbløffende at høre, hvordan Magica har formået at komponere det ene ørehængende omkvæd efter det andet, og samtidig hver eneste gang har kunnet indfri det melodiske potentiale i stilsikre, og nogle gange ligefrem innovative, arrangementer, der i sin detaljerigdom og variation konstant holder lytteinteressen ved lige. ”Anywhere But Home”, ”Wait For Me” og ”On the Side of Evil” er gode eksempler på netop disse kvaliteter, og viser, udover den gode sans for melodier, en generelt overbevisende evne til at skrive anderledes vinklede men superfede guitarriffs.
En overordnet sammenligning af Triosphere og Magica er ganske uundgåelig, for de grundlæggende genretilhørsforhold er ens, og de kompositoriske og sangskrivningsmæssige kvaliteter ligger, i min bog, side om side. Alligevel er det påfaldende forskellige resultater, der kommer ud af de to fortolkninger af det samme musikalske udtryk. Triosphere prioriterer en mere progressiv tilgang til tingene end Magica, som til gengæld vægter det kompakte, koncise udtryk, der til fulde sætter den stærke melodi i centrum. Begge excellerer i deres pågældende metier, og jeg kan ikke anbefale den ene skive fremfor den anden, begge er bestemt investeringsværdige.
Grundet et IT-crash i privaten, skal jeg have indhentet det forsømte. Og hvad ville være mere oplagt end at slå alle Mötley Crüe kloner sammen for så at slutte af med de dekadente drenges frontfigurs egen solo plade.
Mötley Crüe-kloner er måske så meget sagt, men mon ikke de fleste af de involverede her på et eller andet tidspunkt har haft et lille Nikki Sixx alter på drengeværelset.
Svenske Violent Divine udgav deres debut tilbage i 2006, en plade som vel bedst betegnes som et lettere stilforvirret vredesudbrud, dog med få glimt potentielt godtsleaze. Efterfølgeren In Harms Way flirtede lidt med det gotiske, og det er da også stadig en smule dystert på Release the Hounds.
Heldigvis har drengene fået tæmmet deres temperament, og melodien har fået en vigtigere plads i bandets sangskrivning.
Det skal ikke misforstås som om, at Violent Divine nu er blevet kommercielt letvægts sleaze, musikken er stadig tung – bedst beskrevet som Roxx Gang med metalbund.
Svenske Greed gør sig i en mere klassisk rock stil, med fødderne solidt plantet i nogle lidt støvede punk fodspor. Associationer kan drages til landsfællerne Sator, og såmænd også The Foo Fighters.
Bandet består af tidligere medlemmer af Mental Hippie Blood, samt de fabelagtige og skandaløst undervuderede Glorious Bankrobbers.
Burn it Down er bandets debut-plade, og selvom den ved første gennemlytning virker en kende monoton, så er det faktisk et ganske habilt album.
Hvis man er til beskidt rock n’ roll med bandekor og masser af forvrænget guitar fræs, så Greed absolut et bekendtskab værd.
Franske Black Rain genudsender nu deres album fra 2008, på noget.så særpræget som Listenable, der normalt udgiver langt mere hårdt-slående genrer.
Sanger Swan er blevet ubarmhjertig kritiseret for sin til tider skingre klang, og endda hængt ud for at synge falsk. Jeg vil nøjes med at sætte en finger på den lidt for tydelige accent hist og her.
Det er nemlig præcis Swan’s stemme, der giver Black Rain den kant, der skal til for at pladen lyder som de hårdere L.A bands fra midtfirserne. Vi kan jo kalde det et ‘American metal touch’, for bandet lyder som tidlig W.A.S.P, Lizzy Borden og Mötley Crüe. Samtidig leverer guitarist Max 2 nogle fremragende soloer, og hans talent kan ikke diskuteres.
Selvom svenskerne gør det fremragende i ‘nu-glam’ stilen med bands som Crashdïet, Crazy Lixx og Babylon Bombs, ja, så er Black Rain et interressant og friskt pust i en i forvejen snæver genre.
Vince Neil udgiver til September en selvbiografi, og Tattoos & Tequila skulle efter sigende være soundtracket hertil. Det er dog ikke så koncept-præget som Nikki Sixx’s Heroin Diaries projekt.
Pladen består af 10 cover versioner (sange, der efter Neil’s eget udsagn har inspireret ham gennem årene), og to orginale numre, hvoraf det ene ("Another Bad Day") er en ‘leftover’ fra Mötley Crüe pladen New Tattoo.
Albummet er produceret af Jack Blades (Night Ranger) og guitarist Marti Frederiksen, og netop produktionen er med til at hæve skiven til et højt niveau for et cover album.
Vince Neil’s distinktive nasale og til tider noget skræntende vokal tager man aldrig fejl af, men når det så er sagt, så lyder den tequila-drikkende rockstjerne i absolut storform. Der er naturligvis ingen, der forventer at købe en Vince Neil solo plade og så blive slået omkuld af vokalt talent, og det skal man heller ikke.
Selvom sangene spænder bredt, er der en god sammenhæng og stemning albummet igennem. Det er (naturligvis) fest og farver, blues-rytmer og rock n’ roll hele vejen igennem. Det er en fed plade, som passer perfekt til Vince Neil’s fremtoning og ikke mindst levevis.
Napalm Records er sandt for dyden ikke kendt for at have hverken de største eller de bedste navne i deres stald, men så vidt jeg kan vurdere, så hører ærkesvenske Nox Aurea til i den bedre halvdel, men, når karakteren skal uddeles, så er der ikke meget, som taler for en karakter over middel.
Musikken er bygget op omkring et nydeligt og pænt, langsommeligt, men ikke dræbende, velspillet grundspor, pakket ind i overstyrede guitarer og kiksede tromme-overdubs – tilsat dels en temmelig mudret, mandlig growl, dels en ren, kvindelig vokal. Og både sidstnævnte og et ret udstrakt brug af keyboards/keyboardflader fungerer nogenlunde som en slags modvægt til det tunge, det grove, det ufine, som så slet ikke forekommer ufarligt endda.
Trods albummets lange numre og den tunge dagsorden – de mørkere sider af det menneskelige væsen – glider musikken ganske let ned.
På det overordnede plan er de dog for uoriginale og for uvarierede i deres udtryk … og slet ikke massive nok til at efterlade mig et indtryk. Musikken virker modulopbygget, growlen er udmærket, men virker ufleksibel, ensidig, unuanceret, og samme karakteristika kan tildeles Alice Persell, som har en fin stemme, hun bruger monotont albummet igennem.
Lækrest er den første tredjedel ”Mother Aletheia Chapter II”, hvor en altdominerende cello får lov til at beskrive en højst ulineær melodilinje; den fungerer også fint som en slags duet mellem de to vokalister. Herefter drukner det i den klang af monotoni og pænhed, som generelt hviler over hele lydbilledet …
Svenske Withershin følger forrige års fuldlængde op med ep’en The Hungering Void, en lille tætpakket sag med tre numre af nogenlunde samme længde og beskaffenhed.
Musikalsk er de i bedste fald kun meget løst funderet doom metallen og bevæger sig gerne ud over den og hen imod en dødsfikseret black metal … med udstrakt brug af blastbeats, en fornem og svær growl samt så mange temposkift, at man må opgive at tælle.
Det er massivt, tungt, og bandet skal indrømmes en evne til at skabe en besnærende hypnotisk atmosfære, men præsterer alligevel ikke helt den lurvede lydside, de rent visuelt lægger op til. Dertil står produktionen står alt for klar og nuanceret … og mærkeligt nok er eksempelvis ikke et eneste nummer iklædt en forvrænget guitar eller noget.
Bedst er nu ep’ens første skæring, ”Wherein I Exalt”, som elegant forener det bedste fra begge metalverdener og tilfører en drone gennem slutningen; klassisk, næsten, men ikke fantastisk.
Med Suma og Ashes befinder vi os stadig på svensk metalgrund, men nu i egne, hvor alt, som bare lyder den mindste smule pænt, bliver kasseret … de fem eksperimenterende stykker på albummet her har så godt som intet til fælles med ovenstående; alle distinkte lyde hældes gennem forvrængningsmaskinen, blendes og kommer ud som en hård, massiv kugle af doom/noise/sludge.
Men det bliver aldrig så primitivt som eksempelvis hedengangne Buzzov•en. Det er ikke engang så let og løst flydende, som det, der kommer fra Reflector. Og det er heller aldrig så stramt styret som eksempelvis Coalesce eller så tindrende grimt/smukt, som det ISIS har skabt.
Der er nogle øjeblikke under den sytten minutter lange ”Orissa”, hvor de bygger tingene op til og rammer et nærmest euforisk crescendo.
Men det meste af tiden lander de et eller andet udefinerbart sted midt i mellem, hvor musikken bliver larm for larmens skyld. De chokerer mig ikke, de fascinerer mig ikke, de flytter mig ikke, de ryster mig ikke. De larmer bare. Og hvornår har det nogensinde gjort noget for nogen? Rigtigt! Det har det aldrig gjort, og det kommer det heller ikke til denne her gang.
Bandet Valkyrie, som hærger kloden med deres ultralette doom metal med afsæt fra hjembyen Harrisonburg, Virginia, har netop signet til Meteor City; aftalen betyder at selskabet genudsender både Valkyries selvbetitlede debutalbum fra 2006 og nærværende Man of Two Visions fra 2008, så hele verden kan nå at få glæde af dem inden et nyt og tredje forhåbentlig snart ligger klar.
Og Man of Two Visions er ganske enkelt albummet for de af os, som endnu ikke helt er kommet over tabet af, hvordan Black Sabbath lød på Master of Reality og Volume 4.
Dygtigt og respektfuldt, helt uden at miste egen musikalsk identitet, låner Valkyrie essensen af det Sabbath, som var, koger lyden ind og genskaber en helt moderne, men samtidig helt autentisk og troværdig tone med rod i halvfjerdserne. Bandet har føling med tingene, nerve i hvad de foretager sig og stor musikalitet.
Her er ingen effekter, ingen smarte gimmicks ud over on and off.
Det giver kontant afregning. Musikken er konsekvent, lydbilledet harmonisk, men aldrig, et eneste sekund, kedelig. Warren Hawkins leverer nogenlunde samme på én gang lette, men solide og tunge trommespil som uforlignelige Bill Ward (og det er en lyst); han er sandsynligvis anderledes skolet og det giver et lidt fastere, strammere. Brødrene Adams leverer sublimt guitar hele vejen igennem. Kun Will Barry-Rec kunne ind i mellem godt træde tydeligere i karakter på bassen; i forhold til den standardbesætning, de har, hører man ham lidt for lidt og lidt for vagt.
Det musikalske univers helt på plads, fortæller de på små fyrre minutter den sørgelige historie om det moderne menneskes storhed og fald … men giver guderne hjælpe mig også en vej ud af dette morads, hvis vi – for én gangs skyld – lytter efter. Chancerne for ørenlyd er forstemmende små, men de skal da have al mulig kredit for forsøget.
Intet rokker ved, at Man of Two Visions er en fremragende relancering af lyden fra 70’erne; her er knapt fyrre fede minutter med let metal, som efterlader et tungt og blivende aftryk.
Grænsen mellem hvornår noget er en genistreg, og hvornår det er et plagiat på allerede kendt materiale, er noget, vi som anmeldere ofte har i vores overvejelser, og som egentlig i høj grad ofte er det der skaber meningsforskelle mellem ellers ligesindede. Et andet punkt, der kan indgyde til diskussioner, er et hvilket som helst bands optimale præstationspunkt – deres peak. For hvad der et bands peak-punkt, er ikke nødvendigvis det samme, som hvad andre mener er selv samme bands peak-punkt.
Hvordan forklarer man dette, og kan det overhovedet forklares – kan man læse sig til det i alverdens litteratur og alenlange uddannelser? …Nej, ikke efter min opfattelse, for det er vores indbyrdes erfaringer, vores livsbagage som mennesker, der former vores meninger og holdninger – netop disse holdninger, som vi også indenfor musikkens verden gør brug af, idet at vi afkoder musikkens lyde samt formsprog og omsætter disse til indtryk og følelser, som vi kan forholde os til.
En nøje afbalanceret formel for forvrænget og ren vokal udgør ligningen for perfekt harmoni. Dertil skal lægges et musikalsk udtryk, der består af alt fra uskyldsrene, hidsige og flænsende guitarer, henover sagte pianoer, strygere, halv og hel-taktede trommer i kombination med andre psykedelisk elektronika lyd-proportioner. Endvidere bliver, hvad der ofte betragtes som bagvedliggende instrumenter, gjort hørbare af en fortræffelig produktion – og man bliver som lytter gjort afhængig af dette absurd lækre album.
Der er dog også en anden meget tydelig influens på Someone Here Is Missing, nemlig den nogenlunde distinkte Radiohead -yd, der dog er gjort mere spiselig gennem det førnævnte. Altså ment på den måde, at der ikke er så meget udtværing, men mere ind-til-benet kollaborationer mellem vokal og musik – helheden er mere tydelig, hvilket undertegnet er yderst tilfreds med.
The Pineapple Thief er ikke noget nyt band, men har på en eller anden mystisk måde formået at gemme sig derovre i England. Men efter at have hørt skiven igennem første, anden og tredje gang – ja, faktisk så mange gange, at man glemmer at tælle, så står alle detaljer stadig krystalskarpt for øret. Især den sjove måde, hvorpå nogle af sangene ender meget abrupt på, medvirker til at opretholde intensiteten, sammen med en gennem hele albummet ukontrollerbart højt flow, men også hvordan bandet på den sidste sang ”So We Row” er tydeligt inspireret af Pink Floyd. Det kan måske virke lidt ude af kontekst med en sang, der sådan bryder mønstret, men den virker ultra-elegant som closer.
Jeg vil ikke prøve at lave for mange fremhævelser fra dette album, for det ville være som at skrive en roman, hvis jeg skulle beskrive hver en lille fuldkommen smuk og forførende detalje,ved hvert et nummer. Denne opgave vil jeg videregive til lytteren, som godt kan glæde sig til et festfyrværkeri. Så er man til Radiohead og Mogwai, kan man godt snøre sine Converse, Kawasaki eller hvad man nu futter rundt på gader og stræder i, og finde sparepengene frem – for dette album bør stå på hylden hos enhver med hang til alternativ/indie rock. På en bagnote kan det kommenteres, at det absolut heller ikke skader, at der er gjort noget ud af coveret. Man har klogeligt allieret sig med Storm Thorgerson, som tidligere har lavet covers for Pink Floyd, MUSE m.fl.
Coveret er ikke lige noget Nicke Andersson (Hellacopters m.fl) har tænkt videre over, for det er da så kedelig som det kan blive. Men manden har, ifølge det pressemateriale, der er kommet ud i forbindelse med dette projekt, meget høje tanker om sig selv og musikken, og han har måske tænkt at musikken og billedet af ham på bagsiden bærer albummet af sig selv. Men er det så virkelig tilfældet – det må tiden jo vise.
Musikalsk er vi slynget med tidsmaskinen tilbage til de glade 70’ere, og denne stil fraviges overhovedet ikke. Hele produktionssiden er også sat op til at lyde, som om skiven er indspillet i selvsamme årti, hvilket giver albummet integritet, og gør det til en finurlig groovy oplevelse at gennemlytte.
Det er dog en lidt blandet hyggelig oplevelse at lytte til albummet, for godt nok er der fede numre som eksempelvis indgangsnummeret ”A Holliday from My Vacation” og ”Throwing Stones”, som begge har det der ekstra. Men der er også bare mange numre som er jævnt fede, ikke virkelig fede, men heller ikke kedelige – bare sådan okay groovy. Til gengæld er der kun for alvor tre numre, der tangerer det trivielle, men måske ville det hjælpe, hvis man var lidt påvirket.
Alligevel hænger albummet på en måde sammen set over én kam, netop grundet den tidligere nævnte integritet. Spørgsmålet er bare, om der er nok købere til det i dag. Jeg er ikke overbevist om, hvor mange, der ønsker at få billeder af hessian beklædte vægge og en tyk tåge af fjolle-tobak, serveret sammen med det en anelse for poppede lydbillede. Der bliver virkelig trukket på de gængse kompositions muligheder, og selvom det er en indenfor rimelighedens grænser godkendt forfatning, så bliver det bare lidt så som så i længden.
Selvfølgelig vil der være dem, der sværger til Nicke som værende guden indenfor rock, men der vil også være dem, der mener han er blevet for poppet med årene, og dette kor vil jeg stille mig sammen med. Jeg vil hellere høre noget af det gamle (meget savnede) Hellacopters, for der var lidt mere kant. For selvom Nicke trækker på mange af de samme kræfter, som har stået ham bi tidligere, så kan man godt mærke, at Imperial State Electric er hans hjertebarn.
Men dette bringer mig igen frem til hele diskussionen om meninger og holdninger, for med lige Nicke Andersson, er det umuligt at vide, hvordan folk reagerer. Jeg kan give mit input og derefter lade den enkelte lytter danne sin mening. Men den kære hr. Andersson kan ikke få mere end fire antenner fra mig, da jeg ikke mener musikken og stilen i længden er holdbar. Denne påstand, begrunder jeg ud fra, at jeg efter to spins i træk på karrusellen ikke kunne finde mere inspiration fra denne skive, før et par dage efter.
