Med dugfriske plader fra de amerikanske henholdsvis svenske veteraner Immolation og Unleashed ruller Nuclear Blast nu de tungeste skyts frem. Meget kan sikkert skrives, men begge bands og begge cd’er byder grundlæggende på fremragende dødsmetal. 

Immolation er på deres ottende udspil garanter for en – i hvert fald på overfladen – brutalt simpel død af allerældste skole, der end ikke forsøger og aldrig har haft til hensigt at forny noget som helst. Men derfor behøver man jo ikke stå i stampe. 

Simpliciteten til trods opdager man episke kvaliteter efterhånden som Majesty & Decay skrider fremad.

Bandet baserer sig på den fedeste guitarlyd, man kan ønske sig. Den meget dynamiske duo Bill Taylor og Robert Vigna fejer konstant benene væk under én med et næsten maskinelt præcist og raffineret guitararbejde. Her er lårfede riffs, uendelighedens klangflader, gentagede mønstre, forvrængede lyde og ræsende soli på kryds og tværs i lydbilledet, så guderne må sig forbarme.

På den baggrund lever man let med, at Ross Dolans growl er temmelig anonym og ordinær. På den måde forstærker han enkeltheden i bandets udtryk.

Det er trommerne, som vitterligt trækker det samlede indtryk nedad. Blastbeatsne er i mine ører lige lovlig maskingeværagtige til at være troværdige, og den generelle trommelyd egentlig ret besynderlig ind i mellem – som om Steve Shalaty tæsker løs på et tyndt stykke plastik eller pap. Sine steder er han desuden alt, alt for løs, alt, alt for let. og eksperimenterende. Det går måske til jam i torsdagsjazzklubben, men her fremstår det lettere kikset, fordi resten af bandet tydeligvis ikke er samme sted.

Heldigvis kan det ikke forstyrre det overordnede billede og en grundlæggende høj kvalitet. 

Det er til gengæld ikke rimeligt at sætte så meget som en finger på den fantastiske lyd Unleashed har manet frem på deres tiende studiealbum fuld af fin, men vel også typisk svensk semi-oldschool død, som læner sig kraftigt hen mod det melodiske.

Lyden er nemlig tyk, men tør, nuanceret, men neutral.

Det skal forstås sådan, at den fylder hele rummet på en dejlig massiv måde og alle instrumenter får tilsyneladende lige megen plads. Desuden har de – og her tænker jeg særligt på trommerne – en ren og ret naturlig lyd, som ville have løftet Immolation til det sublime på Majesty & Decay. Det kan så meget vel være, at guitararbejdet er ikke helt så kæbetabende fantastisk hos Unleashed, men det fungerer upåklageligt, og samlet set er det en bedre gennemført og vellykket pakke.

Desværre tyder alt samtidig på, at As Yggdrasil Trembles lyrisk er nok en omgang typisk kamp og harniskklædt kriger og krigsforherligende behandling af det mytologiske stof, titlen antyder. Det lader sig ikke påvise udover enhver tvivl, da jeg ikke har teksterne til min rådighed, men man behøver nok ikke nogen universitetsuddannelse for at forstå, hvad sangene ”Courage Today, Victory Tomorrow!”, ”So It Begins…”, ”This Time We Fight”, “Master Of The Ancient Art” og ”Chief Einherjar” handler om.

Hvor i himlens navn får det dog fra og, ikke mindst, hvor længe kan det blive ved?

Nå, men … i den nordiske mytologi er Einherjeren en arketypisk kriger. Og faldet i kamp eller krig i Midgårds verden hentes han til Valhalla af en Valkyrie for at tjene Freja eller Odin. Her slås han dagen lang – og drikker, fester og æder natten igennem – for at forberede sig til det endelige slag i det godes tjeneste på Idasletten, når Ragnarok rammer … og alle som én paradoksalt nok må lade livet endnu engang!

Men Unleashed har næppe brugt mange timer med hjernerne i blød for at forstå eller fortolke den lille tvist.

I stedet fikseres blikket og tanken på ’den ærefulde død’ og kampen, hvilket alt sammen understreges af den flotte udførte, men helt absurd meningsløse (pleonasme tiltænkt) omslagsillustration.

Men hvem pokker er jeg også at bekymre mig om lyrikken, når den musikalske indpakning Loke lure mig er så gennemført lækker og rigeligt til fire A’er?

Hvem var det, der sagde, at musik af den gamle skole ingen berettigelse havde længere?

Hvor går man hen, når man er ung og gerne vil spille musik på et niveau, hvor man også kan leve af det? Opfinder man en ny, dyb tallerken? Eller omglaserer man en allerede efterprøvet model og håber på, at ingen opdager det?

Tja’.

Med Time to Burn, som muligvis utilsigtet parafraserer over Giants album af samme navn fra 1992 – eller i det mindste bare det overenergiske titelnummer fra selvsamme – prøver debutanterne Taking Dawn at holde tempoet helt oppe i en typisk 80’er/90’er glam med tykke lag af huggende riffs, hvinende guitarsoloer helt ud i stratosfæren og tilbage igen, af flerstemmig vokal med og uden effekt på vokalen. 

Tilsat en dosis attitude.

Det lyder præcis som om de knokler røven ud af bukserne for at give os andre et los bagi. Og det rummer bestemt en friskhed, en ungdommelig pågåenhed, som får smilet frem, men heller ikke så meget mere, idet sangene mangler nødvendig inspiration og variation. Det synes at mangle dét, der også lægger folket ned. Det er dygtigt, det er kommercielt og konstrueret, det er naturligvis også meget velspillet, men her er ingen potentielle hits.

Og forsøget på at glammetalificere Fleetwood Mac’s ”The Chain” er mere kuriøst end vellykket.

Mærkeligt nok. For det lyder faktisk oplagt at opdatere denne meget fine, oprindeligt næsten underinstrumenterede og voldsomt vokaldrevne hymne til en hård rocker, men Taking Dawn behandler guld på samme måde, som de behandler jern. De holder fast kernen i sangen og da genkendeligheden således er sikret, sovser de den ind i alt, hvad de kan; se ovenstående. Ikke særlig sofistikeret. Ikke særlig effektivt.

Taking Dawn beviser altså, at de formår at give den fuld skrue … meget kunne være reddet, hvis nogen havde lært dem om – bare engang i mellem – at holde lidt igen.

Tilbageholdenhed er næppe heller Mutiny Withins største styrke, men de har til gengæld en meget, meget, meget, meget mere moderne tilgang og deres selvbetitlede debutalbum med først og fremmest let metalcore skal nok tiltale mange. Musikken er ikke særligt rå eller tung, men den har dog den dér koldt kyniske keyboarddrevne og meget tekniske lyd; udpræget brug af ren vokal gør, at helheden dog varmer lidt i forhold til lytteren … og i forhold til mange andre, hvor skrigehalsene ikke kan få det skingert nok. 

Jeg kan bare ikke forstå, at de har indspillet den samme sang elleve gange.

Nej, det er selvfølgelig lige groft nok, men de koger godt nok suppe på det samme ben – den samme melodi – syv ud af ti gange, og man skal helt ned i detaljerne for at finde de ting, der får én til at spærre ørerne op … og hvem siger, at dagens metallytter har tålmodigheden til det. Det er da flot nok, men også noget samlebåndsagtigt. Skægt nok lyder de bedre og bedre jo mere regelret rå metalcore, musikken bliver – eksempelvis store dele af ”Lethean”, en sang, hvorpå de næsten lykkes med at blande olie og vand – så måske var det dér, Mutiny Within skulle bevæge sig hen fremover.

Det giver dem da lidt karakter.

For det gælder afgjort for begge bands, at de må finde på et eller andet, hvormed de kan skille sig ud fra mængden … ellers drukner de. For der er tusinder, der lyder lige som dem. Og helt lige så godt eller bedre. Så, hvorfor skulle jeg gribe efter dem, næste gang jeg står i min lokale pladebiks?

Bands kan vel groft sagt deles op i to typer:

De, der forfiner/forherliger en allerede eksisterende lyd uden sigte for at bryde genrer eller grænser ned; hvorfor, synes spørgsmålet at være, skal man opfinde den dybe tallerken to gange? Kan vi ikke bare bruge, den vi har?

Og de, der næsten ikke ved, hvilket ben, de skal stå på, for at lyde anderledes, mens de spørger: Hvordan kan vi med god samvittighed undlade at forny musikken?

Mens vi her på Antenna i den grad bifalder musikalsk stræben og udvikling, så anerkender vi samtidig behovet for, at de traditionelle dyder bevares og dyrkes også af opkommende bands.

Og her Abadden er et nyt ungt thrash metal band fra Dunstable, England. De har deres rødder fast forankret i old school thrash og henter inspirationen hos blandt andre Anthrax. Bandet består af 4 dedikerede gutter, som holder sig til stilen uden sidespring. Der er altså ikke ligefrem noget banebrydende over Sentenced to death, men det er heller ikke indtrykket, at de prøver at være pionerer indenfor genren.

Sentenced to Death er Abaddens debutalbum indeholdende 8 numre, og man undres over det lille antal, indtil man kigger på numrenes længde, for – med undtagelse af ”My Misery” – de er alle maratonnumre på 5-6 minutter. Vokalen og instrumentering ligner i høj grad det vi hører på meget dansk produceret hardcore/thrash, og lige på tungen ligger danske Last Mile. Der er den spyttende in-your-face vokal, smadrende aggressive trommer, tordnende tunge baggrundsguitarer og hvinende soloer.

Det eneste, der måske kan adskille Abadden fra det typiske thrash-lydbillede, er brugen af akustisk guitar på nummeret ”The Hand that Feeds”, men det ødelægger på ingen måde det samlede indtryk.

Summeret op er der her tale om en udmærket skive, som vil tale til en bred skare af hardcore/thrash- fans, men på baggrund af den godt nok meget fuldendte, men ikke særlig innovative skæring af skiven, ja, så kan jeg ikke overbevises om, at der er mere gods i præstationen end til 3 antenner.

Hvor nødig, jeg end vil indrømme det, så er det uomgængeligt: Jeg er i den grad blevet narret! Jeg dømte hollandske Greyline til at være blot endnu et ud af en million Dream Theater-agtige prog metal band, alene på baggrund af det lidt billige, lettere åndssvage omslag på Behind the Masquerade … og det er end ikke i nærheden.

I stedet er det en beskidt, forvrænget stenet-støvet rock ’n’ roll spillet med lidt af ondskaben fra den sorte ende af metalskalaen.

Og det kunne have været sjovt, rigtig sjovt, men overordnet set fungerer det i mine ører dårligt.

Skæggest og mest vellykket er det, når de trækker rocksporet over mod vest og gør det til lidt af et western show – det gør de godt både på åbneren ”Flooding the Mountains” og den instrumentale ”Hunt of the Coyote”; begge er det nærmeste Greyline når nydelse på albummet – men de når aldrig eksempelvis den tyske underholdningsmaskine Dezperadoz til de rygende seksløberne.

Selvfølgelig er der øjeblikke, hvor man tror, at de har fat i noget, men i bund og grund gør de sig skyldige i nogle af de allerdårligste sange, jeg nogensinde har hørt.

Bassist Jabe Piter Faber vokale præstation vil vinde ham priser, men ingen hæder. Han præsterer egenhændigt at ødelægge de få øjeblikke, som fungerer. Det meste af tiden lyder han som en blanding af Fuzzy the Bear og Sam the Eagle, to markante, men lige latterlige stemmer fra The Muppet Show.’That’s definitely not metal‘, som en berømt og noget mere markant frontmand ynder at sige. Og han har ret!

Samtidig halter Greylines sangskrivning alvorligt. Den lyder decideret falsk og er – i skarp kontrast til de svirrende rygter – næsten umelodisk. Det kunne være, hvad det være vil, hvis så et eller andet drev det hele fremad, men her er heller ikke megen charme eller momentum … ikke meget flytter sig, ikke meget smitter og stort set ingenting giver lyst til et genhør. Men måske er det lige netop det, der kunne overbevise én om, at det vitterligt har sin helt egen charme.

De to nævnte skæringer afholder mig fra at bruge E-ordet, men kun med mindst mulige margin.

Konklusion: Fornyelse uden evne, med og mål giver ingen mening … så hellere nok en omgang af den gamle skole.

Uha, jeg blev forbavset grænsende til det forfærdende, da det kom frem, at selve hjernen (Dan Huff) bag det perfekte kommercielle hard rock debut album Giants Last of the Runaways, ikke skulle synge på bandets comeback plade. Det løsnede dog lidt op, da det senere kom frem at Dan havde været med til at skrive en god del af sangene, og endda også har bidraget med et par guitarsoli.

Ny mand bag mikrofonen er den rutinerede Strangeways og Seventh Key vokalist Terry Brock. Albummet ligger et betragteligt stykke over middel i genren. Der er sange, som i allerhøjeste grad kan betragtes som melodiske perler, ”Through my Eyes”, ”I’ll Wait for You” og ”Promised Land” skinner igennem som noget af det ypperste indenfor den store AOR genre.

Desværre er der et par numre på pladen, som er svipset lidt, ”Complicated Man”, ”Prisoner of Love” og ”Save Me” lyder ikke i nærheden af, hvad Giant ellers så fint har repræsenteret tidligere. Overordnet set er de gode numre dog langt i flertal, og det var da også tæt på, jeg havde belønnet albummet med fem stjerner.

Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at Promised Land på nogen måde kommer i nærheden af den klasse som mesterværket Last of the Runaways er i, og som jeg anser for at være en af rock historiens bedste debut plader. 

Brian Howe er vel nok bedst kendt for sin medvirken på fire Bad Company-plader, hvor han viste, at han er en ganske habil sanger, om end en smule ordinær.

 Circus Bar er faktisk englænderens andet solo album. Med en Bryan Adams-agtig sprødhed i stemmen leverer Howe melodiske sange, som sagtens kunne have lagt på selvsamme canadiers tidlig halvfemser albums. Heldigvis er der også gjort plads hårdere rockende numre, som har mere jord under neglene end noget Bryan Adams nogensinde har udført.

Denne blanding af bløde singer/songwriter sange i Jude Cole-stil og de beskidte hard rock skæringer gør pladen herlig varieret at lytte til. Brian Howe kan synge begge stilarter til perfektion, og der er faktisk ikke noget som helst i vejen med pladen. 

Anderledes usikkert ser det ud for den legendariske australske sanger Rick Springfield, som efterhånden har været med i branchen i 36 år. 

Venus in Overdrive udkom tilbage i 2008, den bliver nu genudgivet med sammen med Dvd’en Live in Rockford, som udkom i 2006. Derfor må man sige at pakken er legitim, og en glimrende mulighed for de, som hverken ejer Cd’en eller Dvd’en. 

Venus in Overdrive er dog, udover et par rigtig gode melodiske numre med moderne Lifehouse-agtigt præg, en skidt plade. Der er simpelthen for meget forsøg med forskellige stilarter, fra det jazzede til funk, og det fungerer slet ikke. 

De numre, som fungerer, er derimod helt i særklasse, og kommer der et album med numre i den stil og kvalitet, kan jeg kun bifalde det. 

Springfields navn pryder også coveret på From the Vault sammen med producer Jeff Silverman. Som titlen antyder, er From the Vault en samling sange, som aldrig tidligere har været udgivet, i hvert fald ikke i denne form. 

Med ordet ‘vault’ i titlen affødes tanken om, at her er tale om under-middel-sange, ufærdige og rå demoer, som tidligere er blevet kasseret. Det er sjældent særligt tiltalende. 

Lydmæssigt er sangene da også af svingende kvalitet, men tag ikke fejl af materialet. De 13 sange er første klasses keyboard-drevet 80′er AOR. 

Vi er i det blødeste hjørne af genren, der hvor Michael Bolton også befandt sig. Sangene spænder over en periode på 13 år, 86 til 99.

Jeg kan kun anbefale pladen til dem, der kan lide Michael Bolton, og den slags musik, der udgjorde lydsporet til film som Top Gun, Coktail og Beverly Hills Cop.

Peaceville har valgt at udgive to samlerobjekter tilnærmelsesvis samtidigt, With Fear I Kiss the Burning Darkness og en 3-DVD box under titlen The Flames of the End. Denne anmeldelse vil fokusere på udgivelsen af With Fear I Kiss the Burning Darkness.

Og alt andet lige ligger ovenstående alligevel op til en drøftelse af relevans, som måske bedst kan begrundes med henvisning til Tomas Lindbergs udlægning, at det er for at adskille bandets diskografi i to dele, en før og en efter Alf Svenssons exit umiddelbart efter lanceringen af With Fear I Kiss the Burning Darkness.

For DVD-delens vedkommende er hovedtemaet en meget dårlig kvalitetsmæssig oplevelse for såvel lyd som billede.

Selvom man tager med i betragtningen af det er optagelser fra 1992 i VHS format, der er blevet digitalt remastered, er der stadig alvorlige kritikpunkter at påpege. Billedet fremtoner grynet, mørkt (med undtagelse af enkelte passager med fuld scenebelysning) næsten kulsort, og selve måden, man blander slowmotion still-footage med almindelig billede afvikling, bliver hurtigt trættende at se på. Lydkvaliteten lider ligeledes under de dårlige optagelser, man har valgt at lægge til grund for udgivelsen, og det er først når volumen er tæt på max, at man faktisk får en mulig musikalsk oplevelse.

Audiodelen er indspillet i 1993, men remastered i 2003, og indeholder 11 originale numre, samt tre live numre indspillet i 2008.

Om baggrunden for albummets tilblivelse og musikalske udtryk, samt definition, fortæller Tomas Lindberg i indlægget til albummet om, hvordan man fra bandets side ikke følte at man opnåede den rette fremtoning med deres foregående album The Red in the Sky Is Ours, og dermed var meget opsat at få det præciseret med With Fear I Kiss the Burning Darkness. For at hjælpe med at få budskabet rent igennem indhentes/låner man to medlemmer fra Dismember, forsanger Matti Kärki (som lægger vokal på nogle steder) og bag mikserpulten sidder Fred Estby. Netop Fred Estby tilskriver Tomas Lindberg en altafgørende rolle for det færdige udtryk på albummet.

Inspirationen hentes fra black metal scenen, som på dette tidspunkt gennemlever sin anden store bølge … fokus rettes altså på den filosofiske side af det okkulte og satanismen, hvilket undertegnede er enig i er meget genre- og tidstypisk. Endvidere udtales der, at der blev forsøgt at holde en åben tilgang til genredefinition – men der må jeg sige, at det ikke lykkes dem; albummet er meget tidstypisk.

Generelt er jeg ikke superovervældet af kvaliteten af vokalen på denne udgivelse, og det gøres ikke bedre af, at den på audiodelens live-numre falder fuldstændig fra hinanden. Jeg syntes virkelig, det er meningsløst at udgive noget, der har så ringe en standard, især taget med i betragtningen, at bandet havde sin reunion tour i 2007/2008.

Albummet kan kun være tiltænkt super inkarnerede fans og virker på mig som et desperat forsøg på at tjene de sidste håndører…

I forbindelse med Peacevilles gen-genudgivelse At The Gates’ With Fear I Kiss the Burning Darkness satte jeg et stort spørgsmålstegn ved udgivelsens relevans … hvor meget drøv kan der egentlig tygges på såvel en bestemt genre som kendisfaktor?

Et lignende spørgsmål melder sig påfaldende hurtigt, nu, hvor Battalion er på banen med deres andet album.

Forfriskende er det derimod, at The Retaliation Process smider et velproduceret album på gaden med visse elementer af nytænkning.

Battalion lyder og ser ud som et levn fra starten af 90’erne. Musikken er tydeligt inspireret af Metallica og Iron Maiden, hvilket ikke efterlader noget fodaftryk af selvstændig musikalsk evne. Jeg må hele tiden spørge mig selv om hvorfor man vælger at signe og udsende en så meningsløs gang kopimusik – og det eneste brugbare svar, jeg kan finde frem til, er, at det måske tiltaler visse festivalarrangører som indledningsband og en gruppe af metalfans, der ikke sætter krav til nytænkning. Hårde ord måske, men der er intet nyt under solen på dette album, lige fra lyrikken til den musikalske udførelse emmer albummet af trivialitet og med mindre man hører til en af de ovenstående grupper, vil man som jeg finde Underdogs relativ ligegyldig.

Hvis bandet vil noget seriøst på det store marked, er det min vurdering, at de skal sætte sig ned og finde deres eget udtryk – for så vidt jeg kan se, er Battalion lige nu kun brugbar som indslag i et rockprogram med reference til fortiden, altså et slags schlagerparade for metal musik.

Battalion, der har schweizisk oprindelse, burde måske tage på studietur til Tyskland, hvor selvsamme pladeselskab, har The Retaliation Process i stald. Der er en kvalitativ forskel på de to bands, som spænder lige fra coverart til selve musikken.

Tyske The Retaliation Process har umiddelbart fundet recepten til et velstøbt og godt forarbejdet album. Fra første sang er der en fremadstormende thrash essens, kombineret med rockens mere velkendte riffs.

Vokalen er primært hæs, growlende, men fungere rigtig godt med det kombinerede tunge- sprudlende lydbillede. Der varieres med en ren dyb vokal som passer som hånd i handske med albummets musikalske udtryk.

Den røde tråd gennem hele Downfall gør det til en fornøjelse at lytte til. Der er gennemgående en opfattelse af, at man her har at gøre med dygtige musikere, med forståelse for skabelse af et varieret lydbillede. Skiftende tempo udgøres både af skift i sangene mellem versenes skønne tyngde og omkvædenes lethed udtrykt via guitaristernes strengeleg. Man bliver opfanget af albummet, og det fungerer både direkte i ørene og afspillet på anlæg.

Der er ikke for alvor spor af keyboard på skiven, hvilket er med til at gøre albummet spiseligt for en større gruppe af metalfans. Der er placeret et akustisk mellemstykke i form af nummeret ”Prozac”, og man kan selvfølgelig diskutere om det ikke er ved at være en kedelig tendens for mange nye udgivelser, men for The Retaliation Proces fungere det mere end fint. Nummeret ”Prozac” er indspillet med en meget rå og oprigtig følelse, det lyder til at være optaget uden post-redigering af lyden. Dette gør, at man får lov at høre skiftet i akkorder (huden mod strengene) og strengenes vibrationer tydeligt – en kærkommen indspilningsmetode for denne type numre.

Downfall er klart anbefalelsesværdigt, og som fodnote til Silverwolf vil jeg ønske, at de tager flere bands af denne kaliber ind i deres stald, i stedet for ukritisk at belemre os med bands som Battalion.

Er det virkelig muligt i dagens krisetider at sende album på markedet med utvetydigt lille salgspotentiale? Er det fair overfor de mange upcoming bands, at pladeselskaber ikke er mere kritiske med deres signings? Jeg får tit af vide at jeg er lidt hård i mine konklusioner, men jeg har en holdning, der ikke er fravigelig – nemlig at dem der slipper gennem pladeselskabernes små nøglehuller dælme også har at levere et ordentligt produkt i den anden ende, for helt ærligt der findes så mange uopdaget bands rundt om i verden, som aldrig får chancen.