Skip to content


15/03/2010

Lamb Of God, August Burns Red, Between The Buried And Me og Job For A Cowboy

Fotos fra Store Vega 2010

Antenna’s fotograf Karina Tovberg var inde og se Lamb Of God indtage de skrå brædder i Store Vega d. 4. marts 200, og det lykkedes hende at skyde billeder af bandet, såvel som af de medfølgende bands, August Burns Red, Between The Buried And Me og Job For A Cowboy. Kig med her.

Tak til Mette fra LiveNation for at bevilge Antenna adgang.


14/03/2010

Negură Bunget

Maiestrit

Thomas Sejr Jensen • A A A A A A

NEGURA BUNGET
Maiestrit
Prophecy Productions
15/3 2010

Dansk distribution: VME

Tracklist

  1. Vremea Locului Sortit
  2. În-Zvîcnirea Apusului
  3. A-Vînt în Abis
  4. Al Locului
  5. Bruiestru
  6. Plecaciunea Mortii
  7. A-Vînt în Abis (Acoustic Version)
  8. Plecaciunea Mortii (Acoustic Version)

Rumænske Negură Bunget har høstet en del ros i de knap 15 år de har eksisteret, men jeg har endnu til gode at stifte bekendtskab med bandets fem album, herunder nummer to i rækken, Măiastru Sfetnic, som Maiestrit er en genfortolkning af.

Negură Bungets udgangspunkt er black metal, men Maiestrit indeholder så mange detaljer at denne betegnelse langt fra er dækkende. Albummet er spækket med tekniske finesser, skæve lyde og frem for alt atmosfære. På trods af de mange skift i hvert nummer virker musikken hverken rodet eller forceret, tværtimod.

I lighed med f.eks. Primordial og Agalloch formår Negură Bunget at skabe atmosfære uden nævneværdig brug af keyboards. Der er keyboard på Maiestrit, men det er ikke det, der bærer albummet. Samtidig skal det understreges, at Negură Bunget på ingen måde er en klon af nogen af ovennævnte bands, selvom der er flere fællestræk med Agalloch. Musikalsk befinder rumænerne sig faktisk på et ret tyndt befolket sted i spektret mellem ekstrem metal og stemningsfuld musik.

Den growlende vokal, som stort set bruges eksklusivt, er ganske udmærket, men meget ordinær, og det er ikke takket være den at Maiestrit er så tiltalende.

Maiestrit rundes af med akustiske og instrumentale versioner af to af albummets seks numre. I modsætning til hovedparten af den slags er der ikke her tale om fyld. Den afdæmpede tilgang klæder faktisk Negură Bungets musik, og begge numre er på højde med resten af albummet.

Nyt fra Prophecy Productions er ofte godt nyt, og det gælder absolut også denne gang. Køb, køb, køb!


12/03/2010

Dragonforce

Valley of the Damned og Sonic Firestorm

Tobias Jensen • A A A A A A
 

DRAGONFORCE
Valley of the Damned
Spikefarm
22/2 2010

Dansk distribution:
Universal

Som det nok er tilfældet for mange, foregik min første introduktion til Dragonforce gennem nummeret ”Through the Fire and the Flames” fra albummet Inhuman Rampage (2006), og, præcis som det nok også er tilfældet for mange, kan jeg ikke løbe fra, at oplevelsen affødte lige dele hævede øjenbryn og træk på smilebåndet. Der bliver simpelt hen gået til stålet på en måde, som mange andre bands kunne lære meget af, og samtidig spørger man sig selv, når lyrik og artwork i overvejende grad kredser om sværd, drager, ild og flammer, om ikke vi får stillet vores sult på den slags hos Manowar og Rhapsody (Of Fire). Disse førstehåndsindtryk melder sig stadig af og til, når jeg hører Dragonforce, men jeg må indrømme, at de positive sider af indtrykkene gør sig mere og mere gældende, ikke mindst takket være en befriende, men dog afmålt, dosis selvironi og den uhyre smittende gejst og nerve, bandet gang på gang præsterer, være det gennem energiske liveshows eller velproducerede studiealbums.

Dragonforce har i den forgangne håndfuld år høstet stor og, efter min mening, ganske fortjent succes, primært på baggrund af de ekstravagante udfoldelser på Inhuman Rampage og efterfølgende Ultra Beatdown (2008), og man har nu valgt at genudgive bandets to første albums, Valley of the Damned (2003) og Sonic Firestorm (2004), spædet op med bonustracks samt medfølgende dvd’er fra de respektive perioder. De følgende anmeldelser vil, udover at handle om det medfølgende ekstramateriale, også dreje sig om det musikalske udtryk hos det yngre Dragonforce set i lyset af bandets succes med senere albums.

Genudgivelsen af Valley of the Damned byder, udover ovennævnte ekstranummer og dvd, på en komplet remastering samt remix af hele den gamle plade, et ansigtsløft der overordnet har givet sangene en bedre balance og en hel del af den klarhed, som Dragonforce’s musik kræver og fortjener. Det sagt, er remastering og nyt mix ikke elementer, der i sig selv retfærdiggør reinvestering, hvis man allerede skulle ligge inde med den oprindelige udgivelse. Musikken er stadig den samme, og uanset hvilket forhold man måtte have til skiven i sin helhed, er det næppe noget, der vil ændre sig radikalt med den nye produktion. Valley of The Damned er et godt debutalbum fra et band med endog meget stort potentiale, men heller ikke mere. Det besidder noget af den friskhed, gode debutplader typisk byder på, og selvom der på ingen måde opfindes dybe tallerkener, aner man dog i enkelte numre grundstenene til de innovationer, Dragonforce siden har forfinet og gjort til deres egne, unikke trademarks indenfor en genre, der ellers er forkætret for sin konservatisme. De lange instrumentalpassager med særligt fokus på komplet screw-the-consequences-guitarlir fra de herrer Li og Totman, vi får i sange som ”Black Winter Night” og ”Evening Star”, er Dragonforce, når de er rigtig gode; en gennemført hyldest til de mest indgroede power metal-normer fremført med al den kærlighed til genren man kan forlange plus lidt til. Den mere negative side af sagen tæller en generelt svagere sangskrivning overordnet på Valley of the Damned, end vi er vant til fra senere Dragonforce-albums; adskillige af de bærende melodier i numrene er simpelt hen hverken særligt gode eller memorable, og samtidig er det som om, bandet ikke rigtig formår at tøjle det talent, de er i besiddelse af. Der sker meget, og det sker hurtigt, og hvor dette sine steder rammer én i form af tidligere nævnte friskhed, rammes man også, desværre ret tit, af den forvirrede og rodede følelse af ikke rigtig at vide, hvor man befinder sig henne numrene, og det giver samlet set et indtryk af en gennemsnitlig power metal skive, dog med enkelte positive overraskelsesmomenter.

Ekstramaterialet på Valley of the Damned er på det jævne, og byder ikke på de store overraskelser. Bonustracket ”Where Dragons Rule” er faktisk et rigtig stærkt nummer, der fungerer som en solid afrunding på albummet, men alene er det ikke noget, der rokker ved helhedsindtrykket af pladen. Samtidig er dvd-materialet en lidt blandet oplevelse. På den ene side er live-versionen af nummeret ”Valley of the Damned”, dele af interviewmaterialet, hvor tilblivelsen af albummet diskuteres, samt videooptagelser fra de oprindelige trommeindspilninger og de senere remixsessions fint, relevant materiale for alle, der ønsker lidt uddybende baggrundsinformation om et ungt Dragonforce. På den anden side er det såkaldte backstage footage fra det show, hvor føromtalte live-version er optaget, og de mange medfølgende kommentarspor til alle dele af dvd-materialet inderligt ligegyldigt. ’Backstage footage’ betyder i dette tilfælde en nødtørftigt redigeret, håndholdt video, der ikke rigtig viser andet, end hvad det vil sige at være turist i Japan, og hvad kommentarsporene angår, er det forbløffende, hvor lidt interessante ting medlemmerne i det hele taget har at sige om det materiale, dvd’en byder på.

Alt i alt er genudgivelsen af Valley of the Damned en gennemsnitlig oplevelse, både hvad cd-materiale og dvd-materiale angår, og selvom der hist og pist findes prøver på bandets store potentiale, er det ikke nok til at trække karakteren op over middel.

Tobias Jensen • A A A A A A
 

DRAGONFORCE
Sonic Firestorm
Spikefarm
22/2 2010

Dansk distribution:
Universal

Selvom Inhuman Rampage var Dragonforce’s ubetingede gennembrud, var Sonic Firestorm albummet, der i første omgang markerede det vigtige vendepunkt for bandets musikalske stil. Debuten, Valley of the Damned, viste i sporadiske glimt af gode idéer, hvad man kunne forvente sig af bandets udvikling, og på Sonic Firestorm er der ikke længere blot tale om glimt af løssluppen kreativitet, men om en samlet oplevelse af stilistisk innovation fra et band med en klar mission.

De to åbningsnumre ”My Spirit Will Go On” og ”Fury of the Storm” er de første af talrige eksempler, vi får på dette. Vi smides her direkte ud i et veritabelt festfyrværkeri af det, der siden er blevet synonymt med Dragonforces lyd; death metal blastbeats kombineret med supersonisk guitarlir af en anden verden. Hvor denne form for instrumentalt overkill måske lige præcis er det, der får nogle mennesker til afskrive Dragonforce som lidt af en one trick pony, er overkill-elementerne i mine ører fornemt inkorporeret i den øvrige del af Dragonforce’s lyd. Denne lyd kommer på Sonic Firestorm til udtryk i stærke kompositioner og arrangementer samt, og det er måske det vigtigste, ekstremt mindeværdige melodier som man gang på gang griber sig selv i at vende tilbage til. En generelt stærkere sangskrivning var præcis, hvad jeg savnede på Valley of the Damned, og jeg synes Sonic Firestorm tager det nødvendige skridt videre på dette punkt.

Ekstramaterialet på denne genudgivelse fungerer fint, uden at være prangende, men igen kan det ikke rigtig retfærdiggøre en reinvestering, skulle man i forvejen eje albummet. Vi får ikke noget produktionsmæssigt løft i form af remastering eller remix, men det savner man egentlig heller ikke. Den originale produktion står overordnet fint og klart frem med en lille rå kant, der klæder musikken. Det medfølgende bonustrack ”Cry of the Brave” holder vanlig Dragonforce standard, men som tilfældet var for bonustracket på Valley of the Damned, gør det i sidste ende hverken fra eller til for den samlede oplevelse, nummeret føles hverken ligegyldigt eller sindssygt vigtigt for helheden, det er egentlig bare ok at få det mere med. Kvantiteten af materiale på dvd’en er reduceret i forhold til det, vi fik på Valley of the Damned, og det kan man kun være glad for, for det får den tilbageværende kvalitet til at stå så meget klarere. Ligegyldighederne er skåret ned til et minimum, og både live-video (”Fury of the Storm” ) inklusive de medfølgende kommentarspor og videointerviews er såmænd helt seværdigt. Livevideoen viser et band, der er modnet betragteligt siden Valley of the Damned-dagene, deres optræden oser af overskud og energi, og vækker for mig glade minder om deres koncert i Vega for godt et år siden. Interviewet med trommeslager Dave Mackintosh skal også fremhæves, det er bestemt vedkommende og interessant at høre hans, i øvrigt ganske velformulerede, kommentarer om oplevelserne med at spille i Dragonforce, og om kravene der stilles til en seriøs musiker på tour. I det hele taget giver interviewet et lille indblik i en mere afdæmpet og seriøs side af et band, der ellers er kendt for fest og farver og et dertil hørende alkoholindtag, og det er velkomment.

Som det mærkes, er min begejstring for Sonic Firestorm stor, og jeg har svært ved at fremhæve ret meget negativt ved albummet. Det kan ikke benægtes, at Dragonforce virkelig skamrider genrens konventioner, og mindre venligt indstillede stemmer har da også kaldt bandets stil for alt fra cartoon-metal, til musik, der hører hjemme ved melodi grand prix, men disse sider af musikken er, for mig at se, så åbenlyst en del af bandets kærlige genreironi. De er bevidste om de mindre flatterende konnotationer ved at dyrke en stil som power metal, og samtidig så kompetente musikere, med så meget respekt for genren, at de formår at vende selv de største klichéer til deres egen og musikkens fordel.

Der er bare rigtig mange pæne ting at sige om Sonic Firestorm, og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, er den største svaghed egentlig bare, at det blev overgået to år senere af endnu mere suveræne Inhuman Rampage. Dette faktum bør dog på ingen måde ligge albummet til last, og ejer man ikke i forvejen et eksemplar, er denne genudgivelse med tilhørende ekstramateriale blot endnu en god undskyldning for at få investeret i et af sidste årtis vigtige metaludgivelser.


10/03/2010

Psy:code

Forsanger Dennis Schou om bandets debutalbum: Delusion

Tekst af Heidi Skafte
 
PSY:CODE – Schou

Det danske band Psy:code leverer med deres debutalbum både noget for øjnene og ørene. De 5 medlemmer har været gennem både fantastiske og sønderrivende oplevelser, under tilblivelsen af Delusion. Jeg tager en snak med Dennis Schou om den turbulente tilblivelse, om at have styr på hele indspilningsprocessen og om, hvordan han ser på den danske metal scene.

Allerede fra det øjeblik man får Delusion i hånden begynder en forhåbning om, at man her sidder med en skive med stort potentiale. Dette skyldes i første gang det super flotte cover designet af Kasper (www.quite-unique.com), men undertegnede blev slemt skuffet, da hun kiggede i det medfølgende indlæg… Ingen tekster, men til gengæld nogle kunstnerisk flotte billeder af bandet. Til spørgsmålet om de manglende tekster til sangene svarer Dennis Schou: ’ Jeg kan godt forstå din tanke om at bruge indlægget til tekster mm., men vi syntes, det kunne være spændende at få lavet nogle fede billeder til indlægget i stedet – og gemme teksterne til et senere tidpunkt.’ Han fortsætter: ’ Teksterne er meget personlige for mig – og derfor har vi valgt at prøve noget andet med denne plade… men hvem ved – måske ligger de på myspace en skønne dag’

Den dag vil jeg så vente med spænding på, da jeg er af den analyserende natur.

- Delusion er i psykiatrien brugt i forbindelse med skizofreni, tvangstanker og vrangforestillinger – hvad er det I gerne vil kommunikere til os lyttere?
’Vi vil gerne sætte fokus på de lidt dybere ting i livet – hvilket også fremgår i de hemmelige tekster. Det hele gælder squ om at leve i nu’et – og lade være med at lade sig gå på af alle de sindssyge ting, der sker rundt omkring. Selvfølgelig skal man ikke bare ignorere alle de negative ting, men jo mere man blæser dem op, desto værre bliver det…’ svarer Dennis Schou.

 
PSY:CODE – Dag + Stein

- I giver udtryk for at være fem individer, der hver især har sat jeres forskruet præg på Delusion – er målgruppen for skiven så også småforskruet metalhoveder? Hertil svarer forsangeren: ’Absolut. Jo mere forskellige vi er, jo flere typer rammer vi forhåbentlig også. Vi oplever også, at der kommer mange forskellige typer, når vi har givet koncerter. Og det er da fedt at få positiv respons fra knægten på 12 og morfaren på 62 – hvem kan klage over det’.

Psy:code har deres egen måde at gøre tingene på, hvilket er ensbetydende, med at alle numre er tracket i deres eget SteinLab studie og først som en sidste minuts indskydelse blev en alliance med Jacob Hansen sat i stand, hvor hr. Hansens opgave lå i at mixe og masterere den brutale, upolerede lyd Psy.code har som varemærke. Jeg er nysgerrig efter at få indsigt i, hvorfor denne kontrol er så vigtig for bandet.
- Tror du det er vigtigt at være inde over hele processen i så udstrakt grad, som I har været – altså bør alle bands være mere kontrol fikserede for at opnå et optimalt resultat i den sidste ende?
Hertil svarer Dennis Schou: ’ Jeg synes personligt, at det er en god idé at være meget bevidst ,om hvad man gør, inden man hopper i studiet. Det gør ikke noget at målet rykker sig, bare det giver et godt resultat i sidste ende. Så ja – jeg syntes det er en rigtig god idé at være med i hele processen, når man laver en plade.’

Bandet har øvelokale i en bunker på Dragør Fort og giver udtryk for deres ønske og mulighed for at hemmeligholde deres våben (skiven), bag de tunge jerndøre. Alligevel vælger bandet at deltage i den store Metalized/DR/Live Nation konkurrence. De vinder den og får den fornemme ære af at varme op for Mastodon og Slayer. Hertil kommer, at de får tilbud om at få vedlagt en 4 tracks-Ep til Metalized Magazine, og det siger bandet også ja til…. Nu er undertegnede forvirret – for hvordan hænger det hele lige sammen?

 

PSY:CODE
Delusion
Mighty Music
1/3 2010

- Hvordan harmonerer jeres underforståede ønske om hemmeligholdelse af våbnet (skiven) i bunkeren, med at I deltager og vinder den store Metalized/DR/Live Nation konkurrence, samt at I vælger at takke ja til at vedlægge en 4-numres Ep til Metalized? Til dette fyldige spørgsmål svare forsangeren:’ Selvom vi er lidt tilbageholdende med vores musik, betyder det ikke, at vi ikke vil gribe de store chancer. At opvarme for Slayer og Mastodon var meget stort for os.’ På en mere personlig note kommenterer han:’ Jeg elsker Mastodon. De er helt sikkert et af mine ynglings bands…’ Han fortsætter:’ Vi lagde en masse benarbejde i at vinde konkurrencen, bl.a. i form af uddeling af flyers og promoer. Vi tog ind til Strøget hver aften i over en uge – fik en snak med folk og delte promoer og flyers ud – jeg tror det hjalp.’ ’Mht. den Ep i Metalized, så syntes vi at det passede godt ind i den proces, som vi havde gang i. Vi var lige gået i gang i studiet og havde de første numre klar – så det passede os bare helt fint’

Nu skulle man jo så tro, at alt bare gik ud af den snorlige landevej for Psy:code, men sådan skulle det ikke helt være. Men så sker det der må være et hvert bands værste mareridt – en januar morgen badet i solskin, ankommer bandet med tømmermænd og kaffe til deres øvelokale – og hvilket syn der møder dem. Der står kulsort røg ud fra lokalet, og bandet kæmper nu for at redde, hvad reddes kan.
- Hvordan rejser man sig fra så frygtelig en oplevelse, som det må have været at komme ud til sit øvelokale/studie og se, at det bare vælter ud med tyk sort røg? ’Ja det var fandeme noget l.o.r.t. – Men der er jo ikke noget at gøre ved det, sket er sket og vi prøver bare at komme videre, så hurtigt vi kan’ svarer Dennis Schou. Han fortsætter: ’I øjeblikket øver vi i nogle kammeraters øvelokale. Men vi har fået lov at låne et andet lokale på Dragør Fortet, så vi rykker til Fortet inden for et par uger. Derudover lægger der et stort arbejde i at få samlet noget nyt gear. Vi regner ikke med at selve studiet er oppe at køre før slutningen af dette år.’ Som afsluttende bemærkning fortæller han, at ’lige nu er vores plan, at sætte det gamle øvelokale i stand efter touren med Illdisposed – og derefter tager vi det som det kommer!’

Delusion er en højeksplosiv skive, der med sikkerhed vil tiltale en stor fanskare. Man kan tydeligt høre de individuelle dygtige musikere og når man koger dem ned – reducere dem til en kraftig fond i form af konstellationen Psy:code, er lige før et beskyttelseskammer står på ønskesedlen.
Tordnende trommer kombineres med smadrende salver af guitar og bas, vokalen er spraglet på den fede måde med undtagelse af de første to numre, som efter min mening er lidt utydelige på den vokale front.

- Jeres album udkommer på Mighty Music – hvad betyder det for jer at udkomme på dette label, frem for på et udenlandsk?
‘Det er bare super cool at have en dansk virksomhed bag sig. De har en god forståelse for, hvordan danskerne og det danske musikmarked skal takles’ – svarer forsangeren. Han fortsætter: ’De har simpelthen været så hjælpsomme, og kommer med mange ideer, som vi ikke selv havde fokuseret på – så vi er super glade for at være i stald hos Mighty Music.’

- Hvad er fremtidsvisionerne for Psy:code? ’Vi starter lige med touren sammen med Illdisposed. Derefter skal pladen promoveres i udlandet henover sommeren. Desuden går vi og drømmer om at lave en video til et af numrene, så det skal vi også have sparket i gang. Vi skal også spille en del koncerter – og forhåbentlig ud og supporte nogle af de store udenlandske bands udenfor Danmarks grænser.’ fortæller Dennis Schou

Det lyder jo i mine ører som en ganske fin strategi og håber at få mulighed for at fange dem live.

 
PSY:CODE – Gøtsche + Tommy

Jeg syntes, det er oplagt at få indsigt i den danske metalscene via især debuterende bands. Dermed ikke sagt at etablerede bands ikke støder på de samme positive eller nok nærmere negative sider af den danske metalscene, men det er de debuterende bands, der for første gang skal prøve kræfter med kritikere, spillesteder, fankulturen og mediernes til tider ret snæversynet vinkel musikken, som kan bidrage med dugfriske observationer.
- Nævn 3 positive sider af den danske metalscene, som du ser den.
Dennis Schou svarer: ’ 1) Sammenholdet blandt folk i metalbranchen, 2) Dansk metal er mere fremme nu, end den har været nogensinde før, 3) Generelt opfører ’metal folk’ sig ordentligt, når de er til koncerter. Det er fedt ,at man kan komme som man er, og ikke skal frygte for at få en flaske i nakken – bare fordi ens snørebånd har den forkerte farve. Folk hygger sig om noget, de er fælles om – og det kan jeg godt lide’
- Nævn 3 negative sider af den danske metalscene, som du ser den. Hertil svarer han: ’1) Genren er endnu ikke udbredt nok herhjemme, det kunne være fedt, hvis den blev lige så udbredt og anerkendt, som den er i Tyskland. 2) Det er pissesvært at bryde igennem, når musikken bliver lidt hård. Der findes så mange fede danske bands, som fortjener meget mere anerkendelse. 3) Det er en hammerdyr ’lidenskab’ at spille musik og svært at leve af. De sidste 11 år har jeg haft både fuldtids- og deltidsarbejde, for at kunne udleve alle mine drømme inden for musikken. Jeg tror, jeg bliver gammel alt for tidligt!’

- Hvilket band har betydet mest for dansk metal?
’Det må være et band som Invocator – deres Through the Flesh to the Soul er sgu en god milepæl inden for dansk metal’ fortæller Dennis Schou.

Psy:code har efter min mening ramt rigtigt i forhold til den voksende metalscene i Danmark, hvor min fingerspitz-gefühl siger mig, at det er inden for denne thrash/hardcore genre at vækstpotentialet er størst. Jeg synes, de formår at adskille sig fra eksisterende bands, hvilket i sig selv kan være lidt af en udfordring for mange bands.


10/03/2010

Immolation og Unleashed

Majesty & Decay og As Yggdrasil Trembles

Med dugfriske plader fra de amerikanske henholdsvis svenske veteraner Immolation og Unleashed ruller Nuclear Blast nu de tungeste skyts frem. Meget kan sikkert skrives, men begge bands og begge cd’er byder grundlæggende på fremragende dødsmetal. 

Lars Mikael Døring • A A A A A A
 

IMMOLATION
Majesty & Decay
Nuclear Blast
5/3 2010

Dansk distribution:
Warner Music

Immolation er på deres ottende udspil garanter for en – i hvert fald på overfladen – brutalt simpel død af allerældste skole, der end ikke forsøger og aldrig har haft til hensigt at forny noget som helst. Men derfor behøver man jo ikke stå i stampe. 

Simpliciteten til trods opdager man episke kvaliteter efterhånden som Majesty & Decay skrider fremad.

Bandet baserer sig på den fedeste guitarlyd, man kan ønske sig. Den meget dynamiske duo Bill Taylor og Robert Vigna fejer konstant benene væk under én med et næsten maskinelt præcist og raffineret guitararbejde. Her er lårfede riffs, uendelighedens klangflader, gentagede mønstre, forvrængede lyde og ræsende soli på kryds og tværs i lydbilledet, så guderne må sig forbarme.

På den baggrund lever man let med, at Ross Dolans growl er temmelig anonym og ordinær. På den måde forstærker han enkeltheden i bandets udtryk.

Det er trommerne, som vitterligt trækker det samlede indtryk nedad. Blastbeatsne er i mine ører lige lovlig maskingeværagtige til at være troværdige, og den generelle trommelyd egentlig ret besynderlig ind i mellem – som om Steve Shalaty tæsker løs på et tyndt stykke plastik eller pap. Sine steder er han desuden alt, alt for løs, alt, alt for let. og eksperimenterende. Det går måske til jam i torsdagsjazzklubben, men her fremstår det lettere kikset, fordi resten af bandet tydeligvis ikke er samme sted.

Heldigvis kan det ikke forstyrre det overordnede billede og en grundlæggende høj kvalitet. 

Lars Mikael Døring • A A A A A A
 

UNLEASHED
As Yggdrasil Trembles
Nuclear Blast
19/3 2010

Dansk distribution:
Warner Music

Det er til gengæld ikke rimeligt at sætte så meget som en finger på den fantastiske lyd Unleashed har manet frem på deres tiende studiealbum fuld af fin, men vel også typisk svensk semi-oldschool død, som læner sig kraftigt hen mod det melodiske.

Lyden er nemlig tyk, men tør, nuanceret, men neutral.

Det skal forstås sådan, at den fylder hele rummet på en dejlig massiv måde og alle instrumenter får tilsyneladende lige megen plads. Desuden har de – og her tænker jeg særligt på trommerne – en ren og ret naturlig lyd, som ville have løftet Immolation til det sublime på Majesty & Decay. Det kan så meget vel være, at guitararbejdet er ikke helt så kæbetabende fantastisk hos Unleashed, men det fungerer upåklageligt, og samlet set er det en bedre gennemført og vellykket pakke.

Desværre tyder alt samtidig på, at As Yggdrasil Trembles lyrisk er nok en omgang typisk kamp og harniskklædt kriger og krigsforherligende behandling af det mytologiske stof, titlen antyder. Det lader sig ikke påvise udover enhver tvivl, da jeg ikke har teksterne til min rådighed, men man behøver nok ikke nogen universitetsuddannelse for at forstå, hvad sangene ”Courage Today, Victory Tomorrow!”, ”So It Begins…”, ”This Time We Fight”, “Master Of The Ancient Art” og ”Chief Einherjar” handler om.

Hvor i himlens navn får det dog fra og, ikke mindst, hvor længe kan det blive ved?

Nå, men … i den nordiske mytologi er Einherjeren en arketypisk kriger. Og faldet i kamp eller krig i Midgårds verden hentes han til Valhalla af en Valkyrie for at tjene Freja eller Odin. Her slås han dagen lang – og drikker, fester og æder natten igennem – for at forberede sig til det endelige slag i det godes tjeneste på Idasletten, når Ragnarok rammer … og alle som én paradoksalt nok må lade livet endnu engang!

Men Unleashed har næppe brugt mange timer med hjernerne i blød for at forstå eller fortolke den lille tvist.

I stedet fikseres blikket og tanken på ’den ærefulde død’ og kampen, hvilket alt sammen understreges af den flotte udførte, men helt absurd meningsløse (pleonasme tiltænkt) omslagsillustration.

Men hvem pokker er jeg også at bekymre mig om lyrikken, når den musikalske indpakning Loke lure mig er så gennemført lækker og rigeligt til fire A’er?

Hvem var det, der sagde, at musik af den gamle skole ingen berettigelse havde længere?


10/03/2010

Dark Tranquillity

We Are the Void

Lars Mikael Døring • A A A A A A
 

DARK TRANQUILLITY
We Are the Void
Century Media
1/3 2010

Dansk distribution:
EMI

Tracklist

  1. Shadow in Our Blood
  2. Dream Oblivion
  3. The Fatalist
  4. In My Absence
  5. The Grandest Accusation
  6. At the Point of Ignition
  7. Her Silent Language
  8. Arkhangelsk
  9. I Am the Void
  10. Surface the Infinite
  11. Iridium

Det niende udspil fra de svenske prinser (om ikke konger) af supermelodisk død, Dark Tranquillity, er en totalt konsekvent og kontant opsummering af alt, hvad bandet har bedrevet indtil nu … hvilket som det vil være de fleste bekendt ikke er helt så lidt endda. Hovedvægten er lagt på det aggressive, melodiske fra forgængeren Fiction kombineret med arrangementer af den lufttætte, tunge type som mesterværket Character er gennemsyret af, men de krydser samtidig deres egne spor sat så nyskabende og stilsikkert med Damage Done, Haven, Projector og hovedværket The Gallery.

Det betyder kort fortalt, at Dark Tranquillity hverken revolutionerer genre eller scene med We Are the Void – hvilket ganske givet vil skuffe mange, som havde forventet noget andet end mere af det samme – idet albummet byder ikke på skelsættende forandringer, men har man før fornøjet sig ved svenskerne, så kan/vil man gøre det igen.

Lytter man ordentlig efter, går det op for én, at der bestemt ikke er tale om genbrug som sådan, men ganske enkelt om forædling af et ellers perfekt udtryk.

Måske skyldes det den – efter bandets udsagn – mindre kontrollerende og mere spontane tilgang, de har haft til materialet på We Are the Void frem for på tidligere udgivelser.

Det høres i hvert fald meget leverende.

Lytteren bliver på det nærmeste kørt over af den brutale albumåbner ”Shadow In Our Blood”, som har alt, hvad en god førsteskæring skal have. Metalmaskineriet buldrer løs i højeste gear. Herefter er andre højdepunkter på helt igennem, næsten suverænt vellykket skive: ”In My Absence”, ”The Grandest Accusation”, ”Her Silent Language” samt ikke mindst ”Arkhangelsk” og afslutningen ”Iridium” – begge er hver især og tilsammen en sublimering af vel nok det ondeste, det tungeste nummer, de nogensinde har skrevet, nemlig ”Inside the Particle Storm fra Fiction; åh, det er dødsmetal, når den er mest mageløs. Men det meste er førsteklasses. Kun på ”Dream Oblivion” står alt momentvis stille … eller kører i bedste fald ret trægt, men reddes i sidste ende af den altid uforlignelige Mikael Stanne, hvis vokal dybest set kun matches af én, nemlig Grutle Kjellson fra Enslaved. Selvsamme Stanne har næppe nogensinde lydt bedre; dybere, mørkere, mere rå, sætter han nye standarder for, hvordan – hvor grumt og smukt – growl kan udføres.

Det sjette A står og blinker. De burde egentlig have det, hvis ikke alene fordi de er så formidable til det, de gør, så også for den rus, de altid hensætter mig i med deres musik … men en lille bitte del af mig er desuden blevet alt for forvent , ligesom alle andre – og vil have endnu mere. Det er dog grådigheden, der råber og skriger ad mig, mens Dark Tranquillity vitterligt er så tæt på det perfekte, som de overhovedet kan komme.


09/03/2010

Taking Dawn og Mutiny Within

Time to Burn og Mutiny Within

Hvor går man hen, når man er ung og gerne vil spille musik på et niveau, hvor man også kan leve af det? Opfinder man en ny, dyb tallerken? Eller omglaserer man en allerede efterprøvet model og håber på, at ingen opdager det?

Tja’.

Lars Mikael Døring • A A A A A

TAKING DAWN
Time to Burn
Roadrunner Records
1/3-2010

Dansk distribution:
Warner Music

Med Time to Burn, som muligvis utilsigtet parafraserer over Giants album af samme navn fra 1992 – eller i det mindste bare det overenergiske titelnummer fra selvsamme – prøver debutanterne Taking Dawn at holde tempoet helt oppe i en typisk 80’er/90’er glam med tykke lag af huggende riffs, hvinende guitarsoloer helt ud i stratosfæren og tilbage igen, af flerstemmig vokal med og uden effekt på vokalen. 

Tilsat en dosis attitude.

Det lyder præcis som om de knokler røven ud af bukserne for at give os andre et los bagi. Og det rummer bestemt en friskhed, en ungdommelig pågåenhed, som får smilet frem, men heller ikke så meget mere, idet sangene mangler nødvendig inspiration og variation. Det synes at mangle dét, der også lægger folket ned. Det er dygtigt, det er kommercielt og konstrueret, det er naturligvis også meget velspillet, men her er ingen potentielle hits.

Og forsøget på at glammetalificere Fleetwood Mac’s ”The Chain” er mere kuriøst end vellykket.

Mærkeligt nok. For det lyder faktisk oplagt at opdatere denne meget fine, oprindeligt næsten underinstrumenterede og voldsomt vokaldrevne hymne til en hård rocker, men Taking Dawn behandler guld på samme måde, som de behandler jern. De holder fast kernen i sangen og da genkendeligheden således er sikret, sovser de den ind i alt, hvad de kan; se ovenstående. Ikke særlig sofistikeret. Ikke særlig effektivt.

Taking Dawn beviser altså, at de formår at give den fuld skrue … meget kunne være reddet, hvis nogen havde lært dem om – bare engang i mellem – at holde lidt igen.

Lars Mikael Døring • A A A A A A
 

MUTINY WITHIN
Mutiny Within
Roadrunner Records
23/2 2010

Dansk distribution:
Warner Music

Tilbageholdenhed er næppe heller Mutiny Withins største styrke, men de har til gengæld en meget, meget, meget, meget mere moderne tilgang og deres selvbetitlede debutalbum med først og fremmest let metalcore skal nok tiltale mange. Musikken er ikke særligt rå eller tung, men den har dog den dér koldt kyniske keyboarddrevne og meget tekniske lyd; udpræget brug af ren vokal gør, at helheden dog varmer lidt i forhold til lytteren … og i forhold til mange andre, hvor skrigehalsene ikke kan få det skingert nok. 

Jeg kan bare ikke forstå, at de har indspillet den samme sang elleve gange.

Nej, det er selvfølgelig lige groft nok, men de koger godt nok suppe på det samme ben – den samme melodi – syv ud af ti gange, og man skal helt ned i detaljerne for at finde de ting, der får én til at spærre ørerne op … og hvem siger, at dagens metallytter har tålmodigheden til det. Det er da flot nok, men også noget samlebåndsagtigt. Skægt nok lyder de bedre og bedre jo mere regelret rå metalcore, musikken bliver – eksempelvis store dele af ”Lethean”, en sang, hvorpå de næsten lykkes med at blande olie og vand – så måske var det dér, Mutiny Within skulle bevæge sig hen fremover.

Det giver dem da lidt karakter.

For det gælder afgjort for begge bands, at de må finde på et eller andet, hvormed de kan skille sig ud fra mængden … ellers drukner de. For der er tusinder, der lyder lige som dem. Og helt lige så godt eller bedre. Så, hvorfor skulle jeg gribe efter dem, næste gang jeg står i min lokale pladebiks?


08/03/2010

Abadden og Greyline

Sentenced to Death og Behind the Masquerade

Bands kan vel groft sagt deles op i to typer:

De, der forfiner/forherliger en allerede eksisterende lyd uden sigte for at bryde genrer eller grænser ned; hvorfor, synes spørgsmålet at være, skal man opfinde den dybe tallerken to gange? Kan vi ikke bare bruge, den vi har?

Og de, der næsten ikke ved, hvilket ben, de skal stå på, for at lyde anderledes, mens de spørger: Hvordan kan vi med god samvittighed undlade at forny musikken?

Mens vi her på Antenna i den grad bifalder musikalsk stræben og udvikling, så anerkender vi samtidig behovet for, at de traditionelle dyder bevares og dyrkes også af opkommende bands.

Heidi Skafte • A A A A A A
 

ABADDEN
Sentenced to Death
Rising Records
1/3 2010

Dansk distribution:
Target

Og her Abadden er et nyt ungt thrash metal band fra Dunstable, England. De har deres rødder fast forankret i old school thrash og henter inspirationen hos blandt andre Anthrax. Bandet består af 4 dedikerede gutter, som holder sig til stilen uden sidespring. Der er altså ikke ligefrem noget banebrydende over Sentenced to death, men det er heller ikke indtrykket, at de prøver at være pionerer indenfor genren.

Sentenced to Death er Abaddens debutalbum indeholdende 8 numre, og man undres over det lille antal, indtil man kigger på numrenes længde, for – med undtagelse af ”My Misery” – de er alle maratonnumre på 5-6 minutter. Vokalen og instrumentering ligner i høj grad det vi hører på meget dansk produceret hardcore/thrash, og lige på tungen ligger danske Last Mile. Der er den spyttende in-your-face vokal, smadrende aggressive trommer, tordnende tunge baggrundsguitarer og hvinende soloer.

Det eneste, der måske kan adskille Abadden fra det typiske thrash-lydbillede, er brugen af akustisk guitar på nummeret ”The Hand that Feeds”, men det ødelægger på ingen måde det samlede indtryk.

Summeret op er der her tale om en udmærket skive, som vil tale til en bred skare af hardcore/thrash- fans, men på baggrund af den godt nok meget fuldendte, men ikke særlig innovative skæring af skiven, ja, så kan jeg ikke overbevises om, at der er mere gods i præstationen end til 3 antenner.

Lars Mikael Døring • A A A A A A
 

GREYLINE
Behind the Masquerade
Black Death Records
19/2 2010

Dansk distribution:
Target

Hvor nødig, jeg end vil indrømme det, så er det uomgængeligt: Jeg er i den grad blevet narret! Jeg dømte hollandske Greyline til at være blot endnu et ud af en million Dream Theater-agtige prog metal band, alene på baggrund af det lidt billige, lettere åndssvage omslag på Behind the Masquerade … og det er end ikke i nærheden.

I stedet er det en beskidt, forvrænget stenet-støvet rock ’n’ roll spillet med lidt af ondskaben fra den sorte ende af metalskalaen.

Og det kunne have været sjovt, rigtig sjovt, men overordnet set fungerer det i mine ører dårligt.

Skæggest og mest vellykket er det, når de trækker rocksporet over mod vest og gør det til lidt af et western show – det gør de godt både på åbneren ”Flooding the Mountains” og den instrumentale ”Hunt of the Coyote”; begge er det nærmeste Greyline når nydelse på albummet – men de når aldrig eksempelvis den tyske underholdningsmaskine Dezperadoz til de rygende seksløberne.

Selvfølgelig er der øjeblikke, hvor man tror, at de har fat i noget, men i bund og grund gør de sig skyldige i nogle af de allerdårligste sange, jeg nogensinde har hørt.

Bassist Jabe Piter Faber vokale præstation vil vinde ham priser, men ingen hæder. Han præsterer egenhændigt at ødelægge de få øjeblikke, som fungerer. Det meste af tiden lyder han som en blanding af Fuzzy the Bear og Sam the Eagle, to markante, men lige latterlige stemmer fra The Muppet Show.’That’s definitely not metal‘, som en berømt og noget mere markant frontmand ynder at sige. Og han har ret!

Samtidig halter Greylines sangskrivning alvorligt. Den lyder decideret falsk og er – i skarp kontrast til de svirrende rygter – næsten umelodisk. Det kunne være, hvad det være vil, hvis så et eller andet drev det hele fremad, men her er heller ikke megen charme eller momentum … ikke meget flytter sig, ikke meget smitter og stort set ingenting giver lyst til et genhør. Men måske er det lige netop det, der kunne overbevise én om, at det vitterligt har sin helt egen charme.

De to nævnte skæringer afholder mig fra at bruge E-ordet, men kun med mindst mulige margin.

Konklusion: Fornyelse uden evne, med og mål giver ingen mening … så hellere nok en omgang af den gamle skole.

 


06/03/2010

Anoxia

Lars & Søren Frederiksen samt Claus Nielsen taler om debuten A Lapdance for the Devil

Tekst af Lars Mikael Døring
 
AnoxiA 2010:
Allan, Søren, Lars, Claus

Det danske, debuterende band AnoxiA er i mange henseender allerede en forvokset teenager. For, selvom albummet A Lapdance for the Devil kun lige er udkommet på selskabet Mighty Music, blev den allerførste konstellation af bandet til i Nyborg på en varm sommerdag i et overophedet øvelokale tilbage i 1996. I første omgang tog de navnet Frank og Rødderne i en naiv forestilling om, at bandnavnet er uden betydning, selv, hvis man spiller hård tråd, når blot man gør det bedre end de fleste. Men det har det naturligvis. Og i 2001 – i forbindelse med færdiggørelsen af ep’en Far from this Time – skiftede de navn til AnoxiA. Det har ingen særlig betydning, men er udelukkende valgt, fordi det klinger godt og virker metallisk samtidig med, at det fremstår stærkt rent visuelt, hvilket giver gode grafiske muligheder.

Rigtig mange musikere er gået ind og ud ad døren til øvelokalet, og bandets stil har svinget i takt med persongennemstrømningen. Kernen i AnoxiA har dog hele tiden været konstant: De to brødre, guitarist Lars og trommeslager Søren Frederiksen har siden begyndelsen stædigt søgt efter de rigtige mennesker at jamme med. I 2004 fandt de dem omsider. I bassisten Allan Nielsen og guitaristen Claus Nielsen hørte og så brødrene lige præcis de ligesindede metalentusiaster, de havde ledt så længe og tålmodigt efter. Kemien forekom rigtig fra første øjeblik, både indeni og udenfor musikken, og sammen kunne kvartetten endelig gå i gang med at definere AnoxiAs endelige lyd.

Og på ep’en Kept in Sin fra 2005 demonstrerede besætningen ikke bare kampduelighed, men skabte røre i anmelderandedammen, fordi det blev klart, at de sandsynligvis kunne udfylde det tomrum i dansk og energisk heavy rock plus metal i de år, hvor eksempelvis veteranerne D:A:D og Pretty Maids lød mere end tilfredse med at flyve på automatpilot og lavt, så langt fra alle radarer som muligt. Koncertaktivitet sendte ikke bare AnoxiA rundt i Danmark, men også uden for landets grænser, gav gode opvarmningstjanser for blandt andre Krokus og W.A.S.P, og alting kulminerede foreløbigt på den front i 2007 med optræden og anerkendende omtale på den internationale musikfestival Bilbao Rocks i Bilbao, Spanien.

Et debutalbum bliver til

 
AnoxiA: Lars Frederiksen

Både bandet, Mighty Music og Target gør ret meget ud af, at A Lapdance for the Devil er bandets debut-album, og det skriver jeg også selv i min anmeldelse. Men … på det store, uudgrundelige internet er jeg efterfølgende stødt på et album, der bærer titlen Melanchollision, og som skulle stamme fra 2003 … hvad er nu det for noget? spørger jeg Lars Frederiksen om.
’I 2003 stod vi med tre-fire demoer fra forskellige sessions. Dem valgte vi at gøre tilgængelige på en samlet cd, og dermed blev Melanchollision født. Mircea fra Mnemic lavede cover-artwork’et til os. Det er en skive med ti skæringer fra de demoer, som havde hobet sig op, men da band-besætningen på skiven reelt kun bestod af halvdelen af nutidens besætning – og da denne skive ikke blev ’offentliggjort’ via label – er der ikke tale om nogen reel debut, men mere om en demo-cd i albumformat. Efter Melanchollision har vi lavet ep’en Kept In Sin, som er det første færdige produkt af vores ’nye’ besætning.’

- Med en ganske jævn hovedregning har debuten så været fjorten år undervejs. Det er unægtelig længe. Hvorfor er der gået så lang tid?
’Ha! Nu betegner jeg jo ikke selv A Lapdance for the Devil som AnoxiAs svar på Chinese Democracy,’ siger Lars og fortsætter: ’Som nævnt så har vi jo lavet en del demoer i tidens løb, men vi fandt jo først vores blivende line up og vores endelige sound i 2004. Derefter lavede vi nævnte ep, skrev mere materiale og indspillede så debuten sidste år (2009, red.). Men sangskrivningen tager lang tid i AnoxiA, blandt andet fordi vi ikke gider forhaste os ved at bruge det første og bedste riff … desuden afsluttede vi alle vores uddannelser netop i årerne mellem 2005 og 2009, og det har selvfølgelig også bevirket at sangskrivningen har taget lidt længere tid. Men nu er A Lapdance For The Devil ude – og vi er godt nok READY TO KICK SOME ASS!’

I min begejstrede anmeldelse står kun den vokale præstation mellem AnoxiA og topkarakter. Jeg drister mig til at høre, hvordan bandet selv opfatter situationen og, hvorvidt, monstro, jagten er gået ind på en femtemand til at hellige sig de vokale pligter. Her erklærer Lars Frederiksen – som står bag mikrofonen på albummet – sig inhabil, men Claus siger:
’Da vi havde lavet Kept in Sin var vi enige om, at have skabt en sound, som vi ville arbejde videre med på en kommende skive i fuld længde, vel vidende at vores musik har vokalen up-front som en meget væsentlig del af lyden. Lars’ vokal er helt klart anderledes end det, normen for genren dikterer, men den er en totalt integreret del af de billede, der tegner Anoxia-sounden og med til at få os til at lyde unikke. Personligt har jeg altid syntes, at netop den vokal giver et fedt link til den hårde rock som også udgør en væsentlig del af vores inspiration.
Søren supplerer: ’Det har aldrig været på tale at få et nyt medlem til vokalen; vi er stolte over vores vokale sound, hvad enten andre bryder sig om den eller ej. Vi lyder som vi gør og vi glade for, at vi på vokal vis skiller os ud fra mængden … og som ikke mindst fungerer godt til vores musik.’
Her klemmer Lars et spagt ’Tak skal I have, gutter’ ind.

 
AnoxiA: Allan Nielsen

Musikken på A Lapdance from the Devil tager generelt udgangspunkt i en energisk og kraftfuld, næsten klassisk og ren heavy metal, som på ret forfriskende vis spædes op med lån fra både death, hard rock og thrash metal, men fans af den oftest ret så fade svensk/tyske definition af power eller true metal vil måske finde den lige heftige, lige overvældende nok. Personligt blev jeg grebet, ja, ligefrem lagt ned af det drive og den energi, der fire gutter lægger for dagen … elementer, som er med til at give albummet et lækkert live-feel, der kan få en til at sukke efter at opleve musikken fra scenen. Men, hvordan skaber man den følelse, når alt i virkeligheden er indspillet instrument for instrument – og endda i to forskellige studier, nemlig Jailhouse i Horsens og Muzirkus i Nyborg?
Lars: ’Den live-agtige lyd skyldes måske den kendsgerning, at vi ikke benytter os af store flader af symfoniske synths eller lignende. Alle vores kompositioner er skåret helt ind til benet, og det ville være overflødigt at sovse musikken ind i diverse elementer, som i sidste ende alligevel ikke understøtter, hverken vores fælles ideologi og sound. Desuden er mange guitarsoli, tromme-fills, vokaler m.m. opstået spontant i studiet og er dermed ikke 110 % gennemprøvede hver dag igennem de sidste ti år. Dermed ikke sagt, at det er utight, men det betyder, at det er helt friskt fra heavy metal kilden.’
Søren: ’Det har gennem hele processen været vigtigt for os at skabe den der live-stemning, hvilket også var et af argumenterne for at vælge Tommy Hansen som producer. Og, selvom teknologien i et moderne studie er til, at alt kan pudses så meget af, at lyden bliver steril, har vi næsten ikke pillet ved noget. På den måde, ved at efterlade vokalen og instrumenterne lidt rå og uafpudsede, skaber man dynamik i lydbilledet.’
Lars: ’Det var åbenlyst at samarbejde med Tommy Hansen igen, da vi var meget begejstrede for hans arbejde med og på Kept in Sin. Selvfølgelig er han samtidig en sværvægter inden for heavy metal. Hans produktioner er ofte skarpt skåret uden alt for mange samplinger og symfonier. Sagt på en anden måde: Han er Mr. Heavy Metal!’
- I pressemeddelelsen skriver I, citat: ’Resten af albummet er færdigindspillet i Muzirkus Studios sammen med producer-spiren Simon Joergensen. Hans ’new-school’ attitude og tilgang til det moderne metal var et ekstra farligt krydderi i produktionen’, citat slut. Hvordan påvirkede han indspilningerne? Hvordan var det farligt/provokerende?
’Simons arbejde omfattede primært indspilning af guitarer/bas/vokal. Simon var den sparringspartner, der både var vores allierede og fjende (sorry, Simon, he he he). En allieret, da han selvfølgelig arbejdede for os og bidrog med hans tekniske kunnen til perfektion. En fjende, da han som ikke-bandmedlem kunne tale frit fra leveren og sige: ’Det der var fandeme utight; om igen, champ’. Det var superfedt at have en ’band-neutral’ person med under indspilningerne, da han kunne provokere lidt, og man selv konstant havde en følelse af: ’Nu skal jeg fandeme vise ham’. Desuden bruger vi jo en del blanding af klassisk heavy metal, men også mere ’moderne’ guitar stykker og breaks, hvilket er Simons domæne. Og i Simons verden er der ikke plads til at være utight! Jeg skriver jo selv vokal-harmonier m.m., og her igen var Simon den kritiske ’DET er sgu lidt for corny’-partner, hahaha.’
- Nu siger du ’moderne’; hvordan kan det være, at I har slået Jer på en forholdsvis klassisk metal frem for en mere nutidig og opdateret metal?
’Musikken vi spiller afspejler jo den musik, vi også kan lide at lytte til. Jeg tror ikke, at vi med vilje har slået os på den klassiske heavy metal, men omstændighederne og vores sammenfaldende musik-lidenskab bevirker, at den overordnede lyd klinger hen ad den gamle skole.’
Claus: ’Jeg har altid stået lidt uforstående overfor de bands, som konstant har skiftet stil altefter, hvad der nu lige er moderne den pågældende måned. Altså … hvis man er så vild efter at please masserne, så burde man se sig om efter en anden genre end metal! Når vi, som Lars siger, spiller det som VI nu synes rykker, er det jo også så meget federe, når der er andre, som kan lide det.’

 
AnoxiA: Søren Frederiksen

- Hvem er Jeres egne idoler?
’’Idoler’ er et fedt begreb. Og lige fra mine helt tidlige teenageår, hvor det vitterlig var idoler, har det været lige dele AC/DC, G’N’R, Metallica og Iron Maiden. Men jeg har altid haft en ret bred musiksmag, som går ca. fra Stryper og til Suffocation … og den generelle strømning i bandet er meget blandet, om end vi er enige om overraskende meget hvad den slags angår!’
- Hvad betyder det for Jer at være på et dansk pladeselskab? Og hvordan kom den aftale i hus?
Lars: ’Nu har vi jo aldrig været på andre selskaber, men jeg synes da klart, at det er en fordel, at pladeselskabet er ’lokalt’, og kender til markedet herhjemme. Mighty Music og Target er jo heller aldrig længere væk end et opkald eller e-mail, og så står de klar. Ha, vi kan sågar blot dumpe ind ad døren på deres kontor på Frederiksberg. Jeg kunne forestille mig, at den personlige kontakt måske er lidt mere dæmpet, hvis man er signet på et udenlandsk label, men hvad ved jeg?’
’Da Tommy var færdig med mikset, sendte vi det rundt for at finde et label. Michael fra Mighty Music kontaktede os og fortalte, at de atter ville puste liv i Mighty Music, og om vi havde interesse. Det havde vi selvfølgelig da Mighty Music og ikke mindst Target var vores absolutte førsteprioritet vedr. vores udgivelse. Derefter er alt gået stærkt indtil 1. februar, hvor skiven så dagens lys.’
- Hvordan oplevede I det endelig at arbejde med en hel skive frem for demoer/ep’er?
’Siden Kept in Sin har vi været totalt fokuserede på, at det næste skridt AnoxiA måtte tage, var at indspille en fuldlængde. Det var for os den naturlige udvikling, for vi vidste alle, at vi nu havde en sound der kunne bære at komme ud. Og det var ekstremt forløsende, da en fuldlængde (og i dette tilfælde i selskab med Mighty Music) er en RIGTIG udgivelse. Nu er det jo så op til folk om de kan lide det eller ej. Jeg er i hvert fald 100% tilfreds med skiven og jeg føler at den skiller sig lidt ud i forhold til scenen i DK. På den anden side er det jo også lidt spændende hvad pressen og folket siger til den.’

Grib dagen og kys friheden

Det er nu ikke bare AnoxiAs musik, som rammer som et velplaceret spark i røven. De er minsandten også et band med noget på hjerte og indhold i teksterne. På den måde at forstå, at A Lapdance for the Devil er en hyldest til det farlige, et vink med en vognstang om at hanke op i sig selv og bryde ud af de vante rammer i et efterhånden standardiseret 9-17 liv etc.; i titelnummeret lyder det sådan her: ’Seize the day and burst the frames of your life. Reveal your instincts, a rebirth of your soul. Seize the day and let conformity collide. Don’t drown the real you in other people’s lives’.
- Men har I overvejet, hvad der ville ske, hvis alle gav pokker i deres 9-17-jobs og bare levede som de ville? Store dele af vore samfund er jo funderet på, at der netop er nogen, der løfter disse opgaver … inden for disse for andre så snerrende/strammende rammer, eller hvad?
Claus: ’Så ville vi blive vældig stolte, fordi der omsider var nogen, som havde læst lyrikken, hahaha. Nej, der er jo også 4 almindelige skatteydere i AnoxiA, så lyrikken i ’Lapdance for the Devil’ – som jo specifikt er det nummer, der har dette tema – er også en reminder til os selv. Man skal huske at gå amok og bryde ud af rammerne en gang imellem, for ellers bliver det sgu for gråt! Faktisk er bare det at være medlem af AnoxiA en Lapdance for Djævelen i sig selv, idet det at være på tour og vælte sig i Jägermeister og heavy metal rimeligvis er den diametrale modsætning til de 5 dage om ugen man sidder på et kontor! Vi siger jo ikke, at man skal give pokker i det hele og leve på kanten 24/7. Så bliver DET trods alt nok for kedeligt, og man er nødt til at gå med aviser en gang imellem for at bryde ud af rammerne, hehehe.’
Søren: ’Der er naturligvis tale om en kritik af det etablerede 9-17 liv, men samtidig er det med et glimt i øjet. Vores budskab er, at man skal kunne turde springe ud af sine vante rammer en gang i mellem. Samtidig skal det budskab ikke overfortolkes. Så alvorligt må man sgu ikke tolke det! Som Tom Araya fra Slayer udtalte i forbindelse med titlen ”God Hates us All”: ’It’s just a fucking great title!’.
- Men er denne kritik af det almindelige liv ikke i sig selv for åbenlys?
Lars: ’Jeg mener bestemt, den er berettiget. Jeg har set masser af eksempler i dagligdagen på, at folk der plejede at ’fyre den af’ pludselig vendte på en tallerken, begravede sig selv i en trædemølle og retfærdiggjorde det med, at man nu var blevet moden. So what?! Det er da ikke en undskyldning for at forsømme sig selv. Men alle er jo forskellige, og det er blot min mening.’

 
AnoxiA: Claus Nielsen

- Hvilket liv bør man stræbe efter?
’Jeg mener, at det er vigtig at finde en balance. Som Claus siger, så er det jo netop de lapdances for the devil, som giver inspiration i hverdagen, og som bevirker at man kan tage en ekstra tørn – og omvendt. Balancegangen er individuel fra person til person, men vigtigst er, at den ER eksisterende. Ellers bliver det for monotont. Uden at lyde som en gammel hippie skal der farver på tilværelsen. A Lapdance For The Devil i ny og næ!’

- Er denne tekstmæssige – i metalmusikken egentlig usædvanlige – retning et udtryk for, at I – lige som jeg – er trætte af, at metal-tekster ikke forholder sig til andet end død, vold og ødelæggelser … om end på et meget fiktivt plan?
’For mig er det prikken over i’et, hvis jeg kan levere en oprigtig og meningsfuld tekst til musikken. Der er ingen grund til at skrive en tekst, hvis man ikke har noget på hjerte, hvor poetisk det end må lyde. AnoxiA’s tekster handler ikke så meget om de i spørgsmålet nævnte temaer, da det egentlig ikke rigtig siger mig noget. Hvis jeg havde et forhold til udsmattede tarmsystemer på zombie-hærgede kirkegårde, hvor de omvendte kors vokser vildt, ville jeg nok skrive en sang om det men det har jeg altså ikke! Så vores tekster behandler mange forskellige temaer. Samfunds-kritik, sindstilstande m.m. Inspirationen hentes ofte i dagligdagen og krydres så en smule. ’
- Hvad er det vigtigste for en AnoxiA-sang?
’Bare jeg selv kendte svaret, hehe. Det er svært at sige, hvad der er vigtigst i en AnoxiA sang, men én ting er sikkert: Vi er alle 100 % klar over, hvornår en sang eller riff er god nok. Og AnoxiA-godkendelsen er meget eftertragtet i øvelokalet, selvom godkendelsesproceduren kan være en hård affære … men efter min mening kræver en god sang en god melodi. Der er i sidste ende melodien, der fastholder lytterens opmærksomhed til en sang frem for alt andet. MEN der skal også være plads til både vildskab og tyngde. Det er jo krydderiet der gør den samlede sang endnu federe.’
Søren: ’Et godt helhedsindtryk er alfa omega: Der skal være balance mellem tingene. Et godt riff bliver hurtigt ødelagt, hvis vokalen eller trommerne ikke passer til. Det resulterer i, at nogle sange bliver vilde og nogle bliver knap så vilde.’
- Og hvordan undgår man alle klichéerne, når man begår sig i den mere almindelige metal? Eller bestræber man sig netop på ikke at undgå dem?
Claus: ’Nu hylder vi jo de klassiske dyder i heavy metal, men søger samtidig at styre udenom de mest oplagte klichéer. Lyder det kompliceret? Hvis man tager et kig på vores cover kan man forhåbentlig se at det er inspireret af den gamle skole, hvor et succeskriterium netop var at det skulle se fedt ud bag på en denim-vest.’
Lars: ’Ha, ja, det var kriteriet og det lykkedes! Men, nej, vi arbejder ikke ud fra et bestemt mønster i vores sange, men forsøger at forholde os kritiske til riffene og er meget opmærksomme på ikke rippe andre bands gode idéer.’

 
AnoxiA live 2007

Det synes jeg jo, at de slipper ganske godt fra, men lad ikke mine ord stå alene. Skynd dig at tjekke A Lapdance for the Devil ud, køb den og fang siden AnoxiA live … eksempelvis i Råhuset torsdag den 1. april 2010 til første runde af Target Label Nights i selskab med Boil, Ripe og Psy:code … kan godt blive vildt! Desforuden har de allerede nu booket en håndfuld jobs … det kan så lige tjene til opvarmning til, at de pr. 1. juni 2010, hvor skiven for international release og AnoxiA gerne skal ud og promovere skiven i Europa.


05/03/2010

Giant, Brian Howe, Rick Springfield og Rick Springfield/Jeff Silverman

Promised Land, Circus Bar, Venus in Overdrive og From the Vault

Frontiers Records
26/2 2010

Dansk distribution: Target

Uha, jeg blev forbavset grænsende til det forfærdende, da det kom frem, at selve hjernen (Dan Huff) bag det perfekte kommercielle hard rock debut album Giants Last of the Runaways, ikke skulle synge på bandets comeback plade. Det løsnede dog lidt op, da det senere kom frem at Dan havde været med til at skrive en god del af sangene, og endda også har bidraget med et par guitarsoli.

Ny mand bag mikrofonen er den rutinerede Strangeways og Seventh Key vokalist Terry Brock. Albummet ligger et betragteligt stykke over middel i genren. Der er sange, som i allerhøjeste grad kan betragtes som melodiske perler, ”Through my Eyes”, ”I’ll Wait for You” og ”Promised Land” skinner igennem som noget af det ypperste indenfor den store AOR genre.

Desværre er der et par numre på pladen, som er svipset lidt, ”Complicated Man”, ”Prisoner of Love” og ”Save Me” lyder ikke i nærheden af, hvad Giant ellers så fint har repræsenteret tidligere. Overordnet set er de gode numre dog langt i flertal, og det var da også tæt på, jeg havde belønnet albummet med fem stjerner.

Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at Promised Land på nogen måde kommer i nærheden af den klasse som mesterværket Last of the Runaways er i, og som jeg anser for at være en af rock historiens bedste debut plader. 

Kristian Døj • A A A A A A

BRIAN HOWE
Circus Bar

Brian Howe er vel nok bedst kendt for sin medvirken på fire Bad Company-plader, hvor han viste, at han er en ganske habil sanger, om end en smule ordinær.

 Circus Bar er faktisk englænderens andet solo album. Med en Bryan Adams-agtig sprødhed i stemmen leverer Howe melodiske sange, som sagtens kunne have lagt på selvsamme canadiers tidlig halvfemser albums. Heldigvis er der også gjort plads hårdere rockende numre, som har mere jord under neglene end noget Bryan Adams nogensinde har udført.

Denne blanding af bløde singer/songwriter sange i Jude Cole-stil og de beskidte hard rock skæringer gør pladen herlig varieret at lytte til. Brian Howe kan synge begge stilarter til perfektion, og der er faktisk ikke noget som helst i vejen med pladen. 

Kristian Døj • A A A A A A

RICK SPRINGFIELD
Venus in Overdrive

Anderledes usikkert ser det ud for den legendariske australske sanger Rick Springfield, som efterhånden har været med i branchen i 36 år. 

Venus in Overdrive udkom tilbage i 2008, den bliver nu genudgivet med sammen med Dvd’en Live in Rockford, som udkom i 2006. Derfor må man sige at pakken er legitim, og en glimrende mulighed for de, som hverken ejer Cd’en eller Dvd’en. 

Venus in Overdrive er dog, udover et par rigtig gode melodiske numre med moderne Lifehouse-agtigt præg, en skidt plade. Der er simpelthen for meget forsøg med forskellige stilarter, fra det jazzede til funk, og det fungerer slet ikke. 

De numre, som fungerer, er derimod helt i særklasse, og kommer der et album med numre i den stil og kvalitet, kan jeg kun bifalde det. 

Kristian Døj • A A A A A A

RICK SPRINGFIELD/JEFF SILVERMAN
From the Vault

Springfields navn pryder også coveret på From the Vault sammen med producer Jeff Silverman. Som titlen antyder, er From the Vault en samling sange, som aldrig tidligere har været udgivet, i hvert fald ikke i denne form. 

Med ordet ‘vault’ i titlen affødes tanken om, at her er tale om under-middel-sange, ufærdige og rå demoer, som tidligere er blevet kasseret. Det er sjældent særligt tiltalende. 

Lydmæssigt er sangene da også af svingende kvalitet, men tag ikke fejl af materialet. De 13 sange er første klasses keyboard-drevet 80′er AOR. 

Vi er i det blødeste hjørne af genren, der hvor Michael Bolton også befandt sig. Sangene spænder over en periode på 13 år, 86 til 99.

Jeg kan kun anbefale pladen til dem, der kan lide Michael Bolton, og den slags musik, der udgjorde lydsporet til film som Top Gun, Coktail og Beverly Hills Cop.