Ruben interviewet af Thomas Jensen

Neseblod Records er enhver samlers drøm af en butik. Især black metal-entusiaster kan købe sig fattige i demobånd, test press, førsteudgaver og sjældent merchandise fra blandt andet den første bølge af norske black metal bands. Den kombinerede webshop og fysiske butik i Oslo ejes og drives af Kenneth og Ruben. Sidstnævnte besvarede velvilligt Antennas spørgsmål.

Efter at have brugt en halv times tid på at kigge sektionen med rariteter på Neseblod Records’ hjemmeside igennem vil de fleste nok undre sig over, hvor alle disse godter stammer fra. Ruben forklarer, at nogle ting kommer direkte fra bandmedlemmer, mens andre er fra ejernes personlige samlinger. Endelig stammer nogle fra køb og bytte med andre samlere, eftersom Neseblod Records både sælger, køber og bytter sjældne ting.

Mange musikere har været en tur forbi Neseblod Records og skrevet en autograf

Neseblod Records startede i 2003 og specialiserede sig fra starten af i metal og punk. Ruben forklarer: ’Vi syntes, at det ville være fedt med en specialiseret metal/punk butik i Oslo, da der ikke var nogen dengang. Idag er vi faktisk stadig den eneste butik af denne slags i byen.’

Fra starten var der fokus på sjældne udgivelser. ’Vi havde udtænkt hele konceptet fra starten, så vi begyndte langsomt at samle ting, som vi syntes ville passe i butikken,’ fortæller Ruben,  der stadig er samler, ’Vi samler stadig begge to, men vi er nødt til at skære lidt ned på det, da vi skal kunne betale vores regninger. Du kan ikke samle 100 forskellige bands, når du ejer en pladebutik. Der skal jo også være noget, som kunderne kan købe.’ En del af varerne er ikke prissat, men det er muligt at give et bud på dem. Det kunne være interessant at vide, hvor meget man rent faktisk skal betale for disse ting, men ifølge Ruben ’varierer det meget. Vi sælger dem når vi ved at de kommer til et godt hjem.’

Den fysiske butik, som mildest talt er proppet med varer, ligger i bydelen Gamle Oslo, ikke langt fra havnen. Faktisk lå Øystein Aarseths (bedre kendt som Euronymous og original guitarist i Mayhem) Helvete butik i samme bydel. Ruben mener dog ikke, der er mange andre ligheder mellem de to forretninger. ’Den eneste ting, vi har til fælles, er at begge forretninger er specialiseret i metal. Derudover har vi helt forskellige tilgange til at køre en butik. Vi har godt nok en masse black metal på hylderne, men har samtidig et stort udvalg inden for klassisk heavy metal, punk, hardcore, osv.’

Udefra ser butikken ret beskeden ud.

Webbutikken gør dog også, at Neseblod Records har kunder uden for Norges grænser. ’Vi får mange ordre fra hele verden. Der er vist ikke mange af denne slags butikker tilbage,’ forklarer Ruben, uden han kan sætte tal på, hvor stor en andel af kunderne der er udlændinge.

Med diverse Burzum og Mayhem bånd, et testpress af Arcturus’ debut LP og en flaske pis leveret af Nattefrost fra Carpathian Forest på lager, er et oplagt spørgsmål, hvad Ruben synes er Neseblod Records’ mest interessante vare, og svaret er… en gravsten.

Ved næste besøg i Oslo er butikken på Rathkesgate 7 absolut et besøg værd. Indtil da må du nøjes med hjemmesiden www.neseblodrecords.com.

Tekst af Lars Mikael Døring

’Ti ikke stille, men sig, hvad du ser,’ synger den i livet forelskede, frækt forførende og færøske sangerinde Anna Katrin Egilstrøð igen og igen og igen og igen på åbningsnummeret på Valravns længe ventede toer, som samtidig er titelnummeret på det album, de endelig udsendte i september 2009. ’Jeg har syndet, spyttet, i kærlighedens ansigt. Åbn mine øjne, jeg rejser ned i afgrunden. Skubber til plader de flår mig i stykker. Smelter som lava ind i verdens kerne.’

Sangen ”Koder på snor” er på én gang meningsløs moderne lyrik og sanselig urgammel poesi. Ung, som den nyfødte. Gammel, som verdensaltet. Ord og sætninger uden umiddelbar forbindelse, men alligevel høres sammensmeltet i en universel orden.

Og det er samtidig et perfekt billede på Valravn anno 2009/2010.

På mange måder er bandet en institution på den hjemlige musikscene. De er kendt og elsket af et stort publikum, særligt for stadigt mere og mere forrygende og karakterfulde scenepræstationer på snart sagt alle spillesteder i snart sagt alle egne af landet. Historisk set begynder bandet at tage form i 2003. Som en anden fugl Fønix rejste de sig af asken efter et udbrændt Sorten Muld. Martin Seeberg ser sig om efter nye musikalske legekammerater og reflekterer på Søren Hammerlunds advisering; Juan Pino og Anna Katrin – en færing og en schweizer med ecuadorianske rødder, som kuriøst nok mødte hinanden i Israel, hvorefter de sammen trak mod nord til København – melder sig under fanerne med henholdsvis slagtøjs- og vokalengagement. Først optræder de under navnet Virelai med middelalderinflueret folkemusik på repertoiret, men det rakte ligesom ikke, fordi de ældre (og næsten) fællesnordiske rødder blev mere og mere attraktive … og musikalske eksperimenter fra det udgangspunkt førte til et navneskifte. I 2005 optræder de for første gang live under navnet Valravn.

I den nordiske mytologi er en valravn en mand, hvorover der hviler en forbandelse … han er blevet forvandlet til en ravn, og kan kun bryde fri af forbandelsen ved at drikke blod fra et andet menneske.

Pressefoto anno 2006

Det er altså blot syv år siden, at Valravn tog sin spæde begyndelse, kun fem år siden, at Valravn for alvor blev levendegjort, men det kan være svært at forstå, at der har været en tid, hvor bandet ikke var iblandt os. Det er et ry skabt på imponerende intens turnevirksomhed, ikke bare i Danmark, men hele Europa, hvor de med tiltagende furiøs energi har fremført og nyfortolket den nordiske folkemusik. Det er da også, ifølge bandets perkussionist Juan Pino, den væsentligste drivkraft: ’Betydningen af at optræde kan slet ikke overvurderes. Det er den mest direkte måde at dele musik på. Jeg elsker selv, når folk spiller for mig, og jeg elsker, når jeg spiller for andre. Hvad andet kan jeg? Hvad andet kan vi?’

 

Fra fire til fem

I kraft af hårdt arbejde havde Valravn således allerede skabt sig et godt navn, da de udgav den selvbetitlede debut i 2007. Personligt vil jeg gå så langt som at kalde udgivelsen interessant – en lovende begyndelse men så heller ikke så meget mere – men retfærdigvis skal det siges, at den udfyldte et tomrum, ingen kunne forudse Sorten Muld efterlod, da de lukkede og slukkede. Men måske er det ikke så underligt. Valravn markerer klart og tydeligt Valravns udgangspunkt; den giver dig de nordiske rødder … bare opdateret, hvilket jo trods alt lægger i skøn forlængelse af førnævnte elektrofolkensemble.

Og albummet førte blandt andet tre danske musikgrammynomineringer med sig.

Endnu vigtigere var det dog, at bandet straks efter færdiggørelsen af Valravn ekspanderede fra kvartet til kvintet. Debutens elektroniske troldmand, foruden mikser og producer, Christopher Juul trådte til og udfyldte en indlysende tom plads. Fremover skulle han også være en del af Valravn live. Som producer og lydlig nørd fandt han en ualmindelig, sjov og spændende udfordring i at få disse gamle sange fremført på gamle instrumenter til at fremstå nutidige – helt uden brug af traditionelle moderne instrumenter som guitar, bas og trommesæt – men også uden at tabe dybden, energien og stemningen. Han havde gode forudsætninger: ’Jeg er klassisk trænet pianist og har spillet musik så længe, jeg kan huske. Siden de første programmer gjorde det muligt, har jeg været meget interesseret i at bruge computeren som instrument. Modsat den klassiske musik, er der ingen regler og grænser for hvilke lyde og arrangementer man kan skabe i det elektroniske univers.’

Siden da har Valravn bestået af Anna Katrin Egilstrøð (vokal), Martin Seeberg (fløjter, viola, vokal), Søren Hammerlund (hurdy gurdy (drejelire), mandola, nøgleharpe), Juan Pino (perkussion, trommer) og altså Christopher Juul (keyboards, beats og elektronik).

Pressefoto anno 2007

Men hverken udgivelsen og udvidelsen har fået dem til at slække på koncertaktiviteterne, snarere tværtimod. Efterfølgende har bandet tilbagelagt endnu flere kilometer på landevejene, og alle disse hårdt investerede timer, kommer tilbage med renters rente på det seneste album.

 

Koder på snor

I modsætning til sin forgænger, er Koder på snor i mine ører en næsten perfekt skive, der smukt balancerer mellem det akustiske og det elektroniske, imellem musikalsk urtid og nutid, iblandet Anna Katrin Egiltrøðs helt uimodståelige, men også særdeles Björk-agtige vokalarbejde. På Koder på snor tager Valravn endnu et skridt mod en særegen identitet og lyd, alene ved at have skrevet det meste af materialet selv. Det er godt set og godt gjort. Kun den dansante ”Kelling” har en anden oprindelse, idet den baserer sig på en traditionel færøsk melodi. Deres sangskrivning forekommer nu helt anderledes fokuseret. Uden selv at slippe rødderne et øjeblik, er det lykkedes dem at kreere ni selvstændige sange, der dog fremstår forbundet og integreret som et helt stykke kunst.

Det er ikke min mening alene. Det er faktisk den generelle opfattelse, blandt både anmeldere og de fans jeg har spurgt. Der er mange, som finder Koder på snor langt mere helstøbt end Valravn. Juan Pino er sådan set enig, men kan ikke give nogen entydig forklaring. Han mener, at meget skal høres med den viden, at debuten kom til at fremstå som en opsamling af, hvad de havde lavet de første to år, mens det aktuelle album er blevet til i én, sammenhængende, skabende proces, hvor alle har været med – også Christopher – hele vejen. ’Når et band leverer en så god debut, som jeg vitterlig mener Valravn er, så er udfordringen at tage efterfølgende minimum et skridt videre, helst flere. Det, synes jeg, har vi formået med Koder på snor … og heldigvis er jeg ikke den eneste.’

- Hvad er de største forandringer?
Pino: ’Først og fremmest, som du selv antyder, at vi har skrevet det meste selv. Men også at vi har evnet og turdet være mere eventyrlystne i forhold til den første plade.’

- Hvordan synes I at Koder på snor ligger i forlængelse af debuten i øvrigt?
Juul: ’Sangene ”Harra Pætur” og ”Elinborg” – en af mine personlige favoritter – runder Valravn af langt ude på det store hav, et eller andet sted mellem bølgerne. Siden færdiggørelsen har vi selv været ude og opleve verden og på en mere nutidig måde været til havs … efterfølgeren er resultatet af den rejse.’

Med inklusionen af en traditionel færøsk sang, så holder bandet alligevel fat i det fortolkende element. Hvorfor? Fordi det at tage direkte inspiration fra rødderne er noget helt centralt i Valravn. De elsker processen med a) først at åbenbare de storslåede øjeblikke, de gamle musikalske traditioner overraskende nok rummer også for det moderne menneske, b) siden udfordringen i at give det en helt ny indpakning, men dette er ifølge Pino slet ikke den eneste måde at relatere sig til sine gamle rødder på ’og blandt andet derfor falder vore nye, mere abstrakte ideer og tiltag så godt i hak med det traditionelle materiale på den nye plade.’

- Men, hvornår sker forvandlingen? Hvornår bliver sangen til en Valravn-sang?
’Det er et spørgsmål, der ofte medfører lange, interne diskussioner, men kort fortalt? En Valravn-sang er en Valravn-sang, når Valravn spiller den … en Valravn-sang ligger lige dér, hvor fortid og nutid mødes.’

Pressefoto anno 2009

Det skrevet, så eksisterer der ikke et sæt nedskrevne regler, ingen dogmatiske begrænsninger bag Valravns virke; alle grænser starter og stopper ved den enkeltes personlige forbehold. Det betyder eksempelvis, at man næppe kommer til at se/høre Juan Pino bag et rocktrommesæt i forbindelse med Valravn – indspilning eller koncert – men intet afvises kategorisk, hvis det mod forventning skulle passe ind i sammenhængen en dag. Christopher Juul pointerer det meget præcist: ’Det heldige ved mit instrument er, at det stort set ikke har nogen grænser.’

 

Et lag dybere

Eksperimenter og vovemod – afvisningen af intet – har ikke gjort musikken svagere; faktisk har den fået en tydeligere, selvstændig kant og endnu mere af den magisk-tågede stemning, der altid har været et af Valravns særkender. Igen er den stærke færøske sangerinde Anna Katrin Egilstrøð det fortællende centrum – og den perfekte guide ind i den mentale og musikalske rejse i de åbne landskaber, som er Koder på snor. Med udgangspunkt i den blålige og længselsfulde nordiske tone og rundet af de åbne og store vidder. Og altid med en sjælden og særdeles virkningsfuld dynamik i musikken, der bevæger sig fra stilhed til storm, med samme naturlighed som havet rejser sig med tidevandet.

Rent tekstligt er ”Koder på snor”, både som sang og som album, inspireret af superstrengsteorien om altings sammenhæng i den universelle orden.

Juan Pino uddyber:
’Du har tusinder og atter tusinder af tråde … udsprunget af og forbundet i den selvsamme kerne, hvad enten vi vender os mod nord, vest, syd eller øst. Det er sådan vi ser vores rødder. De er alle forbundne. Det er alt skabt. Når vi undersøger vore egne rødder, forbinder vi os med andre, dybere, fjernere rødder.’

Men selv om Valravn i nogens ører anslår i en (natur)religiøs tone, så advokerer bandet ikke for nogen bestemt religion. Det vigtigste for dem er, at alle føler sig velkomne i vores musikalske univers, uanset hvilken religiøs overbevisning de har … om nogen. Ordet ’religion’ er afledt af latinsk og betyder ’at forbinde’. For Valravn betyder det at forbinde sig til noget langt større end mennesket selv; udforskningen af egne rødder er en del af det bredere billede, og på den måde er den religiøse forbindelse andet og mere end bare indbildning. De er heller ikke bange for at se koncerterne som rituelle begivenheder, men altså ikke bundet op på nogen specifik religion.

Pressefoto anno 2009

- Ikke desto mindre nyder Valravn stor anerkendelse og opbakning blandt danske asatro. Er det noget I tænker på og i så fald: Hvad betyder det? Eller oplever I det slet ikke?
’Det er da kun dejligt. Men vi er også ganske store i muslimske kredse. Det kan man ikke andet end være meget stolt af. Det er dejligt at se at vores musik kan nå ud til så mange forskellige folk uden at gå på kompromis med kunsten.’
Pino: ’Jeg synes, det er skønt, at norden oplever en stigende interesse for den gamle skik, tro og mytologi … men egentlig tror jeg ikke, at Allah, Buddha, Gud eller Thor udtrykker noget væsensforskelligt … måske repræsenterer de endda det samme?’
Juul: ’Personligt tror jeg på, at alt hænger sammen på en eller anden måde samt, at alt oprinder fra et og samme kaos. En del videnskabsfolk og religiøse vil nok give mig ret i det, men, hvorvidt folk kommer frem til den konklusion ved gennemlæsning af biblen, Saxo eller efter studie af et Beatles-cover, er mig uvedkommende.’

 

Inspiration og andre anslåede strenge

Når man selv er en musikalsk smeltedigel, må det altid dvælende spørgsmål om, hvor inspirationen dog kommer fra, være noget nærmest umuligt at besvare. Men det er det ikke! Det begynder med kærlighed. Med mennesket og naturen. Himlen og Jorden. Det omfatter verdensaltet. Ganske enkelt af og fra og i alting. Og de bedste idéer kommer, når man mindst venter det.

Snakker vi konkrete navne er listen praktisk talt uendelig; men den tæller blandt andre Arvo Pärt, Björk, Efterklang, Hedningarna, Krauka, Múm, Sigur Rós, Steve Reich, Under Byen og Veto.

Den mangesidede påvirkning udefra, betyder også, at der ind imellem opstår idéer, som ikke passer ind i konceptet Valravn, men må få afløb andre steder. Et eksempel er Christopher Juuls sideprojekt med den norske sangfugl Maria Franz … døbt Euzen. Men alle i Valravn medvirker i andre projekter. Eksempelvis er Juan Pino med i Suna, der i skrivende stund arbejder på en ny plade, Anna Katrin Egilstrøð synger i Orka og Søren Hammerlund spiller i Asynje.

Fælles for alle projekterne er, at de udsøger de nordiske rødder. Ingen af dem har dog endnu nået samme udbredelse som Valravn. Det er svært at sige, hvorfor … men måske er det ganske enkelt fordi, Valravn favner så bredt, så vidt, som de gør … og at de gør det diskret, men kraftfuldt. Blidt, men råt. Fredfyldt, men med samme kraft som en verserende storm.

Pressefoto anno 2009

På cd mangler de endnu at indfange den sidste rest … den galskab, den vildskab, som gerne løfter deres koncerter til en oplevelse ud over det sædvanlige. Men, selv foruden er Koder på snor alligevel et næsten skræmmende godt album, som slet ikke kan anbefales nok. Man bør unde sig selv at se bandet live mindst én gang … hvorefter mange nok vil opleve at være fanget i deres univers. Det samme gør sig gældende med deres nyeste plade. Den tåler uendelig rotation.

Jakob Steffensen vs. Trevor Strnad

I forbindelse med The Black Dahlia Murders gæstebesøg i Århus i januar 2010 sætter Antenna’s Jacob Steffensen forsanger Trevor Strnad i stævne – dog ikke for at interviewe ham på konventionel vis, men derimod for at tjekke musikerens paratviden om ekstrem musik, selvom snakken nødvendigvis også må dreje sig periodevis om mandens eget band.

Det er tirsdag eftermiddag inden Bonercrusherfest i Århus. Svenske Necrophobic er i gang med deres lydprøve på Voxhalls scene, da Trevor kommer gående fra The Black Dahlia Murders omklædningsrum. Amerikaneren er iklædt en tyk dynejakke og hilser venligt på undertegnede, hvilket lover ganske godt for det videre forløb. Da sangeren får præsenteret konceptet for samtalen, er han imidlertid klar, uden tøven. På Detroit-bandets seneste DVD, Majesty, bliver der tegnet et billede af en rigtig heavy-nørd, og nu er muligheden altså kommet for at se, om dette billede holder vand. Vi planter os i bandets bus, ved et lille bord, hvor computeren med musik bliver stillet. Trevor armeres med høretelefoner, og quizzen kan begynde.

TRAP THEM Seizure in Barren Praise

TRAP THEM: ”Flesh and Below” fra Seizures in Barren Praise (Deathwish, 2008)
Da vokalerne toner frem, svarer Trevor:
‘Entombed?’
- Nej, men tæt på. Det er et nyere band, der er kraftigt inspireret af Entombed.
‘Trap Them?’
- Jep, kender du sangen?
‘Ja, ja, vi har været på tour med dem. Jeg kan rigtig godt lide dem. De har en ny EP på vej på Southern Lord, så de spiller primært sange fra den live. Det er fedt.’
- Hvordan lyder det?
‘Generelt mere langsomt. Det har ikke blastbeats, ligesom nogle af deres gamle ting. De har også Coliseums trommeslager (Chris Maggio, Red.) med nu. Men ja, der var noget sludgy stuff, så det er helt sikkert cool.’
- Apropos tours, har I så selv mulighed for at vælge hvilke bands, I vil på tours med?
‘Oh yeah, i starten gik vi meget på kompromis med hvilke bands, vi spillede med. Det er også en af grundene til vores succes, at vi spillede med alle slags bands, både hardcore og metalcore. Nu hvor vi er blevet store nok til at headline, kan vi selv få lov til at udpege bandene. Det er meget sjovere for os at have en tour-pakke, som vi er stolte af, og hvor vi kan lide alle bands, der er med.’
- Så I spiller ikke med bands, I ikke kan lide længere?
‘Altså jo, det sker. Men sådan er det, så er det bare at få det andet bands’ fans til at tjekke én ud.’

BOLT THROWER Grind Madness at the BBC

BOLT THROWER: ”In Battle There Is No Law” fra Grind Madness at the BBC (Earache, 2009)
Cirka et minut inde i nummeret, reagerer Trevor:
‘Jeg venter på nogle vokaler, he, he.’
- Det er en live-optagelse!
Yderlige et minut går.
‘Han er stadig ikke begyndt at synge. Jeg ved ikke, hvad det er.’
- Det er et ældre band.
‘Yeah, det kunne jeg regne ud. Spillestilen er rigtig gammeldags og primitiv.’
- Det er fra en samling af liveoptagelser, der lige er blevet udgivet, kaldet Grindcore Madness at the BBC.
‘Yeah, jeg ved ikke, hvad det er.’
- Det er Bolt Thrower.
‘Virkelig gammelt Bolt Thrower.’
- Ja, det er ”In Battle There Is No Law”.
‘Det er crazy. Jeg kan rigtig godt lide Bolt Thrower. Ikke så meget det gamle, da de startede som et ret sloppy band på de første par plader. Jeg kan bedre lide fx For Victory. Eller deres nye, For Those Once Loyal, kan jeg også rigtig godt lide. Den er fed.’
- Da I spillede her tilbage i januar sidste år, havde I nogle T-shirts med Black Dahlia Murder-logoet lavet, så det lignede Bolt Throwers logo. Gør I tit den slags med merch?
‘Nja, det er bare… vi har haft et par joke-shirts. Vi havde også en At The Gates-shirt, men den solgte ikke rigtig. Det var vores logo lavet om til deres, fordi folk forbinder os med hinanden.’
- Generer det dig?
‘Nej, jeg er kommet over det. Jeg er ligeglad nu. Det er åbenlyst, vi er inspirerede af dem. Men jeg synes, at hvis folk afskrev os som en klon, ville det være urimeligt. Vi gør ting, de ikke gjorde. Fx spiller vi blastbeats, og i det hele taget spiller vi hurtigt.’

BLACK FLAG TvParty

BLACK FLAG: ”I’ve Gotta Run” fra TV Party (SST, 1982)
Med det samme nummeret starter:
‘…Det er Black Flag. ”I’ve Gotta Run” fra Tv Party.’
- Jep, det var hurtigt! Fik du set dem live i sin tid?
‘Nej, nej… Jeg er for ung, ha, ha.’
- Kan du bedst lide dem, før eller efter Henry Rollins kom med?
‘Ah… Jeg kan faktisk godt lide begge dele. Mit favorit-materiale med Rollins er faktisk demoen fra ’82. Da de havde Chuck Biscuits på trommer og det fulde line up med både Dez og Greg på guitar. Og de versioner, der er af sangene, som kom på Slip It In og Loose Nut, som er derpå, er så tunge og meget mere mørke. Jeg synes, det er deres bedste. Denne her single er også rigtig god. Den kan jeg godt lide og så selvfølgelig Damaged. Jeg kan også godt lide Slip It In og My War, men optagelserne lyder ringe. Slip It In lyder bedre end My War, men stadig ikke så godt, som det burde. Ikke så larmende, du ved.’
- Har du stadig fingeren på pulsen med hardcore?
‘Ja, en lille smule. Der er nogle bands, jeg synes, er virkelig fede derude. Trash Talk er rigtig fede, Cruel Hand, Trapped Under Ice, Mind Eraser, Ceremony…’
Vi bliver afbrudt af den næste sang, som går i gang på computeren.

NACHTMYSTIUM Assassins

NACHTMYSTIUM: ”Ghost of Grace” fra Assassins: Black Meddle Part 1 (Century Media, 2008)
Introen afspilles, inden vokalerne når at komme:
‘Nachtmystium. Det er fra den nye, Assassins. Eller de har også en nyere EP. Men jeg kan godt lide dem. Jeg gad godt se dem live.’
- Kender du sangen?
‘Ikke umiddelbart, men jeg ved, den er fra Assassins.’
- Holder du dig opdateret, når det kommer til Black Metal?
‘Til en vis grad. Der er ting, jeg kan lide, og ting, jeg ikke kan lide. Jeg er ikke så meget til noget, der er så superondt, at du knap nok kan lytte til det. Men ellers varierer det. Jeg tror, jeg kan lide de ting, der har en god melodi. Men lad mig se på det seneste har jeg lyttet til… Massemord, deres Whore of Hell plade er rigtig fed, et pissed album. Jeg kan lide Deathspell Omega og Ruins. De er fede.’
- Det virker som om der er kommet mere black metal fra USA på det seneste…?!
‘Ja, der er nogle gode iblandt. Wolves In The Throne Room er gode. Det er Nightbringer også. Så er der det band, der hedder Day Of The Beast, men det er nok mere black thrash. De er også gode.’
- Hvordan holder du dig opdateret omkring ny musik?
‘Internettet er en stor hjælp. Altså, jeg køber en masse plader. Jeg plejede at gå til de små forretninger; der var en rigtig fed en i Michigan. Men de kunne ikke følge med, hvis du forstår, hvad jeg mener? Altså de ting jeg gerne ville have. Men de små pladeforretninger er også ved at afgå ved døden. Så jeg køber musik på nettet, især gennem eBay og Amazon. Men jeg downloader også en masse, for at tjekke nye ting. Det er et godt redskab til at finde nye band. Så bruger jeg last.fm en masse. The Metal Encyclopaedia er også noget af det mest brugbare, der er, til at finde nye bands, tjekke anmeldelser og så videre. Og så er boardet SMN rigtig godt til at holde øje med brutal death metal.’
- Giver du tips videre til jeres fans?
‘Ja, nogle gange, igennem interviews og den slags. Jeg sørger også for at købe en masse band-shirts, så det kan være nogen af dem vil tjekke det band ud. Jeg har fundet ud af, at vi har mange unge fans, hvor vi måske er det første ekstreme metalband, de lytter til, så forhåbentlig kan vi så dem til at opdage nogle nye ting og grave lidt dybere, for der er en masse kvalitet, der bliver udgivet på de små selskaber. Og der er mulighed for at opdage den slags. Så i stedet for bare at tage det, du bliver fodret med, er redskaberne der til, at du kan gå ud og lede, og så ligger det hele klar til dig.’

INSECT WARFARE World Extermination

INSECT WARFARE: ”Manipulator” fra World Extermination (625 Thrashcore, 2007)
Efter cirka 30 sekunder:
‘Jeg kan ikke gætte det endnu, men der lyder som et Pig Destroyer-riff.’
Yderligere noget tid går:
‘Er det, øhm… Det lyder lidt som… Insect Warfare.’
- Det er det! Kender du sangen?
‘Nope!’
- Det kan også være svært med så korte numre.
‘Ja, he, he… Men jeg synes ellers, de er ret fede.’
- Hvad med grindcore – følger du også med der?
‘Ja noget, hvis du ved, hvad jeg mener. Denne her, World Extermination, er en af de udgivelser, der har været helt oppe og ringe. Det er en fed plade. Men lad os se, ellers kan jeg lide Pigsty fra Tjekkiet, selvom de er mere deathgrind.’
- Hvad siger du, ’Pigstiwe’?
‘Ja, ’Pigstiii’, som I nok siger heroppe, ha, ha…. Men der er også nogle fede bands fra Staterne. Jeg kan godt lide Maruta, det er et fedt grindband. Kill The Client fra Texas er fede. Arh fuck, der er det her band fra Polen. De er så syge, men jeg kan ikke lige huske, hvad de hedder… Shit, jeg kan ikke huske det.’

 

THE HELLACOPTERS Rock & Roll Is Dead

THE HELLACOPTERS: ”Everything is on TV” fra Rock & Roll Is Dead (Universal, 2005)
Da vokalerne kommer efter 25 sekunder:
‘Hellacopters?’
- Ja. Kan du lide dem?
‘Til en vis grad. Jeg har en af deres plader. Den er ret cool. Jeg kan ikke huske hvilken, men jeg fik den af vores tour-manager, Karim. Han kan rigtig godt lide dem. Jeg kan godt lide nogle rock-ting, som er sådan retro-agtige. Jeg kan rigtig godt lide Witchcraft fra Sverige. De er awesome. Jeg så dem faktisk live. Det var killer, dude… Men ellers kan jeg godt lide Danava fra Staterne. Jeg ved ikke lige, hvordan man udtaler det. Men de er fede, sådan 70er-agtige. Tjek dem ud. Jeg kan også godt lide Graveyard fra Sverige.’
- Hvad med nyere rock-ting? Eller bare ting, der ikke er metal eller hardcore?
‘Jeg kan lide alle slags ting. Nok det man ville kalde indie, den slags. For eksempel Nada Surf. Det er et af mine favorit-bands. Vampire Weekend kan jeg også rigtig godt lide. Jeg har lyttet lidt til deres nye plade. Band Of Horses kan jeg også rigtig godt lide, The Cardigans, Jimmy Eat World, Animal Collective, The Flaming Lips, Panda Bear og den slags.’
- Har du nogensinde selv tænkt på at lave noget, der ikke er metal?
‘Ja, jeg spillede i punk bands, da jeg var yngre. Det var sjovt. Det er noget, jeg altid tænker på. Men der er ikke tid til det. Der er knap nok tid til at lave musik til det her band, når vi hele tiden er på tour. But I dont know man, måske senere! Det sjove er, at vi kunne lave et punkband med nøjagtigt de samme medlemmer som The Black Dahlia Murder, da vi alle sammen kan lide punk. Der er en masse NOFX-fans i bandet. Brian og nogle af de gamle medlemmer fik mig faktisk til at lytte til NOFX, da jeg ellers lyttede til old-school punk rock som ung. Det var nærmest religiøst, hvor jeg ikke ville lytte til noget, der var produceret, hvis du ved, hvad jeg mener? Jeg hørte tingene fra Fat Wreck Chords og tænkte, at det her er gay. Men da jeg blev lidt ældre, gik det op for mig, at en masse af de her ting fra den tid og i den genre er rigtig fede. Så på den måde kom jeg til at høre Ladwagon, NOFX og andre bands i den dur.’

SIEGE: ”Starvation” fra Drop Dead (Relapse, 1994)
Efter 10 sekunder:
‘Siege!’
- Det var hurtigt!
‘Jeg kender bare sangen. Så hvis du havde spillet et andet nummer, var det ikke sikkert jeg havde gættet det, ha, ha.’

FUCKED UP: ”Crooked Head” fra The Chemistry of Common Life (Matador, 2008)
Sangen spiller i næsten to minutter, før vokalen kommer. Men med det samme den så gør det:
‘Fucked Up!’
- Jep, er du fan?
‘En smule. Så meget har jeg ikke fået hørt med dem. Jeg kunne genkende riffsne. Det er den der California-stil, og da vokalerne så kom, vidste jeg, at det var Fucked Up. Jeg har lyttet til deres seneste, The Chemistry of Common Life, og jeg synes, den er ret cool. Der var så noget, der fortalte mig, at Hidden World skulle være der, hvor det skete…’

VICTIMIZER The Final Assault

VICTIMIZER: ”No Escape from the Jaws of Hell” fra The Final Assault (Hells Headbangers, 2007)
Det lange sample spiller:
‘Det er stadig bare samplet, men jeg kan regne ud, at det bliver brutalt, ha, ha.’
Da samplet er ovre, og musikken har spillet i et minuts tid:
‘Det var ikke helt, hvad jeg forventede. Ud fra samplet troede jeg, det ville være noget i stil med (growler) WOOOOUH! Men det er helt sikkert noget black thrash. Ææh…’
- Kan du lide det?
‘Ja, det er godt. Hvad er det?’
Det er et dansk band kaldet Victimizer.
‘Victimizer…’
- Har du hørt om dem?
Nope.’
Den er udkommet i USA på Hells Headbangers.
‘Arh, Hells Headbangers. Det lyder ret cool, mand. Jeg kan godt lide noget black thrash som Aura Noir, Vulture Lord og den slags ting.’
- Kender du nogen danske bands?
‘Konkhra kan jeg rigtig godt lide, sådan lidt old-school. Det er der, jeg bruger de fleste af mine penge, på at finde old shit. Hvem ellers… Iniquity, det nye band Corpus Mortale. Iniquity er fede. The Cleansing er fede. Er Deadhead herfra?’
- Øh… Det tror jeg ikke.
‘Nej, nej… Øhm… Exmortem, Panzerchrist… Det er det, jeg lige umiddelbart kan huske. Men det er alligevel også mine favoritter. Konkhra er rigtig fede, især de gamle plader. Den første fuldlængde, Sexual Affective Disorder, er awesome. Men jeg kan også rigtig godt lide Iniquity. Iniquity er feeeeedeeee…. var fede.’
- I skal spille med HateSphere i USA…
‘Nå ja, selvfølgelig. Jeg har set dem to gange, både med det gamle og det nye line-up. Yep, fucking awesome band. Det skal nok blive cool. Jeg har de fleste af deres CD’er.’
- Kan du bedst lide dem med det nye eller gamle line-up?
‘Det er svært at sige, begge er fede, men lidt forskellige. De er også fede live, helt sikkert et sygt band.’

NIRVANA 2002 Recordings 89-91

NIRVANA 2002: ”Mourning” fra Recordings 89-91 (Relapse, 2009)
Der går et halvt minut:
‘Jeg har denne her, men jeg kan ikke lige komme på, hvad det er. Jeg har nok 800 plader med præcis denne lyd, ha, ha…’
Der går et halvt minut mere, hvor Trevor stadig sidder og tænker. Det er vist på tide med et hint.:
- Denne her er lige blevet genudgivet.
‘Er det Nirvana 2002? Awesome… Ja, den er blevet helt remixet eller remastered, det lyder meget bedre nu. Relapse har også lige udsendt det der Convulse album. Jeg har forudbestilt den, så den venter nok på mig, når jeg kommer hjem. Så det ser jeg frem til.’
- Har du altid en stak plader, der venter, når de kommer hjem?
‘He, he, ja, det har jeg.’

WATAIN Sworn to the Black

WATAIN: "Sworn to the Dark" fra Sworn to the Dark (Season Of Mist, 2007)
Efter 40 sekunder:
‘Denne her har jeg også, men jeg kan heller ikke komme i tanke om, hvad det er, he, he.’
Efter et minut:
‘Er det her Unanimated-albummet? Hvad er det?’
- Det er Watain.
‘Arh, okay. Jeg troede det var den comeback-plade, The Unanimated lige har udsendt. Den er ret fed. Oh ja, her kommer det… (synger) SWOOOORN! TO THE DARK!’
- Har du set dem live?
‘Nej, men jeg vil sindssygt gerne. Der er en masse hype omkring dem i USA. De er nok et af de black metal-bands, der bliver snakket mest om for tiden. De har kun været på en eller to tours her. De havde en med Angelcorpse, som nogle af mine venner tog ind og så, mens jeg var på tour. Men jeg har helt sikkert set dem på YouTube, med det blodige show og det der. Jeg synes Sworn to the Dark er virkelig god. Det er virkelig kvalitet… For eksempel vokalerne, du kan lære alle teksterne bare ved at lytte til dem. Og det er rigtig catchy, så man kan regne ud, der er blevet lagt en del tanker bag sangskrivning. Der er helt sikkert nogle Mayhem-inspirerede riffs og nogle klassiske svenske riffs med den der frysende lyd. Og bassen er en del af pakken, det er rigtig godt.’
- Er det vigtigt for dig at vokalerne er til at genkende og at man kan høre, hvad der bliver sagt? For eksempel, når I selv indspiller?
‘Ja, altså… For mit eget vedkommende er det noget, jeg har prøvet i det seneste stykke tid. Jeg synes, det er en styrke, når man kan høre vokalerne og lære teksterne ved at lytte til dem. Det gør i nogle tilfælde musikken mere catchy. Men der er nogle bands, jeg lytter til, hvor man lige så godt kan opgive at lære teksterne. Det er bare [laver subwoofer growle-lyd] WOOOOUUUHOOOOA. Men det er jeg også nede med. Eller hvis det bare har et sindssygt skrig. Det betyder ikke altid noget for mig.’

BURNING LOVE Demo

BURNING LOVE: Demo (2009, Nervehold Records m.fl.)
Introen spiller til ende, og der går cirka 30 sekunder af første nummer ”Lives of the Saints”:
‘Jeg ved ikke, hvad det er.’
- Det er Burning Love.
‘Oh, Burning Love. Chris Colohans nye band, deres demo…’
- Kan du lide det?
‘Ja, jeg synes, det er okay. Han synger nærmest, hvilket er ret underligt, hvis du ved, hvad jeg mener? He, he, men altså, jeg kunne nok have regnet ud, at det ville gå den her vej. Det bliver bare mere og mere rockende hver gang, han laver noget nyt. Jeg kan virkelig godt lide Left For Dead. Det er et af mine favoritbands. Vi lavede et cover af en af deres sange. Det skulle have været på en 7”-split med Pig Destroyer. Den skulle være udkommet i 2005, men det blev aldrig til noget. Så vi havde de her sange til at ligge og flyde, den her og to andre.’
- Hvilke andre?
‘Et band fra Michigan kaldet Gyga opkaldt efter Gary Gygax, som opfandt Dungeons and Dragons. Bandet er… jeg skal nok lige skrive det for dig [skriver bandnavnet på papirer]. Det var sådan et power violence-band i stil med Infest. Vi lavede et cover af deres nummer, et cover af Left For Dead og så et cover af et andet Michigan-band kalder Sedition. Men ja, det var noget, vi gjorde for sjov. Sedition-sangen flyder faktisk rundt på nettet. Den hedder ”Rebel without a Car”.’
- Ved du, hvad der skete med Pig Destroyer-numrene?
‘Øh, jeg ved det faktisk ikke… Der skulle have været en 7”-serie, hvor Pig Destroyer ville spørge forskellige bands, som de ville have med. Der skulle have været ni forskellige, og det var meningen at man skulle kunne samle omslagene i et stort billede på gulvet eller sådan noget.
- Ligesom Slimewave-serien?
‘Ja, sådan noget i den stil. Der har været en masse vinyl-ting på Relapse, som er blevet droppet igen. Splitten med The Red Chord og Premonitions Of War, hvor blev den af? He, he…’
- Samler du selv vinyl?
‘Nej, det gør jeg ikke rigtig. For mig ville det være en ’can of worms’, som ville bringe mig ud i noget snavs. Jeg bruger allerede så mange penge på CD’er. Men måske en eller anden dag, men ikke nu… for eksempel har jeg brugt 50 dollars på en Therion cd, he, he. ”Beyond Sanctorum, det er noget rigtig gammelt Therion. Den var udgivet på Nuclear Blast uden artwork og tekster, og den havde jeg i lang tid, men nu har jeg den rigtige med tekster og alt det lort, he, he.’
- Hvad med The Black Dahlia Murder, er det vigtigt at få jeres musik ud på vinyl?
‘Jeg kan godt lide at udsende vinyl. Vores nyeste er på vinyl, men jeg ved ikke hvorfor Nocturnal ikke er. De to andre plader er også kommet på vinyl. Men jeg synes det er fedt, for der er en masse, især metal-lyttere, som samler på vinyl. Og så er det også bare fedt at se coveret i et stort format.’
- Men hvad gør du så med udgivelser, der kun kommer på vinyl?
‘Oh jamen, jeg har en pladespiller, så jeg kan få hørt nogle ting, men det har ikke været nødvendigt i et stykke tid. Og så er der også en masse vinyludgivelser, du kan få online ved betalings-download eller sådan noget. Det er cool. Der er også en masse selskaber, der giver dig den digitale version med, når du købet vinylen.’

SWANS: ”Why Are We Alive?” fra Various Failures (Young God Records, 1999)
Efter cirka 20 sekunder:
‘Jeg ved ikke, hvad det er, men det giver mig lyst til at ryge en ’hooka’, ha, ha, ha…’
- Det er Swans.
‘Oh, Swans. Jeg lytter ikke rigtig til den slags.’

TORCHE Meanderthal

TORCHE: ”Healer” fra Meanderthal (Hydrahead, 2008)
Efter 10 sekunder:
‘Torche. Tog lige et øjeblik. Jeg elsker dem.’
- Kender du san…?
‘HEEEAAALEEER! Hehe… Jeg har set dem live et par gange.’
- Har du hørt det nye nummer, ”King Beef”?
‘Nej, men det skal jeg have fundet. Det lyder cool. Jeg har Across the Shields-vinylen og deres demobånd, som de solgte på deres sidste tour. Jeg har ikke fået hørt det endnu, da jeg ikke har nogen båndoptager længere. Men jeg har det alligevel. Det er cool. Men ja, jeg synes, de er gode. Jeg kan også rigtig godt lide Floor. En af gangene, da jeg så Torche, spillede de fem Floor-numre det var feeeeedt…’
- Har du så bestilt det nye Floor-boxset?
‘Oh ja, den der har det hele. Jeg må hellere få fat i den sucker. Det havde jeg helt glemt.’

CONVERGE Axe to Fall

CONVERGE: ”Wishing Well” fra Axe to Fall (Epitaph, 2009)
Mens guitarene spiller i starten:
‘Det lyder meget bekendt… Giv mig lige et sekund.’
Med det samme vokalerne kommer:
‘Det er derfor! Converge, ha, ha…’
- Kender du sangen?
‘Nej, ikke umiddelbart.’
- Det er fra deres nye.
‘Ja, jeg har den nye, den er cool. Nogle af guitarerne derpå lyder lidt hen af Mastodon, synes jeg… Det gør dem mere catchy end nogensinde før, hvis du ved, hvad jeg mener? Som om det er nogle mere tilgængelige riffs, der bedre kan få fat i lytteren. Produktionen er også virkelig god. Det er sådan et band, vi har forsøgt at komme på tour med 100 gange. Vi spørger dem hele tiden, men jeg ved ikke hvorfor. De gider ikke, he, he. Vi har også spurgt Watain, men er vidt for seje til en samling korthårede metal-fyre, he, he.’

EARTH CRISIS Destroy the Machines

EARTH CRISIS: ”New Ethic” fra Destroy The Machines (Victory, 1995)
Med det samme:
‘Earth Crisis. Animal Liiiivees! Hehe… Jeg tror Earth Crisis var det første hardcoreband, jeg hørte. Det var deres Firestorm EP. En af mine venner havde en storebror, der hørte alle de her cool ting, og han lavede et bånd, der havde KMFDM, et gammelt band fra Michigan, den første Downset – som egentlig er ret dårlig, når man tænker tilbage, og så Firestorm. Jeg kan huske, jeg hørte det, og tænkte: Det her er tungere end Pantera. Hvordan kan det lade sig gøre?. I starten forstod jeg ikke teksterne. Jeg troede, det måske var et kristent band eller sådan noget, for jeg kendte ikke til straight-edge dengang. Jeg troede bare, det var et metalband og tænkte, at det var heavy as shit. Jeg fangede ikke forskellen dengang, før jeg senere hen begyndte at gå til lokale shows. Der var blandt andet et band kaldet Earthmover, som var forgængeren til Walls Of Jehrico, der var det første band, jeg så. Jeg kan huske folk dansede, crowdsurfede og sang med, og jeg tænkte: PFFFF, det her er aaaawesoome! Fordi jeg hørte meget metal dengang, men hardcore var der bare. Altså, jeg kunne gå til koncerterne hver weekend. For dengang i slut-90erne var death metal ved at gå i stå, og Michigan var i forvejen ikke nogen topprioritet for bands, der var på tour. De eneste bands, der kom til Michigan var fx Cannibal Corpse. Cannibal Corpse i 1996 var faktisk min første deathmetal-koncert.’

‘Men altså, jeg gik til en masse hardcoreshows, fordi der var mulighed for det. Jeg hørte Mourning Again, Snapcase – dengang de var gode, Earth Crisis selvfølgelig, Strife og bare en masse af tingene på Victory, dengang Victory stadig var gode. Deeadguy… Og det ledte så over i Cave-In, dengang de stadig var tunge, Converge, Overcast – de var fede dengang, ”Fight Ambition to Kill” er en fed plade… Coalesce. Det var en god tid, dengang det var den type metalcore! Der var en masse gode bands dengang… Botch…’

GALLOWS Grey Britain

GALLOWS: ”Black Eyes” fra Grey Britain (Warner, 2009)
Med det samme vokalerne starter nummeret:
‘Gallows.’
- Kan du lide dem?
‘Ja, især den her plade. Den er awesome.
- Hvad kan du ikke lide? Er der nogle typer metal eller harcore, du styrer udenom?
‘Øh… Jeg er ikke så pjattet med den der viking-ting, der foregår for tiden. Eller der er da nogen bands, jeg kan lide, såsom Ensiferum. Men altså der er bare meget af det, der er for over the top, tror jeg. Især når der kommer drikkesange, ikke? Jeg ved ikke med den slags. Der en masse, der bliver kaldt hardcore, jeg ikke kan lide. Alle de bands med swoopy hair, der skiftevis skriger og synger. Men jeg ved det ikke. Iwrestledabearonce, som bare er et ringe buzz-band. Der er en million bands. Når jeg åbner et musikblad, har jeg lyst til at kaste op. Men det virker stadig for mig, som om at god musik bliver overset. Jeg har været heldig at finde det, men der er ikke så meget… Og der er heller ikke så mange, der kan lide det, he he.’

Som seancen lakker mod enden, går konversationen hen i smalltalk, som gradvist fører til enden på samtalen, og vi takker hinanden for den fælles oplevelse. En god oplevelse, som blev forstærket af et mindst lige så godt show fra Black Dahlia Murder senere på dagen.