Her byder vi velkommen til de uofficielle lege i skildrende metal – kampen står mellem Holland, Sverige og Danmark. Sagt på en mere almindelig måde, er der tale om tre album som kredser om det samme tema, nemlig at fortælle historier. Der er kaldt til knyttede næver højt hævede i luften og gjaldene krus fyldt med mjød.

Vores første deltager er Heidevolk som starter vores rejse med fortællinger om livet i Gelderland, som vel bedst kan beskrives som amter (eller sådan noget), der eksisterede i middelalderen. Gelderlands eksistens ophørte i 1543.

Sangene handler om fædreland, flammende have, hertuger, hævn og liv der er gået tabt. Alt dette flettes sammen med bombarderende trommerytmer og insisterende guitarer. Dertil skæres med sværdets præcision de 2 vokalers klang ind i lytterens øre, og som en lille ekstra godte får man både mandolin og violin.

Heidevolk påbegyndte deres færd i pagan folk metallen tilbage i 2003 med De Strijdslust is Geboren og i 2005 kom deres ep Woodan Heerst – disse blev sammen re-released af Napalm records i 2008 under titlen Walhalla Wacht. Alt i alt tager Uit Oude Grond (fra gammel jord), lidt tid at komme ind under huden på, men når man først har hørt den et par gange, så indfinder stemningen af mørk middelalder sig, og det hollandske sprog er vældig passende som understregning af fortiden.

Bandet har på dette album lagt vægt på at finpudse de vokale arrangementer og det virker i mine ører ganske udmærket. Jeg er dog mest besnæret af trommernes fylde og changementer, de legesyge temmelig rockprægede guitarer som virkelig får lov at smide nogle solide soli i hovedet på mig. På en sang som ”Alvermans Wraak” går der total rytmisk legestue over instrumenterne, tøjlerne bliver sluppet og man opsluges i hævnens drukstemning. Det instrumentale ”Deestring” er så sårbart og smukt, at man drømmer sig væk til grønne bakker med vinden vejende i græsstråene, eller måske måneskinstur med sin elskede hånd i hånd.

Sammenfattende kan vel siges at Uit Oude Grond er for den lytterskare der ønsker et varieret album, med pondus på den musikalske del. Der er ikke de helt vilde overraskelses momenter, men en gennemført rød tråd eksistere dog.

Heidevolk ved gennem flere års tour erfaring at der skal variation til for at tiltrække et publikum, og denne lektion kunne Ereb Altor måske holde lidt mere in mente. Velvidende at vi nu bevæger os over i en anden type af episk metal… men alligevel.

Vores anden deltager er svenske Ereb Altor som vil overbevise os om deres værd, med deres episke vikinge doom metal. Ereb Altor skabes i 2003 af Mats og Ragnar fra det hedengangne Forlorn, og sammen puster de liv i gammelt materiale med indspilningen af en yderst begrænset udgivelse af Awakening på kun 100 kopier. I 2007 indspiller de deres debutalbum By Honour uden på forhånd at have sikret sig en pladekontrakt. I Hate Records så dog hurtigt muligheden i at udgive By Honour som består af 7 lange eventyrspækket numre. Mats og Ragnar tager nu ud og spiller et par succesrige festivaler med en til formålet sammensat gruppe af sessionmusikere.

Efter at have oplevet succes med deres debutalbum går Ereb Altor igen i gang med indspilning af et nyt album og historien gentager sig – igen vælger de at indspille inden de er signet. The End er igen et album med 7 lange fortællinger, hvoraf titelnummeret egentlig er 3 numre i 1 der skal fortælle historien om ragnarok. Hele The End er fokuseret på nordisk mytologi både på den lyriske og melodiske front.

Ereb Altor er Mats og Ragnar’s hjertebarn og, uden at de ligger skjul på det, særdeles inspireret af Bathory. Stemningen på albummet er i udtalt grad præget af doom universets’ lydbillede med de bevidst monotone trommer, hvilket åbner for at vokalen har mulighed for at påvirke lytteren. Guitarerne er jævnt flygtige og rummer ikke voldsom variation i deres udtryksform, hvilket ikke ligefrem gør det mere interessant at lytte til skiven.

Jeg må konkludere, at jeg ikke er helt igennem trukket ind i deres fortælling, jeg bliver koblet af undervejs – selvom albummet rummer gode elementer, så er netop en temmelig jævn guitar præstation og en ensidig vokal med til at jeg bliver for nemt distraheret. Gode elementer på skiven er dog første nummer, ”The Entering Myrding Prologue” som er en rigtig fin fortælling med fængende variation i både vokal og lyd. ”Myrding” og ”Our Failure” er henholdsvis sang nummer 2 & 3 på skiven er bundet sammen med første nummer – hvilket giver en spændende indgang til historien … men ,men men, så falder albummet fra hinanden. De gode takter fra de første tre numre forsvinder og man keder sig bravt på resten af albummet.

Virkelig ærgerligt at Ereb Altor ikke opretholder standarden fra den første del af albummet, men vi må jo så se hvad vores sidste deltager i konkurrence har at tilbyde. Vi skal nu til Danmark – nærmere bestemt Randers.

Vores sidste deltager sætter sejl til hård sø og vælter lytteren tilbage over bord med det samme med nummeret ”Æthelred” og fortsætter derudad med ”Lokkevisen”. Svartsots blanding af dødsmetal og folk går op i en højere enhed på Mulmets Viser, men vejen hertil har ikke været nem.

Bag sig har bandet 2 ep’er Svundne Tider fra 2005 og Tvende ravne fra 2006, samt deres debutalbum Ravnenes Saga fra 2007. Bandet er som nævnt fra Randers – en by af overskuelig størrelse nord for Århus. Efter udgivelsen af Ravnenes Saga og den efterfølgende succesfulde Ragnarok Aaskereia tour, begynder problemerne for Svartsot. I første omgang er det fløjtespiller Stewart Lewis der melder sin afgang i oktober 2008 og presset vokser herefter videre indbyrdes i bandet for derefter at kulminere i december 2008 med at 4 andre medlemmer vælger at trække stikket ud – efterladende guitarist og primær forfatter/komponist Chris J. S Frederiksen som eneste tilbageblivende medlem.

Chris har dog ikke i sinde at lade Svartsot lide den fatale skæbne og hyrer tidligt i 2009 stand-in for Stewart, Hans-Jørgen Martinus Hansen til at varetage fløjte, mandolin og harmonika. Den samlede nye line-up var klar i februar 2009 til at indtage scener, og arbejdet på nyt materiale påbegyndes.

Som en ekstra bonus har den nye bassist James Atkins, der viser sig at være yderst talentfuld ud i sangskrivningens svære kunst, bidraget med original engelsk folkesangstradition på omtrent halvdelen af den tekstmæssige side af Mulmets Viser.

I oktober 2009 går Svartsot i studiet hos Lasse Lammert, med den klare målsætning – naturlig lyd, tungere guitarer og yderligere brug af de klassiske instrumenter fra folkemusikken. Sangene handler om festende og fordrukne vikinger der blandt andet lokkes i fordærv af dansende elver kvinder og skønne havfruer. Der er en intens energi på albummet fra første til sidste anslag, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har lyttet til dette album, da det er voldsomt vanedannende.

Og vindere er….trommehvirvel… Svartsot – Deres Mulmets Viser er et helt igennem festligt album, som er så spændende og varierende at lytte til ,at man ikke bliver træt af det. Anbefalelsesværdigt til alle der har hang til metal, og hvis man ikke normalt er til folk metal, er alt hvad man behøver lidt humor. På en sikker andenplads lander hollandske Heidevolk, som absolut også viser gode takter, men mangler lidt for at nå de samme højder som danskerne, og som bundprop har vi svenske Ereb Altor med deres tunge og efter de første tre numre usandsynligt langsommelige album.

Pladeselskabet Spinefarm er en god indikator for, at finsk metal fylder noget i billedet, for mange af de største finske bands, herunder Nightwish og Children of Bodom, er samlet her eller under diverse sublabels til moderselskabet. Sonata Arctica og Warmen hører til blandt de større navne hos underselskabet Spikefarm, og fra disse bands får vi nu lidt genbrugsskidt og -kanel fra gemmerne i form af Songs of Silence – Live in Tokyo (Sonata Arctica) og The Evil That Warmen Do (Warmen).

Også Massacre har finsk på bedding, denne gang frisk studiemateriale fra Catamenia, dog uden det nødvendigvis bliver revolutionerende nyt af den grund.

De produktive fyre i Catamenia er nemlig klar med deres niende album. Bandets black metal rødder er efterhånden gemt godt væk, da Cavalcade i bund og grund er heavy metal, som peppes op med inspirationer fra relaterede genrer som NWOSDM og i mindre grad power metal.

Albummets afdæmpede og mørkere sange med ren vokal, som der er en del af, minder om landsmændene i Sentenceds senere materiale, men Catamenia er noget mere alsidige – uden det nødvendigvis er en god ting.

Vokalen veksler mellem skrig, growl, ren sang og en sjælden gang snak, men der er ingen af delene der imponerer.

Cavalcade rundes af med et cover af Megadeths "Angry Again", hvilket efter min mening ikke er blandt amerikanernes bedste numre. Catamenias version er på omtrent samme niveau som originalen, bortset fra vokalen, som slet ikke kan måle sig med Mustaines særegne vokal.

Catamenia har forholdsvis godt tag på sangskrivningen, og der er flere gode passager på Cavalcade, men i det lange løb er albummet ikke særlig spændende. På trods af nogen variation byder Cavalcade heller ikke på noget der ikke er hørt før, så alt i alt er der tale om et gennemsnitligt album. 

Jeg har altid haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle synes om Sonata Arctica. Man kan sige de samme ting om bandet, som man kan sige om langt de fleste bands, der spiller power metal/neoklassisk; de spiller godt, både individuelt, på deres respektive instrumenter, og sammen som band, og sangskrivning og kompositionsevner fejler ingenting.

Jeg skal gerne indrømme, at der for mig af og til kan ligge en vis tilfredsstillelse i at lytte til ting, som er meget regelrette og vellavede, hvor netop håndværket er i fokus, og hvor det bare kan være rigtig svært at komme med indvendinger omkring de tekniske og udførelsesmæssige kvaliteter af det musikalske produkt. Toto er et eksempel på et band, der præsterer præcis dette, og når Sonata Arctica er bedst, kan jeg sidde med lidt af det samme tilfredse smil på læben, som når jeg hører Toto, for det, Sonata Arctica som oftest præsterer, er bare sobert, stramt og pokkers stabilt. Så vidt så godt, og man skulle synes, at godt, solidt håndværk i alle tilfælde ville sikre en vis kvalitet for pengene. Det gør det måske også, men gab!, hvor kan det dog blive kedeligt og alt for pænt i længden.

Pænt, veludført og regelret er, på godt og ondt, de adjektiver, der bedst beskriver Sonata Arctica, og det kommer med al ønskelig tydelighed til udtryk på Songs of Silence – Live in Tokyo. Lyden er god, der er saft og kraft bag produktionen, alle instrumenter står fint ud, og man mærker livestemningen. Bandet spiller godt, og sangene er, uden at gå i detaljer (ingen nævnt, ingen glemt!), gode nok til at præsentere bandet fra flere forskellige sider.

Men når alt kommer til alt, bliver soberheden simpelt hen for søvndyssende. Jeg kunne sagtens forestille mig at invitere min mor på kaffe og kage, og så i øvrigt have en stilfærdig samtale om alting og ingenting til baggrundslyden af lidt Sonata Arctica. Jeg tvivler på, at mor på noget tidspunkt ville løfte et øjenbryn over tonerne af musikken, og det er problemet. Hvis ikke mor ligger på gulvet, kvalt i kagekrummer i en pøl af kaffe, har det bare ikke været særlig god metal.

Hertil kommer de øvrige ankepunkter. Ligemeget hvad man mener om forsanger Tony Kakkos stemme og tekniske kvaliteter, er der et problem ved denne indspilning, der er så presserende, at det ikke kan forbigås i tavshed; manden mumler, og det til en grad så det grænser til det komiske. Det er mig ganske enkelt umuligt, uanset hvor hårdt jeg anstrenger mig, at høre hvad der synges, og det skyldes lige dele tung, finsk accent og elendig artikulation fra Kakkos side, ting man bliver pinligt opmærksom på særligt i de mere stille passager af musikken.

Den sidste malurt dryppes i bægret, når man kigger på cd-indpakningen. Her er tale om en re-issue, og man kunne godt have håbet på lidt ekstramateriale, eller i det mindste en velspækket booklet, der gennem lækkert billedmateriale og skriftlige kommentarer/anekdoter osv. fra bandmedlemmerne kunne dokumentere relevansen for at genudgive albummet, men vi får ingen af delene. Vi får slet og ret en cd med 13 Sonata Arctica live-numre pakket ind i et hæsligt, tyndt cover, der kun indeholder en samling fotocollager, og der skal altså mere til, før champagnepropperne springer.

Warmen var, inden nærværende opsamling dumpede ind ad brevsprækken, et ubeskrevet blad for mig, og det på trods af at gruppen har eksisteret i 10 år, og har fire studiealbums på samvittigheden. Bandet blev oprindeligt startet af keyboarder Janne Warman som et sideprojekt til dennes hovedband, Children of Bodom, men med så relativt omfattende meritter bag sig som Warmen efterhånden har, er det med begrænset rimelighed, man fortsat kan kalde bandet for blot et sideprojekt til Children of Bodom. Her er tale om et band i sin egen ret, hvilket man må sige, en best of-udgivelse er med til at cementere.

Som en der ikke på forhånd er bekendt med Warmens musik, er en opsamling egentlig et glimrende sted at starte, og som sådan fungerer The Evil That Warmen Do ganske fint og efter hensigten. Skiven rummer i alt 13 numre primært fra bandets 3 første albums. Faktisk får vi kun et enkelt nummer fra det seneste album, Japanese Hospitality fra 2009, i form af Journey-coveret ”Seperate Ways”, og lur mig om ikke opsamlingen er skruet sammen på denne måde som et incitament for at tjekke bandets nyere materiale ud på egen hånd.

Jeg må dog konstatere, at efter endt lytning er min første indskydelse ikke at styrte ud og investere i den seneste skive (eller andre af bandets albums for den sags skyld), jeg er i første omgang nogenlunde mæt, efter at have lyttet til de 13 numre, og det præger helhedsindtrykket af at sidde med et produkt, der er lidt på den gennemsnitlige side.

Mæthedsfornemmelsen er dog ikke udelukkende en dårlig følelse, og jeg skal ikke afvise, at sulten på mere af det samme vil melde sig med jævne mellemrum.

The Evil That Warmen Do giver et fint indblik i Warmens univers, et univers der musikalsk set befinder sig med benene plantet solidt i 80’er-mulden et sted i omegnen af bands som Dio, Yngwie Malmsteen, Whitesnake m.fl. men med en kant af moderne pop (gudhjælpemig), som jeg ikke kan lade være med at falde lidt for. Der er numre af både den instrumentale og den vokale skuffe, og alt er håndteret upåklageligt af de helt igennem kompetente musikere og det udpluk af gæstesangere, der får lov at lægge stemmer til, bl.a. Timo Kotipelto (Stratovarius) og Kimberly Goss (Sinergy).

Som det sig hør og bør i bands, der ikke er musikernes topprioritet, er kreativiteten ganske løst tøjlet, og det resulterer i en kærkommen eksperimenteren hist og her, og overordnet set en rar afveksling i musikken. ”Dawn” er med sin rå vokal og slap-bassolo et fint eksempel på lidt ud-af-boksen-tænkning, og efter min mening et af de stærkeste numre der er at finde på skiven. Musikken i sin helhed er desuden båret frem af en solid produktion, der ikke ligger langt fra produktionen, man hører hos Children of Bodom, og den klare, skarpe lydside klæder det overordnede musikalske udtryk ganske fortræffeligt.

Slutteligt er jeg nødt til at komme med noget af den samme kritik, der tilfaldt Sonata Arctica, indpakningen til The Evil That Warmen Do er nemlig fuldstændig svarende til hvad vi fik på Songs of Silence – Live in Tokyo, altså et ret ligegyldigt, tyndt cover med nogle kedelige bandbilleder. Det er altså håbløst beskæmmende at levere en opsamling betitlet ’best-of’ uden nogen form for ekstramateriale eller bare den mindste smule lækkerhedsfaktor. Her skal vel, alt andet lige, være tale om det bedste, bandet har at præstere, og det gælder altså de visuelle så vel som de auditive sider, så man har lyst til at hive albummet frem fra hylden i ny og næ.

Franske Alcest og Les Discrets har mere end deres nationalitet til fælles, f.eks. har de begge – helt fortjent – sikret sig kontrakt med Prophecy Productions. Også musikalsk er der klare lighedspunkter mellem de to kunstnere, der begge synger på deres modersmål og spiller stemningsfyldt musik med referencer til metal.

Alcests Souvenirs D’un Autre Monde fra 2007 var en stærk debut. Forventningerne til efterfølgeren Écailles De Lune er tilsvarende høje, og hovedmand Neige, som tidligere har håndteret alle instrumenter selv, men denne gang har fået hjælp til trommerne, skuffer ikke.

Det første man lægger mærke til på Écailles De Lune, er at bandets black metal rødder er mere fremtrædende end på debuten. Man kunne frygte at dette ikke passer ind i Alcests drømmende postrock, men det er på ingen måde tilfældet, da det er den blødeste afart af black metal jeg endnu har hørt, og albummet fremstår som et sammenhængende hele. Selv den halvskrigende vokal, som jævnligt supplerer den lindrende ditto, lyder ikke malplaceret.

Det er svært at pege på svagheder ved Écailles De Lune. Alcests fusion af to umiddelbart ikke særlig kompatible genrer er overbevisende og har igen resulteret i et vellykket og  langtidsholdbart (indtil videre over 20 gennemlytninger) album.

Les Discrets debut album Semtembre Et Ses Dernières Pensées er ikke så kontrastfyldt og trækker i mindre grad på metal genren. Black metal er der ikke skyggen af på albummet, som langt hen ad vejen er afdæmpet og melankolsk rock musik.

Les Discrets største force er de fremragende guitar melodier, som virkelig kommer under uden på en, hvilket også gælder for Fursy Teyssiers bløde vokal. De sporadiske tungere passager giver tilpas variation på et album der ikke imponerer med store armbevægelser, men alligevel er dragende fra start til slut.

Et sidste – og vigtigt – fællestræk mellem Alcest og Les Discrets er kvaliteten af deres musik. Både Écailles De Lune og Septembre Et Ses Dernières Pensées anbefales varmt til enhver der er til Prophecys "eerie emotional music". Som det fremgår af ovenstående, er der her nærmere tale om følelsesladet end uhyggelig musik.

Det bliver en smule bombastisk – nogen vil mene at armbevægelserne bør indskrænkes og at de rosende tillægsord i et vist omfang virker urealistiske.

Ikke desto mindre har svenske Crazy Lixx med deres nye plade forårsaget op til flere ømme røde mærker på min arm, som er opstået af, at jeg gentagne gange har måttet knibe mig selv, blot for at få vished om at ’det her sker’.

New Religion er i sin genre den bedste plade siden slutningen af firserne. Endnu har ingen fra den nye bølge af glam/sleaze bands formået at skrue et så komplet album sammen.

Da Crashdïet udgav debuten Rest in Sleaze var jeg ekstatisk, og det er også stadig en formidabel plade, men denne her, Crazy Lixx New Religion er alle sine konkurrenter overlegen.

Fremtoning har altid været en afgørende faktor i sleaze genren, og selvom Crazy Lixx ligner dit typiske sleaze band med drenget punk attitude, ja så er virkeligheden og dermed musikken en ganske anden.

De fire fyre har sammensat numre, som hver især læner sig op ad et eller andet let genkendeligt, hvad end det er Poison, Def Leppard, Skid Row, Shotgun Messiah, Danger Danger eller Cinderella, så formår de samtidig pakke sangene ind i deres egen lyd, og intet lyder på noget tidspunkt som kopiering, men snarere sofistikeret brug af inspirationskilder fra fortidens allerstørste plader.

Hvad karakteriserer så Crazy Lixx’s egen lyd? Bandet har et afsindigt godt øre for det fængende, og kald det bare storkommercielle lydbillede. Alt sidder i skabet, som på Def Leppard’s Hysteria, Mötley Crüe’s Dr. Feelgood og Skid Row’s første plade. Der er kræset for detaljerne, og produktet er perfekt i alle henseender.

Man kunne sagtens argumentere imod mig med at småfejl og mindre amatøragtige inputs, krydrer et album med en vis charme, og det er da også rigtigt i mange tilfælde, bare ikke her. De fejl, mangler og den helhed som jeg savnede på Crazy Lixx’s debut plade Loud Minority er rettet, det nye album fremstår komplet og bandet har vokset og tydeligvis øvet sig skræmmende meget.

Crazy Lixx har givet p****r i punk traditioner, og ligegyldig storsnudet sleaze integritet og lavet en plade, som kunne have ligget på toppen af alverdens hitlister sidst i firserne, fordi den er radiovenlig, og fordi samtlige sange er skræddersyede iørefaldende hits.

Metallica er så småt ved generobre tabt terræn som følge af den generelle afmatning af miseren med St. Anger og Monster dokumentar-fadæsen, og jeg er gradvist ved at genfinde glæden ved bandets musik, på trods af, at jeg til hver tid vil foretrække deres ældre materiale.

Af samme grund er det kun en formsag at finde velbehag i live DVD’en Francais pour Une Nuit, som er optaget d. 7. juli 2009 i det historiske romerske amfiteater i Nimes, Frankrig, og kun udkommet i franske detailbutikker og som import. Årsagen er naturligvis, at størstedelen af numrene stammer fra tiden før The Black Album, som dog også er repræsenteret med de tre absolut bedste numre derfra.

Jeg har efterhånden lært at leve med ”Enter Sandmen” og ”Nothing Else Matters”, og ”Sad but True” har egentlig altid været et ganske fedt nummer. Selv nyere numre får lov at køre til ende, selvom min finger har stirret sig blind på spoleknappen. Det er dog ikke så tit, at bandet får luftet ”Dyers Eve”, så hvorfor ikke smide nummeret op på en live DVD? Godt træk! Og skulle jeg vælge numre til, ville det blive numre fra …And Justice for All, hvis tidløse udtryk gør den til en vinder, som i disse tider overtrumfer alle andre albums fra Metallica.

Man kan spørge sig selv, hvorfor vi skal trækkes med den kedelige ”Stone Cold Crazy”! Ingen disrespekt mod Queen, men Metallica har sandelig lavet bedre covers, og jeg gad godt høre nogle af de mindre eksponerede af slagsen.

James Hetfield havde tillige en mindre krise for nogle år siden, ikke mindst da bandet besøgte Danmark – hans vokal lød udbrændt og tyndslidt, men dette er der også gjort op med, for nu lyder han, som han skal. Selvom han aldrig har været den store sanger, passer hans rå stemme perfekt til Metaliccas musik.

Bandet er som helhed også helstøbte, dog uden at være den store musikalske åbenbaring. Musikere med et charmerende udtryk og gennemførte metal-hits, og så har jeg også været venlig.

Rammerne for scenen er særdeles flotte, godt valg af venue, når nu bandet skal optages live til en DVD, og det er umuligt at sætte fingeren på mangler ved selve kvaliteten af det visuelle og auditive. Den medfølgende bonus-del, noget interview-værk, er mig ganske irrelevant – det er musikken, og kun den, der får min fod til at klappe taktfast med, nu hvor DVD’en kører i min afspiller.

Næppe den store købepligt, en fans af Metallica går ikke forkert i byen med dette produkt.

Få bands formår at tiltrække sig offentlighedens bevågenhed, når man snakker om norsk black metal, som Burzum og Darkthrone. Berettiget!

Varg Vikernes og Burzum har af naturlige årsager ikke udgivet et metal album siden 1996’s Filosofem, og selvom jeg har fundet store velbehag i de elektronisk-ambient funderede Dauði Baldrs og Hliðskjálf, har jeg set mere end frem til et nyt metal-album fra kunstneren.

Og dog; jeg har været flankeret med en god portion rationel skepsis, for fortilfælde har lært mig, at andre kunstnere, hvis bagkatalog tilhører det absolut ypperste i den respektive genre, ikke nødvendigvis formår at vende tilbage med ny storhed efter års fravær. Det falder mig nært at sammenligne med Jon Nödveidt og Dissection, hvis comeback album Reinkaos langt fra indfriede mine forventninger. I bakspejlet var Reinkaos et middelmådigt album, som viste med al tydelighed, at den fandenivoldske fyrighed var blevet lidt smålunken som konsekvens af Nödtveidts ufrivillige fængselsophold.

Spørgsmålet er jo så, om samme tendens gør sig gældende med Varg Vikernes og hans aktuelle album Belus, og jeg har indtil videre kun læst positiv feedback fra lyttere af pladen, hvilket ikke nødvendigvis garanterer, at det virkelig er af samme kvalitet som fordums albums.

Introen ”Leukes Renkespill” og første ‘fulde’ nummer, “Belus’ Death”, minder mig umiskendeligt om noget fra Filosofem, med Vikernes’ snerrende vokal og det cykliske guitarmønster som to konstanter. Ikke helt overraskende, da dele af Belus angiveligt skulle være skrevet på samme tid.

Som noget særligt træder bass-linjerne i karakter, fx i nummeret ”Glemselens Elv”, som også fremhæver Burzums talent for at skabe monotone melodier, som gradvist udbygger et stemningsmotiv, stærkt og kraftfuldt. Tempoet øges på fjerde skæring, ”Kaimadalthas’ Nedstigning”, der kalder på referencer til tiden omkring Burzums debut og Aske.

Med numre som ”Sverddans” og ”Keliohesten” trækkes en delvis nitte, da numrene virker lidt ordinære, atypisk for Burzum, og alt for meget i tråd med, hvad et band som Gorgoroth leverer nu om dage. Middelmådigt. Dette er fyldmateriale, som burde have været droppet – i enhver anden situation end Burzums, som jo har ventet mange år på at levere nyt.

”Morgenrøde” fusionerer den vante dark-ambient atmosfære med det metalliske udtryk fra Filosofem, og Belus afsluttes med den instrumentale ”Belus’ Tilbakekomst (Konklusjon)”, som tager forrige nummers udtryk en tand længere ud i sin konsekvens.

Det er ærligt talt et kært genhør med en storslået kunstner, hvis musikalske udtryk ofte er druknet i den populistiske medieomtale, om kirkeafbrændinger, satanisme, fascisme, og ikke mindst mordet på Euronymous. Selv min anmeldelse af Belus omhandler dette emne, og det eksemplificerer på bedste vis, at de mange emner er uadskillelige, i hvert fald med dette udspil. Men jeg står ved mit udsagn om, at den offentlige mediepalaver ofte har været ensporet fokuseret på det personlige drama frem for på den musikalske integritet, som omgærder samtlige af Burzums albums.

Mange fremhæver Filosofem som deres personlige favorit, men jeg er langt større tilhænger af de tidligste udspil, men kan imidlertid ikke udvælge en personlig topscorer. Hvor den ignorante udefrakommende måske ville betegne Burzums musik for primitivt, tør jeg tage skridtet til at beskrive musikken som teknisk anlagt og sofistikeret på sin egen facon, paradoksalt nok.

Varg Vikernes er i ordets forstand en multiinstrumentalist, et sandt geni, for han kan komponere og iscenesætte sin musik uden andre hjælp, og der er en årsag til, at hans musik har fået den betydning, den har. Det ville aldrig være nok med det personlige drama.

Darkthrone er næste lige så legendariske som Burzum, men til gengæld langt mere produktive, dog med langt mere svingende kvalitet. Circle the Wagons er nyeste skud på stammen, og det vil næppe gøre tilhængere af bandet udpræget oprørte, hvis jeg antydede, at skiven følger ud ad det spor, som blev anlagt med The Cult Is Alive og især F.O.A.D. og Dark Thrones and Black Flags.

I bund og grund giver det næppe den store mening at betegne Darkthrone som black metal længere, i hvert fald sammenlignet med tidligere tiders album, og det gør nu hverken fra eller til. Black metal er jo bare en arbitrær titel, og det vigtigste er, om musikken er god. Circle the Wagons er naturligvis, intentionelt, en del mere primitivt end Burzum, og det har da også sin charme, men mange numre kører i ring, på en forudsigelig og mindre heldig måde.

Personligt foretrækker jeg dog stilen, som prægede Darkthrone mellem Plaguewielder og Sardonic Wrath, men bandets nutidige praksis, metallisk rock’n roll og traditionel metal, som udgør konturerne af proto-black, er slet ikke at foragte – når bare musikken swinger. Dark Thrones and Black Flags var et særdeles gennemført, lidt over middel-album, hvorimod F.O.A.D. vaklede alt for usikkert mellem de mange stole.

Darkthrone er ikke længere et kvalitetsprodukt, og Circle the Wagons understreger dette med al tydelighed. Det musikalske tempo er sat yderligere en kende ned, og det generer mig ikke som sådan, og dog så alligevel, for den uceremonielle stil, det musikalske udtryk, er for harmløst og usammenhængende som helhed. Det sidstnævnte kunne potentielt fungere, men når aggression afløses af tandløse kompositioner, skurer hjulene i maskinen.

Circle the Wagons vil få sine fremtidige chancer i min cd-afspiller, i små doser, men begejstringen er sandelig håndgribelig. Belus, til gengæld, er et album, som skal få lov at vokse med tiden, og mine diplomatiske åbninger vil være endeløse.

Der er næppe noget så fascinerende som god progressiv rock, der bare fungerer … episk og ofte ret grænseoverskridende.

Men der er nok heller ingen musik, der er mere dræbende, når den væver mere end den svæver.

Nå, men In the Wake of Evolution er det tiende album for de svenske prog-rock veteraner i Kaipa. I sig selv ikke overvældende, når karrieren strækker sig over 35 år, men til gengæld er det det femte for InsideOut på kun otte år et femte album – og fem albums og otte år med næsten samme besætning hele vejen igennem, hvor kun den ellers så fremragende guitarist Roine Stolt har forladt skuden … så de er vel nok i gang med at revanchere sig.

Det kan de så gøre i al ubemærkethed, hvis jeg skal bestemme.

Nærværende er nemlig både mit første, men sandsynligvis også sidste møde med disse svenskere af et vist ry og rygte.

Bevares. Musikken rummer da (ind i mellem) et markant folkemusikalsk særpræg, har gode, sunde vokale præstationer – især fra Aleena Gibson – samt fornemt guitararbejde overraskende fint og til tider følsomt leveret af den ene af Scar Symmetrys to brillante øksemordere, Per Nilsson, som jo træder vande i stedet for ovennævnte hr. Stolt, men … Overordnet set indeholder In the Wake of Evolution kompositorisk ikke andet end en forholdsvis standardiseret og uinspireret progressiv rock; velspillet og udført, men så afgjort også metervare.

Det sådan er lidt folky, lidt spacy, lidt syret og lidt storladent med passende mellemrum og variation … men det er ikke rigtigt noget, der hverken flytter eller vælter noget … slet ikke grænserne for det mulige.

Det bliver selvfølgelig ikke bedre af, at produktionen er decideret ujævn … hør dog lige ”The Seven Oceans of our Mind” på vej ud af albummet. Dét er pladens bedste. 

Inden Neal Morse besluttede sig for at kede verden ihjel med endnu en Transatlantic cd, sidste års horrible og halvfjerds minutter trivielle omgang helt fejlagtigt døbt Whirlwind (indspillet med Mike Portnoy (Dream Theater et al), Roine Stolt (The Tangent) og Pete Trewavas (Marillion), blev han udfordret af en – for ham – ukendt hollandsk trommeslager ved navn Colin Leijenaar. 

Denne hollænder provokerede Morse til at turnere med ikke bare ham, men et helt hold bestående af hans lige så ukendte venner, som på papiret ikke havde andre kvaliteter, end at de alle sammen var knæfaldende, næsegruse, støvlekyssende beundrere af manden … Morse.

Hollænderen påstod, at de ikke bare kunne spille Morses ting … de kunne gøre det så godt som nævnte hot shots og andre, så godt, som havde de selv skrevet det. Som ejede de det selv.

Og er der noget denne flot producerede tredobbelte cd beviser, så er det netop, at denne adoption i høj grad var mulig. Det er altså sket.

Resultatet er en helt usandsynligt, ja, nærmest provokerende fejlfri præstation fordelt ud over tre og en halv time, som har sin storhed, eksempelvis vokalharmonier og præstationer på "Author of Confusion/I’m the Guy", der gør én rundtosset, men også sine dybe fald – eksempelvis keyboardskalaer, der tager livet ud af musikken i samme – og faktisk ikke formår ret meget mere end Kaipa. I det mindste lyder både Neal Morse selv og publikum, som om de hygger sig gevaldigt, mens han og hans hollandske band fedter rundt i proggens almindeligheder; det er faktisk endda muligt, at han selv overpræsterer på guitaren. Han lyder i hvert fald bedre, mere inspireret, end jeg har hørt ham i andre sammenhænge. Og det er jo vældigt, men giver i sidste ende næppe mange genafspilninger her på matriklen. Det kan være, at Classic Rock Magazine har ham på listen over de 100 fremmeste frontmænd i rock … det, der er interessant, er, hvor de ville placere ham som sangskriver. Ikke særlig højt, hvis det står til mig.

Nyt blod, tak. Frisk, nyt blod!

Der er godt gang i de gammeldags rock n’ roll traditioner fra stort set alle kanter af verden, og hvem andre end AC/DC er mere oplagt at plagiere, når vi taler om rock n’ roll i heavy metal varianten.

I mestrenes fodspor, energi ladet AC/DC. Ja ja, der blev ikke skortet på de kliché-fyldte fraser ,da Airbourne for tre år siden stormede frem med deres brag af en debut plade Runnin’ Wild.

Sandt at sige er der imidlertid heller ikke ret meget mere at komme efter hos AC/DC’s landsfæller. Fire akkorders riff-orienteret tråd, pyntet med en herlig humoristisk omgang med lyrikken.

Tag dog ikke fejl af at det på No Guts, No Glory er en sand fornøjelse at lytte til de 13 numre, der alle med undtagelse af to holder sig under fire minutters mærket.

Det er formidabelt enkelt, det svinger og sangene fænger ved første møde. Så kald det rock n’ roll, fadøls-metal, eller håndværker-rock, Airbourne appellerer vidt og bredt, fordi det er håndgribeligt, forståeligt og ikke mindst sjovt i en bred forstand.

Tyske Big Ball gør nøjagtigt det samme som Airbourne, og på papiret skulle pladerne vurderes til samme karakter.

Det, som trækker ned på Hotter than Hell, er sangeren (hvis navn ikke findes på nettet!), hvis røst ikke lyder til at komme særlig naturligt. Derudover ligger der noget mudder i produktionen, som gør at numrene flyder lidt sammen. Ved første gennemlytning var min tanke, at tyskerne spillede de grangivelig samme riff igennem sangene, men det viser sig faktisk ved nærsyn, at der er leget med kompositionerne, produktionen formår desværre bare ikke at fokusere dem for lytteren.

Big Ball lyder både tungere og mere groovy end Airbourne, og er på den måde mere ’metal’ i deres udtryk. Udover titelnummeret fanger pladen ikke rigtig, men med en bedre produktion og den rette forsanger kunne det godt gå hen at blive godt næste gang.

Populært sagt er det nok noget i vandet ’down under’, der gør ,at de behersker denne stilart til perfektion.

Mighty Music har med disse to bands ramt intet mindre end en guldåre, begge tilbyder de noget nyt om end det er på hver deres måde. Invivius og Psy:code kommer frisk stormende med et andet syn på blandt andet, hvorledes et metal cover skal se ud, men også på, hvordan man som band er blevet mere fokuseret på det samlede lydbilledes afspejling af budskab.

De fem friske vestjyder fra Invisius er trods deres relative unge alder, nogle særdeles både erfarne og produktive herrer. Bandet blev etableret i 2006 og har siden udgivet 2 ep’er Dying Souls fra 2006 og Edge of Hostility fra 2007. Derudover har knægtene også fået tid til at medvirke på en kompilation i 2008 og lave musik til den danske tegnefilm Discoormene fra 2008. Som om det ikke var et fyldestgørende nok repertoire, så blev Invisius i 2007 kåret årets talent til DMeA og har været opvarmning for blandt andet Mnemic, Dawn of Demise, As We Fight m.fl.

Musikken på The Spawn of Condemnation er primært skrevet af guitarist Jeppe Tobiasen, mens teksterne primært er udtænkt af bassist Jeppe Anderson. Begge disse herrer er aktive i bandet Synthetic Torture og Jeppe Anderson er ydermere en del af DestroyerBoy. Der er en eminent stemning over albummet, og man bliver hurtigt lokket ind i deres verden af kærlighed, pinsler og oprør.

Pudsigt nok er mine favoritsange ”What Quits it All”, ”Edge of Hostillity” og ”Darkened Aberrations”, på den tekstmæssige front skrevet af forsanger Jakob Fall. Det, der adskiller dem fra resten af albummet er blandingen af den meget stærke vokal Jakob er i besiddelse af, og så den fløjlsbløde tryllebindene stemme fra bassist Jeppe Anderson. Nu må det endelig ikke forstås sådan, at jeg slet ikke syntes om de andre sange – for sandheden er, at tyngden som eksempelvis ”Their Tension of Fear” og ”Unleashed” buldrer ind i mit ører, og er det, der gør, at helhedsindtrykket er helt i top. Denne balance mellem råhed, flænsende flotte soli og et lille pust af elektro, virker suverænt og gør, at albummet på intet tidspunkt bliver forudsigeligt. Der er ikke noget sted, hvor jeg kan slå mine kritiske kløer ned og kradse lidt i denne næsten for perfekte overflade.

Der er ingen tvivl om at disse fem yderst talentfulde knægte kan drive det langt, hvis de formår at holde fokus på samspillet mellem energisk, veldisponeret musikalsk oplevelse og velskrevet indsigtsfulde tekster.

I den anden ende af landet er der så sandelig også lagt op til musikalske genistreger. Psy:code er mere aggressiv i sin fremtoning, men stadig med sans for lækre detaljer. 

I en bunker på Dragør Fort er dette eksplosive album blevet til, med en fra bandets side stor fokus på hver eneste detalje. Derfor er albummet også tracket i deres eget studie og hjælp udefra er kun i sidste instans tilkaldt. 

Der er tale om en lille hær af dedikerede musikere og deres våben er deres album Delusion. Tanken bag albummet er at tage lytteren med ind i sindets dybe afkroge og blive der til en form for afklaring opstår. Via det hovedsvingende rå indtryk man sidder med, lykkes det rigtig godt, og jeg må indrømme, at der blev smidt et par horn igennem stuen.

Musikken tordner af sted som geværsalver og lysskær fra kastede granater. Der eksisterer en tyngde over albummet, som virker troværdig i forhold til budskab. Det bliver med faste trin en nydelse at sidde og analysere de mange skift i takt og tempo.

Vokalen er spyttende aggressiv, og man bliver hurtig grebet af stemningen på albummet, og det fungere egentligt ganske fint – måske lige med undtagelse af nogle passager som eksempelvis i omkvædet på ” Prodigal Fucker”, som bliver en anelse overanstrengt at lytte til. Til gengæld er der lagt flere lag af vokal på mange steder, og sammen med en høj variationsgrad i det musikalske lydbillede fastholdes det jerngreb som Psy:code har lytteren i.

Delusion rummer mange spændende aspekter, men for undertegnedes vedkommende er det især sange som ”Web of Lies”, ”No Regrets”, ”Do/it” og ”Set it Loose”, som bidrager til at albummet er lyttevenlig på repeat. Havde ovenstående numre ikke været at finde på tracklisten, ville albummet i mine øjne have været en for kontinuerlig lydoplevelse.

Numre som ”My Scenario Verge” og ”Friend of Teena” skal dog også have sin berettigede omtale, da det er numre med en super kombination af den hårde semi-automatiske og finurlige lydmur, koblet med en diversitet i vokalen, som i skøn forening udgør interessante numre.

Samlet set for begge bands er de deres vægt værd i guld for Mighty Music, i og med at musikernes potentiale og talent ikke til at komme uden om. Men mine kritiske ører siger mig, at der lige er det lille ekstra gram mere spiselighed på The Spawn of condemnation, i forhold til Delusion. Men jeg er sikker på, at vi får mere at se og høre til disse debuterende bands, hvis indtog på den danske musikscene først lige er startet – de skal blive interessante at følge.