Det er et indiskutabelt faktum: Jeg har skamlyttet til Boils aktuelle album, A New Decay, og årsagen er vel ligegyldig, og langt mindre betydning har det, at jeg i første omgang havde svært ved at se gennem fingrene med de tydelige referencer til Tool. Musikken fungerer ganske enkelt, og dette ophæver naturlove og anden mening. Det er sen aften ved min telefon, og jeg er klar til at tage Boils forsanger Jacob Løbner i audiens, med det formål at komme et lag dybere ned i bandets konsistens.

Stilmæssigt er Boil ret unikke i forhold til, hvad Danmark ellers kan byde på, og vores indbyrdes konklusion over emnet stil munder da også hurtigt ud i, at der ikke er andre bands, der laver det samme pt. – om end der findes enkelte bands i undergrunden som er mere prog-orienterede. Det er da også bandets filosofi, at der ikke nødvendigvis skal være en bestemt stil eller blanding, men mere et udtryk for, hvad bandets hjerte er fuldt af. Denne statement forklares yderligere af Jacob Løbner, ved at kigge nærmere på diversiteten på numrene indbyrdes, samt numrenes opbygning. Manden mener, at der skabt en rød tråd via et Boil’sk univers, hvor alle numrene holder sig indenfor, selvom der indenfor denne spændvidde godt kan være lang distance mellem polerne.
Når man tænker Århus og metal er min første tanke death metal, så hvordan endte Boil så med at blive denne smeltning af musik?

’Det har nok noget at gøre med, hvem vi er som personer. Vi er ikke sådan den typiske sammensætning af et metal band, hvor det er det lange fedtede garn, der har gjort, at man har fundet sammen’, svarer forsangeren og fortsætter: ’Uden at lyde selvhøjtidelig, så er det nogle relativt reflekterende typer med uddannelser bag sig – altså folk, der tænker lidt over tingene, hvilket nok er med til at drive os i retning af mere teknisk musik med rytmeskift, og dybe, opbyggelige passager appellerer ligesom bare mere til os.’
Det andet element, der spiller ind i forhold til formning af Boils musikalske udtryk kan hentes fra det musik bandmedlemmerne har lyttet til førhen, hvor et band som Alice in Chains og hele grunge stilen ikke er at fornægte, beretter musikeren.
Dannevang er vel i sagens natur et land, hvor vi ynder det relativt stilrene udtryk og rimelig korte publikumsvenlige numre, og Jacob giver mig da også ret i, at ’selvom man godt kan se, at folk står og bevæger hovedet frem og tilbage og måske endda headbanger lidt – så er der nogle passager, der kræver at publikum lader sig rive med i universet, for hvis de bare kommer for at lave circle-pit – så risikerer man at tabe dem i dele af sættet.’
Så selvom Boil har haft deres del af skodkoncerter, hvor der står en lille håndfuld, der bare ikke lige er til denne stil af musik, er det altovervejende indtryk, at der via et bedre sammenspil i bandet, en større kendskabsgrad, og det faktum, at musikken tiltaler både metal og rockfans, at potentialet for deres musik er voksende. Bandets største problem har været eksponering, men det er der ved at blive lavet om på med signingen på Mighty Music, udvælgelsen som ugens album i ’Sort Søndag’ og gennem anmeldelser.
’Man bliver taget mere seriøst med en pladekontrakt i baghånden, og vi må erkende at Mighty Music og Target simpelthen har flere kontakter, end hvad vi selv havde.’

Mægtig metal musik

Jeg funderer lidt over denne signing, i og med at Mighty Music i sin grundessens er et metal-label og tænker lidt om det er en form for godkendt stempling af Boil som værende et metalband, eller hvordan mon de selv ser det?
Jacob beretter. at det er lidt en pudsighed, netop på grund af at mange af deres kontakter er metalfolk, og det var da også metalfolk, der reagerede først på skiven, men han tillægger det den opbyggelighed som deres musik rummer, den tekniske finesse.
’Metalfolk er et folkefærd, der er vant til at lytte meget til musikken og ikke bare have det kørende i baggrunden, og de fanger de her skift og riffs – også selvom der ikke bliver growlet. Kogt sammen betyder det, at vi har spillet flere koncerter i metalregi end i rockregi blandt andet som opvarmning for Illdisposed’, forklarer han.
Boil har tidligere vundet Nordic Challenge, hvilket gav dem adgang til at spille Sweden Rock, men der er et nøglehul, som deres nuværende nøgle ikke passer til, og det er Roskilde. Denne festival, der ellers er kendt for at tage de mere skæve eksistenser af musikken ind, har ikke fået øjnene op for bandet, og dette kan skyldes flere faktorer. Dels den føromtalte eksponering, og dels det musikalske udtryk på den foregående plade, som dog er blevet gjort mere personlig efter bandets udsagn på den nye udgivelse. Men selvom det ikke ligger i kortene med Roskilde i år, så skal der knokles i Boil lejren, for til august-september udkommer A New Decay i Europa, og så skal hele pressemøllen sættes i gang igen, og der skal følges op med en tour. For godt nok er markedet i Danmark lidt besværligt, men hvordan vil markedet i Tyskland og England reagere på udgivelsen?! Alt andet lige må man jo erkende, at markedet for den hårde rock og metal er væsentlig større i eksempelvis Tyskland, hvor der også spilles langt mere hård rock i radioen end herhjemme. Dette er noget, som forsangeren kender til, med hans sønderjyske aner. ’Sort Søndag’ er det eneste radioprogram, der herhjemme varetager den voksende interesse for rock og metal-musikken, og som forsangeren siger, kan man kun begræde at programmet i sin nuværende form kun er netbaseret og ikke bliver broadcastet på selve P3. Der er ingen tvivl om at dette program, dette initiativ, har været længtes efter længe og man skal bare kigge på deres facebook side, for at finde ud af hvor meget programmet betyder for dets lyttere, siger han.
Endvidere kan han også mærke hvordan der er flere og flere der for øjnene op for den lidt hårdere musik, netop gennem radioen – som jo alt andet lige er det sted hvor flest henter deres input fra.
Unikheden er blevet den primære salgsvare for den danske musik, og forsangeren mener da også, at de i Boil har formået at trække stilen over i en mere personlig og unik sil, selvom han godt ved at der sikkert stadig er nogle der vil kunne trække pendanter til deres influenser. Denne unikhed er jo netop, hvad Volbeat lever stort på, deres Elvis udtryk og indblanding af danske fraser, og selvom Boil slet ikke er i den form for tankegang, så er de stadig i mit hoved unikke på markedet. Men Boil er dog heller ikke parat til at stå i stampe; der skal hele tiden videreudvikles på konceptet og tilføjelsen af den nye guitarist (Mads Vigeholm, Scamp), ved sidste line-up skifte, samt øget brug af percusssion skal bidrage med flere krydderier i gryden.

Det næste skridt er altid det vigtigste

Og hvad skal der til for at få Boil lige det der ekstra stykke videre, kan man så spørge?
’Der skal primært langt mere eksponering til, fordi der før i tiden var rigtig mange, der ikke kendte vores navn, og det er altså en væsentlig forudsætning, at folk kender bandets navn for, at man kan komme fremad. Dertil kommer så selvfølgelig en masse koncerter og anmeldelser, men der er også den der udefinerbare størrelse, som skal tilsættes gryderetten – en form for hype, der bevirker, at vi bliver kendt via mund til mund metoden. Der er heller ingen tvivl om, at det kræver nogle ofre fra vores side af, man kan ikke bare læne sig tilbage og vente på at alle kommer til én – det kræver hårdt arbejdet’, tydeliggør forsangeren.
Jacob nævner som eksempel det her med at tage på tour i Europa:
’Hvad folk nok ikke ved, er, at man skal betale for at komme med på tour, og det koster kassen, samtidig er man væk i måske tre uger og lever et shitty liv. Men man skal være villig til at ofre lidt blod, sved og tårer.’
Boil er fuldstændig afklaret med, hvad de kræves af dem – de har fra start af selv tracket og mixet A New Decay og er indstillet på et arbejdsliv på nedsat tid for at få drømmene til at gå i opfyldelse, eller hvad der ellers måtte kræves for at følge ambitionerne til dørs. Dog er det med et fast greb i realiteterne og ikke nogen idealisme om at sælge alle ejendele for at leve på en bænk i London. Alle bandmedlemmer har jobs, der gør, at de kan omlægge deres arbejdstid og arbejde på andre tider for at hellige sig musikken, hvilket jo også er nødvendigt i dagens Danmark, hvor det er usandsynligt få der kan leve af deres musik.

Det førnævnte line-up skifte har efter forsangerens mening medført, at bandet har fjernet sig fra den Tool-sammenligning, der herskede over deres første album (hvor han jo vel og mærke ikke var forsanger), men som han siger ’selvom det blev trættende at høre på sammenligninger med Tool, tror jeg heller ikke, at Scamp har noget imod at blive sammenlignet med Meshuggah’.
Med det må man jo nok tilskrive den ære, der ligger i at blive sammenlignet med så betydningsfulde bands som ovenstående. Et eller andet sted vil der jo altid være en forfader til et band, og mange vil jo have tråde tilbage til Iron Maiden og Judas Priest m.fl.
Med disse ord ebber samtalen ud, og vi tager behørig afsked med hinanden.